Den folkelige sang i gymnasieskolen Del 2

Den folkelige sang i gymnasieskolen

(sluttet)* Af ARTHUR ARNHOLTZ

B. For folkevisens vedkommende bør nok kronologien stilles øverst - forsaavidt man har den. Altsaa, man bør først adskille den ældre og den yngre vise som de to hovedgrupper med renæssancen i 16.-17. aarhundrede som skel. Herefter kan den yngre vise deles kronologisk videre efter sin overleveringsmaade. De tidligste er endnu bevaret i adelsvisebøgerne; de senere kendes fra flyveblade eller mundtlig bondetradition; de sidste fra o. 1800 er endelig foretagsomme bogtrykkeres romantiske skillingslyrik, hvormed visen ebber ud. Ogsaa den yngre vises genrer kan nogenlunde bringes i overensstemmelse hermed, fra de ældste legende- og skæmteviser, over de tysk inspirerede elskovs- og klaffeviser, til drikke-, spotte- og lejligheds-sange, sanglege og børneremser.

For den ældre, klassiske middelaldervise er kronologien jo endnu langtfra sikret, selv om Ernst Frandsens inddelingsforsøg (1) efter visetypernes aandelige holdning (fra arkaisk-naiv til artistisk-sentimental) saa ubetinget fortjener opmærksomhed. Den gamle deling efter motiver i kæmpe-, trylle-, ridder og historiske viser maa da nok benyttes endnu, og musiken hertil maa behandles under eet som et kirketonalt hele. Herved bør man dog sikkert være paa vagt over f or to ting. For det første skal man passe paa ikke at fremstille vor middelaldervise alt for dyster og »dorisk« blot for at faa en enhed ud af den. For den, der studerer den, bliver dens brogethed stadig mere klar, og denne rigdom - ligesom vor samlede folkevises uhyre brogethed - kan i høj grad lette ens undervisning. Hvad for eksempel Berggreen har samlet af den sødeste, landsbyduftende lyrik (2), og hvad H. Grüner-Nielsen har systematiseret af drøj og uimodstaaelig skæmt, (3) det bør medtages for at give børnene det indtryk af forunderlig umiddelbarhed, der for os voksne vel er folkevisens inderste værdi baade i det høje og paa det jævne. Og for det andet bør man jo nok kun fremstille de Laubske melodirekonstruktioner som det geniale, arkæologiske eksperiment, de endnu maa siges at være. Det kan i den forbindelse være lærerigt at betragte den ublide skæbne, der overgik Ernst von der Reckes ret tilsvarende forsøg med viseteksterne. Og en gennemgang af en enkelt meloditypes varianter, for eksempel fra Kuhlaus »Der vanker en ridder« til Laubs »Riseli gaar i bure«, vil sikkert kunne føre eleverne lidt nærmere ind mod folkemelodiernes egentlige væsen (4).

C. Kunstsangen er jo ikke i sin helhed, og navnlig ikke i sine mere outrerede former, et egentligt skolestof, ihvertfald frembyder den kun sjældent et eksistentielt moment, der kunde berettige dens optagelse i den 1-stemmige morgensang. Til gengæld tiltrænges den ved skolens fester, baade de mere officielle og elevernes egne. Dernæst staar den i ubrudt historisk vekselvirkning med de andre sanglige genrer; og endelig bør den blive den bro, som vi sanglærere bygger over svælget fra vort fag til danskundervisningen i vor lyrik. Hvorhar ikke vore indtryk f. eks. fra skolens engelsktimer af en mand som Dryden været vage og uinspirerende, indtil vi siden lærte ham at kende ogsaa som Purcell's tekstforfatter. Og hvor kan ikke vor egen lyrik gøres os tilsvarende nærmere og mere levende ved musikens hjælp. Imidlertid kan der næppe, være tvivl om dansklærernes mangel paa interesse, evne eller lejlighed, hvad denne opgave angaar. Af alle mine erfaringer synes at fremgaa, at den maa løses af os. Til fremstillingen vil her en første deling i 4 genrer nok være det mest praktiske; i de 3 af disse kan man derefter følge teksthistorien, mens den fjerde rigtigst bør anlægges efter melodiernes udvikling.

