En dansk pladeserie

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 01 - side 17-20

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

En dansk Pladeserie

Af KNUDÅGE RIISAGER Grammofonen og flyvemaskinen, der ellers ikke har ret meget med hinanden -at gøre - udover motoren, der driver værket - har det fælles, at menneskehedens f antasi har beskæftiget sig med disse to problemer igennem århundreder - før de blev løste. At kunne flyve og at kunne gemme lyd eller tale hen for senere at lade den genopstå, det er ideerder indgår i adskillig folkelig digtning og æventyrlig fabulering. Sagnet om Ikaros der flyver mod solen symboliserer flyvningens ide. Æventyr om hengemte toner er der mange af og de er af ældgammel oprindelse. Vi kender alle Münchhausens æventyr om posthornet der en kold vinterdag blev hængt op på væggen i krostuen og som ved varmen tøede op og gav sig til at spille de lystigstemelodier. En mere udførlig fabel har vi i mester Rabelais »La vie de Gargantua et de Pantagruel«, nemlig i fortællingen om de frosne ord. Pantagruel er ude pådet vilde hav da han hører en frygtelig larm som af ord, der farer om i luften. Hvad kan det være for ord, spørger han sig selv. Herre, det går ganske naturligt til, siger så skibets lods: her er
vi på grænsen af ishavet og her stod i begyndelsen af sidste vinter et stort og blodigt slag. Da frøs i luften mænds og kvinders råb, kampens bulder, skjaldenes sang, hestenes vrinsken og hele slagets rædsel. Nu da den gode tid kommer smelter det hele og bliver hørligt. Ja, det er meget troligt siger så Panurge, men kan vi ikke få nogle af disse frosne ord at se? »Der«, siger Pantagruel, »der er nogle som ikke er tøede«. Og dermed kastede han på dækket hele håndfulde af frosne ord som lignede små. bitte sukkerkugler af alle slags kulører. Og når vi varmede dem mellem vore hænder, smeltede de som sne og vi hørte dem virkelig. Men vi kunde ikke forstå dem, for det var et barbarisk sprog, på een nær, en stor een som broder Johannes opvarmede mellem sine hænder og som gjorde ligesådan et knald som kastanier, når de sprækker efter at man har kastet dem på ilden. Vi kom allesammen til at ryste af dette knald og broder Johan sagde at det i sine dage havde været et svingbasseskud.

Det er jo i og for sig også en løjerlig ting, at man kan gemme lyden bort og lade den komme igen lang tid efter. I vor tid gemmer vi også synsindtrykkene bort ved filmens hjælp, men man kan godt forstå at det for tidligere tider har været en rent æventyrlig tanke, som man næppe har tænkt sig virkeliggjort.

Det vilde have været betydningsfuldt, dersom vi nu i dag havde opbevaret sådan lyd fra svundne dage. Hvem vilde ikke gærne have hørt Sokrates egen tale, sådan som den har lydt i fjerne tider i buegangene på torvet i Athen. Eller blot fra en tid der ikke er vor egen så fjern: Vi vilde gærne idag høre H. C. Andersens egen røst, vide hvordan den har lydt. Talte han måske fynsk med en syngende accent?

Grammof nen er fra vor egen tid - i hvert f ald i den form hvori den først rigtigt er blevet brugbar. Ja, i denne form er den jo så at sige endnu ikke en menneskealder gammel. Skriftsproget har bragt os budskab fra de tidligste tider og malerkunsten og skulpturen ligeledes, men lyden, sproget, tonerne der indgår som en så vigtig del af vor hele tilværelse kender vi ikke noget til, blot vi går et ganske kort spand af tid tilbage. Derfor får grammofonen først rigtig kulturhistorisk betydning i den tid, der kommer efter vor egen. Hvis vi idag kunde høre Johan Sebastian Bach spille på orglet i Thomaskirken i Leipzig, vilde vi vide en hel del om ting, som nu musikhistorikerne skændes om, og dersom vi kunde høre Beethoven dirigere sine egne arbejder vilde vi forstå adskilligt som nu er gætteværk. Især den autentiske fortolkning vilde have været bevaret til vor tid - og til fjernere tider. Hvem vilde ikke gærne vide idag, hvordan det har lydt, når Paganini tryllede på sin violin eller Ole Bull strøg fidlen?

