Musikens 'Sub specie æternitatis'

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 09 - side 197-201

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

MUSIKENS SUB SPECIE ÆTERNITATIS

AF FINN HØFFDING

WILHELM HANSEN, MUSIKFORLAG

Rudolph Simonsen, Konservatoriets energiske Direktør bekendt over hele Landet for sine inciterende Foredrag om Musik dels paa Konservatoriet (de saakaldte, populære Aftener), dels i Skoler og i Radioen, har skrevet en Bog, som han kalder: »SUB SPECIE ÆTERNITATIS« med Undertitlen »Musikkulturelle Perspektiver«. Det er værd at dvæle nærmere ved denne Bog og dens Synspunkter.

Bogen bringer en Gennemgang af Hovedværker fra Musikhistoriens forskellige Epoker, men set under en bestemt Synsvinkel, nemlig »sub specie æternitatis«. Dette Udtryk har Simonsen fra Spino-za, den store Filosof, som dermed karakteriserede den højeste Erkendelsesform som en Erkendelse under »Evighedens Synsvinkel«. Hermed fastslaar Simonsen straks, at det, hans Bol,, handler om, er den Musik, som er Udtryk for »det evige« og som derved er i Stand til at trodse de historiske Tidsperioder, og leve saa længe menneskelig Kultur lever. »Musiken er en af de mange Former, hvorigennem Evigheden

afspejler sig tor os Mennesker«, siger han straks i sin indledning og tilkendegiver derved sin religiøst- filosofiske Indstilling over for Musik, en Indstilling som naturligvis er fri for enhver Tilknytning til nogen Art af Konfession. Som Motto for hele Bogen staar følgende smukke Sætning: »Ærefrygten for,det evige ranker og udvider det menneske-li-ge«, en Passus, om man stadig møder Bogen igennem, citeret eller varieret; og som en Følgesætning af denne en anden Sætning: »Det e-vige i Musik - som i alt levende - kræver som Sangbund det evige i Mennesket«.

For Simonen er Kunsten, Videnskaben og Religionen Aabenbaringsformer for det aandelige, og det, det gælder om, er gennem disse at trænge ind til det inderste, det, der figger bag disse Aabenbaringsformer. I sin Gennemgang af den gregorianske Koral, den europæiske. Musiks Urkilde, sigerhan: »vi lærer (her) ikke blot, hvad Musik inderst inde er, men vi aner det, der inderst inde er i alt - ogsaa i Musik.« Det inderste i Tilværelsen kan man naturligvis ikke forstandsmæssigt bestemme, det kan kun anes, men de, der -har Sangbunden for det oplever det i Kunsten det være sig i Musik, bildende

Kunst, Arkitektur eller Digtning, Omraader som Simonsen er fortrolig med gennem dybtgaaende Studier hvad ogsaa, tydeligt fremgaar af hans Bog. Jeg kan i denne Sammenhæng ikke lade være med at anføre hans Omtale af Heinrich Schiitz i den smukke Gennemgang af en af hans »Geistliche Konzerte«. Han skriver: »Den Mand, der komponerer dette V2erk, om ham ved vi det ene afgørende; dette kan -ikke digtes, men kun leves; dette er Sindets usvigelige Sandhed. Han ejede Underet inde i sig, og han ejede Geniets Gave: at dele sin Ejendom med os andre. Spørgsmaalet om Tilhørernes »Tro« eller »Ikke-Tro« er underordnet; den mærkværdige Stilhed efter en Gengivelse', paa een Gang gennemlevet og rigtig gennemført taler tydeligere end alle Ord: Mennesket bag Musikeren har i Musik forkyndt'den Menneskelighed, der bærer al Kunst, og som lægger Evighedens Skær over den - det, der er fælles, hvor forskellige end Musikens Udtryksformer ellers kan være. Det er dette faelles, vi maa naa. -ind til; det er Kernen.« - En spinozisk Tanke ligger bag ved Simonsens Synspunkt, at al Kunst i sine største Øjeblikke -er Udtryk for det samme og kun forstaas. ved dette samme eller evige, paa samme, Maade som den enkelte Bølge kun bestaar s Gm en Del af Havet og kun forstaas ved at ses som en Del af Havet.

