Omkring Elverhøj-musikens tilblivelse

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 08 - side 162-176

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

OMKRING ELVERHØJ-MUSIKENS

TILBLIVELSE

AF TORBEN KROGH

Der har altid hvilet et vist mystisk Skær over Heibergs og Kuhlaus Samarbejde med Hensyn til »Elverhøj«. Først og fremmest rejser der sig det Spørgsmaal: Er det virkelig Heiberg, der ene og alene har Æren af det fortræffelige Melodivalg? Det er ganske vist rigtigt paavist , bl. a. af Magister Kai Aage Bruun(1), at Kuhlau kendte et Par af Melodierne i Forvejen, men alligevel har man en Mistanke om, at der skjuler sig andet og mere bag ved denne Sag, om hvilken Kilderne indtil nu har tiet haardnakket. Det skal fremhæves, at den alt andet end upartiske Fru Heiberg paa en meget eftertrykkelig Maade har gjort sit til at vildlede Eftertiden m. H. t. Kuhlaus Andel i »Elverhøj«Musikens Planlæggelse. I sine Erindringer skriver hun i en næsten polemisk Tone: »Heibergs musikalske Sans og Kundskab hjalp ham til at vælge de rette Melodier, som alle, paa een nær, vare gamle danske og svenske Folkemelodier. Kuhlau havde saa lidt. hermed at gjøre, at han ikke havde Anelse om, hvilke Melodier Heiberg vilde benytte, før denne bragte ham Text og Musik. I Valg af Melodierne, og hvorledes Texterne slutte sig til disse, deri ligger Hovedvirkningen; og hvorledes denne skal opnaaes i sin Forbindelse med Stykkets Toneart kan jo alene bestemmes af Digteren, for hvis Phantasi Stykket staar i sin Helhed«(2).

Ifølge denne Fremstilling skulde Kuhlau altsaa i det, store og hele have arbejdet med Stof, der var opgivet ham af Heiberg, og hvis Valg var truffet uden hans Bestemmelsesret. Skæbnen vil nui imidlertid, at der eksisterer nogle hidtil ikke offentliggjorte Breve, fra Kuhlau til Heiberg, som stiller hele »Elverhøj«-Problemet i et ganske andel Lys. Den tyske Kuhlau-Forsker Karl Graupner har ganske vist flygtigt, henvist til deres Eksistens uden dog at drage de betydningsfulde Konsekvenser, som disse værdifulde Dokumenter rummer(3). Brevene findes blandt, de Heibergske Papirer paa Rigsarkivet og er skrevet paa Tysk, det Sprog, som »Elverhøj«s Komponist som Regel betjente sig af Kuhlau boede i denne Periode i Lyngby, hvor han havde sit Hjem fra omkring 1826 til Efteraaret 1831; Heibergs Adresse var St. Kongensgade No. 51, 2. Sal, det Sted, hvor han skrev sit berømte Festspil.

