Kgl. kapelmester Georg Høeberg fylder 70 aar

KGL. KAPELMESTER GEORG HØEBERG

FYLDER 70 AAR

AF VICTOR GANDRUP

Da Kapelmester Georg Høeberg i 1910 tiltraadte sin Dirigentvirksomhed i »Dansk Koncertforening«, mødtes den 37-aarige lovende Musiker, efter at have afsløret ubestridelige Dirigentevner ved Ledelsen af sin egen Opera »Et Bryllup i Katakomberne« paa Det kgl. Teater i 1909, med saa store Forventninger, at man i det endnu unge Kapelmester-Emne saa den, der skulde erstatte Johan Svendsen.

Store Forventninger. - Og hvorfor blev saa disse to i Bund og Grund vidt forskellige Individualiteter sammenstillet? Svendsen var bydende Suveræn og Høeberg udpræget Parlamentariker, Svendsen var Banebryder og Høeberg Traditionalist. Man ser tydeligt, hvor umuligt det synes at parallisere disse to Skikkelser. Situationen var desuden, for at se Sagen nøgternt, en ganske anden, dengang Svendsn tiltraadte Kapelmester-Stillingen, end da Høeberg stod i Begreb med at overtage Roret. Den fordomsfri Johan Svendsen kom herned for at bibringe vort Musikliv nye Impulser, medens den traditionstro Georg Høebergs højst utaknemmelige Opgave var i Skæret af det svendsenske Lys at skulle videreføre det denne havde skabt og endda samtidig helst gaa helt nye selvstændige, Veje. - »Død og pine farlig post den!« vilde gamle Svendsen sikkert have ment.

Georg Høeberg blev født. paa en Tid, hvor han i sine Udviklingsaar havde rig Anledning til som vordende Kapelmester at danne sig Forbilleder i den store Front af Taktstokkens Mestre, der udgjorde den efterwagnerske Epoke: Hans Richter, Karl Muck, Felix Mottl, Gustav Mahler, Arthur Nikisch og endelig Johan Svendsen, under hvem Høeberg spillede nogle Aar i Kapellet og modtog mange dybtgaaende Indtryk, og for hvem han bevarede en ligefrem sønlig Hengivenhed.

En Paavirkning sporedes ogsaa. Høeberg havde tilegnet sig nogle af Mesterens kunstnerisk værdifulde Føreregenskaber, hans Ro og Overblik, hans plastisk konturskarpe Taktslag og fornemme fuldklingende Strygeklang. Høeberg, der selv var en udmærket Violinspiller, havde naturligvis særlige Betingelser for at finde ind til Strygeklangens ædle Kærne hos sit norske Ideal.

Kapelmester Frederik Rung fik ligeledes en stor Betydning for Høebergs Udvikling. Straks under Indstuderingen og Opførelserne af Georg Høebergs Hovedværk som Komponist »Et Bryllup i Katakomberne« blev Frederik Rung aldeles overrasket over Høebergs Beherskelse af Partituret, hans hurtige og klare Opfattelse som Dirigent og deciderede orkestrale Haandelag, og senere fulgte han Høebergs Ledelse i »Dansk Koncertforening« med saa levende Interesse, at han endte med at blive hans Velynder. Der udviklede sig snart en lignende Situation mellem Rung og Høeberg som i sin Tid mellem Svendsen og Rung. Paa Grund af vaklende Helbred fik Rung ligesom tidligere
Svendsen hyppigt Forfald, og Høeberg, der med yderste Samvittighedsfulde havde sat sig ind i det løbende Repertoire og derfor kendte dette til Punkt og Prikke, var altid, hvis der skulde ske noget, til Stede i Teatret, naar Rung dirigerede, og parat til at springe ind og dirigere uden Prøve. Rung havde derfor, da hans Sygdom tog en alvorligere Karakter, udpeget Høeberg til sin Efterfølger, og kommende Opgaver bekræftede ogsaa, at Rung ikke havde overvurderet sin lovende Stedfortræder, men bedømt ham rigtigt.

