En hilsen til Georg Høeberg fra provinsen

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 10 - side 224-225

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

EN HILSEN TIL GEORG HØEBERG FRA PROVINSEN

Gennem mange Aar indskrænkede Musiklivet i Provinsen sig til Livet omkring Koncertforeningerne og Musikselskaberne, der væsentligst virkede som Koncertbureauer og skaffede gode Kunstnere som Solister eller højst Kammermusikensembler, hvorimod en større Orkesterkoncert var saa sjælden, som det at finde en tabt Knappenaal i et Læs Hø. Kun naar »Danske Musikeres Landsforbund« lagde sin aarlige Koncert i en Provinsby, hørtes et virkelig fuldt besat Orkester, og hele Byen mødte op for at nyde det sjældne.

Musikerne selv følte Savnet af det fuldt besatte Orkester, og dette gav Stødet til, at der flere Steder oprettedes Symfoniorkestre. Ogsaa i Aalborg tog Musikerne Initiativet, og ved megen Uegennytte stillede de sig til Disposition; men Vanskelighederne var store, og som Regel maatte flere Instrumenter »laanes« i andre Byer, og det stadige Samarbejde savnedes. Heller ikke den virkelige Leder fandtes ude i Provinsen, og man maatte ty til Gæstedirigenter. Efter nogle Aars Forløb fandt man, at Orkestret nu var saa godt sammenspillet, at man turde henvende sig til Kapelmester Georg Høeberg og anmode ham om at dirigere en Koncert. Og det blev et frugtbart Samarbejde; thi med en Interesse og en Arbejdsindsats, som kun er de faa beskaaret, gik Georg Høeberg til Opgaven, der saa sandelig ikke var let. Han var vant til det kgl. Kapel og lignende Ensembler, og nu stod han pludselig overfor et Materiale, der vel havde den hellige Ild, men dog led af saa mange Mangler, at det kan have været medvirkende til at graane hans herlige Manke.

Til de mindste Enkeltheder blev Symfonierne eller de store Orkesternumre gennemgaaede, og det var for Musikerne ikke blot Slid, men en virkelig musikalsk Oplevelse; de lærte noget, fik ofte et helt nyt Syn paa Tingene, og med den ham egne, elskelige Maade at faa sagt en Ubehagelighed paa, vandt Georg Høeberg alles Hjerter. Hans store Kunnen imponerede den jævne Musiker, der stræbte at klare Vanskelighederne efter bedste Evne. Og Høeberg formaaede det usandsynlige at faa Musikerne til at spille bedre, end de egentlig kunde. At hans Instruktion og saa var en Oplevelse for de forholdsvis faa, der som ikke udøvende fik Lejlighed til at følge Prøverne, er en ganske naturlig Ting, og man kunde ofte faa den Tanke: Nu har han kun et Par Prøver tilbage, og det vil være umuligt at faa det bragt saa vidt, at det kan præsenteres for Offentligheden. Men hver Gang skete »Underet«. De sidste Prøver - den endelige Afpudsning - klarede alt, der for blot en Dag siden lød som idel Sørgmodighed.

Med den Georg Høeberg egne Trofasthed og Kærlighed til Musikkens Kunst lod han det ikke blive ved det ene Besøg, selv om man godt kunde forstaa, om det havde skræmmet ham. Men med en Hjærtelighed og Beredvillighed sagde han ja Gang paa Gang, og i Aar fejrede »Odense filharmoniske Orkester« ham som dets faste Dirigent gennem 25 Aar. Ogsaa Aarhus har han ofte gæstet, og i Aalborg er det i Aar 10 Aar siden han første Gang svang Taktstokken over bl. a. Tschaikowskys 5. Symfoni.

For »Dansk Korforening« har han i mange Aar været Overdirigent, og Sangerne formelig forguder ham. De længes fra Stævne til Stævne efter at synge under ham, og det er for dem alle en rig Oplevelse. Mangfoldige Korværker har han holdt over Daaben, og talløse er den Skare af Sangere og Musikere, der i dybeste Ærefrygt, men ogsaa i den største Hengivenhed baade i aandelig og bogstavelig Forstand »ser op til ham«.

Hans Indsats for Musiklivet i Provinsen er saa stor, og hans Kærlighed til det saa ægte, at det vil være ganske ugørligt at udmaale den; thi den har sat sig saa dybe og varige Spor, at det aldrig vil kunne glemmes og ikke kunne vurderes højt nok, og Provinsens Stemmer vil derfor ikke være de, der lyder svagest, naar de tager Del i den Hyldest, der saa naturligt fra det ganske Land maa, strømme ham imøde, naar han den 27. December i Aar naar »Støvets Aar«.

Vi »herude« vil af fuldt og helt Hjerte ønske for ham, at Helbredet maa bevare ham for os endnu i mange, mange Aar, saa han kan fortsætte den ædle Gerning, som han gennem saa lang Tid og paa den mest uegennyttige Maade har givet Provinsen saa rig en Part af. Vi staar i en saa bundløs Gæld til denne fine, noble Personlighed, at selv den største Hyldest kun vil blive en Afglans af, hvad vi ønsker, og han fortjener.

Ingen, der ikke direkte har været nær hans Arbejde for Ophjælpning af Provins-Musiklivet og for Højnelse af den danske Musikerstand, vil blot tilnærmelsesvis kunne fatte, hvilke Værdier han med sine store Evner og sine gennem sit lange Kunstnerliv indhøstede rige Erfaringer med storslaaet. ægte Kærlighed til Sagen har ydet os Provinsboere.

Egentlig burde alle vi, der dyrker Orkestermusik og Sang udenfor Hovedstaden, med hans 70 Aar ønske og unde ham Fred nu, men vi er saa store Egoister, at vi i Stedet samler os i en Enhed og med Hjerter og Tanker fuldt af Taknemmelighed hylder ham ved at ønske et snarligt Gensyn i Provinsen.

Aalborg i December 1942.

G. Thune Stephensen.

Årgang 17/1942, nr. 10