Gamle danske viser, hefte 2-5

GAMLE DANSKE VISER, HEFTE 2-5

AF JØRGEN JERSILD

Det er sjældent, at man træffer på en udgivelse., der er populær i ordets bedste, forstand, samtidig med at den også bringer noget nyt og interessant for den, der har mere speciel kendskab til emnet. Denne højst beundringsværdige egenskab er Arthur Arnholtz, Nils Sehiørring og Finn Viderøs samling »GAMLE DANSKE VISER« i besiddelse af. Samlingen foreligger nu komplet i de fem planlagte hefter, der giver et alsidigt og repræsentativt -udsnit af dansk visekunst. opdelt i fem forskellige genre: folkevisen, den ældre folkelige kunstsang, klubvisen og selskabssangen, syngespilvisen og fædrelandssangen.

Når det drejer sig om en opgave som den, udgiverne har -stillet sig, at fremdrage »lidt af klaversangens glemte værdier«, er ikke alene et historisk kendskab tilstrækkeligt; skal samlingen have muligheder for virkelig at vinde udbredelse, må -der udvælges med kunstnerisk indsigt, så er ikke længere, - som for den der arbejder rent historisk - alt stof lige interessant, så gælder det om nøie. at kunne skælne mellem -det, der med rette er blevet »glemt« -og -det, som fortjener et genoplivningsforsøg. Den interesse som de første hefter af samlingen allerede har vakt, viser at de er andet og mere end blot resultatet af historiske syslerier. Der er perspektiv i den tanke, at man engang imellem gaar -den sortering, ti-den af sig selv har fore-taget, lidt efter i sømmene for at se, om der ikke skulde være blevet glemt noget på vejen. Har man gjort sig klart, hvor intolerant smag og mode til alle tider har været, går man ikke uden videre ud fra, at der er blevet sorteret rigtig; man tænker på Sophus Claussens »Snart grov de ham ,op for at hædre ham, -snart grov de ham ned for at bedre ham « og glæder sig over, at man er med til at grave op, fordi det nu trods alt er det morsomste at være positiv.

- Og der er åbenbart virkelig store værdier at finde frem fra den gamle, danske visekunst; man behøver blot, for at blive, overbevist, at blade lidt i et af hefterne, fx. det andet, der vist må siges at være det mest imponerende af samlingen. Heftet indeholder 16 viser, som er samlet under betegnelsen »Den æl-dre folkelige kunstsang«, et begreb, som udgiverne, har lanceret, og som ikke synes at dække et skarpt afgrænset område, men åbenbart benyttes som fællesbetegnelse for det brogede repertoire af viser, som hverken kan henføres til folkevisen eller den senere egentlige kunstsang.

Der er sange i dette -hefte, som man ligefrem ikke kan slippe, så yndige og fornemme er de i deres tone. Arkadiens blå og skyfri himmel spejler sig i den henrivende vise om »Daphnis' bekymrede Kærlighedstanker der han ikke kunde være hos sin Galathe«. Visen er ligeså eviggyldig i sin po,,esi, som Longos roman; og vi har den endda fra en tolder, der ikke engang var digter, »ihvertfald ingen god digter«! Søren Terkelsen skal ikke desto mindre have tak, fordi han har overleveret os den i sit »Astree Sjunge- Kor«. Baroktidens hyrdepoesi er repræsenteret med endnu en perle, Kingos »Chrysillis«-vise., som Finn Viderø har æren af at have påvist melodien til mellem Gabriel Voigtlånders »Oden und Lieder«, der udkom i Sorø 1642.

Morsomme er de tre viser fra det 16. århundrede, »Tannhåuser«visen, som bør læses, sådan som man finder den i »Rettelser og Tilføjelser«, 5. hefte, »Om Satans Grumhed« og »Den bedske. Død«, som Nils Sehiørring har henvist til allerede i sin artikel i »Musik-historisk Arkiv«, »Melodistof til danske Viser 1530- 1630«.

Også det tidlige 18. århundrede er repræsenteret. For denne periodes vedkommende giver heftet værdifulde bi-drag med hensyn til det meget vanskelige spørgsmål: melodistoffet til Brorsons og !Stubs. digte. Resultaterne indenfor dette felt skyldes først og fremmest Arthur Arnholtz. Som nr. 15 bringes en nyhed, den eneste helt sikre Brorson-melodi, som -det til nu er lykkedes at påvise, -den kunde