Under en Sygeperiode, da Run« opholdt sig i Bozen, paa »Hotel Sonnenhof« i Haab om at genvinde sit Helbred, blev Høeberg den 14. November 1912 med nogle faa Timers Varsel tilkaldt for at dirigere Puccinis »Tosca«. Ved sin fremragende Orkester-Konduite viste Høeberg sig fuldt ud som Situationens Herre. Sejren var stor, og Paaskønnelserne mange, og fra Italien kom et overstrømmende begejstret Brev fra den dødssyge Frederik Rung, som den vordende Kapelmester givet har modtaget med Stolthed og betragtet som et skudsikkert Panser for kommende Tiders eventuelle Angreb.

En Maaneds Tid efter Frederik Rungs Død forelaa Høebergs Kapelmester Udnævnelse den 11. Februar 1914, og med et Overmaal af Energi og Arbejdsevne tiltraadte Høeberg sin Stilling og indledede nogle Dage senere, den 14. Februar, med »Tristan og Isolde«, og derefter fulgte en lang Række Nyindstuderinger. Premiere fulgte paa Premiere, og i sit Valg af Repertoiret tilkendegav Høeberg tydeligt at være senromantisk betonet, og af hans energiske Arbejdstempo mærkedes en efter Storstædernes Mønster yderliggaaende moderne. Indstilling.

Det vilde føre alt for vidt blot tilnærmelsesvis at foretage en Gennemgang af det fantastisk store Arbejde, Kapelmesteren har præsteret paa Teatret og i Koncertsalen, men det er ikke uden Interesse at fremdrage et Par Enkelt-Værker fra Teaterperioden, der har bundfældet blivende Indtryk paa Grund af Udførelsen, der naaede op i et Plan af det helt fortræffelige.

Den Komponist, i hvis Værker Høebergs Evner fandt bedst Grobund og smagsikrest Udfoldelses-Muligheder, var Richard Strauss, og dennes to Operaer »Rosenkavaleren« og »Salomé« var begge straalende Succeser og Sejre for Høeberg. Til den første af disse knytter sig en lille Begivenhed, der i denne Forbindelse skal mindes.

Efter et herkulisk Forarbejde havde Høeberg Premiere paa »Rosenkavaleren« den 4. November 1916, den første Operaopførelse af Richard Strauss her hjemme. Operaen fik den forønskede Rokokostemning, og Opførelsesrækken blev Toppunktet af Høebergs Dirigentskab, der her naaede op i en olympisk Luft. »Rosenkavaleren« aftvang usædvanlig Interesse, og da den havde gaaet ca. en halv Sæson for glimrende Huse, kom den atter indenfor Nyheds-Projektørens skarpe Lyskegle, idet selveste Richard Strauss var anmodet om at komme herop for at dirigere sit Værk den 4. Marts 1917. Pragtfuldt indstuderet modtog Dr. Strauss sin Opera til Gennemløbsprøve, og næppe var 1. Akt til Ende, før Richard Strauss vendte sig ud mod det mørke Teaterrum og ivrigt raabte: »Wo ist, Herr Kapellmeister Høeberg? Ein ausgezeignetes Einstudieren!« - Efter nogle Gentagelser af samme Udbrud kom Høeberg endelig frem fra det fjerne Parterre og modtog et uforfalsket begejstret Haandtryk og en længere Lovtale. Dr. Strauss' Begejstring var saare let forstaaelig, da det efter endt Prøve var konstateret, at Høebergs Indstudering kun afveg 3 Tempi fra Komponistens. Forestillingen var en sand T'riumf for den danske Opera. og Høeberg bekræftede denne Aften baade ud og indadtil vor Operas store kulturelle Betydning.

