Den folkelige sang i gymnasieskolen Del 1

Den folkelige sang i gymnasieskolen *)

Af ARTHUR ARNOLTZ

1. Den folkelige sangs placering i fagets helhed

Officielt kaldes vort fag som bekendt kun »sang« og vi selv kun »sanglærere«. Imidlertid har jo, især siden mellemkrigsaarene, en stærk og velgørende reaktion sat ind mod det ensidige sangterperi, og vi har hidtil været saa frit stillet over for lovens bogstav herhjemme, at en tiltrængt reform i de senere aar i al jævnhed har kunnet gennemføres, hvorved faget efterhaanden udvides til at omfatte den samlede musikopdragelses grundbegreber. Vort fag faar hermed tilført et »musikantisk« element, som, naar alt gaar godt, kan rumme faktorer af aand. Eleverne faar saaledes ikke blot haandværksmæssige kunstbegreber svarende til tegneundervisningens, men ogsaa egentlig æstetiske paa linie med faget oldtidskundskabs, samt endelig værdier af almen, kulturhistorisk art, altsaa bidrag til begreber som f. eks. gotik, barok, klassik og romantik, der kan supplere literaturfagenes. I forhold til alt dette nye kan den almindelige 1-stemmige sang undertiden synes at være stillet lidt i skygge; med det samme timetal er det jo begrænset, hvad man kan naa. Nogle hævder da, at tiden til det nye har man taget f ra den; andre mener tværtimod, at den 1-stemmige sang i endnu højere grad forsømtes under fortidens ensidige korterperi. Uden at gaa nærmere ind herpaa tør man nok anføre to faktorer, som i den nærmest foregaaende tid vel har medvirket til at holde, den tilbage: Vor universitetsuddannelses overvejende musikvidenskabelige anlæg og som hovedsagen formentlig mellemkrigsaarenes religiøse og nationale tomrum, der mærkedes helt ud i vore skoler bl. a. som svigtende interesse for morgensangen.

Over for dette forhold behøver man ikke at være fanatiker for at raabe vagt i gevær. Talrige grunde taler ogsaa til den besindige for, at denne simpleste og mest udbredte musikform ikke maa forsømmes, ja, at den tværtimod trænger til fastere og mere samlet pleje. For det første er den saa godt som al musiks grundstof. Ligesom myter og eventyr er den af den mærkelig holdbare substans, der kan taale at nyformes atter og atter. Hvad
var kunstmusiken uden kirke- og folkesangen? Næppe ret meget. For det andet er den den folkeligste af alle musikformer, og er det paa to maader. Den er folkelig i betydningen fattelig og tilgængelig - til at opføre for de tusinder, der ikke ellers beskæftiger sig med musik og som ikke har andet instrument end deres stemme. Men for det andet er den folkelig ved sin tjenerholdning i forhold til ordet. For et sundt, menigt folk vil enhver form for æstetisk maal i sig selv synes absurd; livet vil altid være nummer et. Og nu kommer det glædelige paradoks: Det synes at være en lov, ikke blot.i den kristelige etik, men ogsaa for alt menneskeligt udtryk, at den, som overvinder sig selv og kun vil tjene, han skal ophøjes. Kun saaledes kan det forstaas, at kirke- og folkesangen, som i første række tjener det extramusikalske ord, har naaet. en livskraft og højhed, som i kunstniusiken er sjælden. For den simple sangs vigtighed taler for det tredie, at dens tjenerholdning gør dens livsnærhed uomtvistelig og stiller den i et direkte, haandgribeligt forhold til de aandsværdier, som mennesker tror og lever paa. Gennem sit tilskud til teksterne, ved den etos, som den i hvert enkelt tilfælde giver den sungne digtning, vekselvirker den med aandsfagene paa en baade bredere og dybere maade end musikens andre discipliner. Det bliver jo, trods alle pædagogiske anstrengelser, nok altid kun et mindretal af vore elever, som efter endt skolegang vil fortsætte med at tilegne sig kunst paa egen haand. For alle de andre vil det valg, som vi - i deres skoletid - træffer for dem, blive saa nogenlunde bestemmende for resten af deres liv. Aarets højtider og livets fester vil de gennemgaaende forme, saadan som vi lærer dem det - eller efter de muligheder, som vi giver dem derfor. Gennem den maade, hvorpaa vi forvalter den almindelige, enstemmige sang, er vi derfor med til at præge vort lands og - hver især - den enkelte skoles folkelige ansigt.