Som bekendt blev »Elverhøj« skrevet i Anledning af Frederik VI's yngste Datter, Prinsesse Wilhelmines Bryllup med Prins Frederik, den senere Frederik VII, og det opførtes den 6. Novernber 1828. Teatrets Bestyrelse havde opfordret Digterne Oehlenschläger, Heiberg og Boye til at indsende Skitser til et passende dramatisk Arbejde. Da Boye trak sig tillbage fra denne Konkurrence, blev Heibergs Udkast enstemmigt foretrukket(4). Allerede inden denne Afgørelse var truffet, foreligger der imidlertid et Vidnesbyrd, der sætter hele den musikalske Side af »Elverhøj« Spørgsmaalet i en ret uventet Belysning. Den 2. Juni 1828 havde Heiberg modtaget Opfordringen til at indlevere Udkast, og allerede den 10. s. Md. skriver han et Brev til sin Velynder Etatsraad Collin, der var et ivrigt Medlem af Teaterdirektionen. Han kommer heri med den højst interessante Udtalelse: »Etatsraaden lod forleden et Par Ord falde om, at der maaske kunde arrangeres noget til bekjendte, eller idetmindste gamle Melodier. Dette Ord slog Rod i min Tanke, saa meget mere som det vilde være en Triuniph, dersom en Vaudeville (selv under en anden Benævnelse) kunde befindes passende til et nationalt Fest-Skuespil«. Han betoner endvidere Nødvenheden af at indrette Stykket »paa en national, fiin og smagfuld Maade«, saaledes at Formen blev retfærdiggjort, ved sin indre Nødvendighed. »Dette fortsætter han vilde blive Tilfældet, saafremt Sjuettet var af den Natur, at det hævedes ved Anvendelsen af vore gamle Kjæmpe-Vise-Melodier, af hvilke 5 eller 6 af de smukkeste rnaatte udvælges til den musicalske Basis for det Hele. De Melodier, man endnu behøvede, maatte vælges i overensstemmelse med den romantiske Grundtone. Mellem Krossings Compositioner findes f. Ex. adskillige Romancer i den gamle Stil. Noget maatte denne lidt eensformige Tone afbrydes og oplives ved en anden Musik, der dog ikke maatte contrastere mere med Grundtonen, end at den musicalske Henhed blev vedligeholdt«. Yderligere gør han Rede for den Plan, han har med Hensyn til Stykkets Opbygning; det er tænkt i to Akter, »af hvilke den første skulde ende med en Finale, den anden med et Chor, og - hvis det befindes passende - et Slutnings-Couplet i Anledning af Højtideligheden«. Desuden giver han en kort Redegørelse for Handlingen og de Kilder, af hvilke han er inspireret med Hensyn til Emnet(5).

Det fremgaar klart heraf, at den allerførste kim til selve den musikalske Idé maa. søges i en Bemærkning fremsat af den fine Kunstkender Collin overfor Heiberg, ligesom Digterens musikalske Forbillede med Hensyn til Kæmpevisestilen paa dette Tidspunkt har været Kunzen-Eleven, Syngemester og Organist P. C. Krossings Romancer, hvorimod Kuhlaus Navn paa dette Tidspunkt endnu slet ikke er paa Tale. Den 22. Juni s. A. sendte Heiberg saa endelig Teaterdirektionen sit udarbejdede Udkast, hvor han understreger, at det er hans Hensigt at »antyde Stykkets nationale og locale Characteer ved at lægge nogle faa af vore smukkeste gamle Kjæmpevise-Melodier til Grund«(6). Kilderne til de valgte Melodier opgiver han i en »Forerindring« til den første trykte Udgave af »Elverhøj«(7); flere af dem er taget fra Abrahamson, Nyerup og Rahbeks »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen efter A. S. Vedel og P. syvs trykte Udgaver og efter haandskrevne Samlinger«, hvis 5. Bind, udkommet i 1814, rummer en Række enstemmige Melodier. I Fortalen betoner Nyerup og Rahbek, som alene har udgivet dette Bind, deres Glæde over at have »været heldige nok til at kunne berige Værket med Melodier til en Del af Sangene, et Udstyr, som de ældre Aftryk ikke kunne rose sig af«. Blandt de »Hædersmænd«, som Udgiverne »fremfor alle ere den allerstørste Forbindtlighed skyldige,« er Gejstligheden saa afgjort. i Overtal. Vi finder her Præster baade fra Jylland, Fyn, Sjælland og Norge, der har givet fortræffelige Bidrag(8). »Elverhøj« var nu imidlertid ikke det første Værk, til hvilket Heiberg laante Melodier fra Nyerup og Rahbeks Samling. I Vaudevillen »Den otte og tyvende Januar«, opført 1826, benyttede han saaledes i en Potpourri »Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre« (N. og R. Side LXXXIV) og »Det hændte sig Jephta, den Gileads Mand« (N. og R. Side LXXXVII)(9).