En lignende Pragt-Aften havde Høeberg i 1925 med Igor Stravinskys russiske Ballet »Petrushka«, der ligeledes forskaffede Teatret en Kasse-Succes, og da Komponisten selv indfandt sig for at dirigere sit verdensberømte Værk og tilkendegav en overstrømmende Begejstring, forstod man - i Erindring om Richard Strauss Aftenen, at Høeberg som Kapelmester uløseligt var knyttet til Det kgl. Teater.

Uagtet sit kolossale Arbejdstempo paa Teatret overkom Høeberg utrolig mange Tillidshverv. Lige efter sin Ansættelse som Opera Kapelmester ophørte han ganske vist at dirigere i »Dansk Koncertforening«, men genopfriskede til Gengæld Kapelkoncerterne, der paa Grund af Rungs Sygdom og andre uheldige Forhold saa smaat tegnede til at gaa ind.

Koncertsalens Opgaver i deres isolerede Selvstændighed blev paa Grund af Kapelmesterens Tilbøjelighed til store Dimensioner, altid at male med bred Pensel, mindre hans Felt, men dog afbødede Høeberg til Dels denne noget forcerede Udtryksform ved en usvigelig virtuossikker Orkester-Præsentation, der altid var funderet paa en musikermæssig klangskøn Basis.

Høeberg var lige saa ivrig i Koncertsalen som i Teatret til at følge allernyeste Musikstrømninger og har bl. a. Æren af at være den første i Norden, der opførte Anton Bruckners 9de Symfoni ved en Kapelkoncert. Klassicismens krystalklare Linier var derimod - i Forhold til Udlandets store Koncertdirigenter -just ikke Høebergs stærkeste Side, og det var derfor til Tider, som om de ældre Mestres Værker ikke opnaaede helt den overbevisende autentiske Fremførelse under ham, som de kræver. Men spillede Høeberg saa med Mellemrum en af sine Trumfer ud, de Komponister, som han dirigerede med Forkærlighed og Held, og i hvis Kompositioner hans ubændige Trang til Inspirationsfrihed og Boltren sig i effektfulde Klangvirkninger passede, ja, ligefrem klædte, var Høeberg saadan en Aften en Akkvisition for vort Musikliv.

Under Høebergs Taktstok har man altid følt sig paa herlig sikker Grund. Udover den Nervøsitet, den enkelte Soloydelse fremkalder hos en eller anden førende Orkestersolist, kendes kun i Samarbejdet Ro og Tryghed. Sit store Føreransvar føler Høeberg helt. - Skete et menneskeligt Distraktionsuheld, blev Uregelmæssigheden uvægerligt afhjulpet ved hans rent ud sagt geniale Evne til at redde en prekær Situation. I Ulykkesøjeblikket var Høeberg størst! Ligesom han i hele sin Virksomhed lagde an paa at lette det daglige Samarbejde ved sikre Advis til alle Indsatser, saaledes føltes hans Optræden i Farens Stund som en kammeratlig Hjælp. En lille umærkelig Haandbevægelse afværgede eller udjævnede Katastrofen, og ligesaa sikkert som Ringene paa Vandet følger, efter at Stenen er plumpet i, ligesaa afgjort fulgte altid efter et Uheld et venligt Smil eller et forstaaende Nik fra Georg Høeberg, der sagde: »Den klarede vi to godt!« Var det modsatte Tilfældet, og noget klang særlig smukt, søgte Kapelmesterens Blik ikke sjældent ned i Orkesteret for at meddele hans uskrømtede Stemning til de af Kapellets Medlemmer, hos hvem han mente at finde Forstaaelse for sin Glæde over Øjeblikkets betagende Magt.

