Lidt om svensk kirkestil paa baggrund af den nye koralbog

LIDT OM SVENSK KIRKESTIL

PAA BAGGRUND AF DEN NYE KORALBOG

AF KJELL OLSSON

For godt og vel tre Aar siden, nærmere betegnet den 20. Oktober 1939 stadfæstedes paa Stockholms Slot den nye Koralbog for Sverige, som skulde afløse Koralbogen af 1921, der i det væsentlige var et Optryk af Häffners fra 1819 plus det i 1921 tilrettelagte Tillæg, kaldet. »Nya Psalmer« og omfattende Numrene 501-673. I Kundgørelsen bestemtes det, at Koralbogen skulde tages i Brug fra og med Søndag den 28. Januar 1940 i alle Sveriges Kirker og anvendes ved den almindelige. Gudstjeneste og andre hellige Forretninger.

I Forordet, som er udarbejdet og underskrevet af Biskop Gustaf Aulén, Strängnäs, Stockholmsorganisterne Oskar Lindberg, Engelbrektskirken og David Wikander, Storkirken, samt Domorganist Henry Weman, Uppsala, trækkes Linjerne op for de Synspunkter, dei har ligget til Grund for Udarbejdelsen af Koralbogen. Komitéen gør opmærksom paa, at man har bestræbt sig for at bygge videre paa Koralbogen af 1921 og bevare »svensk Koraltradition« baade med Hensyn til Melodiernes Former og Harmoniseringen. Det betones, at naar Komitéen ikke har ønsket nogen større Omvæltning paa disse Punkter, er det fordi en saadan Omvæltning ikke vilde komme Kirkesangen til gode. Med Hensyn til Melodivalget paapeges, hvorledes forskellige, sjældent sungne Melodier er blevet udskiftet med andre, til dels nykomponerede, hvorledes de saakaldte »Sangmelodier« (det 19. Aarhundredes Vækkelsesmelodier, folkelige aandelige Sange etc.) er blevet melodisk og rytmisk bearbejdet, paa en saadan Maade, at »det sikkert har været Melodierne til Gavn, og samtidig ikke paa nogen
Maade har formindsket deres Affektionsværdi«. I enkelte Tilfælde har det været paakrævet at tilføje en alternativ Melodi, dog saaledes, at den traditionelle altid staar forrest. Endvidere fremholder Komitéen, at fordi man i den svenske Salmebog optager en Tekst, oversat fra et andet Sprog, behøver Melodien ingenlunde at følge med, thi »det
vilde stride mod svensk Koraltradition, for hvilken Melodiernes Kvalitet altid har været en Hovedsag«. Videre hedder det dog: »Saa snart der har været Tale om en Melodi af økumenisk. Karakter, der samtidig ejer tilbørlig Værdighed - saasom. f. Eks. Nr. 4 og Nr. 470 - har det for Komitéen været en Selvfølge, at de bør indlemmes i den svenske Koralbog«. Her skal anføres en af de Melodier, der altsaa er i Besiddelse af de omtalte Egenskaber; den er hentet fra »English Hymnal«, stammer fra det 19. Aarhundrede og er bearbejdet af Komitéen:

Hvad det rytmiske Spørgsmaal angaar, har man stort set holdt sig til Koralbogen af 1921, d. v. s., at alle Melodier saa vidt muligt skal gengives i urytmisk Form (lige lange Noder), nogle enkelte dog i tredelt Takt. Et Par af de oldkirkelige Melodier, som i den forrige Koralbog fandtes i rytmisk Form, er endog blevet afrytmiseret; det gælder f. Eks. »Vi tro, vi alle tro paa Gud«, »Veni sanete spiritus«, »Nu bede viden Helligaand« m. fl. Ogsaa paa Harmoniseringens Omraade har man bibeholdt svensk Tradition, hvorved man maa forstaa det Grundlag, der skabtes af Häffner i hans Koralbog 1819. Kun inden for Melodier i Kirketonearter har man gjort større Forandringer i Harmoniseringen, som har haft til Hensigt at »skabe en større Stilegenhed gennem en nøjere Tilslutning til Melodiens Karakter«.

