Ny dansk musik

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 01 - side 23-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ny dansk Musik

Véd NXRL8 VXGGØ DENTZON

Herm. D. Koppel: Koncert for Klarinet. og Kammerorkester

-Ved D. u. T.'s f Ørste Orkesterkoncert, som fandt Sted Tirsda,,,, den 13. Oktober

t,

1942 med Erik Tuxen som Dirigent, opfØrtes bl. a. Herman D. Koppels Koncert for Klarinet o T Kammerz:,

orkester med Aage Oxenvad som Solist. Denne D. u. T.'s fØrste Orkesterkoncert i Sæsonen'1942-43 blev afholdt i Samarbejde med Udsfillingen »Dansk Initiativ - Alt det-nye«, og det'tjener Foreningen til Ære, at den havde ladet Valget falde netop paa dette Værk som Repræsentant for dansk Musik idag.

Ved D. u. T.'s første Orkesterkoncert, s-om fandt Sted Tirsdag den 13. Oktober 1942 med Erik Tuxen som Dirigent, opførtes* bl. a. Herman D. Koppels Koncert for Klarinet og Kammerorkester med Aage Oxenvad som Solist. Denne D. u. T.'s første Orkesterkoncert i Sæsonen 1942-43 blev afholdt i Samarbejde med Udstillingen »Dansk Initiativ - Alt det nye«, og det tjener Foreningen til 3Ere, at den havde ladet Valget falde. netop paa

dette Værk som Repræsentant for dansk Musik idag.

Hvis man sammenligner dette Arbejde med andre af Koppels Ting, som fx. Klaverkoncerten op. 30, Festouverturen op. 33 og Strygekvartetten Nr. 2 op. 34, vil man se, at K. her har arbejdet sig frem til en større Forenkling af sit musikalske Stof og som Følge deraf formaaet at skabe Genklang udover den snævre Kreds af »Sp-ecialister«.

Straks i Førstesatsen, med Tempobetegnelsen moderato, aabenbarer K. sine bedste Egenskaber:

Dette fortræffelige Anslag angiver faktisk Førstesatsens »Grundstemning«, og selvom der senere optræder kontrasterende motivisk Stof er dog hele Satsen baaret af denne smukke »moderato«-Fornemmelse, saavel i Udtryk som i Tempi. I Takt 61 indfører Klarinetten et Tema, der i saa hØj Grad viser K.'s Begavelse som Melodiker, at det fortjen-er at meddeles:

Vi er her ude for et tematisk Indfald, der ikke er helt almindeligt paa hjemlig Grund og i det hele taget vidner denne Sats om, hvor langt der allerede er naaet indenfor den nye Musik's Omraade.

2. Sats er problematisk i dette Ords bedste Betydning. Stykket er formet som een stor Improvisation, og Stoffet er her langt vanskeligere at tilegne sig end i FØrstesatsen. Musikken ejer her et voldsomt ekspressivt Drag, en ny Tone i dansk Musik som ogsaa tydeligt kan spores hos Komponister af samme Generation (jeg tænker her paa Holmboe's senere Værker). Instrumenialt set betegner denne Sats Koncertens Højdepunkt, idet Klarinetten's specielle »stridbare« Karakter tilful4e, udløses. Til Gengæld besidder dette Stykke ikke helt Førstesatsen's musikalske Værdi, idet det tematiske Materiale føles knapt saa værdifuldt.

3. Satsen giver Koncerten's psykologiske Løsning. Den venlige, lyse Tone staar her virkningsfuldt til de to foregaaende Satser. Smukt undfanget anslaas Hovedideen:

I Takt 21 overtager Fløjten Hovedtemaet, hvortil Strygernes Pizzicato danner en virkningsfuld klanglig Kontrast. I det store Hele er denne Finale præget af et klart og gennemsigtigt Satsarbejde, og Hovedtemaets specifikt løbende Karakter giver god Jordbund for det fine tematiske Arbejde, der giver Satsen et decideret kamm-ermusikalsk Præg. I Takt 121 opstaar en ny Idé:

der ikke siger* saa meget i sig selv, men til Gengæld 'i høj Grad »gennemsyrer« det videre Forløb i Finalen, og formaar at bibringe den nyt rytmisk Liv.

Taget u4der eet kan man nok sige, at K.'s Værk. ikke besidder rent ydre, instrumentalttekniske Tiltrækningsm,omenter, men til Genga-,ld er, som før antydet, det musikalskstoflige af fremragende Kvalitet. Særlig melodisk ejer Værket rene »Perler«, som fx. i 1. Sats Takt 61, der med Hensyn til Plastik og Sluttethed siger Sparto til mange andre saakaldte »moderne« Temaer.

Endelig vidner dette Værk om ' i hvor høj Grad man nu kan tale om en »Stil«, hvor de musikalske Problemer ikke løses ad ren intellektuel Vej, men hvor Materialet, om man saa maa. sige, »ligger i Luften«.