Den første genre kan man, indtil en bedre benævnelse findes, kalde den ældre, folkelige kunstsang. Herved forstaas det første lag af sange, hvis overlevering er noget sikrere end folkevisens, og hvis skabere for størstedelen er kendte. I sine tekster kan den være mere bevidst og kunstfærdig; i sine melodier kan den naa til en mere overlegen udnyttelse af kilderne, der rækkerfra reformationens koral til 17. og 18. aarhundredes dansestof. Den begynder hos os o. 1500 med vaganternes latinske sange og de tyske elskovsdigte, der afløser folkeviserne som adelsmode. Saa følger sangindlæggene i 16. aarhundredes skolekomedier, Bordings og Terkelsens barokke hyrdelyrik i 17. aarhundrede, og derpaa endelig den lettere og følsommere bevægethed i 18. aarhundredes moraliserende rokokoarier. Gennem dette stof skal vore elever lære den verdslige Kingo at kende med hans »Chrysillis«-ode som vor baroksangs ædle højdepunkt, og lære at forstaa de Brorson'ske,og Stub'sike indviklede versemaal som skabt til samtidens yndefulde ariemusik.

Kalder man den anden genre for klubvisen og selskabssangen, saa skal denne titel ikke opfattes snævert og entydigt som kun de lukkede foreningers sange, men noget bredere som omfattende ogsaa sangen til klaveret i det dannede, borgerlige hjem i muntert vennelag. Mens kunsten i almindelighed og herunder musiken, naar bortses fra kirke- og folkesangen, hidtil væsentlig havde været forbeholdt gejstlighed, hof og adel, begyndte fra midten af 18. aarhundrede nu ogsaa den opkommende borgerstand at faa del i disse goder. Paa sangens felt førte denne demokratisering til en stilforandring, som tillige blev imødekommet af andre faktorer: Beredtheden for nye udtryk ved rokokoens afblomstring, pietismens vigen for rationalismen, og oplysningstidens optimistiske pædagogik. Som løsenet for den aandelige sang tidligere havde været dagliglivets kristianisering, skulde det nu for den nye, verdslige sang være dagliglivets kultivering. To udviklingslinier fulgte af disse bestræbelser; for det første en alvorligere og ædlere fra Schulz til Weyse, hvorefter den fortabte sig i den senere romance, indtil Laub og Carl Nielsen paa en ny baggrund førte den op til vor tid; for det andet en lettere og muntrere, mere udadvendt end egentlig poetisk, fra klubbernes modeagtige blomstring til mandskorforeningerne og vore bedsteforældres selskabelige forlystelser med Peter Fabers og Erik Bøghs viser. Dette stof skulde blandt andet kunne give vor ungdom et lidt mere oplivende indtryk af tiden mellem Ewald og Oehlensehläger, end literaturhistorien alene formaar. Muligt kunde man ogsaa lære den at bruge noget af det til dens fester, hvor kvinden og vinen paa det sidste kun er blevet fejret med særdeles grødet mæle.

Den tredie genre, syngespilvisen, kunde forsaavidt føres helt tilbage til det middelalderlige spil om Knud Hertug (o. 1525) og Justesen Ranchs skolekomedier (v. 1600), hvor de første sangindlæg forekommer i danske dramaer. Imidlertid tør man nok se bort baade fra disse spæde begyndelser og fra de følgende hofforestillinger med operaforsøg paa fremmedsprog. Det egentlige danske syngespil fremgaar af to kilder og udvikler sig i to retninger. Paa den ene side beredtes vejen for dets store form, da danske digtere fra Ewald til Thaarup og komponister fra Joh. E. Hartmann til Schulz op mod 1800 overvandt fremmedindflydelsen. Paa den anden side kan dets mindre form med den talte dialog dateres tilbage til den gamle skueplads mellem- og efterstykker med sangnumre, tit af særdeles frejdig og drøj karakter. Man kunde maaske da her i skolen ganske kort opridse dels »festspillinien« fra »Fiskerne« og »Høstgildet« over »Elverhøj«, »Drot og Marsk« og »Der var engang« til »Maskerade«; dels kunde man dvæle lidt længere ved de mindre syngespil, som alligevel har ydet væsentligere tilskud til den folkelige sang, som vi især betragter her. Heibergs vaudeville med dens aktuelle hentydninger og laante melodier kunde da skildres som en krydsning af den franske »Pont neuf«-teknik og de lokalt farvede Wienerfolkekomedier. Mens den endnu var fast knyttet til Det kgl. teater, skabte studenternes politiske interesse i 30-erne og 40-erne deres egen seenekunst med Plougs »Atellaner« og udviklede af ordsprogstableauerne den Hostrup'ske studenterkomedie. Og endelig inddrog Overskou og Bøgh det smaaborgerlige og landlige milieu, før genren trængtes tilbage til dilettantscenerne af operetter og revuer.

