Forbindelsen afbrudt? Nogle bemærkninger om operatradition

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 02 - side 33-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Forbindelsen afbrudt?
Nogle Bemærkninger om Operatradition.

Af POUL KANNEW0RFF

Opera er en traditionsbunden Kunstform og kommer derfor til at indtage en Særstilling indenfor de eksisterende Kunstformer. Men dette alene berettiger ikke til at tildele den »den grimme Ælling«s Rolle, idet det traditionelle Element i Operaen skyldes de indre Love, der ligger til Grund for dens Opstaaen og Udvikling som musikalsk Foreteelse. Og ikke - som nogle synes at mene - en gradvis Forringelse af dens Livsmuligheder. Med Mellemrum dukker nemlig Spørgsmaalet om Operaens Berettigelse som nutidig Kunstform op. Dette plejer temmelig omgaaende at kalde trofaste Operaentusiaster frem til Forsvar i Kampen om Operaens: »Være eller ikke være«. Man har desværre altid paa Fornemmelsen, at de stridende Parter befinder sig paa hver sin Side af et usynligt men bredt Vand hvorfra de tilraaber hinanden haanende Bemærkninger, mens de skramler med Blikskjoldene. Og saa kommer der iklke mere ud af den Bataille! Afstanden, der skiller dem kan bestemt ikke maales med Længdemaal alene. Det kunde selvfølgelig tænkes, at en af Parterne i Længden f ik Held med sig til at haane den anden ihjel. (Den ene kan maaske, jeg siger ikke hvem!). Men det vilde næppe, være en retfærdig Løsning paa Striden. Lad os for Spøg kaste et Blik paa de gæve Modstanderes Vaabenskjolde. De heraldiske Tegn rummer maaske noget af Forklaringen paa den Afstand, der gør det umuligt for begge at mødes i ærlig Kamp eller et forsonende Haandtryk.

I det ene Skjold skimter man Gralsridderens Svanehjelm over Havfruer i hørgule Parykker -omkranset af Ornamentik i Egeløv og Jugendstil - paa Baggrund af Romantikkens uskyldsrene Blaa. Det andet Skjold er fornemt enkelt: Surrealistisk køligklar graa Bund. En hvid klassisk Søjle - et kritisk blinkende Øje og en sobert udført moderne lille Skrivemaskine, hvorfra der - istedet for Papir - slynger sig en fikst snoet Filmstrimmel, der i korte Glimt skildrer de klareste Tanker i vort Aarhundredes Litteratufflistorie. - Det Møde kan det vist ikke betale sig at vente paa! Var det ikke bedre at undersøge, hvad det er, der muligvis kan berettige et saa haardhjertet Aflivningsønske hos Operaens Mod.standere - fremfor at kæmpe Cyrano's drabelige Slutkamp mod det faldende Efteraarsløv? Begge Parter kunde jo have Uret i Begrundelsen af saavel Forsvar som Angreb, idet det meget vel kunde tænkes, at Maaden hvorpaa Opera i Almindelighed fremføres, i Virkeligheden var den egentlige Aarsag til de divergerende Opfattelser! Skal vi ikke lade Spørgsmaalet: »Være eller ikke væere«, ligge og istedet spørge: hvordan skal det saa være? Jo, det skulde maaske nok være lidt anderledes. -