Et Par andre Melodier er taget fra Peter Grønlands »Alte schwedische Volksmelodien«, samlede af E. G. Geijer og A. A. Afzelius og harmoniserede og bearbejdede for Pianoforte, en Samling, der udkom i København 1818, og som vakte en ikke ringe Opsigt. Grønland, der sad inde med en omfattende Embedsgerning, og blandt andet havde været Kancellisekretær, Administrator ved den kongelige Porcelænsfabrik og Medlem af Skatkammeradministrationen, var et fremtrædende Navn i Datidens Musikliv og det baade som Skribent og Komponist. Ganske særlig Interesse knytter der sig til hans Navn som

Folkevisebearbejder, et Omraade, hvor han navnlig med Hensyn til Melodiernes tonale Ejendommelighed viser et for sin Tid ualmindelig fint Øre. 1 1816 skrev han som Bidragyder til det berømte »Allgemeine musikalische Zeitung« en meget
bemærkelsesværdig Artikel om »Nordens gamle Folkemelodier«, som han yderligere supplerede med nogle harmonisk godt opfattede Bearbejdelser af danske Folkevisemelodier, taget fra Nyerup og Rahbeks Samling«(10). Det skulde dog først og fremmest blive Udgaven af de svenske Folkeviser, der skabte hans Ry, og Kuhlau benyttede da ogsaa adskillige Gange denne Samling for at finde Melodier, som han kunde anvende til instrumentale Variationer.

Til alt Held blev det den som musikdramatisk Komponist saa genialt begavede Kuhlau, der blev Heibergs musikalske Medarbejder. I hans Breve til Heiberg kan vi nu for første Gang Skridt for Skridt følge en væsentlig Side af »Elverhøj«-Musikens Tilblivelse. Det første af disse interessante Breve er dateret Lyngby d. 29. August 1828, altgodt og vel to Maaneder før Premieren, der som tidligere nævnt fandt Sted den 6. November. Paa dette Tidspunkt var Kuhlau aabenbart færdig med Musiken til 1. Akt, der bl. a. indeholder Karens to Viser, hvis Melodier Heiberg højst sandsynligt selv har valgt. At dette rimeligvis er Tilfældet kan heller ikke undre, naar man tager i Betragtning, hvor grundlæggende en Rolle de spiller for hele den digteriske Idé i Stykket. »Jeg gik mig i Lunden«, der er skrevet til Melodien »Paa Dovre Fjeld i Norrig« med Omnkvædet »Men hvo skal føre vore Runer, om vi ikke selv det maa« er dog efter Heibergs egen Opgivelse ikke benyttet i den Form, som den træffes hos Nyerup og Rahbek (Nr. 48 A), men »noget afvigende, saaledes som Hr. Krossing har udsat den«. Vi kan altsaa ikke tillægge Kuhlau Æren for Redaktiohen af denne Melodi, der i Originalen ser saaledes, ud:

Til Karens anden Vise »Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj« er baade Teksten og Musiken taget fra Nyerup og Rahbeks Samling (Nr. 34 B). I Teksten er der ganske vist foretaget enkelte Ændringer, og det oprindelige Omkvæd »Siden jeg først hende saae« er forandret til »Eja! hvor sælsom en Dans«. Endvidere er Originalens 12 Strofer af praktiske Grunde reduceret til 4, af hvilken den tredie (»De vinked mig først, og saa trued de mig«) er en selvstændig Tildigtning af Heiberg. Melodien har Kuhlau overtaget uforandret; blot har han af tonale Grunde i 8. Takt erstattet et G med Gis. Den er ifølge Rahbek og Nyerup optegnet af J. Hornsyld, Præst i Assens. I et Brev forklarer denne Folkeviseindsamler, at de Melodier, han har indsendt til Værket, er fra »omtrent 1690« som gangne igiennem 3 Organer, og stricte talt kun igiennein 2, da jeg har Lært dem af min Farmoder, en højaldrende Kone, som døde i Horsens for noget over 40 Aar siden, og hvis Moder igien levede i Frederik den 3dies og Christian den 5tes Tider«(11).