Optagelsen af musik på grammofonplade er derfor en yderst betydningsfuld kulturel opgave. Det er i erkendelsen heraf, at Dansk Komponist-Forening ifjor tog initiativet til, med støtte af grammofonselskaberne at få indrettet et pladearkiv i Musikhistorisk Musæum. Dette skridt var så meget mere påkrævet, som det ofte hænder, at de plader af kulturhistorisk betydning som det især er af interesse at overgive efterverdenen, udgår når oplaget er udsolgt og disse optagelser, da ny produktion ikke kan finde sted - enten fordi betingelserne ikke længere er tilstede eller det forretningsmæssigt ikke mere kan lønne sig, - går tabt for bestandigt. Man foreslog derfor Musikhistorisk Musæum at medvirke ved en regelmæssig pladeaflevering af lignende art som den pligtmæssige aflevering til bibliotekerne af tryksager, og til gennemførelsen af denne tanke tilsagde grammofonselskaberne deres fulde støtte. Musæet påtog sig at oprette og indrette et fuldstændigt pladearkiv, lokaler for og reoler til opbevaring af pladerne og spilleanordning til brug ved gengivelsen for de studerende. Musæet har i denne forbindelse givet bemyndigelse til at der for de pladers vedkommende der indlemmes i arkivet indstiftes en særlig kvalitetsbetegnelse, der påtrykkes pladens titelplakat, f. ex. »Optaget i Musikhistorisk pladearkiv«. Dette pladearkiv er nu en kendsgærning og museeet er i fuldt sving med indretningen af de fornødne lokaler og reoler etc.

Men selv om der allerede er en del optagelser, der i høj grad hører hjemme i denne samling, må man jo også rette blikket mod fremtiden og lægge en plan for produktionen af plader, således at samlingen får den betydning som det er tanken at, give den.

Optagelsen af samtidens musik er heri en vigtig faktor. Det er allerede en del år siden at man i udlandet begyndte en regelmæssig fremstilling af pladeoptagelser af den nutidige musik. Alle de betydelige værker af komponister som Strawinsky og Ravel findes derfor også i fortrinlige gengivelser, men også yngre og mere experimenterende komponister har medvirket ved optagelsen af egne plader. Det. er først i den seneste tid at vi herhjemme er kommet ind på dette område. Det er en stor opgave at skabe en monumental dansk pladesamling, en pladesamling, der giver en fuldstændig oversigt over dansk musik, helst fra dens tidligste tid og indtil vore dage. Hvad der er forsømt eller hvad der ligger forud for grammofonens opfindelse kan naturligvis ikke indhentes, men der kan hjælpes efter på dette felt ved første klasses nutidige indspilninger og for den nærmest foregående tids musiks vedkommende er traditionen for så vidt angår fortolkningen jo så frisk, at man i det store og hele godt kan sige, at den er autentisk. Jeg kan her nævne at Carl Nielsen-optagelserne så godt som alle har fundet sted efter komponistens død, men det vil næppe kunne bestrides at de optagelser der findes alle må siges at dække komponistens opfattelse ganske nøje - bortset fra at vi altså ikke får ham selv at høre mere, når han dirigerede sine orkesterværker. Fini Henriques, der levede blot de ti år længere, er strax mere nærværende.

Der er en praktisk bemærkning, dette forhold vedrørende, som jeg gærne her vil indskyde fordi det er af den allerstørste betydning. Som bekendt spilles der i
radiofonierne verden over i stor udstrækning grammofonmusik. Det er i sig selv rigtigt at grammofonpladen i radioen er den.ideelle udsendelse, fordi man kan gå ud fra, at den enkelte grammofonplade er udvalgt blandt en række optagelser, det vil sige blandt en række udførelser som den bedste af disse og gengivelsen i radioen er derfor hver gang den bedst mulige gengivelse af netop det pågældende stykke udført af vedkommende dirigent eller ensemble. Det levende orkester svinger jo i sin præstation, der er forskellig for hver opførelse, den ene gang måske mindre vellykket end den anden.

Nu er forholdet dette, at dansk musik jo ikke altid har havt alt for let ved at vinde indpas udlandet, og selv om det almindelige musikforbrug netop takket være radioens umådelige forslugenhed er steget stærkt verden over, har dette forhold ikke bedret sig væsentligt. Det skyldes mange forhold, men især sådanne som ingen forbindelse har med musikens kvalitet. En udenlandsk kapelmester, der skal vælge sit radioprogram er bundet af adskillige hensyn. Han må for det første interessere sig for sit eget lands musik. Det skyldes mange årsager. Hvad der bliver tilbage af tid og mulighed for at tage et fjernt, lille lands musik på repertoiret, er ikke værd at. tale om. Og hvis det endelig sker, så skal han først sætte sig i sving for at f å fat i noderne, der ofte ikke engang findes trykte. Har han endelig disse i hænde, skal han indstudere værket med orkestret og allerede dette, er et arbejde, der kræver tid og måske publikumsmæssigt er for lidet lønnende. Det samme forhold gentager sig med kammermusiken.