I Tilknytning til dette siger han senere i Bogen, »at ingen har som Bach paa een Gang menneskeliggjort det hellige og he-lliggjort

I

det menneskelige«. Paa samme Maade siger han om Wienerklassicismen, »at den ved sin almenmenneskelige Varme hævede den homofone Musiks Verdslighed. til Religion - i Ordets videste Forstand«, og videre: »Det almenmenneskelige stod ingenlunde i Modsætning til Religionen; det blev selv Religion«. (Man genkender Forfatteren til den smukke Bog »Almenmenneskelige Værdier«). At Beethoven, som opfattede Koncertsalen som et Tempelrum, havde en lignende Opfattelse af Musikens Væsen som Simonsen, er vist klart for de fleste; det er ogsaa ved Omtalen af Beethovens »Niende Symfon.i«, at Sirnonsen tydeligst udtrykker sin Opfattelse. Han taler om Beethovens »Stormløb imod de uendelige Vidder«, taler om, hvorledes »hans symphoniske Mesterskab her forenes med Uendelighed- ,,,,længslen, og denne uendelige Længsel gjaldt atter noget religiøst, ikke den kirke

z D

lige Messetekst (som i Missa solemnis), men AlmenmenneskeligheØens Religion. Den Niende er Humanisniens Højsang. Beethoven bygger paa den Etos, han fandt i Mozarts »Tryllefløjten«, i Haydns Alderdomsværker, i Sam-tidens Litteratur, først og fremmest Goethe og Schiller, i Religionernes og Filosofiens Tanker, og i denne etiske Idés Tjeneste stiller han sin mægtige Musikerpersonlighed, der ha- ,,de udfoldet sig t-il sin fulde Højde«.

Man vil af den Række Citater, jeg her har givet, forstaa, hvor magtpaaliggende det er Simonsen' at faa Læseren til at trænge helt ind i Dybden af d-en store Kunst, og gennem den at naa. til Anelsen af »det Evige«, som ligger bag ved al højbaaren Musik, fra hvilken Epoke i Musikens Historie den saa er.

Det er indlysende, at det er svært at beskrive det ubeskrivelige.

Det ved Simonsen saavel som nogen; han vil ogsaa. kun føre os hen

til de Steder, hvor han har oplevet Mødet med dette uforklarlige ' - som

han betegner ved det evige. Har vi saa Sansen (Sangbunden) for det, vil vi opleve det; har vi den ikke, nytter det os lidet. Et lille Suk. kommer undertiden til Orde over at skulle spændes i Ordets Spændetrøje, hvor det gælder om at gøre Rede for subtile musikalske Ting - ikke underligt, at det netop er ved Gennemgangen af Mozart, at det stærkeste Suk bryder frem; »kunde jeg ved et Klaver illustrere mine Ord gennem selve Tonerne, vilde vist mangen en Læser direkte kunne fornemme, hvad jeg mener«, skriver han og man

I

mærker, hvor det har kriblet i Fingrene, paa Simonsen, og man er glad ved denne lille Tilstaaelse. »At forklare Musik er vgnskeligt; det væsentlige kan jo aldrig forklares. Det væsentlige i hele Tilværelsen heller ikke. Det er nemlig det, der forklarer alt andet.« (Man mærker her Spinozas Indvirkning, hans Substansbegreb, der lader Substansen være det, som bestaar i sig selv og forstaas ved sig selv, og ved hvilket alt andet bestaar og forstaas) - dog siger han trøstende »kan Musikeren ofte klar-gøre en Del, fjerne mangen Hindring for Lægmandens Forstaaelse«. Her har Simonsen stillet sig sin Opgave som Pædagog, han vil lette Lægmanden Vejen til de store musikalske Oplevelser ved at vise ham, hvorledes en Kunstner oplever Kunst. Han stiller Opgaven for sig selv, men mener samtidigt, at det egentlig er alle Musikp2edagogers Opgave. Angaaende Teoriundervisning skriver han: »Hvor er her dog et stort Arbejde at gøre for en Lærer, der ikke opfatter Underviningen som en Indpodning af de Regler, Mestrene lykkeligvis har holdt sig efterrettelige (saa nogenlunde -da), men som en Indførelse i musikalske Skatte, hvis Nutidsværd er en Del af deres Evighedsværd ... «