Sammen med det omtalte Brev af 29. August (Fig. 1 ), der indleder den interessante »Elverhøj«- Korrespondance, følger Melodien til det berømte jægerkor: »Herlig en Sommernat «, netop et af de musikalske Numre, som Kuhlau har komponeret helt frit. Ganske særlig bemærkelsesværdig er det nu imidlertid, at Kuhlau sender Heiberg den enstemmige Melodi med en underlagt tysk Visetekst:

»Lustiger Saitenklang,
Fröhlicher Rundesang
hör ich im Saale erschallen! Brüder seimmt munter ein,
Mischt Euren Jubel drein
ehe die Saiten verhallen.«

Melodien er forsynet ined Tempokarakteristiken »Recht munter«, og han skriver udtrykkelig, at han ønsker sig »ret muntre« Ord dertil, 2 eller højst 3 Strofer, og desuden paa de høje Toner saa vidt muligt Vokalen A. løvrigt tilføjer han, at han haaber, at det valgte Metrum vil behage Heiberg. Det fremgaar jo ganske klart heraf, at det i dette Tilfælde har været Heiberg der har maattet skrive Tekst til den af Kuhlau i Forvejen komponerede Melodi, oven i Købet bundet af et tysk Maskevers.

Trods Brevets Korthed rummer det endnu flere Overraskelser. Kuhlau sender nemlig samtidig to andre Melodier og beder Digteren vælge en af dem til en Romance for Madam Wexschall, Elisabeth Munks fortræffelige Fremstillerinde. Det er to typiske Folkevisemelodier, begge i A-moll, og under den første findes Tekstbegyndelsen »Svend Felding sidder paa Helsingborg«. Aabenbart har Kulhau med nogle uvæsentlige Ændringer skrevet den af efter Rahbek og Nyerup (Nr. 20). Det er iøvrigt typisk for hans Redaktion, at han lader Slutningstonen i hver Periode strække sig over to Takter for at opnaa 2 X 8 Takter i Stedet for Originalens 2 X 7. Den anden Melodi er taget fra Visen »Dan Konning han lader en Havfru gribe«, som ligeledes stammer fra Nyerup og Rahbek (Nr. 69 B).

Ingen af disse smukke og stemningsfulde Melodier kom dog til Anvendelse i Stykkets endelige Form, sandsynligvis fordi de ikke fandt Naade for Heibergs Øjne. Brevet slutter iøvrigt med de bemærkelsesværdig Ord: »Angaaende Rornancen til Hr. Rosenkilde samt forskelligt andet vilde jeg gerne ret snart tale med Dem, da jeg ellers igen maa gaa ledig.« Det har med andre Ord fra Begyndelsen af været paatænkt at give den morsomme Fremstiller af Bjørn Olufsson Lejlighed til at vise sine ofte prøvede musikalske Kvaliteter. Naar Heiberg alligevel ikke har tildelt Stykkets komiske Person nogen Vise, er det maaske Rahbeks Skyld. I sine iøvrigt meget anerkendte Udtalelser om Udkastet til »Elverhøj« siger den kritiske Litterat angaaende Bjørn Olufsson, at han »vel har Agtelse nok for Digterens Smag til at være overlydet, at han ikke vil vanhellige en national Høytid med Brix og Bjelde, mindst i fjerde Christians Nærværelse,« og derfor mener Rahbek, at det er hans Pligt alvorligt at ytre det Ønske, »at Døren maa vedbørlig være lukket for alle Narre og Narrestreger«(12).

Rahbek. var jo Medlem af Teaterdirektionen, og selv om Heiberg langtfra paa alle Punkter rettede sig efter hans Kritik, har han dog begrænset Bjørn Olufssons Løjer til Dialogen og undladt, at give ham et Sangnummer.

I et Brev fra 4. september (Fig. 2) udbeder Kuhlau sig Teksten til »Bondekoret«med Posten næste Dag, og samtidig sender han sin Redakfion at Melodien, saaledes at Heiberg lige kan forsyne den med de fornødne Ord. Som det oplyses i Forerindringen til »Elverhøj« er den bygget over Folkevisen »Oluf Konning og hans Broder de trættes dem om Norges Skjær« med Omkvædet »Det er saa favrt i Trondhijem at hvile«, der findes i Nyerup og Rahbek (Nr. 57), hvor den har følgende Udseende:

Man vil se, at Kuhlau til sit friske »Elverhøj«-Kor (»Nu da Lensmanden bort vil drage«) har foretaget en bemærkelsesværdig Ændring med Melodiens Slutningsperiode; det alvorsfulde og stærkt kirketone-artsprægede Omkvæd er forvandlet til en rask og munter Dur-Sluting. Melodiopskriften er desuden ogsaa, forsynet med Anvisninger angaaende Rimstillingen, og endelig er der tilføjet: »helst 3 Strofer«, Ønsker som Heiberg øjensynlig har efterkommet. Man finder ogsaa et 4-linjet metrisk Skema, som sandsynligvis har skullet tjene til Vejledning. Da det kom til Stykket bibeholdt Kuhlau dog ikke den enkle strofiske Form, som aabenbart havde være hans Mening til at begynde med; han udvidede tværtimod dette Nummer til et virkningsfuldt Kor, der slutter med tre rungende Hurra-Raab.

Efter Bondekoret følger endnu en Melodiopskrift, »en Romanze med Dands«. Det er »Dybt i Havet« i dens nu kendte Skikkelse. Ifølge den føromtalte Forerindring til »Elverhøj« findes den i E. G. Geijers Tidsskrift »Iduna«, 3. Hefte, men »meget ucorrect opskreven, især med Hensyn paa Tacten«. Heiberg oplyser ved samme Lejlighed, at Melodien, »en gammel svensk Bondedands, kaldet Neckens Polska« er blevet ændret af Komponisten overensstemmende med »Forfatterens egen Opskrift, saaledes som han har hørt, den synges i Sverrig«. I »Iduna« (1. Bd. Tredje Uppl. Stockh. 1816. S. 87 f.) opgives det, at Sangen synges efter »en i westergöthland och Såmland allmänt känd melodi«. Den er ligesom i »Elverhøj«-Formen noteret i 3/4, den sadvanlige Polska-Takt, og trods det, at de to Udgaver varierer noget, er Karakteren dog ganske den samme. Sorn saa ofte har Heiberg ogsaa i dette Tilfælde ladet sig digterisk inspirere af den laante Melodis oprindelige Tekst, hvis Begyndelse endogsaa har samme ordlyd som »Elverhøj«-Digtet:

Djupt i hafwet på Demantehällen
Necken hwilar i grönan sal.
Nattens Tärnor spänna mörka pellen
Öfwer skog, öfwer berg och dal.
Qwällen härlig står i swartan högtidsskrud,
När och fjerran ej en susning, intet ljud
Stör det lungn öfwer nejden rår,
När hafwets Kung ur gyllne borgen går.

Iøvrigt gør Heiberg en Undskyldning for, at han i et »dansk nationalt Stykke« har anvendt et Par svenske Melodier. Han mener dog at det næppe kan kaldes upassende, »naar man betænker, hvor maage gamle Melodier der vare og tildeels endnu ere fælleds for hele
Scandinavien«.

Den 16. Oktober skriver Kuhlau fra sit Domicil i Lyngby et højst alarmerende Brev (Fig. 3), der lyder saaledes: »For Guds Skyld, kære Hr. Doktor, jeg beder Dem indtrængende: sørg for at anvende Romancen til Wexsehall eller Pätges. Jeg tror, at Ouverturen er lykkedes mig ganske godt, men hvis Romancen bliver væk, saa staar dens Melodi, som forekommer to Gange, helt uden Tilknytning i Ouverturen. Jeg er ovlerbevist om, at De selv vil synes det, navnlig naar De hører den for Orkester. Næte Uge kommer jeg til Byen og vil saa gerne mundtlig gentage min Bøn til Dem«. Det drejer sig aabenbart her om Melodien til Elisabeth Munks yndige Romance »Nu Løvsalen skygger«, der er anvendt som Sidetema i Ouverturen, og man forstaar jo tilfulde Kuhlaus Skræk ved Tanken om, at denne Melodi skulde forsvinde fra selve Skuespillet og dermed gøre dens Forekomst i Ouverturen, der saa direkte bygger paa Stykkets musikalske Stof, meningsløs. At Heiberg rettede sig efter Kuhlaus indtrængende Bøn ved jo enhver; interessant er det forøvrigt, at vi af Brevet erfarer, at der baade havde været Tale om at give Melodien til Madam Wexschall og til Johanne Luise Pätges, Agnetes poetiske Fremstillerinde. Heiberg har aabenbart ikke ønsket, at Agnete skulde udtrykke sig i Sang, og vi forstaar nu Grunden til, at Elisabeth Munk i 2. Akt synger to Viser umiddelbart efter hinanden.

