Et brev fra en afdød klaverberømthed

Et brev fra en afdød klaverberømthed

af FRITZ CROME

Den hændelse, der gav stødet til at det paa mange maader ejendommelige brev blev skrevet, som jeg her gærne vil gøre læserne af »Dansk Musiktidsskrift« bekendt med, ligger saa langt tilbage som 1915. Paa den tid levede jeg i Berlin og var knyttet som medarbejder til det ældste tyske musiktidsskrift »Signale für die musikalische Welt«. Dets redaktør var August Spanuth, en højtbegavet, spirituel og saare musikinteresseret mand, der havde tilbragt en del aar i New York. Ved sin hjemkomst fra Amerika overtog han »Signale«, der var ved at køre i staa under dets forrige redaktion, men nu fik en pludselig renæssance under Spanuths energiske ledelse, der skaffede bladet en enorm tilgang af abonnenter. Den nye redaktør knyttede en række af de kendteste musiknavne til bladet som medarbejdere, mænd som Eugen d'Albert, Felix von Weingartner, Georg Göhler og Max Chop, hvis sagkyndige og aandrige artikler snart bragte bladet frem i første række blandt de ikke faa tyske musikblade. Selv var jeg en af sidst tilkomne og yngste blandt bladets medarbejdere og følte mig ikke lidt beæret, da Spanuth en skønne dag betroede mig anmeldelsen af en koncert af den store Moritz Rosenthal, der var en personlig god ven af Spanuth. Jeg havde aldrig før hørt Rosenthal spille, men i min barndom og tidligste ungdom i København jævnligt hørt ham omtale som en stor og beundringsværdig virtuos. At han stadigt levede og gav koncerter, forbavsede mig ikke lidt; som de fleste ung var jeg af den formening, at Rosenthal nu maatte være en lallende olding, han som den forrige generation allerede havde hørt for adskillige aar siden. Stor var derfor min forbavselse, da jeg koncertaftenen saa en midaldrende, ungdommeligt udseende mand træde frem paa podiet og sætte sig til klaveret. Han var stadigt den imponerende, elegante virtuos, men tillige, en fremragende og yderst følsom og suggestiv musiker, der ikke mere som maaske i sin ungdom satte formen over indholdet. Saa meget mere forbavset blev jeg, da han i Chopins h-mol sonate begik den, efter min mening, utilgivelige synd at springe et stort stykke over i den langsomme, anden sats. I min af Scholtz redigerede Chopin-udgave edition Peters - stod hele denne sats skrevet ud, ikke sat med repetitionstegn, og jeg mente derfor med bestemthed at turde pege paa, at komponisten udtrykkeligt fordrede den spillet helt igennem uden udeladelser. Stolt over som purung kritiker at have fundet en plet i Rosenthals ellers fuldendte program, gjorde jeg dette gældende i min anmeldelse. Men mit utidige vigtigpeteri skulde ikke dø i synden! Nogen tid efter fandt jeg en dag paa redaktionen et brev fra Rosenthal, hvori han meget omstændeligt tog mig i skole og gjorde rede for sine grunde til omtalte udeladelse. Og det er dette brev, som jeg her beder om lov til at bringe i oversættelse; det er saa karakteristisk for sit ophav og rummer saa mange morsomme og interessante oplysninger om en tidligere tids koncerter og de store kunstneres til tider utrolig arrogante og tilfældige behandling af de største musikalske værker, at jeg tror, det.vil være af interesse at kende det in extenso. Her er brevet:

Gotha, 6.-12. 1915.

Meget ærede Herr Crome.