Med nogle Streger vil jeg forsøge at skitsere Orkesterprøve-Tilværelsen med Georg Høeberg. Kapelmesteren, der gennemsnitlig var i godt Arbejdshumør, kunde glimtvis være yderst fornøjelig og undertiden ustyrlig morsom. Hans Selvironi var stor, hans Sarkasme større. Høeberg, der vanskeligt kan gaa ind under Begrebet »Den tavse
Dansker«, har i det daglige bibragt største Delen af sine Undersaatter det Indtryk, at han hellere taler ondt om sig selv, end han lader være at tale om sig selv. En pudsig Situation eller Anledning til at ripostere - helst svagt ondskabsfuldt - lader Høeberg svært nødig gaa fra sig. Det skal dog i denne Forbindelse nævnes, at Høeberg sætter en Ære i, at alt privat Ordskifte, hændelige Uheld ved en offentlig Prøve eller selve Aftenen aldrig tiltrækker sig Publikums Opmærksomhed. Den Hensynsfuldhed, han altid har praktiseret overfor sit forhaandenværende Orkester, er dikteret af en hos ham dybtgaaende Aversion mod ufredelig, daarlig Arbejdsatmosfære.

En enestaaende Position fik Høeberg som Lærer og senere som Ven til Landets Kronprins. Som mangeaarig erfaren lærer kunde Høeberg ligesaa godt, som mange vilde foretrække, bare have undervist pro forma, og ladet det endelige Resultat foreligge som en ufærdig selskabelig Amatør-Adspredelse, men nej! Høeberg havde en dybere Forstaaelse af sit Informatorkald og, saa, at Kronprinsen havde Evner for og Lyst til Musiken. Disse lovende Betingelser fandt Høeberg skulde og maatte ikke gaa til Spilde, selv om hans Elev som Tronarving engang skal tiltræde et større og mere ansvarsfuldt Embede, end Kunstens Rige kan byde ham. De Krav, der stilles til en vordende, Monarks Udvikling, er som bekendt ikke faa, og derfor, naar Høeberg gennem sin Undervisning alligevel er naaet saa vidt, at Kronprinsen, kun efter i Ny og Næ at have forsøgt sig lidt med Gardens Musikkorps, nu træder frem i vore største Orkester-Institutioner - ubegribeligt hvordan - som færdig rutineret Dirigent, belyser denne smukt løste Opgave ydermere Høeberg som en inspirerende, fremragende Pædagog.

Af historisk tilsvarende Eksempel har man vist næppe andet end Frederik den Store og hans elskede Fløjtelærer, Hofkomponist Johann Quantz, mellem hvem Tonerne ogsaa spandt stærke Venskabsbaand.

Med sin kunstbegejstrende Vejledning og i sit Venskab med Kronprinsen har Høeberg skabt et ganske ejendommeligt og naturligt Tillidsforhold mellem sin Ven og den danske Musikverden. Kronprinsen, der selv er Kunstner, følger det hjemlige Musiklivs Fremstød og hele Udvikling med glødende Interesse og yder derfor en protegerende Bevaagenhed overfor flere af vore Musikinstitutioner. Fra Protektorens Side føles det sikkert som et kunstnerisk, værnende Kald og afgjort i Orkesterkredse som en indflydelsesrig, kollegial Beskyttelse. Georg Høeberg har med Fuldbyrdelsen af dette gensidig harmonisk, kunstinteresserede gode Forhold mellem vort høje Kongehus og Fru Musicas Tjenerskare indskrevet sit Navn ærefuldt og med uforgængelige Bogstaver i dansk Historie.

Uagtet betroet Landets største Musikposter formede Høebergs Karriere sig alligevel ikke som ventet. Skæbnen havde udpeget ham til vort Musiklivs selvfølgelige Samlingspunkt, men for at blive et Samlingspunkt manglede Høeberg i for høj Grad Evnen til i afgørende Spørgsmaal at være modstandskløvende og vinde den nødvendige, urokkelige Tiltro og den deraf følgende tillidsvækkende Popularitetslyrik. Denne modstandsvigende Tilbøjelighed, et øjensynligt Svaghedstegn, berøvede hans Kunst Koncisionen, affødte Autoritetssvækkelse indenfor Murene og har derved mulig næret offentlige Betragtninger og givet disse Mod og Vind i Sejlene. Faa har vel som Høeberg været den hjemlige Presses Prügelknabe. Angrebene var i Perioider saa voldsomme og ondartede, at man med Rette kunde have forventet visse Depressionssvingninger, men Delikventen syntes til Trods herfor at have været ganske uanfægtet deraf.