Interessant nok finder vi blandt denne »Elverhøj«-Korrekspondance paa et løst Stykke Papir Kuhlaus Redaktion af den omtalte Melodi (Fig. 4), der er taget fra Grønlands før nævnte Samling af svenske Folkemelodier. At det virkelig er Kuhlau og ikke Heiberg, der har valgt denne i »Elverhøj«-Formen stærkt omarbejdede Melodi, fremgaar tydeligt af et udateret Brev (Fig. 5), der indeholder nogle Melodihenvisninger, som Heiberg aabenbart ikke har været klar over, og som han rimeligvis skulde bruge til Forerindringen, hvor han. jo bringer alle Melodikilderne. Den første Henvisning omhandler netop Melodien til »Nu Løvsalen skygger«, om hvilken Kuhlau skriver: »Melodien til Nr. 5 [Begyndelsen angivet i Noder] er fra Grøhlands Samling pag. 16: Ridder Olle han rider sig söder under Ö)«. Interessant er det iøvrigt at sammenligne Kuhlaus henrivende Teaterromance med den originale Form, som tager sig saaledes ud:

Paa Grund af Kuhlaus Ihærdighed fik altsaa to Sange. Som bekendt er den anden af disse »Der vanker en Ridder«, hvis Melodi ifølge Forerindringen er taget fra Visen »Der strander et skib mellem Fjord, mellem Mind«, »opskreven i Jylland af Hr. Pastor Winding«. Det drejer sig tydeligt nok om A. F. Winding, der begyndte sin bane som Kateket i Lemvig og endte som Præst i Himmelev paa Sjælland. Winding havde været Melodi-samler til Rahibek og Nyerup, og endvidere optegnede han paa 0pfordring af Kronprins Frederik (d. 8'de) Melodier til Peter Grønlad. Ved Grønlands Død (1825) gik, Samlingerne tabt, men Winding fik bragt en ny Samling i Stand, som Weyse bearbejdede(13). 1 1839 udgav Wevse »50 Kæmpevise-Melodier, harmonisk. bearbejdede«, til hvilken Samling Chr. Winther det følgen:de Aar udsendte et Tekstbind. 1 1841 udkom andet Hefte af Weyses Kæmpeviser, ligeledes med 50 Melodier, og
denne Gang blev det Winding, der kom til at udgive Teksterne (1843). Hos Weyse (2. Hefte, Nr. 3) og Winding (S. 9) hedder den omtalte Vise »De Engellandske Frøkener«, og dens første Strofe lyder saaledes:

Der strander et Skib mellem Fiord og Mind;
Roser og ædelige Blommer!
Der ganger de Engellandske Jomfruer ind.
Fra Engelland ere de konine.

Man vil se, at Heiberg ligefrem har overtaget Omkvædet (2'den Linie) ; dog har han erstattet Ordet »ædelige», der jo let kunde misforstaas, med »yndelige«. Kai Aage Bruun har i en utrykt Afhandling gjort opmærksom Paa, at Kuhlau allerede længe inden »Elverhøj«Musikens Tilblivelse benyttede Melodien som Thema i en Variationssats i sin Sonate for Fløjte og Pianoforte i Es-Dur, Op. 64 (»Elverhøj« er Op. 100). Det er derfor højst sandsynligt, at det er Kuhlau, der har foreslaaet Heiberg at anvende den skønne Melodi i »Elverhøj«.