I Indledningen viser han, at hans Bog ikke m,indst er skrevet for Pædagoger ved at udtale: »Der er dem, der hos deres Elever kun v,eekker en uklar Svaermen uden en saglig Underbund; Musiken paavirker nok Følelseslivet, men kun rent stemningsmæssigt som en dejlig Støj. Andre, der med Rette tager Afstand fra sligt usundt Føleri, tager Sagen mere »dagligdags« - men glemmer, at selvom Vejen ind til Festsalen nødvendigt fører gennem Korridoren, kan Opholdet sidstnævnte Sted ikke være Maalet i sig selv: Lyset indefra skal virke dragende lige med det samme. Ingen alvorlig Musiker vil benægte Betydningen af at skelne mellem de forskellige Intervaller, Harnionier, Rytmer o. s. v., ligesom en ordentlig Læge bør kende alle Sygdommes latinske Navne; men ligesom dog - for at blive ved sidstnævnte Eksempel - Lægekunstens Opgave til syvende og sidst er en mere væsentlig, saaledes forslaar ej heller selv den ypperste Udvikling af Øret og af det rent musikermæssige, hvis ikke samtidig Sindet modtageliggøres for netop alt det, som Musikeruddannelsen først af alt skal have som Maal: selve Værdierne.« »Hos nogle kominer Modtageligheden ganske vist af sig selv, hos andre aldrig; men« - siger han videre og understreger derved noget centralt for Musikundervisningen overhovedet - »Undervisningen maa afpasses, ikke efter de Ydertilfælde, hvor den egentlig er overflødig, men efter de uendelig mange, hvor det faktisk er muligt at tænde et Lys, der varmer indefra ...«

Ved at stille sig sin i bogstayelig Forstand opdragende Op-',,-ave tager Simonsen samtidigt Stilling til Musikhistorie og Formlære. Den første er et naturligt Grundlag for det,. han forstaar ved Musikoplevelse; men selv nok saa megen musikhistorisk Kundskab kan aldrig gøre det ud -for det egentlige, lige saa lidt som Anekdoter eller Oplysninger om Kunstnernes Privatliv. Musikhistorie som Stilhistorie har sin Betydning, den kan lette Vejen ind til Værdierne - men den er dog kun en Del af »Korridoren«.

Paa samme Maade tager lian Stilling til Analysen og bemærker, at hans Fremstilling umuligt kan tilfredsstille dem, der er vant til at analysere al Aand ud af levende Kunst. Simonsen gør Ret i at advare mod Faren ved Analyse; hvis han her har tænkt paa Hugo Riemanns gyselige og skrupkedelige Analyser af f. Eks. Beethovens Sonater, forstaar man hans Advarsel. At Analyse ikke kan undværes, beviser Simons-en selv ved at give mønstergyldige Eksempler paa, hvorledes man skal gaa frem paa dette Felt; - hans Analyse af den gregorianske Koral »dies iræ« er illustrerende i saa Henseende. Simonsen siger, at »Musikens forskelligartede Landskaber bør præsenteres for Eleverne ikke i Graavejr, men bestraalede af den livgivende Sol, og hertil kræves mere end ydre Færdighed * - hertil kræves Kunst«. D,enne Kunst behersker Simonsen i ganske ualmindelig Grad, og det er klart, at han bedre kan udøve den ved det talte Ord og med sine næsten trolddomsagtige Hænder paa Klaveret.