Af hele Forordet fremgaar altsaa, at man har ønsket at bevare saa meget som muligt af det bestaaende og saa vidt muligt undgaa. at bryde nye Veje eller reformere.

Melodierne i den nye Koralbog er hentet fra alle Tidsaldre. Ligesom i tidligere svenske Koralbøger er Melodistoffet fra »Gamla Psalmbogen« 1697 stærkt repræsenteret. Vi finder de oldkirkelige Melodier som »Resonet in laudibus«, »In dulci jubilo«, »Veni sancte spiritus«, »I Dødens Baand vor Frelser laa«, »Nu bede vi den Helligaand«, »Vi tro, vi alle tro paa Gud«, »Aleneste Gud i Himmerig« o. m. fl. Dernæst nogle af de franske »Huguenot«-Melodier, f. Eks. »Jesus, dine dybe Vunder«, »Är jag allen en främling här på jorden« (findes ikke paa dansk) m. fl. Sidstnævnte Melodi anføres her:

Reformationstiden er repræsenteret med Melodier af Luther, Walther, Waldis, Kugelmann, Phil. Nicolai og senere Crüger, Hassler, Prætorius, Schein etc. Fra det 18. Aarhundrede finder vi Melodier fra Freylinghausens Sangbog og forskellige tyske Koralbøger. Fra senere Tid forekommer en Række bearbejdede svenske Folkeviser (f. Eks. den kendte Nävervise) samt folkelige aandelige Sange og en Del engelske Hymner (Nearer, my God, to Thee, Abide with me, ja saagar Home, sweet Home). Til de sidstnævnte slutter sig de svenske Vækkelsesmelodier, hvis vigtigste Ophavsmand er Lægprædikanten og »Tonsättaren« Ahnfelt med sine ogsaa i Danmark kendte Rædselsmelodier, f. Eks. »0 Helligaand, mit Hjerte« eller »Blott en dag, ett ögonblick i sänder«.

Endelig maa ogsaa nævnes de af Komitéen og andre svenske Organister nykomponerede Melodier, dels i en imiterende Koralstil, dels i en forloren Folkevisestil, og dels i en ganske fri, verdslig Stil.

Hvad angaar den Form, Melodierne er overleveret i, fjerner de sig meget, til Tider i uhyggelig Grad, fra Originalen. Hvad der forekommer én mærkeligt, naar Komitéen har haft til Hensigt at skabe et Værk til Fremme for Menighedssangen, er de Forsiringer og Gennemgangsnoder, der klistres paa forskellige Melodier, hvorved der opstaar en Række vanskeligt sungne Melismer. Som Eksempel kan nævnes »In dulei jubilo«, hvor næstsidste Strofe i Originalen ses nedenfor i Kontrast til Koralbogens Gengivelse..

Sammenligner man en Melodi som den, der er optaget i Samlingen som Nr. 411, med Nr. 143 i Laubs »Dansk Kirkesang«, »Op, al den Ting, som Gud har gjort«, er det ikke umiddelbart indlysende, at det er den samme Melodi, vi har for os. Melodien er komponeret omkring 1595, og Laub har gengivet den efter en Udgave af Prætorius 1610. Et af de grelleste Eksempler findes i Melodien Nr. 31, en Udgave, af »Gør Døren høj, gør Porten vid«. Melodien bruges her til en urimet Tekst, hvis første Strofe lyder:

Så älskade Gud världen all,
Att han utgav sin ende Son,
Att var och en som på honom tror
Skall få ett evigt liv.

Det har øjensynlig her været Paakrævet at hugge en Hæl og klippe en Taa.