Den fjerde genre, romancen, kan jo kun medtages i den udstrækning, som opførelsesmulighederne ved hver enkelt skole tillader det. Her kan man til gengæld benytte musikalske inddelingsgrunde og gennemgaa, de strofiske, varieret strofiske -og gennemkomponerede melodityper. Et meget smukt tilskud kan man give herigennem til danskundervisningens behandling af 19. aarhundredes lyrik. Dels kan man vise typiske forbindelser mellem samtidige komponister og digtere som f. ek,s. Weyse og Oehlensehläger, Rung og Hertz, Gade og Hauch, Heise og Drachmann, Lange-Müller og Thor Lange, og Carl Nielsen og Aakjær.

Dels kan man gøre opmærksom paa, at mens komponisterne op til omkring aarhundredets midte væsentlig kun skrev melodier til samtidige digte, møder man fra og med senromantiken en ny, delvis historiserende holdning til teksterne, som har sat sig sin smukkeste blomst i Laubs verdslige sangværk(5).

D: Af de fire hovedgrupper udgør jo fædrelandssangen sammen med salmen det stof, som vore børn tidligst lærer at kende. Naar den da her ved den teoretisk-historiske gennemgang stilles sidst, saa skyldes det hensynet til dens allerede nævnte, særlige udvikling, som bedst vil kunne fremstilles og fattes, naar de andre genrer allerede er kendte. I modsætning til disse er den jo oprindelig ingen selvstændig viseart med egne traditioner, men vokser først ud af de andre, idet den i aarhundredernes løb udvikles sammen med selve nationalfølelsen. Mens folkevisen og kunstsangen rimeligt kan belyses ved mange demonstrationer af solosang, er salmen og fædrelandssangen jo bekendelseslyrik. Og bekendelseslyrik lever hverken i beskrivelsen eller i den æstetiske, fremførelse, men kun i sit element, altsaa henholdsvis menigheden og folkeforsamlingen og de tilsvarende situationer i skolen og hjemmet. Den teoretiske gennemgang maa da her væsentlig nøjes med at give forudsætninger for, at den kan synges med klarere forstaaelse og dybere perspektiv, naar den næste gang lyder, hvor den skal.

Man kan tilrettelægge en gennemgang af vor fædrelandssang efter forskellige synspunkter. Man kunde først tænke sig at gaa frem efter de historiske begivenheders simple tidsfølge. Dette rent opbyggelige synspunkt er jo de folkelige sangbøgers; men det afstedkommer megen sanghistorisk forvirring, idet gamle tekster til ny melodier og omvendt, samt ny sange om ældre begivenheder, blandes sammen. Man kunde dernæst inden for sanghistoriens, kronologi fremdrage dens nationale og kunstneriske milepæle fra »Klagesangen« (1329) og »Niels Ebbesøn« (1340) - over »Danevirkevisen« (1684) og »Kong Christian« (1779) - op til vor tid, men vil her faa. svært ved at vælge skønsomt af 19. aarhundredes overordentlige rigdom. Man kunde saa dele efter poetiske genrer som folkevisen, salmen (forbønnen), hyldest- og mindekvadet, fødelandsoden, fædrelandshymnen, gadevisen, hjemstavnssangen og lejlighedsdigtet. Disse genrers, række følge kan dog let give et falsk indtryk af kronologien, idet de i virkeligheden griber over i hinanden. Endelig vilde en deling efter musikalske former, f. eks. folkevisen, koralen, marchen, klubvisen og romancen, saa interessant den end kan forme sig (6), næppe heller afgive et tilstrækkeligt grundlag for en udtømmende behandling.

Saa vidt jeg kan se, vil det frugtbareste dog nok være at underordne alle de hidtil nævnte, hver paa sin vis nyttige kriterier, under en inddeling efter epoker i selve nationalfølelsens historie, idet det jo er som udtryk for denne følelse og parallelt med dens udvikling, at fædrelandssangen efterhaanden bliver en særlig helhed og faar sine højdepunkter og bølgedale. Fra den første epoke, som kan dateres helt tilbage til Valdemarstidens historieskrivere, Svend Aggesøn og Saxo (o. 1200), faar vi da den primæreste nationalfølelse, viljen til statslig enhed og magt, svingende mellem verdslig krigslyst -og kristelig bodsberedthed. Med enevælden føjes hertil den dynastiske følelse, som ud fra tidens tanker om monarkens symbolske funktion ikke behøver at afvises som lutter røgelse. Kingos sundhed, anstand og kraft vidner herom ogsaa, paa dette felt. Med 18. aarhundrede tilføres først et fornuftsbestemt-humant, patriotisk- bogerligt moment, der
næst et politisk, frihedsbegejstret (væsentlig med sigte mod de mange fremmede undertrykkere), og endelig den simple, uforklarlige følelse for hjemstavnen, som hidtil havde været regnet for en drift af lavere art. Med romantikens folkelige syn og pædagogik, ved dens afløsning af undersaatsbegrebet med begrebet »folk« (med fælles land, stamme, sprog, skæbne, historie og kultur), ved dens »urimelige haab« til dette folks holdbarhed selv i nødstider - naaede fædrelandsfølelsen og fædrelandssangen sin kulmination. Hele folket i alle dets afskygninger blev dens genstand - og hjemlandets natur et vidne til dets historie og skæbne. Maaske ved Sønderjyllands tab, maaske ved den almindelige udvikling i Europa under naturalismen, er denne afrundethed og fylde i nationalfølelsen efterhaanden atter svækket. Mens arven søgtes forvaltet af højskolen og lignende kredse, er den op til vor tid kun forøget af faa og ensomme digterskikkelser. Den gamle følelses primære viljesmoment gled over i klassekampens sange og har vel der næppe frembragt værker af kunstnerisk kvalitet eller folkelig gyldighed. Og det rige enhedssyn af land, folk og historie blev hos det store digtergros vandet ud til en passivt æstetiserende naturidyl, hvori undertiden kun et koket føleri for »det danske vejr« er tilbage. Men da nøden aldrig har været større end nu, er det vel tid til at fatte det »urimelige haab« paany.