I den lige omtalte Skrivelse, som indeholder forskellige Oplysninger angaaende nogle Melodikilder, gør Kuhlau endvidere opmærksom paa, at Melodien til Menuetten ligeledes findes i Grønlands Samling med Teksten »Sidst, när på ljuflig blomsterplan«, den kendte Sinclair- Vise, som Bellman har benyttet til Fredmans sång Nr. 5 b »Se svarta böljans hvita drägg«, og som gaar tilbage til den ærværdige, europæisk berømte Dans Folie d'Espagne, der bl. a. omtales af Holberg(14). Kuhlau skulde i dette Tilfælde bruge en statelig Riddermenuet af en lignende Art som Mozarts »Don Juan«-Menuet. Han har da ogsaa givet Melodien en hel anden Behandling end den, vi finder hos Grønland, hvor den optræder med en Dur- Slutning, og hvor Tempoet er langt livligere (poco allegro e vivace). Et Brudstykke af Grønlands Udsættelse, hvor Melodien iøvrigt er forsynet med stemmingsprægede For- og Efterspil, vil vise den svenske og danske Bearbejders meget forskelligartede Opfattelser

Angaaende en Trio-Del i et af de andre Balletstykker, den statelige Pas de huit, oplyser Kuhlau samtidig, at den er taget fra en af de mindre kendte Melodier til »Dronning Dagmar ligger i Ribe syg«, aftrykt i Nyerup og Rahbeks Samling Nr. 70 C, hvor den har følgende Udseende:

For nu at faa. Melodien til denne meget alvorsfulde Vise, til at passe til Formaalet har Kuhlau ganske frejdigt halveret Nodeværdierne, hvad han iøvrigt ogsaa gjorde med Melodien til »Bondekoret«, og Forvandlingen er virkelig lykkedes for ham. Heller ikke i dette Tilfælde kunde han bruge det kirketoneartsprægede Omkvæd. Han har ligesom Berggreen. ikke befundet sig rigtig vel, naar han stod overfor »græske Tonearter«, som man sagde, og han har derfor ganske simpel strøget Omkvædet. I det her omtalte Dokument foreligger altsaa et positivt Bevis paa, at Fru Heibergs Paastand i flere Tilfælde ikke holder Stik. Hvis Heiberg virkelig havde bragt den intet anende Komponist Tekst og Musik, som hun paastaar, vilde disse Oplysninger fra Kuhlaus Side angaaende Melodikilderne jo være ganske meningsløse.

Endelig finder vi blandt disse Papirer Kuhlaus Nedskrift af Melodien til Mogens' Vise: »Nu lider Dagen saa jævnt, saa trindt« (Fig. 6), der er taget fra en af Melodierne til »Agnete hun stander paa Højenloftsbro«, som ligeledes findes hos Nyerup og Rahbek (Nr. 50 C). Den festlige Slutningsallegro skyldes dog i det væsentlige Kuhlau selv; den er, som det følgende Nodeeksempel vil vise, komponeret paa Grundlag af en ganske svag Antydning i Originalmelodien:

Af særlig Interesse er Heibergs Tekstunderlægning til denne meget virkningsfulde Melodibearbejdelse. Han har aabenbart med Hensyn til de sidste Linjer i første Strofe »Bægeret blinker, Glæden os vinker« osv. haft Vanskelighed ved at finde en til den rette Løsning, idet der i Nodemanuskriptet ogsaa forekommer forskellige kasserede Udkast som f. Eks. det langt ringere:

»Bægeret blinker,
mens vi det hæve til festlige Sang,
ja til festlige Sang
Glæden os vinker
den Nat saa lang.

Desværre nævner Kuhlau i denne Korrespondance ikke Slutningssangen »Beskjærm vor Konge store Gud« med et Ord. I sin Forerindring til Stykket motiverer Heiberg sin Benyttelse af Kong Christian-Melodien paa følgende Maade: »Dette sidste Nummer er det eneste, som tilhører en modernere Musik, men denne Contrast finder sin Retfærdiggjørelse i den Contrast, som i selve Stykket dannes mellem de dunkle, overtroiske Sagn paa den ene Side, og Kongens klare Personlighed paa den anden.« Angaaende Kong Christian-Melodiens Udvikling og Kuhlaus geniale Bearbejdelse har Forfatteren af denne Artikel tidligere gjort rede i dette Tidsskriftl og de Resultater, der blev fremsat her, skal ikke gentages. løvrigt. var »Kong Christian« Frederik VI's Yndlingsmelodi. Da Majestæten i Juni 1831 opholdt sig i Odense blev der under et Fakkeltog afsunget et Digt paa den berømte Melodi. Ved denne Lejlighed sagde Majestæten til Carl Henrik v. Holten; at han fandt, det var den smukkeste Melodi han kendte. Holten mente, det var fordi, den føltes saa ægte dansk, hvortil Kongen smilende svarede: »Maaske; thi God save the King og Henri Quartre ere vel ligesaa skjønne; men underlig er det, at man ikke med Vished veed, hvem der har componeret Musiken til denne sande og eneste danske Nationalsang«(15).