-hvad der på ingen måde må forstås nedsættende - være en mollsøster til »Forgangen nat«. Ny er også den charmerende melodi til Stubs, »Du dejlige Rosen-Knop«. At der i den tyske samling, Sperontes. »Singende Muse ander Pleisse« findes ikke mindre end fem melodier, der svarer til dette digts metrum, har prof. Brix gjort opmærksom. på i »Analyser og Problemer«; om en af disse melodier virkelig har været benyttet til Stubs aria har man -derimod ikke kunnet fastslå. Den melodi som bringes i »GAMLE DANSKE VISER« synes at være, en del sikre-re; den har man fundet i Thilos festlige lil Le bog »Den borgerlige Hovmesterinde« (trykt i København 1759), en roman for unge piger, -der indeholder man ge forskellige morsomme ting, nodesider, gode råd for den, der skal passe børn, anvisninger på,, hvordan man skal preservere æg og meget andet lærerigt. Melodien findes her til teksten »En ærlig Ven er rar«, en tekstbegyndelse, man i en senere. kilde finder som melodiangiveise til Stubs »Rosen-Knop«. Versionen hos Thilo har man- forenklet, fordi den forekom for koloreret, og den egentlig meget morsomme »murki«agtige basgang er erstattet med en roligere, som nok er mere i overensstemmelse med Stubs. følelsesfulde digt.

Et enkelt, kunstnerisk set smukt, men historisk set lidt problematisk nummer indeholder heftet, nr. 14 »Fiolen-Blaa«. Her har man kun haft en melodi at støtte sig til, som må anses for at være fra et af de yngste af folkevisens lag, den er yngre end teksten, som den heller ikke når ganske på højde med. - Melodien er derfor blevet »gennemgribende. restaureret«, en restaurering, som absolut ikke har gjort den ringere, men som i principet er andet end en restaurering; den skikkelse, melodien nu -har fået, kan man nemlig dårlig antage,. at den tidligere har haft. Man forstår imidlertid, at udgiverne nødig har villet give afkald på den yndefulde tekst.

Foruden det, man finder i hefte 2 (og i hefte 1, som tidligere er omtalt, se »Dansk Musiktidsskrift« januar 1942), indehol-der samlingen endnu -en mængde værdifuldt stof. Det tredie hefte gennemgår klubvisen og selskabssangen; det indleder med tre sange af J. A. P. Schulz fra Rahbeks danske udgave fra 1792, repræsenterer klubtidens.glade drikkeviser med ialt 5 sange og indeholder nogle, smukke ikke ret kendte romancer af Weyse og Kuhlau. Heftet giver desuden prøver på den tidlige mandskorsangslitteratur og slutter med en vise af »Kammermusiken«, den underfundige Chr. J. Hansen. En del af dette stof er måske lovlig tidsbundet, drikkeviserne. fx. vil sikkert stå -de fleste i dag ret fjern, og ærlig talt: den stadig tilbagevendende hyldest til vinen og kvinden er ikke synderlig opfindsomt varieret i disse klubsange, kombinationen virker i det lange løb noget trættende.

For den danske visekunst har teatret haft en ikke ringe betydning, og det er -derfor rimeligt, at et af hefterne, det fjerde, er viet syngespilvisen. Heftet kan tjene som en fortræffelig eksempelsamling, hvis man vil studere syngespillets og vaudevillens historie fra Frederik V's -dage og frem til Erik Bøgh; det bringer »nyheder«, samtidig med at det dog også tager sig en anden opgave på, at holde liv i en -hel kreds af sange, specielt fra vaudevillen, som den forrige generation var ganske fortrolig med, men som i dag er i færd. med at blive glemt.

Ud fra samme synspunkt, at tilføre den folkelige sang nyt stof, uden at det gamle mistes af syne, er også tydeligt det femte hefte, »F.ædrelandssangen«, lagt til rette. Af heftets første halvdel, numrene 1-9, - den »ikke-traditionelle« del af det, fortjener særlig tre numre at fremhæves: nr. 4 »Danmarks Hoved og Herre«, som skriver sig fra. Kalmarkrigens !dage, nr. 5 den salmeagtige, »Jeg saa~ to, dejlige Roser staa«, en sørgesang i anledning af Christian IV's dronning Anna Cathrines død, og endelig nr. 7 »To Rigers Velfærds Fødselsdag«. Denne sidste sang, hvis tekst er meget typisk for senbarokkens hyl-destpoesi, er komponeret til Frederik V's 30-års fødselsdag af organisten ved Kastelskirken -Samuel Simon Weise; melodien, der findes i Weises pragtfuldt udstyrede sangsamling »Danske syngende Nymphe Chor« fra 1753, virker i sin storladne og stolte holdning,helt håndelsk..

»GAMLE DANSKE VISER« er en udgivelse, som vil blive påskøn7 net; den har kvalitet set både fra et musikalsk og et historisk synspunkt. Det om,hyggeligt udarbejdede kommentarstof, som er noget nyt i en samling af den art, er værdifuldt ikke alene for den, der vil studere den danske vises historie, men også. for den 12ege musikelsker. Man må ønske, at samlingen må få den udbredelse, som -den utvivlsomt fortjener.