Deres saa interessante Brev kom mig med overordentlig Forsinkelse i Hænde i
København, hvor jeg gav to koncerter, og jeg sætter mig straks til at besvare det. Den Bevisbyrde, De lægger paa mig for at Chopin ikke egenhændigt skrev Repetitionen ud, kan jeg vel kun indirekte frigøre mig for, men helt saa slemt staar Sagerne ikke for mig som De snart vil se. Først og fremmest er det bekendt, at Chopin efter sin Tilbagekomst fra Majorka hyppigt overlod sine Venner at kopiere sine Værker ad usum Forlæggeren. Udskrivningen af Repetitionen kunde altsaa meget godt være foretaget af Fontana. Og selv om vi lader denne Hypotese ude af Betragtning, saa staar det fast, at Chopin selv kun da skrev Repetitioner i nocturneagtige, langsomme Satser ud, naar han ved Gentagelsen vilde foretage en Berigelse af det ornamentale. Ved Gennemsyn af Nocturnerne kan De let overbevise Dem om dette. Men mit vigtigste formale Argument bestaar deri, at den første samlede Udgave af Chopins Værker, som udkom hos Wolff i Warschau, ikke stikker det omtalte Sted ud, men bringer det med de sædvanlige Repetitionstegn »prima - seconda volta«. Herr Ignaz Friedman, som i Anledning af sin Chopin-Udgave fik alle Udgaver sendt, fra Breitkopf & Härtel, bekræfter min Ungdomserindring med den Tilføjelse, at der i flere andre Udgaver kun staar Repetitionstegn. Han selv gentager ikke Stedet, idet han ligesom jeg finder, at Sidesatsen ved Repetitionen svulmer saa stærkt op, at Hovedsatsen derved forekommer for kort. Tilhøreren er i Virkeligheden næppe i Stand til at følge Satsen med fuld Opmærksomhed, naar Sidesatsen bliver uforholdsmæssig lang.

At De i mit Tilfælde hæfter Ordet »Mishandling« (tysk »Verstilmmelung«) paa Udeladelsen af en Gentagelse, som De støttet paa Billows Autoritet synes at billige i en af Beethovens Finalesatser, er egentlig himmelraabende og stiller ikke Deres Loyalitet i det bedste Lys. I Finalesatsen op. 57 af Beethoven virker Gentagelsen ikke trættende, men
som Stigning og Billow udelader den kun, fordi den anstrænger ham for megef, hvad
ogsaa klart fremgaar af hans Anmærkning. Men Prestoens Eksplosion indtræder mindre vel forberedt, naar Gentagelsen udelades og naar man overhovedet vil tale om Mishandling, saa er det her, men ikke i Largoen af Chopins op. 58.

I Øvrigt maa jeg ganske aabent bekende for Dem, at Kritiken gebærder sig skurrilt, naar den bliver kejserligere end Kejseren, naar den betegner Ting som barbariske, falske, pietetsløse og udmaler dem som »Oplevelser«, som er blevet udført af berømte Kunstnere, ja af Komponisten selv. Vil De tillade mig nogl Eksempler, som ikke er uden Pikanteri.

I Aaret 1885 hørte jeg i Wien en »berømt Virtuos«, som indledede og afsluttede Sørgemarchen i Chopins b-mol Sonate med 4 bmol Akkorder i Bassen. Desuden blev der komponeret en græsselig A-dur Melodi ind i Tenoren i den melankolske a-mol Vals (Chopins Yndlingsvals, ifølge hans Ytring til Stephen Heller). I c-mol Etuden op. 25 bragte Koncertgiveren Tommelfingermelodien i Oktaver. Enhver Mazurka afsluttede han med tilkomponerede Akkorder eller Passager. Denne »berømte Virtuos« hed Anton Rubinstein.

I Begyndelsen af Firserne hørte jeg en berømt Virtuos flette Marseillaisen ind i Kadencen til Beethovens G-dur Koncert, velsagtens som Introduktion til en polemisk Tale imod Musikkritikeren Speldel, som løb af Stabelen efter Koncerten. Den samme Koncertgiver foretog desuden melodiske Forandringer i Chopins G-dur Nocturne!!! Koncertgiveren hed - Hans von Billow!

I Aaret 1878 hørte jeg i Tivoli ved Rom op. 106 af Beethoven spille. I Adagioen forlængede Spilleren de af Beethoven foreskrevne Ornamenter. Denne Spiller hed Franz Liszt.

Berømte, verdensberømte Navne, men dog Misbrug som ikke kan undskyldes, vil De sige med fuld Ret. Men hvor kan De, stillet overfor saadanne Kendsgærninger, forsvare den Maade, hvorpaa De har skrevet om en blot og bar Udeladelse af en Repetition? Eller nægter De at vedkende Dem den Haan, der gemmer sig bag Deres Ord? -