Som hjælpemidler til den sanghistoriske gennemgang, der hermed er afsluttet, foreligger om salmen og folkevisen en ret righoldig og brugbar literatur. Vor kunstsang er derimod endnu kun sparsomt og sporadisk behandlet. Vor fædrelandssang var det ogsaa indtil for et par aar siden; nu har forholdene kaldt en række antologier og monografier frem (7).

5. Den folkelige sangs fremførelse i skolen

Selv om denne folkelige sang - efter det hidtil sagte - væsentlig kun kan forberedes og øves i de egentlige sangtimer, behøver man dog ikke at give disse et alt for ensidigt værksteds- eller aterierpræg. Især i mellemskolen bør man imødekomme børnenes naturlige trang til at give udtryk for mærkedagenes stemning ved at give dem lov til at synge et par sange efter deres eget valg, - jule- og foraarssange, naar disse, børnenes to bedste aarstider, staar for døren, personlige yndlingssange til fødselsdage o. a. l. Og jeg tror, at faren for, at børnene skal vælge stof af ringere kvalitet og derved sænke undervisningens niveau, afhænger ganske af læreren. Sørger man fra første færd for at forsyne dem rigeligt med det gode, saa vil dette af sig selv fylde deres bevidsthed og kun lade ringe plads tilovers for vandresangbøgernes eller slagernes surrogater. Jeg støtter denne paastand paa to erfaringer. For det første har jeg tilbragt mine fire sidste sommerferier sammen med adskillige skolebørn og sunget og spillet lidt med dem daglig. Alene dette var nok til, at børnene, som jo fløjtede og trallede dagen igennem, næsten udelukkende holdt sig til det smukke og sunde stof, vi benyttede. For det andet har jeg lejlighedsvis prøvet at more de smaa mellemskoleklasser med at lade dem stemme om deres yndlingssange. Jeg fortalte først lidt, ganske jævnt, om genrerne, for at lette deres overblik og hjælpe paa deres hukommelse, og lod dem derefter skrive deres tre kæreste sange paa stemmesedlen, en salme, en fædrelandssang og en fri sang, - og jeg mindes ikke, at blot een døgnmelodi naaede med paa listen. Det kan vist nemlig aldrig betones nok, hvor blødt ét stof børn er skabt af. Den golde og daarlige smag, som visse kredse tager for et udtryk af oprindelighed, skyldes derfor i virkeligheden mest forsømmelser fra vor side.