Det er ikke usædvanligt, at Opera opfattes som en uhyrlig Parodi paa Skuespilkunst, udført af syngende Damer og Herrer, mens et mandstærkt Orkester forsøger at overdøve deres Præstationer efterbedste og Kapelmesterens Evne. Er ikke allerede det galt, at en Kunstart kan give Anledning til Forveksling med en anden? Uden Tvivl. Ingen vilde da finde paa at opfatte Skulptur og Maleri paa samme Maade, selvom Vedkommende fandt Maleriet aldrig saa skulpturelt eller fandt Anvendelse for Adjektivet malerisk paa Skulpturen. Hvorledes er det da muligt, naar det drejer sig om Opera og Skuespil? Simpelthen fordi Operaen i væsentlig Grad selvhar svigtet sine Traditioner og sit oprindelige Kald. Den har stræbt efter at nærme sig Skuespillet i Tillid til, at saa vildeder nok komme en bedre Opera ud af det! Jo, Godmorgen! I sin nuværende Form er Operaen den besynderligste Blanding af udvendige dekorative Lader og 90'ernes Dagligstuekomedie. Kravet om »Naturlighed« indenfor den dramatiske Kunst er ganske
kritikløst blevet overført paa Operaen. Den kritiske Bedømmelse har trolig fulgt Udviklingen og støtter den. Hvilken Operasanger vil ikke gerne anses for at være en stor Skuespiller? Operakomponister (har - ovenikøbet med stort Held - revet Traditionens Hegn ned paa lange Strækninger og vist os nye Udsigter ind i »Verismens« forjættede Land! Men var det andet og mere end Luftspejlinger? Den Urimelighed, man skyder Operaen i Skoene, bliver først rigtig en Urimelighed, i det Øjeblik man forsøger at erstatte den med Virkeligheden. Ja, den blir en Taabelighed! Undskyld, men mon det ikke er den Taabelighed, der umiddelbart falder Operaens Modstandere for Brystet? -Saa er der de kære Operavenner, der finder det ravende ligegyldigt, hvordan det hele egentlig foregaar og ser ud, bare der synges smukt Paa Scenen og spilles godt i Orkestret. De støtter sig til den »traditionelle Overlevering« og tror blindt paa, at man trygt kan læne sig op ad den Stolpe. Pas paa! Den er raadden i Bunden! Det er et urimeligt Forlangende, at den Ungdom, der vokser op, skal kunne føle og tro paa samme Maade. Næ, de gaar i en stor Bue udenom den Stolpe. Og er det saa underligt? Filmens Eventyrverden har lært dem, at man baade skal se ud og kunne føre sig - og i det hele taget kunne en hel Masse. Det er ikke nok med en køn Stemme. Kravene, der stilles i Dag, er betydeligt skrappere end før i Tiden.

Operatradition skulde ikke gerne være ensbetydende med Ligegyldighed overfor Tidernes vekslende Form for Tilegnelse af det Bestaaende. Det vilde være Synd for Traditionen! Tempora mutantur - men glem ikke: et nos in illis! I Stedet for at søge Mirakelkur hos Skuespillet bør Operaen søge tilbage i sin egen Oprindelse. Der er sikkert Foryngelsesimpulser at hente for lange Tider. Musikkens Grundelement er Rytmen. Hvorfor saa ikke bygge paa den, naar man vil fremføre en Opera! Bør ikke hele Bevægelsesskemaet hvile paa dette Grundlag? Nøje knyttet til Musikkens skiftende Rytmer - ind i mindste Detaille! Bør ikke det dramatiske Udtryk udledes af Musikkens.Karakteriseringsevne i langt højere Grad end af Teksten, der er og blir et forholdsvis uselvstændigt Underlag for Tonerne og kun yderst sjældent kan gøre Krav paa Benævnelsen: Digterværk? Om man tænker Tanken til Ende, vil man snart opdage, at Musikkens Rytmer har tvunget Spillet over i en Art Dans - eller i hvert Fald en dansende Rytme og Gestus - bort fra Skuespillet. Og nærmet sig Balletten, Operaens oprindelige Tilknytning!