Imidlertid udsattes Kapelmesteren under Adam Poulsens fysiognomiforvirrede Teaterregime i 1930 for en krænkende Embeds-Tilsidesættelse, der foranledigede, at han resolut tog sin Afsked.

Hvis det har været Høeberg, med sin stærke Veneration for Det kgl. Teater, en stor Skuffelse at maatte forlade sit mangeaarige Førersæde, er det let forstaaeligt; men er dette Tilfældet, rettede han sig i Løbet af forbavsende kort Tid, kastede sig med ganke ufattelig frisk Energi over nye Planer og andre Opaver og blev en søgt Dirigent i Udlandet. Som det heraf tydeligt fremgaar, forlod Høeberg Teatret i en ualmindelig Vigør, og i Stedet for at trække sig fornærmet tilbage i. Ensomhed foretrak han at leve og ofre sig for sin Kunst og blev derved større end sin Skæbne.

Et Indtryk af, hvor humoristisk overlegent Høeberg tog Afbrydelsen af sin Teaterkarriere, faar man af følgende lille spøgefulde Intermezzo: Nogen Tid efter at Kapelmesteren var gaaet fra Teatret, skulde han dirigere paa Statsradiofonien. Prøven var i fuld Gang, da Orkestret ved en Misforstaaelse ophørte at spille. Høeberg spurgte forbavset: »Men hvorfor spiller De dog ikke?« - Kor af Orkestermedlemmer: »Vi troede, at Kapelmesteren var holdt op at dirigere.« Høeberg: »Aa ja mine Damer og Herrer, det er der saa mange, der tror. Det troede de ogsaa ovre paa den anden Side af Gaden, men det kan jeg berolige Dem med, at det er jeg aldeles ikke. Næ, jeg bliver skam ved! «

I de senere Aar, naar Høeberg har dirigeret herhjemme, er han ligesom blevet anerkendt af Pressen, og navnlig efter Krigens Udbrud, da der er gaaet Hausse i alt dansk, er denne ogsaa begyndt at dele Sol og Vind lige i Dommen om Høgberg og indrømme ham en kunstnerisk Standard. - Der kan selvfølgelig altid diskuteres om, hvor betydelig en Kunstner er, men at Høeberg er Kunstner og endda af et ret betydeligt Format, derom vidner hans senromantiske Kunstnerhigen efter Skønhedens højtvinkende Maal. -

Kapelmester Georg Høeberg, der den 27.- December fylder 70 Aar, bliver i Slutningen af November fejret af Det kgl. Kapel ved en Koncert med Fødselaren som Dirigent, og forskellige andre Æresaftener vil følge efter i December.

Naar Høeberg ind i det nye Aar efter endt Fødselsdagsvirak atter er faldet til Ro, vil han antagelig af og til blade i sin »Minde-Scrapbog« og lade sit lange omskiftelige Kunstnerliv i Tankerne passere Revue. Mon ikke Kapelmesteren da i Bevidstheden om sin store Dygtighed og Energi, han i en kapelmesterfattig Tid herhjemme gav som Indsats der ganske vist ikke naaede at blive skelsættende ogr epokegørende, men forskaffede ham et smukt Blad i Teatrets Historie, vil kunne bifalde Paul Hervieus tankevækkende Ord om Retfærdighedens »Puslespil«?

»Livets Værdi er saadan omtrent middelmaadig, thi paa den ene Side er vor Lykke ikke saa stor, som vi selv kunde ønske det, men paa den anden Side er de Ulykker, som rammer os, altid mindre end de, andre ønsker over os. Det er denne Middelvej, som gør Livet retfærdigt. eller rettere forhindrer det i at være i Bund og Grund uretfærdigt.«