Men bortset fra disse spredte »oplevelsesstunder« i selve sangtimerne -og nu og da i de andre fag er den folkelige sangs vigtigste fremførelsessituation i skolen jo »morgensangen«. Om denne institution bør sang- , religions- og dansklærere og iøvrigt alle andre gode kræfter staa vagt. Over for forslag af rationalistiske og amusiske forældre i skoleraad og andetsteds om at indskrænke eller afskaffe den til fordel for endnu et ørkesløst frikvarter, bør man gøre vore skoleledere klart, at denne fællessang sammenholder og former hver enkelt, skoles lille samfund paa en maade, som ikke kan erstattes. Til gengæld bør den da ogsaa, over for selve skolen tilrettelægges med saadan omhu, at den virkelig opfylder denne mission. Hertil maa man for det første formaa. rektoren til at indrømme den rigelig tid. De bedste forhold har jeg her, som venteligt, truffet i Sønderjylland, hvor man hver morgen sang baade en salme og en fædrelandssang. For det andet maa man søge at skaffe den ydre betingelser, som ikke hindrer dens udfoldelse. Hvor en aula mangler, maa man kæmpe den haarde kamp med gymnastiklærerne om en sal, hvor alle kan staa, ses og høres; at salen saa maa svabres til den følgende time, kan vel næppe betyde en hygiejnisk katastrofe. I salen skulde endvidere helst være et klaver til raadighed; alt for mange fædrelands- og aarstidssange maa udelades, hvor man er henvist til harmonium. For det tredie bør man tilstræbe skolens fuldtallige og samtidige deltagelse; den delte morgensang og klassemorgensangen falder saa let i fisk, at den ofte er kommet til at betegne vejen til dens fuldstændige bortfald. Ogsaa de hver morgen tjenesthavende læreres tilstedeværelse er en uomtvistelig folkelig værdi; med tiden kan den maaske ogsaa. blive en musikalsk værdi. For det fjerde bør det benyttede stof altid være saa stort, som vedkommende skole paa nogen maade kan overkomme. Tanken om en lille nem morgensangbog, der vil kræve, at »bøtten vendes« hver maanedsdag, maa bekæmpes energisk, saa tit folk udefra falder for fristelsen til at fremsætte den. For at holde den folkelige sang fra at stivne til sløvende maner behøver vi fyldige og alsidige morgensangbøger. Om idealet her vil være en stor fællesbog for os alle eller lokalt prægede samlinger, skal jeg her lade usagt, ligesom de mulige redaktionsprinciper vist bør gemmes til en særlig behandling. Som vi staar f or øjeblikket er de to bedste samlinger jo desværre ikke til at bruge enkeltvis; »Salmebogen for skole og hjem« (8) har jo kun salmer, og Højskole sangbogen (9) til gengæld for f aa af dem. For det femte maa endelig morgensangen forberedes ordentligt, og dette vigtigste arbejde bør sanglæreren paatage sig i stort og smaat. Her maa man allerførst gøre sig sin egen stilling klar til begrebet: improvisation. Personlig mener jeg, at improvisation hverken skal eller kan fuldstændig udelukkes; har man f. eks. i glæden over det første tøvejr indøvet »Naar vinteren rinder -«, og det saa bliver frost igen, maa den selvfølgelig vente paa bedre tider. Men improvisationen som princip, blot for at tilfredsstille rektors eller sanglærerens øjeblikkelige morgenstemning, anser jeg baade for usocial og upædagogisk. Det er vor pligt at sætte skolesamfundets fællestarv foran vort private, og kun ad planmæssighedens vej opnaar vi tillige mulighed for, at børnene hver morgen kan møde nyforberedte. For dem er jo stoffet ret nyt, og de synger erfaringsmæssigt ikke med paa det, de endnu kun kan halvt. Derimod forstaar de instinktivt og uden forklaring, at hver uges morgensangstof ganske selvfølgeligt maa. læres eller opfriskes i sangtimen. Er man naaet, hertil i sine overvejelser, kan man med fordel bede sin rektor om tilladelse til at opstille en plan for aarets morgensange. Viger man tilbage for at udføre hele arbejdet i eet stræk, kan man begynde med maanedsplaner og derefter addere og tilrette dem som en helhed ved skoleaarets slutning. Rationellest vil det jo nok være først at gøre op med sig selv, ansigt til ansigt med den morgensangbog, ens skole bruger, hvor mange salmer og sange man vil indlemme i aarets faste repertoire. Til eksempel skal jeg nævne, at vi ved Lyngby statsskole, hvor vi hveranden morgen synger en salme og hveranden en fædrelandssang, fast benytter ca. 80 gejstlige og ca. 50 verdslige tekster og herudover en snes af hver til særlige lejligheder, altsaa. et stof, der i størrelse nogenlunde svarer til det obligatoriske skolesangsrepertoire for universitetets musikstuderende (10) men som paa grund af de lokale traditioner ikke helt falder sammen med dette. Paa aarsplanen, maa man naturligvis allerførst begynde med det lette og kendte stof, saa hvert aars nye elever ikke skal føle sig uden f or den første maanedstid. Dernæst maa. en række inddelingsgrunde krydses. Den selvfølgeligste placering finder naturligvis kirkeaarssalmerne og aarstidssangene. Hele julemaaneden og det meste af paaskemaaneden bør forbeholdes disse to højtiders salmer, for at man blot kan naa det bedste af det herhenhørende stof igennem; for pinsens vedkommende synes den tilsvarende opgave uløselig, da eksamen og læseferie her indskrænker eller umuliggør morgensangen. En lignende skæbne rammer mange af vore foraarsog sommersange; -de maa da synges i selve sangtimerne med de tiloversblevne elever. Af resten af salmerne vil nogle kunne placeres efter kirkehistoriske begivenheder eller vore største digteres og komponisters mærkeaar; egentlige kirkesalmer kan indgaa i planen efter kirkens eget de tempore-princip, og vor rige skat af særlige morgensalmer maa da blandes skønsomt op herimellem, helst, tror jeg, saaledes at vore salmedigtere nogenlunde ligeligt repræsenteres fra maaned til maaned. For de politiske sanges vedkommende bør man nok begynde med at afsætte de aktuelle, nationale og nordiske mærkedage, baade f or vore kongehuse og for de folkelige konstitutioner. Hertil føjes derefter de historiske mindedage, ikke mindst fra Sønderjyllands skæbne, saaledes at den appel, vore fædrelandssange rummer, saavidt muligt hver gang kan fremtræde eksistentielt motiveret. Og hvor de hertil nævnte inddelinger endelig endnu efterlader »tomme dage« i planen, udfyldes disse dels af sange uden bestemt datorelation, dels af den værdifuldeste del af det allerede brugte stof, som bør gentages. I en saadan orden vil eleverne, saavidt. mine erfaringer rækker, gerne tage imod de forklaringer, som belyser stoffet, gerne lære og gerne synge det. Her synes den situation at være, naaet, hvori det forekommer dem selvfølgeligt, hørende med til skolens og dermed til deres eget liv.