Jørgen Bentzon: Kammerkoncert Nr. 3

Ved Statsradiofoniens, første Torsdagskoncert i denne Sæson, den 10. Okt. 1942, uropførtes Jørgen Bentzon's Kammerkoncert Nr. 3 for Klarinet og Orkester. Solopartiet var lagt i Hænderne, paa den fortræffelige Interpret Aage Oxenvad, der sammen med kgl. Kapelmester Johan Hye-Knudsen gav Koncerten en fin og gennemarbejdet Udførelse.

Dette Værk giver egentlig et meget tydeligt Billede af Be,ntzon's ret specielle musikalske Udtryksform. Som altid hos denne Komponist staar et oprindeligt lyrisk Gemyt Side om Side med een, i bedste Forstand, artistisk betonet, streng musikalsk Udarbejdelse.

Thi kun ved at forene disse to Sider -af sit Væsen formaar Bentzon at give et fuldgyldigt Udtryk for sin skabende Personlighed, hvilket Værker som fx. de to foregaaende Kammerkoncerter o. a. tydeligt viser.

Førstesatsen i denne 3. Kammerkoncert er baaret af et udpraeget »rubato« med Hensyn til Tempi og musikalsk Forløb. Satsen's Hovedidé er en stadig tilbagevendende stor Terts i Pauken (c-as), der har en uhyggelig, »lurende« Karakter. Paa dette »Stemningsfundament« bygges saa Satsen op paa ren musikalsk-saglig Grund med fint udarbejdet polyphont Væv og rigelig Brug af instrumental-klanglig Kontrast (Blæsere og Strygere). Et godt Eksempel paa B.'s Skrivemaade i denne Førstesats, med dens udprægede fabulerende Formgivning, er flg. Citat:

Dog til Trods for denne for B.'s saa typiske fabulerende Skrivemaade er Formen dog yderst knap og koncis og det tematiske Materiale er udnyttet med virkelig Sans for musikalsk Økonomi.

Koncertens langsomme Del, som FØrstesatsen gaar lige over i, virker som et Slags »lyrisk Intermezzo« og leder Tanken hen paa 1. Kammerkoncert hvad angaar Satsplaceringen. Stofligt derimod er der dog her Tale om en væsentlig Afklaring i Sammepligning med den gamle, og Hovedtemaets rolige, sangbare Strofe er af en egen Inderlighed:

Denne Hovedidé bliver senere overtaget (dog med væsentlig Forandring) af Strygerne, der i et smukt »espressivo« danner klanglig Kontrast til Soloklarinettens »fortællende« melodiske Linier, et fint Eksempel paa B.'s Evne til at bringe forskelligartede Elementer ind under samme Hat. 2. Sats gaar lige over i Final-en, der hovedsageligt bygger paa ostinat Teknik ' et sjældent Træk i B.'s Fysiognomi. De dybe Strygeres stakaandede, motoriske Bevægelse er den førende Linie i denne Sats, hvortil Violiner, Fagotter og Horn sætter rytmiske »breaks«. En væsentlig Instrumentalfarve udgør her den tilføjede Xylofon, der af og til, dog i barokt Øjemed, spiller tostemmigt Kontrapunkt 'med Soloklarinetten i det høje Leje!

Alt i alt vejer denne Sats dog svagere til, idet man (heldigvis!) har paa Fornemmelsen at denne ostinate Skrivemaade ikke er Bentzon i Kødet skaaren.

Totalindtrykket af dette Værk viser dog i hvor høj Grad de stilistiske Problemer er ved at naa til en fastere Formulering. Et af de tydeligste Tegn i den Retning er, efter min Mening, den ret hyppige Forekomst af udprægede »funktionelle« Vendinger. (Begrebet »funktionel« skal her forstaas i Analogi med de gamle Funktioner Dominant Tonika o. I.). Denne Paastand føles maaske dristig og jeg vil derfor anføre et Par Eksempler, der viser een for Bentzon ejendom~ melig tonal Fornemmelse, der kan spores saa hyppigt i Værker fra de senere Aar, at

dens musikalske Lovmæssighed ikke kan betvivles:

I alle disse tre Eksempler er det nøjagtig den samme klanglig-tonale Fornemmelse, der gør sig gældende. Kun opstaar den paa forskellig Vis, enten rent harmonisk som i 1. Eks. eller mel-odisk-kontrapunktisk som i de øvrige 2 Eks. Begrebet »funktionel« mener jeg godt kan anvend-es i disse Tilfælde, idet disse Vendingers Forekomst i flere Værker fra samme Periode af Komponistens Produktion viser at der er »en vis Orden i Tingene« og som Følge deraf tydelige Tegn paa Stildannelse. -

Årgang 18/1943, nr. 01