For at dette ikke skal gaa paa bedste beskub, er faget »Dansk sanghistorie« indført i universitetsundervisningen for de vordende sangadjunkter. Det skal ikke behandle tekster, som ingen melodier har; men over f or de kendte, sungne digte skal det stille tekster og melodier lige - i erkendelse af ord-tone-forbindelsens uomtvistelighed og væsentlighed. Og ved at tjene sagen skal det tillige tjene de vordende sangadjunkter selv i deres gerning. Som organisten i meget væsentlig grad bærer ansvar for kirketjenestens ramme, saadan bliver sanglæreren den, som udformingen af skolens højtider især hviler paa. Over for sig selv skal han da nødig staa raadvild - af ukendskab til det brugbare stofs eksistens, tilgængelighed og karakter. Over for sin skoleleder skal han nødig staa som en kulturløs »musikhaandværker«, som denne mener blot at kunne give ordre efter eget forgodtbefindende og smagsniveau. Og over for sine elever skulde han endelig nødig staa, uden den menneskelige myndighed, som meddelelsen af dette stof kræver. Til at løse disse opgaver vil faget »Sanghistorie« prøve at give ham lidt hjælp til den fornødne personlige ballast. Det meddeler ham med velberaad hu meget stof, som han ikke ufordøjet kan lade gaa videre til skoleelever. Men det tager hermed sigte paa at modne ham til de mange afgørelser og valg, som hans skolegerning vil kræve af ham. Om denne universitetsundervisning skal ikke siges meget mere her. I det følgende skal derimod fremsættes nogle forslag til, hvordan man derefter kan søge at yde dens genstand, den folkelige sang, den pleje, den fortjener - ude i praksis, i selve skolelivet.

2. Sangens æstetiske og eksistentielle funktion

Det er jo blevet skik inden for den vesterlandske kulturkreds at tilegne sig kunst, herunder ogsaa musik og sang, paa to maader: æstetisk og eksistentielt. At synge æstetisk vil sige at vælge sit stof efter kvalitetssynspunkter, efter dets rige eller fine formning, og at søge at yde den retfærdighed i sin gengivelse, uden hensyn til den livsholdning, som stoffet i hvert enkelt tilfælde giver udtryk for. At synge eksistentielt vil omvendt sige at vælge sit stof efter den holdning, det udtrykker - efter denne holdnings overensstemmelse med en af livets aktuelle situationer, aarets tider, kirkens fester, folkets minder, livets aldre eller det enkelte menneskes karakter og hele personlighed. Disse to maader at forholde sig paa bør ikke spilles ud imod hinanden i en ørkesløs polemik, men bør.befrugte hinanden. Den æstetiske fattemaade angaar, rigtigt forstaaet, nemlig ikke vor evne til at nyde udvortes pynt, men til at udvikle vor sans for kvalitet og ægthed. Uden denne sans vil vore bedste bestnæbelser i anden retning forsumpe og stagnere. Selv med den bedste vilje, selv med ærlig kristentro og varm fædrelandskærlighed, vil vore salmer og sange blive stikkende i middelmaadighed, omtrentlighed og konventionalitet, hvis ikke vor sans for kvalitet og ægthed holdes vaagen. Uden lutring i den æstetiske kritik vil de trætte og sløve i stedet for at ildne og gribe. Omvendt vil den rene æstetik føre sine dyrkere til negativitet under den ene eller anden form: Den overfladiske bliver novmodig; den jævnt begavede forvirret; den lidenskabeligt søgende fortvivlet. For det er nu engang meningen med vore udtryk, ogsaa vore kunstneriske, at de (ihvertfald for sunde mennesker) hverken kan eller skal være selvtilstrækkelige, men at de skal tjene noget, som er af liv. Uden eksistentiel holdning faar vi,derfor ingen retning i kunsten, ingen lys og skygge, ingen udfoldelses- og udtryksmuligheder for de enkleste og dybeste følelser. At dette sidste i særlig grad gælder baade for skabelsen, gengivelsen og tilegnelsen af den folkelige sang, behøver næppe at bevises; mange af dennes smaaværker kan overhovedet ikke fattes sandt og i deres helhed, naar de løsrives fra deres funktion. En kunstvidenskab kan derfor ikke naa til erkendelse af sin genstand ved objektiv analyse alene. Genstanden eksisterer ofte først i sin funktion; og den forsker, hvis eget væsen er fremmed for denne funktion, bør erkende, at han ikke kan naa frem til sit forskningsobjekt.