Til Begyndelsen af Melodien kræver Teksten, at der sættes en Optakt (hos Laub som Eks. a nedenfor), den havde man sat paa allerede i 1921's Koralbog, og da lød Melodien saaledes som i Eks. b. Eks. e viser, at man i den nye Koralbog har fundet det nødvendigt at beskære den første Takt, saaledes at den alene har tre Fjerdedele, mens den øvrige Melodi staar i 4/4-Takt, og det skønt Teksten ikke kræver et saadant Indgreb. Til trods for Komitéens beroligende Forord om kun at forbedre Melodierne, maa dette dog vist nærmest komme ind under Begrebet Vold mod en Melodi:

Som tidligere nævnt, er der nogle af det 19. Aarhundredes Vækkelsesmelodier og engelske Hymner, man ikke har ment at kunne komme uden om. Man har imidlertid fundet det for uværdigt at have de i deres oprindelige Form, hvorfor de er blevet bearbejdet, d. v. s. Taktarten forandret, Punkteringen fjernet, lange Nodevædier beskaaret og lignende; men derved har Melodierne ikke vundet i Værdi, tværtimod. Thi noget af det naturligt musikalske, der trods alt findes i en saadan Melodi, og som jo er den direkte Aarsag til, at de bider sig fast i Folk og ikke er til at.udrydde, ogsaa det er blevet fjernet, saaledes at man føler Melodierne i deres nye Skikkelse som noget underlig, uformeligt og ganske meningsløst. Her skal anføres den engelske Sang »Abide with me«, først i dens engelske Form, og derefter i dens nye, bearbejdede, svenske Form:

At man efter visse af disse til Kirkebrug underlødige Melodier anbringer en ny Melodi som Alternativ, turde være aldeles uden Betydning. Saa længe de traditionelle Melodier overhovedet findes i Koralbogen og tilmed staar opført som A-Melodier, skal de desværre nok vise sig livskraftige. (Retfærdigvis maa dog nævnes, at Komitéen med haard Haand har fjernet Flemings »Integer vitae«-Melodi (Mægtigste Kriste) med den Motivering, at man har Crügers Melodi). Yderligere afskaffer man ikke en daarlig Melodi ved at sætte en nykomponeret, ganske karakterløs og intetsigende Melodi som Alternativ. Disse nykomponerede Melodier udmærker sig gennemgaaende ved at være fjernet saa godt som muligt fra det kirkelige, og vidner ved deres hyppige Brug af Sekvenser om deres Komponisters Blodfattighed. Som et Eksempel paa en saadan skal her vises Alternativmelodien til forannævnte engelske Sang, »Abide with me«. Melodien kan næppe kaldes interessant, skønt Komponisten bruger det Raffinement uafladelig at skifte mellem 2/4og 3/4-Takt. At alle Melodiens fire Perioder har nøjagtig samme Slutningsdannelse, understreger yderligere dens Kedsommelighed:

Medens Talen er om de nye Melodier, skal her ogsaa. anføres et Eksempel paa en af de saakaldte »Ungdomssalmer«, som nærmest har Karakteren af en Marchmelodi eller Vandresang og i hvert Fald maa klinge underligt, sunget i en Kirke af en Menighed, ledsaget af Orgelspil:

Der er altsaa en Del Salmer, ja næsten et helt Afsnit, som baade Præster og Organister med Interesse for og Indsigt i Kirkemusik vil beflitte sig paa at undgaa, i hvert Fald i Kirken.

Af særlig Interesse for danske Læsere kan det maaske være at stifte Bekendtskab med de Melodier, som i Sverige er blevet knyttet til Salmer, der er oversat fra dansk. Der findes i den nugældende Salmbog 19 Oversættelser fra dansk. Følgende Digtere er repræsenteret: Arrebo (1), Kingo (3), Stheen (2), Brorson (3), Ochlenschläger (1), Grundtvig (6) og Ingemann (3).

Arreboes Salme »0 Herre, vem skall bo« synges paa Melodien »Fryd dig, du Kristi Brud«.

Kingos »Nu skall ej synden mera« (Dansk Salmebog Nr. 353) synges paa »Guds Godhed vil vi prise« (Laub, 55).

Kingos »Lyssna, hör, du höga himmel« (D. S. Nr. 193) synges paa »Jesus, dine dybe Vunder (Laub 93, dog urytmisk).

Kingos »Sorgen och glädjen de vandra tillsamman« (D. S. Nr. 20 synges paa en svensk Folkemelodi (se nedenfor).