De Værker, Simonsen omtaler, er næsten alle Musixværker med Tekst. Det er indlysende, at en Tekst altid letter Redegørelsen af et Værk; det er dog næppe af den Grund, at Simonsen har valgt dem, men fordi det er pædagogisk rigtigt, da de ogsaa for den læge Tilhører vil være nemmest at faa fat i, og derved Overgangen til rent instrumentale Værker lettes. En rent instrumental Analyse giver han af første Del af Carl Nielsens femte Symfoni, den er baade god og oplysende, men forudsætter Kendskab til det Simonsenske historiske Perspektiv. Men Perspektivet er netop meget vigtigt for Simonsen, ikke alene det musikalsk-~historiske, men ogsaa det alment kulturelle. For at kaste Lys over Oplevelsen drager han ofte Paralleller med andre Kunstarter. Saaledes mener han, man vil have større Sangbund for Hans Leo Hasslers »Deutsche Sanctus«, hvis man er indlevet- i Profeten Jesaias vældige Syner; den -gotiske Arkitektur og nederlandsk Polyfoni sammenlignes, den venetianske Glæde ved Klangen faar ham til at tænke paa den venetianske Malerkunsts overdaadige Farvepragt; Sanctus i Bachs h-moll Messe minder ham i sin Virkning om Dantes »Empyreum« - det faste Punkt, der bærer Universet.« Den Slags Sammenligninger møder man ofte, og de giver dybt Pierspektiv, naturligvis særligt for dem, der er kendt med Verdenslitteraturen og Kunsten; der ligger her! en Opfordring til Musikpædagoger til ikke alene at befatte sig med Musikens Kunst, men ogsaa de andre Kunstarter.

Simonsen har aldrig været bange for at stille Fordringer. I sin Bog skjuler han ikke, at Tilegnelsen af den store Kunst koster Møje. »Indlevelsen kræver Arbejde. Naturligvis. Arbejdet maa ikke betragtes som et Besvær, der saa belønnes med en »Nydelse«. Nej, det er Indlevelsen som saadan, der giver den indre Berigelse - i Musik som paa alle Aandslivets Felter.« (Dette kan minde om Spinozas Udtalelse, at »Saligheden er ikke Dydens Løn, men er eet med selve Dyden«.)

I sin Gennemgang af Palestrinas Marcellusmesse siger han: »Det Arbejde er uundgaaeligt og langsommeligt; men hvor det lønner sig!« Ligeledes forlanger Simonsen, at Læseren skal have Noderne opslaaet under Læsningen - en Ting, der ikke er vanskelig i vore Dage, hvor Folkebibliotekerne er velforsynede med Musiklitteratur. - Der skal arbejdes under Læsningen, det drejer sig ikke om Underholdning, men om Fordybelse. Her-,,ed staar Simonsen i stærk Modsætning til Tidens mere overfladiske Tendenser. Det er velgørende, at der netop nu fremkommer en saadan Bog, nu hvor Radioen mere og inere svigter den højere Musik til Fordel for den rent underholdende G, derved nedbryder Respekten for den kulturelt betydningsfulde Musik. At placere Underholdningskoncerter ind imellem Torsdagskoncerterne er et Forræderi mod Musikens Kunst, en Indrømmelse til de uvidende, der ikke ved, - hvad de gør, naar de forlanger det, et Træk, der forringer Danmarks kulturelle Profil indadtil og udadtil.*)

Det maa derfor hilses med Glæde af alle Musikelskere i Danmark, det være sig Musikere, Musiklærere eller andre, der mener noget alvorligt med Musiken, at der er fremkommet en Bog, der lader Musiken træde som en Kulturværdi, jævnsides med Videnskab og andre Kunstarter. En Bog, der som Motto har »Ærefrygten for det evige ranker og udvider det menneskelige« og viser, hvorledes man netop i Musiken møder d-ette evige, og siger dette i en Tid, hvor man paa de Steder, man mindst skulde vente det, forsøger at udviske Forskellen mellem højt og lavt, betydeligt og ubetydeligt i misforstaaet, man fristes til at sige forvrænget Demokrati.

*) Underholdningsmusik maa ikke underkendes, men det er afgørende at den placeres rigtigt.

Årgang 17/1942, nr. 09