Ud fra disse Synspunkter maa man da, hvis man vil bringe skoleelever eller al anden ungdom i ægthedsforhold, til den folkelige sang, forvalte og overlevere den paa to maader. Paa den ene side kan man fortælle dem om denne sang, give dem forudsætninger for at forstaa det enkelte værk og hvad det har betydet, og vise dem de forskellige arter, deres forudsætninger og -særpræg, saaledes at de alle kan indgaa som klart fattede led i deres tilværelse, og ingen sang skal blive staaende for dem som blot »underlig«. Og paa den anden side kan man synge dem med dem i saadan tilpasninct, at børnene saa lidt som muligt kommer til at opfatte sangene som isolerede fænomener i sangtimerne, - at de tværtimod ledes til den forestilling, at vore sange er noget til at bruge ude i livet som selvfølgelige udtryk for dets høje eller alvorlige stunder, i glade timer, som samlende symbol osv.. Selve det at synge vore sange, som her er nævnt sidst, gaar i praksis naturligvis først og skulde jo gerne være begyndt i hjemmene længe før skoletiden. Derimod vil det lette fremstillingen her at begynde med en oversigt over stoffet og med en systematisering af det, hvorefter den sanglige praksis kan behandles til slut.

3. Sanghistoriens principer

Spørgsmaalet: Hvad skal vi fortælle børnene om vore folkelige sange, -og hvornaar og hvordan skal vi fortælle det - kan naturligvis ikke besvares under eet eller bringes paa en enkelt formel, som er gyldig for alle. Indre grunde taler som sagt for, at vi hver især kun fremdrager saadanne træk, som har værdi for os selv, og som vi derfor personlig staar i ægthedsforhold til. Derfor behøver man jo ikke at sky hverken bredde eller humor. Ydre grunde, elevernes fatte- og koncentrationsevne paa de forskellige alderstrin, taler for, at man i mellemskolen nøjes med at give en sporadisk kommentar til de vigtigste sange, efterhaanden som de dukker op paa morgensangplanen, mens man i gymnasiet kan prøve en sammenfattende, æstetisk og historisk fremstilling. For hovedværkernes vedkommende er eleverne da allerede gjort bekendt med tekst- og melodityper, har faaet oplyst vanskelige gloser og udtryk og har hørt en del om historiske skikkelser og perioder. Nu kan man da fremdrage de supplerende, mindre kendte værker, saa et helhedssyn kan naas. Helst maa idette naturligvis ske ved, at sangene synges - af læreren eller af villige og egnede elever, som stoffet kan fordeles over.

Hvor man skal tage tiden fra til denne undervisning, det vil jo nolk være en smagssag. At man i almindelighed arbejder for et forøget timetal, er en ting for sig. Men inden for den hver gang givne undervisningstid maa man disponere, som man finder stoffet væsentligt. Jeg selv har veå Lyngby statsskole II. og III. gymnasieklasse i to ugentlige timer. Heraf bruges den ene, der er fællessangtime, og den ene halvdel af den anden, til korarbejde. I den resterende halve, ugentlige time prøver j eg hvert andet aar at give begge klasser en oversigt over den egentlige musikhistorie (med grammofon etc.) - og hvert andet aar at gennemgaa den danske sangs udvikling. At jeg aar for aar tager det samme stof i begge klasser, skyldes kun hensynet til min personlige magelighed; jeg synes, jeg kan tillade mig det, saa længe jeg endnu maa bringe egen grammofon og egne plader med paa skolen. Som en indledning til sanghistorien har jeg gerne i I. gymnasieklasse gennemgaaet vor middelaldervise (som eleverne samtidig lærer om i dansk) med benyttelse af Olriks og Laubs udgave (1) til indførelse og nodelæsning - og ladet eleverne lære en del af de studentersange, som jo nu Hasselmanns og Senstius' udvalg har gjort saa bekvemt tilgængelige for os (2). Med disse forarbej.der og det aarligt opfriskede morgensangsstof skulde opgaven blive overkommelig. Vanskeligst er vist fremstillingens form; paa dette punkt er det heller ikke lykkedes mig selv at gennemføre noget tilfredsstillende endnu. Jeg kan altsaa her blot stille et løsningsforslag til diskussion.