Stheens »0 Jesu Krist« (D. S. Nr. 106) synges enten paa en svensk Melodi fra det 19. Aarhundrede eller »En liden Stund i Rosens Lund« (Wöldike 27).

Stheens »Den ljusa dag framgången är« (D. S. Nr. 66) synges paa »Den lyse Dag forgangen er« (Laub, 17, dog i 3/4-Takt).

Brorsons »Den stora, vita här« (D. S. Nr. 624) blev indtil 1940 sunget paa Griegs Melodi, men er nu udskiftet med en Melodi af Professor Otto Olsson, Stockholm.

Brorsons »Jag går mod döden, var jag går« (D. S. Nr. 569, Strofe 3 og 6) synges paa en tysk Melodi fra 1726, der oprindelig stod i Dur, men i Sverige er blevet forandret til Moll.

Brorsons »I djupet av mitt hjärta« (D. S. Nr. 591) synges paa »0 Helligaand, mit Hjerte« (Bielefeldt 186) dog nu med Punkteringerne fjernede.

Oehlenschlägers »Lär mig, du skog« (D. S. Nr. 459) synges paa en svensk Melodi af Ærkebiskop Söderblom.

Grundtvigs »Likt vårdagssol i morgonglöd« (D. S. Nr. 243) synges paa den under Oehlenschläger omtalte Melodi af Nathan Söderblom.

Grundtvigs »Gammal är kyrkan, Herrens hus« (D. S.. Nr. 308) synges paa »Kirken den er et gammelt Hus« (Laub 98).

Grundtvigs. »Härlig är Guds himmel blå« (D. S. Nr. 157) synges paa en svensk Melodi fra 1912 af Ivar Widéen.

Grundtvigs »Ringen, I klockor« (D. S. Nr. 123) synges paa »Lover den Herre« (Laub 108).

Grundtvigs. »Att säga världen helt farväl« (D. S. Nr. 630) synges paa »0 Herre god og Frelser from« (Laub 137).

Grundtvigs »0, liv, som blev tändt« (D. S. Nr. 614) synges paa en svensk Melodi fra 1937 af Biskop Gustaf Aulén (se nedenfor).

Ingemanns »En Fader oss förenar« synges paa »Min Sjæl, du Herren love« (Laub 121).

Ingemanns »Härlig är jorden« (D. S. Nr. 146) synges paa »Dejlig er Jorden«.

Ingemanns »I öster stiger solen opp« (D. S. N, 64) synges paa en svensk Melodi fra 1938 af Oskar Lindberg.

Om Kingos »Sorrig og Glæde« maa der siges nogle Ord. Oversættelsen svarer i Rytme fuldstændig til den danske Originaltekst, og intet havde været mere naturligt end at tage den danske Melodi med, enten man nu vilde nøjes med den fra Bielefeldts Koralbog kendte Folkemelodi eller vælge Thomas Laubs. I Stedet har man givet den en gammel aandelig svensk Folkemelodi, som saa afgjort ikke klæder den stolte, kraftfulde Tekst med sin vege, frem- og tilbageslingrende Melodilinie, og saa er den tilmed bearbejdet. Noget Plus for den kingoske Tekst kan man vist ikke kalde den:

Endvidere gengives den nye Melodi til Ingemanns Morgensalme:

Paa samme Maade stiller Sagen sig med Hensyn til Salmen »0 Kristelighed« vel nok Grundtvigs betydeligste Digt. Den fra Bielefeldt kendte og almindeligt sungne Melodi kan med god Grund diskuteres, naar Talen er om dens Værdi som Salmemelodi; men ogsaa her møder Thomas Laub frem med en Melodi, der uden Tvivl er Teksten langt mere værdig. Begge Melodier »vrages« imidlertid af Komitéen, som i Biskop Auléns Melodi ser en Melodi, der ifølge Forordet kvalitativt maa staa paa et højere Niveau end begge de to danske Melodier:

(Jeg gaar ud fra som givet, at Laubs »Dansk Kirkesang« maa være Komitéen bekendt).

Det forekommer at være en iøjnefaldende Ulempe, at denne Salme, der er en af Danmarks, mest gribende og kærnefulde, og som i Liedgrens fortræffelige Oversættelse sikkert ogsaa vil kunne faa stor Betydning for svenske Kirkegængere, ikke kan synges paa samme Melodi i de to Lande.