Ud af denne Tilnærmelse maa Operaen kunne udvikles til den yndefulde rytmisk-musikalske Leg, der erdens egentlige Væsen og Natur. I en saadan Form var det maaske muligt at vinde til og med nogle af de argeste Modstandere. Maaske en eller anden »Operaven« vilde falde fra - men det Tab maatte, kunne bæres. Mod denne Tanke vil man kanhænde, gøre den Indvending, at den kun kan tænkes mulig i Forbindelse med en Buffo-opera. Hvorfor? Der findes i Virkeligheden kun to Former for Opera: den lystige og den heroiske. For begge gælder det, at saavel. Plastik som Rytmeskema hviler paa ganske det samme Grundlag: Musikken. Er en Statue ikke Bevægelse i Ro? Gangarten - om man vil - i den heroiske Opera maa da lige saa selvfølgeligt udledes af Rytmikken og kan da aldrig blive »naturlig« virkelighedstro - paa tværs af denne. Det vilde jo være et forbistret »umusikalskt« Syn at se paa. At den Præcision, som kunde opnaas ved en omhyggelig gennemført Indstudering efter Princippet: rytmisk-dansende Bevægelighed, for en mozartsk Opera-buffa vilde betyde et forstærket Indtryk af dens Prægnans i Karakteristikken af Personerne og dens musikalske Livfuldhed i Scenerne - det tvivler jeg ikke paa. Lad os se en Gang paa en heroisk Opera fra ældre Tider. Händels »Rodelinde« eller »Julius Cæsar« (ligegyldig hvilken, de kunde og burde opføres den Dag i Dag!). Her befinder vi os saa nær den oprindelige heroiske Opera form som ønskes kan. Vel at mærke, om vi afstaar fra utidige Forsøg paa at fremføre den i »realistisk« Opfattelse. Den bør selvfølgelig spilles i den Barokaand, hvori den er skabt. Eller i hvert Fald saaledes, som vi opfatter den - med al dens overdaadige Pragt i Bevægelser og Attituder. - Naa, de kendte taabelige Operafagter indvender Skeptikeren! Slet ikke. Musikkens Nerve og Udtryksfuldhed bestemmer ganske Bevægelsernes Karakter og Styrkeforhold. De skal som før bemærket udledes af Musikkens Væsen og ikke klistres paa bagefter som tomme og døde Stilattituder. Der ligger et Væld af dramatisk-plastisk Spændkraft i disse Toner, som en naturalistisk Komedieopfattelse vilde komme slemt til kort overfor. - Herfra kan vi gøre Springet helt op til vor egen Tid - eller saadan omtrent da. Og jeg vil nævne den betydeligste danske Opera i nyere Tid indenfor den heroiske Operaform: Carl Nielsens »Saul. og David«. Uforstaaende samtidige har kaldt den et Oratorium. Det er noget Sludder. Kig en Gang rigtig paa Prof. Einar Christiansens Tekst. Den er for en Undtagelses Skyld et Mesterværk i storstilet Oplægning af en Operahandling, som udelukkende afføder plastisk-dramatiske Situationer og lyriske Følelsesudtryk, der paa en naturlig Maade udløses i Carl Nielsens geniale Musik. For den, der vil sætte sig ind i dette Opera Værk, kan det ikke være svært at se, at de dramatiske og lyriske Sceners Vekselspil i Klarhed og enkel Storlinethed nærmer sig den klassiske Operaform paa en Maade, der burde have sat langt stærkere Spor i den efterfølgende Operaproduktion end Tilfældet har været. Er det Carl Nielsens overvældende stærke Personlighed som Komponist, der har skræmt de yngre fra at se det store Eksempel paa den heroiske Operaform i dette enestaaende Opus indenfor nordisk Operakunst? Er det ikke indlysende, at vi her staar overfor en Tilknytningsmulighed til Operaens bedste Traditioner. En Tilknytning mellem nyere Tiders Udtryk og de oprindelige givne Former. Viser det ikke, at der er Levekraft i den kunstneriske Livsytring, der hedder Opera? Med dette Værk som Udgangspunkt kan yngre danske Komponister trygt give sig i Lag med kommende Tiders heroiske Opera. Det betegner ikke Afslutningen paa en Periode - men Begyndelsen til en ny!

Og lad saa Opera faa. Lov til at være Opera - selv om den bor i samme Opgang som Skuespillet! Flirt hellere lidt med den yndige Fru Terpsichore oppe paa Kvisten. Det kan maaske en Gang blive et smukt Par!

Årgang 18/1943, nr. 02