Hvis man selv holder af disse salmer og sange, vil man blot til sin sorg konstatere den store restl som man ikke kan holde i levende brug paa denne maade. Det viser sig nemlig kun at være ret beskedent, hvad man kan udvide og udskifte fra aar til aar. Paa dette punkt kan man trøste sig med skolens fester. Til julespil, og julekantater kan man inddrage den næsten uudtømmelige sangskat, vi ejer paa germansk grund (11), og skifte aarligt, saa børnene deres skoletid igennem ogsaa lærer dette stof at kende. Og til translokationen kan man, om end med noget større vanskeligheder, stille sig en tilsvarende opgave med det verdslige stof. Endelig kan -man i en række tilfælde lade flerstemmige udsættelser tjene den enstemmige sang paa en særlig maade. I de af vore korsangbøger, der tillige tjener som melodibog til en almindelig, folkelig tekstsamling, f. eks. »Sangbogen Danmark« (12), findes en række udsættelser af gængse salmer og fædrelandssange, som man sædvanligvis lader ligge, fordi disse sange i forvejen tilhører morgensangsrepertoiret, og man gerne ønsker at gøre eleverne bekendt med noget andet og nyt stof gennem den flerstemmige korsang. Imidlertid, tager man sig tid til at lære børnene ogsaa nogle af disse satser, saa kan man opleve den overraskelse at høre dem brugt ogsaa i praksis, nemlig i lejr- og ferielivet. Hvor et klaver ikke er for haanden og det derfor kan knibe med lysten til en morgeneller en fædrelandssang, der kan f. eks. Rungs 2- og 3-stemmige Weyseudsættelse (13) og »Sangbogen Danmark«s fædrelandssange yde en vidunderlig og mere animerende erstatning, saa ungdommens trang til næsten stadig at give udtryk for sine kræfter og sit humør ogsaa her kan faa en positiv udløsning.

Skulde De nu ryste paa hovedet ad det meget ekstra arbejde, jeg forlanger af Dem med de forslag, jeg her har fremført, saa lad mig blot slutte med en enkelt sammenfattende bemærkning: Vort nye, reorganiserede fag har hidtil væsentlig fordret af os, at vi skulde være kunstnere, saa vidt vi formaaede. Hertil vilde jeg foreslaa, at vi ogsaa forsøgte at blive mennesker i selve vort vidunderlige fag, som jo paa en gang netop er det kunstigste og det menneskeligste af alt, og at vi prøver paa at vie vor ungdom ikke blot vore kundskaber, men ogsaa vor menneskelighed. For i vort fag er det for os, at begge dele maa komme.

Fodnoter:

* I den bibliografiske note 2 paa side 7 i forrige nr. af Dansk Musiktidsskrift læses linierne 9-6 f. n. saaledes: S. Widding: »Dansk messe, tide- og psalmesang 1528-73« I-II, 1933. K. Frigast-Hansen og Johs. Loft: »Kirkesalmer i skolestue« 1935.

(1) »Folkevisen«, Aarhus 193,5.

(2) A. P. Berggreen: »Danske folkesange og
melodier« 1869.

(3) »Danske skæmteviser« 1927.