Til Grundtvigs Julesalme »Kimer, I Klokker« er den danske Melodi heller ikke vandret over; set fra en Kirkemusikers Synspunkt kan dette ikke beklages, naar man betænker, at Salmen nu synges paa »Lover den Herre«. Her synes der virkelig noget vundet.

Det rytmiske Spørgsmaal er allerede tidligere blevet berørt, og vi kan derfor umiddelbart konstatere, at for de gamle Melodiers Vedkommende er man højst uvillig til at forlade det engang i 1819 vedtagne Princip, saa vidt muligt lige lange Noder. Siden da er der kun sket det, at nogle enkelte Melodier, bl. a. »Aleneste Gud i Himmerig« igen synges i tredelt Takt; men til Gengæld er nu de sidste Rester af de gamle rytmiske Melodier næsten forsvundet og alt tromlet Ud til lige lange Noder. I den nye Koralbog findes nu kun to Melodier i rytmisk Form, nemlig »0 Jesu Krist, som mandom tog« (jfr. Laub 41) og »En syndig man, som låg i syndens dvala«, som ikke findes paa dansk og som derfor anføres her:

Uvist af hvilken Grund har disse to Melodier faaet Lov til at beholde deres rytmiske Skikkelse og saaledes undgaa at vende tilbage til den Form, Häffner gav dem i sin Koralbog.

Det vilde være uretfærdigt ikke at nævne et spinkelt Eksperiment, som er gjort med den fra Laub velkendte Melodi »0 Herre god og Frelser from« (Laub 137), der som Alternativmelodi findes under Nr. 508.

Den bruges paa dette ene Sted i Koralbogen i rytmisk Form, men Nodebilledet med Melodien i Fjerdedele. og Ottendedele (Melodien er noteret i 3/4-Takt) virker rytmisk fejlagtigt paa Baggrund af Laubs Notering i 3/2-Takt.

Vi har allerede i Alternativmelodien til »Abide with. me« set, at man ikke er bange for at skifte Takt, ikke een, men flere Gange, ja, regelmæssigt en hel Sang igennem. Dette kan man finde Eksempler paa i ældre Salmemelodier, men kun, hvor Teksten udtrykkelig kræver det. Naar Teksten ikke kræver det, hvorfor da gøre det alligevel? Hvis der er Trang til rytmiske Melodier, hvorfor da ikke indføre de gamle Koraler i deres rytmiske Form, som de blev sunget for et Par hundrede Aar siden. Den store Frygt for, at et saadant Skridt skulde dræbe Kirkesangen, er vist ubegrundet. Tværtimod vilde det sikkert give den svenske Menighedssang et Opsving, et frisk Pust, som den vilde have godt af. Her kunde den svenske Menighed med Held tage ved Lære af den danske.

Som allerede omtalt i Begyndelsen, har man ogsaa, i Harmoniseringerne holdt fast ved den Tradition, som stammer fra Häffners Koralbog. I de almindelige Dur- og Mollmelodiet finder vi saaledes en temmelig fri Sats; der er ikke Tale om nogen streng Sats, svarende til Melodiens Alder, saaledes som det er gennemført i Laubs »Dansk Kirkesang«. Kun paa eet Punkt vises en vis Forsigtighed: Anvendelsen af Kvartsekstakkorden er meget sparsom. Men den findes dog, og et smukt Eksempel, hvor den optræder sammen med en Septimakkord, findes i Nr. 35. Melodien er af svensk Oprindelse; og de første Takter ser saaledes ud:

Til Gengæld bruges Sekstakkorden desto mere, ganske frit, baade paa tung og let Takttid og tilsyneladende uden nogen Regel. To Eksempler, som viser nogle typiske Akkordvendinger i Begyndelsen af Melodier, og som har sin Rod hos Häffner, anføres her:

Septimakkorder behandles med en vis Varsomhed, i Reglen optræder Septimen som Gennemgangsnode. En svag Tilbøjelighed til at anvende toneartsfremmede Toner, ses af følgende Eksempel, som er hentet fra den tidligere omtalte Melodi »0 Jesus Krist, som mandom tog« (sml. Laub 41). Hr berøres i 3. Takt Dominanttonearten:

Den fra Laub saa kendte Vending, Berøringen af Subdominantens Subdominant, forekommer derimod aldrig.

