Povl Hamburger: Thomas Laub, hans liv og gerning

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 09 - side 203-205

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

POVL HAMBURGER:

THOMAS LAUB, HANS LIV OG GERNING

A F FINN VIDER Ø

Den Laubske kirkesang er en bevægelse, som i tidens løb har sat adskillige sind i brand og kaldt mange penne frem med indlæg for og imod, og endnu ejer emnet så meget sprængstof, at det af og til

I

kommer til en rask, lille avisfejde, men i det store og (hele har Laubs arbejde vundet så megen forståelse og udbredelse, at det -- i al fald for den yngre generation - er blevet det grundlag, vi bygger på, som

I

vi ikke kan komme uden om, og som vi slet ikke kan undvære. Det er derfor glædeligt, at den første, mere omfattende skildring af Thomas Laub og hans gerning nu har set lyset. Povl Harnburgers bog er, som han selv siger i forordet, ikke nogen egentlig biografi, fordi materialet til en levnedsskildring er for sparsomt; det bio,,,rafin

ske stof er derfor ikke hovedsagen, men er taget med i så høj grad det skønnedes nødvendigt for bogens hovedformål: at give en skildring af Thomas Laubs gerning, en redegørelse for de tanker, der ligger til grund for hans arbejde og en skildring af dette arbejdes væxt indadtil og udadtil.

Hamburgers bog er skrevet i et smukt, velformet sprog, og hans fremstilling er saglig og klar. Selv om bogen egentlig er at betragte som et bestillingsarbejde, skrevet på tilskyndelse af foreningen Dansk Kirkesang, mærkes forfatterens egen interesse for den Laubske sag som en varm undertone, der gør, at man læser bogen med glæde, selv om fremstillingen på sine steder vel nok er præget af lovlig stor forsigtighed. Vi får et fyldigt billede af Laubs arbejde, og vi gøres i store træk bekendt med, hvilke synspunkter, der har været bestemmende for det, og hvilke indflydelser, der har gjort sig gældende udefra. Det er vanskeligt at fremhæve noget enkelt kapitel i bogen for de øvrige, men spørger man om, hvad der er mest tiltrængt, er det ikke svært at pege på de to kapitler: »Kirkesangsreformen« og »Laub som Komponist«, som en-hver, der giver sig af med Laub - han være sig for eller imod -bør kende og drage sig til minde, om han vil have ret til at tale med om disse ting.

I kapitlet »Kirkesangsreformen« giver Hamburger bl. a. en redegørelse for den baggrund, på hvilken Laub begyndte sit arbejde. Vi hører om forsøgene på at lade den »stive« koral afløse af en mere levende menighed-ssang, og vi følger reformtankernes, væxt og udbredelse i Tyskland og Norge og den strid, der vaktes for og imod den foreslåede genindførelse af koralmelodiernes oprindelige rytme. Udviklingen i Danmark tog imidlertid en anden retning, -båret af den Grundtvigiske bevægelses san-gglæde, men den nu ofte så højt priste kirkelige roinance føltes af samtidens kirkeniusikere ikke som no-ut naturligt -led i udviklingen og kunne absolut ikke -- som man i vore dage ofte. mener .- fryde sig ved -de musikalske autoriteters bifald. Forholdene var med andre ord ingenlunde ideelle, da Laub trådte frem

med sine tanker og tørste. forsøg, . . .

En nøjere redegørelse for Laubs forhold til sine kilder, hans melodiredaktioner, hans måde at udsætte melodierne på, kort sagt: en tekni-sk-musikalsk undersøgelse af det, man kunde kalde den Laubske stil, kommer Hamburger ikke ind på. Hans bog er i første række beregnet på den brede læserkreds, der har interesse for Laub, og ikke på de musikalske fagfolk, og en sådan undersøgelse vilde falde uden for bogens rammer. Han nøjes da med at give, en ethiskæstetisk vurdering - af Laubs indsats og peger i kapitlet: »Laub som Komponist« meget rigtigt på, at Laub ikke bare gav sig af med at kopiere den gamle stil, men at han i mangt og meget var et barn af det 19de århundrede, hvad der også træder tydeligt frem i en række af hans melodier. Hamburger imødegår og-så her den meget udbredte anskuelse, at Laub i mangel af en oprindelig evne til at skrive musik skulde have tilegnet sig en vis skrivefærdighed gennem sine studier, og omtaler, at Laub, når han ikke følte sig bunden af gudstjenestens, strenge krav, kunde tale et stærkere, harmonisk tonesprog, som han også mestrede til fulde.

I en række andre kapitler får vi Laubs personlighed belyst fra forskellige sider, som menneske, som organist og som skribent, og i et særligt kapitel: »Dank Kirkesang 1918 - Nutid og Fremtid« sammenfatter Hamburger vor stilling idag og mener under henvisning til Laubs autoritet, at vi så vidt mulig skal lade Laubs arbejde stå urørligt, til tiden selv fælder dom over, hvad der ikke har levedygtighed i det. Allerede nu at ville forbedre eller ombytte de af Laubs foretrukne melodiformer med andre, mere historisk korrekte, mener han, er forhastet, og selv om en del af Laubs arbejde i fremtiden vil komme i støbesk een, bør man ikke fare voldsommere frem mod det, end grundig praktisk erfaring dikterer. Hamburger rører her ved et ømt -Punkt. Det har nemlig ved en kritisk gennemgang af melodierne

i Dansk Kirkesang vist sig, at Laub i nogle Ift tillælde har givet dem en rytme, som ikke har hjemmel i det historisk givne, og som derfor ikke kan forsvares fra et objektivt standpunkt. Om den af Laub foreslåede rytme i alle tilfælde er en 2estetisk vinding og bedre egnet til praktisk brug, kan man stride,s om, men at Laub her for en gangs skyld har forladt sin egen gyldne regel om historien som rettesnor,

er uden for al tvivl. Udgiverne af samlingen 130 melodier til salmebog for kirke oghjem. har derfor ment at måtte bringe disse melodier i deres oprindelige rytmiske form, idet melodierne i denne skikkelse efter udgivernes mening også vil have større mulighed for at komme i levende brug i fremtiden. Hamburger billiger ikke helt dette skridt, men tilføjer dog forsigtigt, at den endelige, fuldt retfærdige dom i di-sse spørgsmål må overlades til fremtiden. I samme kapitel kunde man iøvrigt også have ønsket, at Hamburger i stærkere grad havd.e betonet, at al fornyelse inden for vor kirkemusik må gå gennem Laub, have hans arbejde som forudsætning og, tage hans standpunkt som udgangspunkt, for,di Laub har vist os den eneste farbare vej, da han betonede det objektive som kirkemusikkens inderste egenskab.

Årgang 17/1942, nr. 09