(4) Som i forbindelse med afsnittet den gejstlige sang skal her og senere under afsnittene kunstsangen og fædrelandssangen anføres nogle samle- og oversigtsveerker over stoffet. Enkeltudgaver af monografier af digtere og komponister maa forbigaas.

F o 1 k e v i s e n : Trykte tekstsamlinger fra A. S. Vedels »Hundredvisebog« 1591, videnskabelige samleværker, tillige med melodier, fra R. Nyerup, K. L. Rahbek og W. H. F. Abrahamson: »Udv. da. viser fra middelalderen« I-V, 1812-14. R. Nyerup og P. Rasmussen: »Udv. af da. viser fra midten af 16. til midten af 18. aarh.« I-II, 1821. C. E. F. Weyse: »50 gamle kæmpevisemelodier, harmonisk bearbejdede« I-II, 1842. A. P. Berggreen: »Da. folkesange og melodier« 1869 (3) »Danmarks gamle folkeviser« I-V, 1853-90 v. Sv. Grundtvig; VI-VIII, 1898-1919 v. Ax. Olrik; IX-X, 1920-38 ff. v. H. Grüner-Nielsen; XI, 1935/38 ff. (»Melodier«) v. E. Abrahamsen og H. Grüner-Nielsen. E. Tang Kristensen: »Jydske folkeminder« 1, 1871; II, 1876; X, 1889; XI, 1891; samt »Børnerim« 1896, »Dyrefabler og kæderemser« 1896 og »Skæmteviser« 1903 (m. meloditillæg). Ax. Olrik: »Da. folkeviser i udv.« 1, 1899 ff.; Il, 1909. Ax. Olrik og Th. Laub: »Da. folkeviser m. gl. melodier« 1, 1899; II, 1904 (nyudg. 1930 v. »Samf. Da. kirkesang«). H. Grüner-Nielsen: »Da. viser fra adelsvisebøger og flyveblade 1530-1630« I-VII, 1912-31; »Da. folkeviser fra riddersal og borgestue« 1925; »Da. historiske viser« 1926 og »Da. skæmteviser« I, 1927. E. v. d. Recke: »Danmarks fornviser« I-IV 1927-29. E. Frandsen: »Da. folkeviser i udv.« 1-11, 1937. A. Arnholtz, N. Schiørring og F. Viderø: »Gamle da. viser« 1, 1941.

J. Steenstrup: »Vore folkeviser« 1891. Ax. Olrik: »Nordens trylleviser« (1894) 1934. E. v. d. Recke: »Nogle folkeviseredaktioner« 1906. H. Brix: »Vers fra gl. dage« 1918 og »Analyser og problemer« I-V, 1933-40. E. Frandsen: »Folkevisen« 1935. Th. Laub: »Vore folkevisemelodiers oprindelse og bygning« (»Dania« 1892-93) og »Vore folkevisemelodier og deres fornyelse« (»Da. studier« 1904). E. Abrahamsen: »Elements romans et allemands dans le chant gregorien et la chanson populaire en Danemarc« 1923. N. Schiørring: »Melodistof til Danske viser 1530-1630« (Musikhist. arkiv, I, 4, 1939). W. Danckert: »Das europ. Volkslied« 1939. - Hertil vore literatur- og musikhistorier og tidsskrifter som »Dania«, »Danske studier«, »Da. musiktidsskrift« o. a.

(5) Kunstsangen : Egl. antologier af kunstsang med danske tekster siden Søren Terkelsens »Astree sjungekor« 1648/53/54. Derefter (som enkelte milepæle) C. A. Thielos »Oder« 1751-61, H. J. Graaes »Arier og sange« 1773/77, N. Schiørrings »Selskabssange« 1783-89, »Arier og sange« 1786-89 og »Blandinger f. sang og claveer« 1787, og Cl. Schalls »Arier, viser og sange« 1790-94. Klubvisebøger fra 1787 (A. Seidelins 1821, J. P. Grünes 1838, I. C. Dreyers 1869). Sangbøger for Studenterforeningen fra 1822, for Regensen fra 1833 og for Studentersangforeningen fra 1850-erne (sidste udg. 1938). Hertil Henr. Hertz: »Saml. af da. sange« udg af »Selsk. f. trykkefrihedens rette brug« I-II, 1836. A. P. Berggreen: »Sange fra det da. huus- og selskabsliv« I-II, 1871, V. Faber og C. Møller: »Sang og klang« I-11, 1873. »Charivari« I-III (u. a.). E. Bøgh: »Fra teatrene« I-III (u. a.) og »Den da. vaudeville« I- III (u. a.). Endelig »Danmarks melodibog« I-V (u. a.), Fr. Ricard: »Danmarks visebog« I-II (u. a.), N. K. Madsen- Stensgaard: »Folkets sangbog« (u. a.), og A. Arnholtz, N. Schiørring og F. Viderø: »Gamle da. viser« II-IV, 1942. C. Thrane: »Da. komponister« 1875. J. Aarsbo: »Fra den da. musiks historie« 1904, 19152 (m. bibliogr.). Anna Erslev: »Da. tonekunst« 1914, 1915 (2) (m. bibliogr.). G. Lynge: »Da. komponister i det 20. aarh.s begyndelse« 1917. Torb. Krogh: »Zur Gesch. des dän. Singspiels !m. 18. Jhrdt.« 1925, »Ældre da. teatermusik.« 1931, og »Heibergs vaudeviller« 1942. - Hertil afsnit af musikhistorierne (A. Hammerichs 1921, P. Hamburgers 1936/37), musikleksikon (P. Hamburgers og J. Balzers 1940), »Aarbog f. musik« 1922-24, »Musikhist. ark.« 1931-39 og »Da. musiktidsskrift« 1929 ff.