Hvis man nu tænker sig en dansk pladeserie med virkelig repræsentative værker som existerende, så vil forholdet med eet slag ligge helt anderledes og yderligt gunstigere. For det første er det ligegyldigt med nodematerialet. Trykte eller utrykte værker kommer ud på eet. Dernæst kræves der ingen forudgående besværlig og kostbar indstudering af værkerne. Man tager blot en plade og sætter den på spilleren - og så strømmer værket i autentisk gengivelse lige ud igennem højttaleren selv i den fjerneste radio i verden.

En sådan pladesamling vil man let forstå, vilde være et uvurderligt aktiv for udbredelsen af kendskabet til dansk kultur ude omkring og det kan ikke noksom ønskes at denne opgave snarest må blive løst.

På denne opgave er gode kræfter da også iden seneste tid blevet sat ind. Allerede i 1937 toges fra Dansk Komponist Forenings side initiativet til planlæggelsen af et sådant monumentalt dansk pladearkiv. I forståelse med et af de førende grammofonselskaber (His Masters Voice) udarbejdedes et detaljeret forslag og siden har der da realiseringen ikke lod sig gennemføre i første omgang - været arbejdet videre på sagen. Nu står den umiddelbart foran sin løsning, takket være et samarbejde mellem Komponistforeningen og »Det danske Selskab«. Opgaven er dobbelt, idet den for det første består i at tilvejebringe det monumentale danske pladearkiv og dernæst i at få dette distribueret til de egnede steder. Den første opgave er. af såvel økonomisk som kunstnerisk art, mens den anden er af kunstpolitisk natur og så at sige hører hjemme under offentlige institutioners beskyttende og befordrende vinger. Vi veed alle, at det er en kostbar sag at foretage orkesteroptagelser og især for værker, hvor den merkantile bevæggrund ikke er tilstede, i hvert fald.ikke i første omgang. Det må siges til de hjemlige grammofonselskabers ros, at der virkelig i de senere år er sat betydelige kræfter ind på optagelsen af værker, der indtil videre ikke kan forventes at blive rentable i økonomisk forstand:Der må derfor regnes med, at man forud for tilvejebringelsen af den monumentale danske pladesamling må søge støtte af offentlige fonds eller andre ideelt arbejdende midler. Og på samme måde kan det tænkes, at man må se at finde en løsning med hensyn til optagelsernes billiggørelse, der snarere gør gennemførelsen af planen mulig. Jeg kunde tænke mig et samarbejde, mellem Statsradiofonien, - der som dansk kulturinstitution jo må siges at have visse forpligtelser her, - og ledelsen af den omtalte danske pladesamling, gående ud på at værker af statsradiofoniens repertoire eller værker, der i denne hensigt optages på repertoiret, så at sige stilles til rådighed for optagelser, hvorved generalomkostningerne ved indstuderingen bæres alene af radioen, der jo dog alligevel skulde have - og altså allerede har havt denne omkostning.

Udvalget af pladeserier må naturligvis foretages efter nøje afvejelse af hvad det er, der især kræves for at en sådan samling kan siges at give et fuldgyldigt gennemsnit af dansk musik.

Naturligvis begynder vi med lurerne, der ikke findes optaget på grammofonplader siden den teknisk forældede optagelse fra før 1925 med professor Angul Hammerichs indledning. En skønne dag vil det være umuligt at spille på dem fordi de stadig skørner. Dersom vi havde havt guldhornene vilde de - efter de nyeste teorier - også naturligt høre med her. Derefter følger folkevisen, fremstillet i den oprindelige form med kor og forsangere og med tydelig text. Den nederlandske polyfonis enestående udløber i Danmark, musiken ved Chr. den fjerdes hof må repræsenteres ved motetter af renaissancens danske mestre. At Buxtehude hører hjemme i serien som baroktidens ypperste repræsentant siger sig selv. Weyse må med typiske arbejder og Kuhlau ligeledes gøre det ud for klassicismen medens romantiken tydeligt er givet ved navne som Gade og Hartmann. Med Hornemanns »Aladdin«ouverture går vi ind i vor egen tid, der især ikke må forsømmes. Meningen skal jo dog være at vise hvad vi er idag, fra Carl Nielsen og videre.

Når en sådan serie er fremstillet - og det må selvfølgelig være under de bedste vilkår, ti den skal på verdensmarkedet kæmpe med de bedste indspilninger - kommer den store opgave at placere pladerne. Denne opgave er intet mindre end afgørende og må løses som et stykke dansk musikalsk-kulturel udenrigspolitik

Årgang 18/1943, nr. 01