Spørger man allerførst, om det er nødvendigt og forsvarligt at opstille »Sanghistorien« (eller »Viseforskningen«) som et selv selvstændigt og afrundet fag, saa mener jeg at kunne svare ja. Vore sanges tekster og melodier kan kun blive periferiske for de nationale literaturog musikhistorier, fordi - ejendommeligt nok - de fleste større digteres og komponisters bidrag til sangens kunst oftest kun indtager en beskeden plads i deres
produktion. Karakteristisk for sangen er netop dens forholdsvise uafhængighed af disse, dens delvis selvstændige udvikling gennem mindre digtere og komponister, somden mere summariske literatur og musikhistorie ikke behøver at tage i betragtning. Allerede dette forhold gør en særlig sangforskning nødvendig. Den kan tillige blive frugtbar. For det første repræsenterer sangen jo som blandingsprodukt ikke et tilfældigt møde mellem ordets og tonens kunster, men sikkert netop det formstadium i poesien og musiken, som er gunstigst for disses forening, og vil derved særlig kunne belyse en række almene poetiske og musikalske problemer som rytmik, melodik, vore følelsers udtryk og lignende. For det andet vil den kunne yde sine specielle bidrag til vor opfattelse af os selv som folk. Afgrænser videnne sang til poesiens og musikens gunstigste ligevægtsomraade, faar vi til den ene sideden saakaldte »literære vise«, hvor teksten alene dominerer, samt de endnu lettere genrer med simpelt forlystelsesformaal. Til den anden side faar vi den større kunstsang, hvor musiken dominerer, scene- og podiumsværker, hvis særlige opførelseskrav og -gengivelsessituationer forhindrer en egentlig folkelig deltagelse og udbredelse. Vi vil da bemærke, at den nationale melodik synes at udfolde sig rigest, inden for de samme grænser. Giver man efter for modeluner, som i døgnsangen, eller tilstræbes en arieagtig eller anden forsiring, som i opera- eller koncertsangen, træder i begge tilfælde folketonen. tilbage for internationale træk.

Over for den saaledes afgrænsede sang kan man benytte forskellige kriterier til dens
henholdsvise over og underinddeling. Man kunde gruppere den efterdens simple kronologi, efter dens sociale funktioner, poetiske genrer eller musikalske former. Efter mange overvejelser tror jeg imidlertid, at man bedst undgaar upraktiske gentagelser og nærmest fastholder sangmassens væsentlige træk, hvis man overinddeler den efter det, som baade for ord og toner synes at være dens dybeste kilder. Disse er en række livsomraader, der hver betragter sin del af livet med sin særlige holdning og tradition, og som ved at søge udtryk herfor skaber hver sit omraade af sang.

Det klarest afgrænsede af disse omraader er den gejstlige sang. Den karakteriseres jo først ved sit ophav, Gudsordet og Gudstroen, der er fælles for alle kristne folk; dernæst ved den delvis internationale tekst- og meloditradition, der hænger sammen med dette fællesskab, men som kan præges nationalt; og endelig ved dens særlige psykologi og æstetik, for hvilken sangen væsentlig er den fælles bekendelse.

Det næste sangomraade har lige saa gammel tradition og lige saa vid udbredelse som kirkesangens; det er det, vi kalder folkevisen. Det er er broget samling af anonym, sungen lyrik over mangfoldige emner og spændende fra middelalderen til op i 18. aarhundrede. Den er ofte primitiv, men over døgnsangens niveau; og det er især over f or den, at menigmand har følt sig frit stillet, naar den gik fra mund til mund. Derfor har den faaet et fællespræg af den fri tilpasning.

Ved siden af disse to ældre sangomraader har vi et par yngre. Under betegnelsen kunstsangen kan man sammenfatte de ældste stadier af den, der afløste folkevisen, og saa den senere selskabssang og syngespilvise, samt romancen. Det er igen en lyrik over mangfoldige emner; men her er den digtet og komponeret med enkeltmands bevidste kunst og oftest beregnet til at synges med enkeltmands bevidste og nuancerede foredrag.