(6) Jfr. et forsøg i denne retning i J. P. Larsen »Weyses Sange« 1942 s. 31 f.

(7) Fædrelandssangen : Herhenhørende stof vil forekomme sporadisk i mange af de forannævnte samlinger af folke- og kunstsang. Af særsamlinger anføres: H. C. Knudsen: »Sange ved fædrelandshøjtiderne« 1802. K. L. Rahbek: »Danske og norske historiske mindesange« 1810. St. St. Blicher: »Bautastene« 1823. A. P. Berggreen: »Melodier til de af »Selsk. f. Trykkefrihedens rette Brug« udgivne Fædrelands hist. Digte« 1840 og »Folkenes nationalsange« 1870. N. F. S. Grundtvig: »Viser og sange for »Danske samfund« 1840-42, Fr, Barfod: »Fædrelandshist. digte« 1841. C. J. Brandt: »Rim og sange« 1848-49. P. O. Boisen: »Nye og gamle Viser af og for det danske folk« 1849. K. Lønborg og H. Skram: »Hist. digte« 1892, 1904 (2). J. Aarsbo: »Da. folkesang fra 19. aarh.« I-II, 1903 -04. I. Simesen: »Da. fædrelandssange« 1920. J. Edfelt og E. Fors Bergström: »Nordens stämma« 1940. M. Stevns: »Vor nationale sang« 1941. G. Albeck: »Digtninge om Danmark« 1940-41. Fr. Nygaard: »Digternes Danmark« 1941. Th. Thaulow: »Digte til Kongen 1912-41« 1941. A. Arnholtz, N. Schiørring og F. Viderø: »Gamle da. viser« V, 1942. - Hertil »Folkehøjskolens sangbog«, »Sangbogen Danmark«, »Arvesølv«, »Arbejdersangbogen«, »Syng, Danmark« m. fl., disses melodibøger samt vore skolesangbøger fra O. D. Lütkens 1818, A. P. Berggreens 1834 ff. og til i dag.

Vilh. Andersen: »Da. fædrelandssange« (i »Kritik - Sprog og literatur« 1914). Th. Wellejus: »End er der sang i skoven« 1941. R. Skovmand: »Dansk nationalfølelse genspejlet i fædrelandssange« 1941. B. Isaksen: »Sangen i Danmark« Odense 1941. H. Brix: »Digterne og fædrelandet« 1942.

(8) Tekstbog 1930 ved S. P. Fredebo og Alb. Jørgensen. Melodibog 1931 ved M. Wöldike.

(9) »Folkehøjskolens sangbog« udgivet af Foreningen for højskoler og landbrugsskoler, Odense 1939 (13).

(10) Redigeret af A. Arnholtz og J. P. Larsen i samarbejde med E. Abrahamsen - og med godkendelse af universitetets lærere og censorer ved faget musik, samt af gymnasiernes sanginspektion, udsendt 1941.

(11) Jfr. foruden det danske stof f.eks.de af J. P. Larsen udgivne 2-5 stemmige »Julesange« efter tysk med oversættelser af Grundtvig og H. Vilstrup (»Folke- og skolemusik« VI, 4. 1942).

(12) Tekstbog ved Alb. Jørgensen, Melodisamling ved Carl Nielsen og Hakon Andersen.

(13) C. E. F. Weyse: »B. S. Ingemanns morgenog aftensange, udsatte til brug for skoler og seminarier for 2 og 3 lige stemmer« af H. Rung 1867 (ny udgave ved R. Grytter i »Folke- og skolemusik« IV, 1. 1938).