De her fremførte Oplysninger viser jo tydeligt, at Kuhlaus Andel i hele »Elverhøj« -Musikens Anlæg har været adskilligt mere omfattende, end man tidligere har vidst. Han, der saa ofte i sin tidligere Produktion havde beskæftiget sig med nordiske Folkemelodier, bl. a. som Grundlag for instrumentale Variationer og lign., har ganske naturligt været særdeles kyndig paa dette Omraade. Han har ikke alene med sin musikalske Erfaring og Indsigt støttet Heiberg, men ligefrem valgt flere af Melodierne, og ikke nok med det, han har ogsaa, som det fremgaar af det foregaaende, givet Digteren mangt et godt Raad med Hensyn til den poetiske Udformning, Strofeantal, Rimstilling og metrisk Opbygning. At Heiberg da ogsaa var sin musikalske Medarbejder højst taknemmelig, ses tydeligt af en Udtalelse i den omtalte Forerindring til Stykket, hvor han siger, at »den geniale Komponist maaske aldrig har viist sig mere opfindsom end just i de Baand, han her paalagde sig«.

Fodnoter:

(1) Kai Aage Bruun, Omkring »Elverhøj«. Kronik i Nationaltidende. 9. Juli 1942.

(2) Johanne Luisc Heiberg, Et Liv gjenoplevet i Erindringen. 3. Udg. Kbh. 1914. S. 66.

(3) Karl Graupner, Friederich Kuhlau. Dissertation, München 1930. S. 50 f.

(4) Angaaende »Elverhøj«s litterære og teaterhistoriske Forudsætninger se R.
Neiiendam, Mennesker bag Masker. Kbh. 1931. S. 39 f. J. L. Heiberg, Elverhøj, med historisk Oversigt af R. Neiiendam. Kbh. 1941. T. Krogh, Kilderne til »Elverhøj«. Kronik i Dagens Nyheder 7. Juli 1925.

(5) Af Jonas Collins Papirer, udgv. af Edgar Collin. Kbh. 1871. S. 167 f.

(6) J. L. Ileiberg, Prosaiske Skrifter 11. Bd. Khh. 1862. S. 455 f. Af Jonas Collings Papirer. S. 173 f.

(7) Forerindringen er trykt i J. L. Ileibergs. Prosaiske Skrifter 4. Bind. Kbh, 1862. S. 45 f.

(8) Jfr. 11. Grüner Nielsen, Danske Folkernelodier. Aarbog for Musik 1923. Kbh. 1924. S. 66 f.

(9) J. L. Heibergs Poetiske Skrifter 5. Bd. Kbh. 1862. S. 340 T, Krogh, Heibergs Vaudeviller. Khh. 1942. S. 85.

(10) Allgemeine musikalische Zeitung. 18 Jahrg. Leipzig. 1816. Nr. 35 og 36. s. 593 f .

(11) Nyerup og Rahbek, Udvalgte danske Viser, 5. Bd- Fortale Side VII Grüner Nielsen, o. c. S. 68 f. og S. 71.

(12) Af Jonas Collins Papirer S. 183.

(13) Grüner Nielsen, O.c.S. 69 og S. 73.

(14) Carl Michael Bellmans Skrifter. Standard upplage utgiven av Bellmanssällskapet. Fredmans sånger. Stockholm 1932. Kommentar S. 62 f.

15) Af en gammel Hofmands Mindeblade. Konfei-ensraad Carl Henrik Iloltens Optegnelser. Memoirer og Breve udgv. af J. Clausen og P. Fr. Rist. XI, Kbh, 1909. S. 157.