I en sidste gruppe vil vi endelig sammenstille den historiske, politiske og nat.ionale sang. Den er, ligesom kirkesangen, en bekendelsespoesi, her blot med sit tyngdepunkt uden for det religiøse. Saadan - altsaa lidt negativt - maa man beskrive den til indledning, fordi denne sang ikke fra sin begyndelse repræsenterer en selvstændig genre. Den bliver det først i aarhundredernes løb ved at faa. tilskud fra de andre - og ved at udvikles og vokse sammen med nationalfølelsen selv. Lidt efter lidt skiller den sig da ud baade fra salmen, folkevisen og kunstsangen, derved at den mere og mere digtes og komponeres med bevidst pædagogisk forenkling og med national eller politisk betoning for hjem og skole, forening og parti.

Efter denne allerførste overinddeling af hele sangmassen maa man saa inden for hver hovedgruppe gaa specialiserende frem; og her bør man næppe alt for doktrinært gennemtvinge hverken een inddeling eller een bestemt rangforordning af inddelinger. Paa et felt vil det være praktisk at skille tekst- og melodihistorie, paa et andet ikke. I en gruppe bør kronologien muligvis gaa forud for genrerne, i en anden bør det rimeligvis være omvendt. Og skulde endelig herunder kriterier som sangenes sociale funktion (bl. a. deres egnethed til skolebrug) og deres musikalske form (om de f. eks. forekommer i korudsættelser) blive stillet sidst, saa skal disse træk ikke derved stemples som uvæsentlige, men blot som sekundære i forhold til den hel. hed af sanglyrik, der vel er vor musikkulturs bedste indsats. I det følgende skal jeg prøve paa at skitsere nogle retningslinier for stoffets systematisering inden for de enkelte hovedgrupper.

4. Sanghistoriens discipliner

A. For den gejstlige sangs vedkommende bør man sikkert allerførst adskille tekst- og:melodilhistorie. Ganske vist byggerbaade ord og toner paa udenlandske laan; men mens vor digtning her er naaet til at skabe en enestaaende national tradition, har vor musik jo først i nyeste tid kunnet opvise en enkelt stor kirkekomponist. Mere end nogen anden art af sange er disse jo udsprunget af og bundet til det eksistentielle, altsaa beregnet til at tjene et livsforhold. Man kunde derfor med rimelighed tænke sig at ordne deres tekster efter disses forskellige funktioner i dette forhold. Først skulde man da skille dem i de egentlige, objektivt-bekendende kirkesalmer, som siden reformationen har erstattet den gamle messes latinske led, og i de subjektivt-opbyggende husandagtssange, som stadig siden er blevet digtet parallelt med dem til dagliglivets kristianisering. Kirkesalmerne kunde derefter deles efter deres plads i gudstjenesten og kirkeaaret eller efter troslærens grundprinciper. For den egentlige teksthistorie vil tidsfølgen dog nok være væsentligst; dels vil den belyse de almene kulturhistoriske begreber som reformation, ortodoksi, pietisme osv., dels vil den her kunne markeres ved en række af saa store og særprægede salmedigtere, at den sikkert bør følges. Under dette hovedsynspunkt kan saa de vigtigste genrer belyses, naar man i fremstillingen kommer til deres vigtigste repræsentanter, saaledes for eksempel julesalmen med Brorson, paaskesalmen med Kingo og pinsesalmen med Grundtvig. Endelig kunde man maaske gemme husandagtssangen til en særlig behandling og her fremdrage rækken fra Sthens haand- og vandrebøger (1578,91), Kingos sjungekor (1674,81) og Brorsons svanesang (1765) - over Ingemanns og Weyses morgen- og aftensange (1837, 38) - til Grundtvigs og Laubs aandelige sange (1925) og Vilstrups og Wöldikes »Syngende himmellyst« (1937).