En typisk svensk Harmonisering har vi i Udsættelsen af den Altergangssalme, der svarer til »Vor Herre Jesu Mindefest« (Laub 190) :

Vi ser, hvorledes Sekstakkorderne er anvendt flere, Steder, hvor vi i Danmark saa afgjort vilde have anvendt Grundbeliggenhed; endelig bemærker man, at Melodien slutter paa Molltreklang, og ikke som hos Laub og efter Tidens Skik paa Durtreklang. Slutning paa Durtreklang findes foruden i de rene Durmelodier kun i een af Kirketonearterne, nemlig den frygiske. Inden for Kirketonearterne er der imidlertid sket en Del Ændringer i Harmoniseringerne, især for de doriske Melodiers Vedkommende. Det havde vi Lejlighed til at konstatere allerede i det ovenfor anførte Eksempel »0 Herre god og Frelser from«. Betragter vi en utransponeret dorisk Melodi som f. Eks. »Till dig av hjärtans grunde« (sml. Laub 87):

ser vi for det første, at den doriske Kadence fuldstændig er negligeret ved denne Udsættelse, og Melodien slutter med en C-Dur Treklang, efterfulgt af d-moll, hvor vi er vant til A-Dur, fulgt af d-moll, rsp. D-Dur. Endvidere ser man, at Tonen h er gennemført i hele Udsættelsen undtagen det ene Sted, hvor Melodien har b og det har ikke generet Udsætteren, at Tenorens fire sidste Toner besaar af en nedadgaaende trinvis Bevægelse fra h til f, hvad der foraarsager en skarp Tritonus-Fornemmelse; det er jo en kendt Sag, at naar man skal vende paa 6. Tone iden doriske Skala, sænkerman denne en Halvtone for at undgaa. Tritonus-Virkningen. Hertil kommer, at skønt Melodien angives at stamme fra 1542, bruges Sekstakkorder omtrent i Flæng, de indleder endog flere af Melodiens Perioder. Pudsigt nok dukker en Gennemgangsseptim op i tredjesidste Takt i Tenoren.

Som denne Melodi er alle de dorisk noterede Melodier behandlet, og set fra det Syn paa Kirkemusik og Harmonisering, vi er vant til i Danmark, tyder Udsættelserne paa en overfladisk Tilegnelse af Kirkestilen, uden Klarhed over de Regler, der ligger til Grund for firstemmig streng Sats.

Saaledes fremtræder den ny svenske Koralbog som en Blanding af godt og ondt: en Række gode Melodier (blandet med dåarlige) i mindre gode Overleveringer og Udsættelser. Bogens Ydre er overmaade smukt, og Opstillingen uhyre praktisk. Melodierne er ordnet saaledes, at Numrene svarer til Salmebogens Numre, og under hver Melodi er trykt samtlige Salmens Vers. Det betyder en stor Lettelse, især for Organister paa Landet, der i Sverige som Regel selv fungerer som Forsangere. Foruden et alfabetisk Register og en overskuelig Oversigt over Teksternes Metrer, findes der en Række Oplysninger om Melodiernes Oprindelse m. m., udarbejdet af theol. lic. Kyrkoherden Knut Peters, der bortset fra enkelte Smaafejl er usædvanlig fyldestgørende og gennemarbejdede.

Her er altsaa atter Lejlighed til at overbevise os om, hvor langt Danmark paa Kirkemusikkens Omraade ligger forud for Sverige, som ikke har haft den banebrydende Personlighed, Danmark fik i Thomas Laub. Det var at ønske, at hans Idé snart maatte naa til Sverige, og finde Genklang og Forstaaelse hos svenske Kirkemusikere. Der vilde da være en Mulighed for, at den svenske Kirkesang kunde opnaa en lignende Fornyelse som den danske.