Men videre i Misbrugene! I Aaret 1830 spillede en 20-aarig ung Mand i Warschau e-mol Koncerten (af Chopin) paa den Maade, at han først foredrog den første Sats. Derpaa sang en Frøken Gledkowska nogle Sange, saa fulgte Hummels Rondo »La sentinella« og helt tilsidst spillede Koncertgiveren Rondoen og Finalen af e-mol Koncerten. Denne Mishandler af Værket hed - Frédéric Chopin! Han gentog denne uhørte Mishandling, da han ved en senere Lejlighed spillede f-mol Koncerten. Og da hans Elev Filtsch engang spillede første Sats af e-mol Koncerten for ham, sagde han til ham, at det egentlig var tilstrækkeligt at nøjes med een Solo (altsaa. en Trediedel!) da hver enkelt Solo udtrykte Værkets Idéindhold! (Se: Lenz, Die berühmten Klaviervirtuosen aus persönlicher Bekanntschaft). I Øvrigt passer det omtalte dictum slet ikke paa den anden Solo og Chopin har rimeligvis givet Afkald paa den tredie Solo, fordi Filtsch ikke interesserede ham.

Og nu det bedste tilsidst. I tyverne af forrige Aarhundrede komponerede Kæmpen Ludvig van Beethoven sit Vidunderværk, B dur Kvartetten op. 130. Da hans Nevø efter den første Opførelse fortalte ham, at.Cavatinen havde gjort mere Lykke end Slutfugaen, var B. ude af sig selv og lod det ikke mangle paa zoologiske Sammenligninger for Publikum og Musikere. Men paa sin Forlæggers indtrængende Forlangende gik han dog med til at udgive Slutfugaen for sig som op. 133 og skrive en ny Finale til op.130, (som tilsyneladende begynder i c-mol). I følge Schindler var denne (humor- og aandfulde) Finale den Herliges Svanesang! Og hvad siger Kritiken hertil???

Jeg tror gerne, at De ikke har villet saare mig, men jeg beder Dem tro, at De har saaret mig. Ganske vist kunde De ikke vide, hvor nær Deres Bebrejdelse vilde gaa mig til Hjærtet! Og hermed være Deres Ord af et godt Hjerte tilgivet og glemt! Det er jo Dem, jeg kan takke for det aandelige Bekendtskab med en Mand, som trods al Overdrivelse i det specielle Tilfælde stræber imod det Gode og Skønne. Kun maa han ikke glemme, at den af ham dadlede med hele sit Livs Indsats har stræbt efter det samme i mere end fire Decennier. Med bedste Hilsner og oprigtig Sympati,

Moritz Rosenthal.

Dette brev finder jeg i mange maader mærkeligt. Først fordi det afslører en grænseløs Selvoptagethed og Forfængelighed hos Brevskriveren. Hvordan skal man ellers forklare, at en berømt Kunstner gider gøre sig den ulejlighed omgaaende at sætte sig til at svare en ung og ganske ukendt anmelder i et lille Berliner musikblad? De fleste havde nok nøjedes med at forafte ham i stilhed og puste ham væk som en flue paa kjoleopslaget. Men brevet rummer mere end som saa. En glimrende Hukommelse maa den være i besiddelse af, som i et tilfældigt hotelværelse - altsaa uden benyttelsen af sit musikbibliotek - kan grave alle disse morsomme og karakteristiske begivenheder frem af erindringens kramkiste. Oven i købet med nævnelse af alle datoer og aarstal! Det er ikke for ingenting bekendt, at Moritz Rosenthal var indehaver af en ganske sjælden hukommelse, der altsaa ikke blot gjaldt hans kolossale repertoire, men som rakte langt videre end til blot at huske de mange noder. Og det er virkelig sære ting han fortæller om fortidens store musikere og deres totale mangel paa respekt for kunst og komponister. Naturligvis kan man finde det meste af dette i memoireliteraturen fra den tid, men næppe nogetsteds samlet og saa let overskueligt som i dette brev. Og saa viser slutningen trods alle de mange ubehageligheder, han i brevets løb lader vælte ned over mit arme hoved - en fin og hensynsfuld, ja elskelig Karakter, der endog faar vendt sagen saadan tilsidst, at han takker den unge hr. næsvis for hans ikke helt velbegrundede overfald. Jeg havde den glæde senere at lære Moritz Rosenthal personligt at kende gennem min redaktør, Spanuth - noget, der rimeligvis ikke vilde være sket uden merbemeldte artikel. Og derfor maa jeg bekende, at jeg paa ingen maade ønsker den uskrevet; den formidlede mig et sjældent. og værdifuldt. bekendtskab.