Melodistoffet bør i dette ene tilfælde nok først deles i udenlandsk og hjemligt, og det fremmede bør stilles foran som det, der har skabt vore traditioner og givet os forbillederne for, hvad vi skulde forstaa ved kirkelig tone. Her kunde man tænke sig at gennemgaa en typisk melodi og udsættelse fra hver af de vigtigste perioder og omraader, for eksempel en reformatorisk, en Crüger'sk, en Freylinghausen'sk osv., saafremt dette ikke sker under behandlingen af den egentlige musikhistorie. For de danske melodiers vedkommende maatte man vel først næevne den lille gruppe skønne folketoner o. a. anonyme; dernæst fra den stive korals tid o. 1800 den overraskende friske H. O. C. Zinck. I det farlige tidsrum, som fulgte - samtidig med Grundtvigs fornyelse af salmeteksterne - staar Weyse sikrest, fordi han i alt væsentligt begrænsede sin opgave til de ekstra-kirkelige morgen- og aftensange, som i deres genialitet blev hans uforgængeligste værk. Mens Berggreen med sin koralbog 1853 endnu forsøgte et kompromis mellem den gamle, døde koral og den nye, »kirkelige romance«, blev Henrik Rung dennes egentlige skaber. Til ham sluttede sig Lindeman og Balle og, af den næste generation, Barnekow, Hoffmann og Winding som skabere af den saakaldte »Vartovsang«. Og mod denne rettede saa endelig Th. Laub.(3) sin kritik og gengav de gamle koraler deres oprindelige bevægethed - for at skabe en paa engang værdig og levende kirkesang - og inspireredes selv heraf til sin lange række rige og ægte, nye salmemelodier(4).

Fodnoter:

(*) Foredrag for »Gymnasieskolernes sanglærerforening« ved aarsmødet paa St. Jørgens gymnasium 21. Oktober 1942.
Ogsaa paa dette sted beder jeg om lov til at bringe en tak til rektor Ingvar Mogensen, som jeg staar i gæld til for en væsentlig del af de her fremsatte tanker, - og til rektor S. Sigtryggsson for de gode arbejdsforhold, hvorunder en del af det opstillede program har kunnet gennemprøves

(1) Ax. Olrik og Th.. Laub: »Danske folkeviser med gamle melodier« I, 1899; II, 1904 (nyudgave 1930 ved »Samfundet Dansk kirkesang«).

(2) »Concinamus o sodales«, Studentersange i udvalg ved K. F. Hasselmann og Kai
Senstius. Flensteds forlag, Odense 1942.

(3) Jfr. P. Hamburger: »Thomas Laub« 1942.

(4) Her skal kun nogle samle- og oversigtsværker anføres, ved hvis noter og boglister man vil kunne fortsætte. De talrige enkeltudgaver og monografier af digtere og komponister maa forbigaas.

Den gejstlige sang : C. J.Brandt og L. Helweg: »Den da. psalmedigtning« I-II, 1846/47. I. N. Skaar: »Norsk salmehistorie« I-II, Bergen 1879/80, samt vore salmebøger (foreløbig afsluttet med »Salmebog f. kirke og hjem« 1897 ff., »Den sønderjydske salmebog« 1925 ff., »Festsalmer - v. de københavnske valgmenigheder« 1927 og »Salmer. Valg- og frimenigheder« 1935) og koralsamlinger (foreløbig afsluttet med Th. Laub: »Da. kirkesang« 1918 og J. P. Larsen F. Viderø og M. Wöldike: »130 melodier t. Salmeb. f. kirke og hjem« 1936 med samlet kildefortegnelse).

A. G. Rudelbach: »Om psalmeliteraturen« 1856. Th. Laub: »Om. kirkesangen« 1887 og »Musik og kirke« 1920 (nyudg. 1939). M. C. Christensen: »Real- og verbal salmekonkordans,« Odense 1907/09. H. Brix: »Tonen fra himlen« 1912 og
»Analyser og problemer« I-V, 1933-40. H. Nutzhorn: »Den dansk-lutherske meniggheds salmesang. Dens ord og toner« I-II, 1921. Niels Møller: »Salmesprog og salmetyper« 1923 og »Salmebogen i præstens haand« 1941. F. RØnning: »Da. salmesang gennem tiderne« 1928 (en blandt talrige nyere populærfremstillinger). 0. E. Thuner: »Dansk salmeleksikon« 1930. S. Widding: »Dansk messe, tide- og psalsalmevalg« (i »Samf. Da. kirkesang«s Hansen og Johs. Loft: »Kirkesalmer i skolestue« 1935. J. P. Larsen: »Kirkesalme og kirkemelodi« (i »Kyrkomusik V nr. 10, Stockholm 1935) og »Gudstjeneste og salmevalg« (i »Sam. Da. kirkesang«s aarsskrift 1941). N. A. Barfoed: »Salmehaandbog« 1937. (sluttes).