Koncertlivet

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 02 - side 52-53

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Koncertlivet

København

Den 5. Januar blev i Radioen fremført en Sonatine in versa for Violoncel og Klaver af Harald Agersnap. Grunden til, at Agersnap kalder Værket in versa, maa sikkert ligge i Satsbetegnelsen eller rettere RækkefØlgen ~af disse.

Etiketten svarer dog ingenlunde til Indholdet, for saa vidt som man ikke var i Tvivl om, at Vivace var første og Allegro sidste Sats. Værket var logisk disponeret, dog vgr den langsomme Sats lidt for lang og stillestaaende. For at undgaa ~~isforstaaelse af Ordet »stillestaaende« skal dog tilføjes, at der i og for sig ikke er noget ondt 1, at en Ting er stillestaaende, men hvis dette er tilstræbt maa Formen dog begrænses noget.

Bortset herfra rummede den meget smukke Enkeltheder.

Værket blev glimrende udført af Torben Anton Svendsen og Holger Lund Christiansen, der Gang paa Gang gaar i Brechen for ny Musik.

Radioen markerede Georg Høeberg's 70 Aars FØdselsdag ved at indbyde ham til at

~__1

dirigere sin Symfoni i E-Dur, Opus 12 ved Torsdagskoncerten den 7. Januar. Høeberg har været i den lykkelige Situation gennem sin Orkesterviden og Kunnen om---hvad der dur, og hvad der ikke dur og hvorf or, at kunne omsætte det han oplevede for sit Instrument nøjagtig soin han havde tænkt sig det, og derigennem har han skabt et fortrinligt Fundament for sin, i Henseende til Længde, »Brueknerske« Symfoni. Det, der

r,

dog umiddelbart griber een, er den Glæde,

hvormed HØeberg boltrer sig i Tonemasser-

ne. Han kan li' at gøre Musik, og Glæden

z:,

bliver ikke mindre, naar han opfører et Stykke som Ossian-ouverturen. Her er HØebergs romantiske Tilsnit paakrævet, thi altfor ofte hører man denne prægtige Ouverture spillet, som havde Gade skaaret den i Træ og ikke malet den i kraftige og varme Farver. Den udøvende Kunst har her fulgt den skabende i Reaktionen mod Senromantikkens indtil Banalitet grænsende OverfØlsomhed og det har videre medfØrt at Ordet Romantik er blevet et uartigt Ord, som man ikke gerne nævner i ordentlig Selskab.

Men alting har en naturlig Afslutning og denne er naaet, naar man forsøger at ramme et romantisk G dette Ords egentlige og bedste Betydning) Kunstværk ind i en streng metronomisk og afstumpet Ramme. Det vilde være det samme som at servere Palestrina i en Sauce af Kinoorgel, kraftigt krydret med Celeste og Xylophon. HØeberg gav Ga

1"",

de, hvad der tilkommer ham og blev Aftenen igennem hyl-det.

Solist var Carlo Andersen, der spillede Svendsens Violinkoncert saa smukt, som kun han kan spille den.

»Unge Tonekunstnere« har virkeligt haft det lange Ben forrest ved Opførelsen af Pergolesi's »La serva padrona« i Thorvaldsens Museum den 8. Januar. Richard Mortensens Dekorationer glimrede over al Maade, Lavard Friisholm. holdt de musikalske Traade med sikker Haand - de mange Faktorer blev under Dr. Kroghs Instruktion samlet til et smagfuldt Hele. Karen Marie Nielsen som Tjenestepigen Serpina, var skælnisk og underfundig og sang aldeles yndigt. Jørgen Haahr, kendt som en stilfuld Oratoriesanger, overraskede Tilhørerne ved at vise en ny Si-de af sin Kunst, det barokke- Buffosangeren. Her var virkeligt et dramatisk Talent i Renkultur. Hvilken herlig Skikkelse laante han ikke den senile gamle Nar, Uberto. Mogens Davidsen, agerende den stumme Tjener, Vespone, var med sin Mimik paa Højde med de Øvrige. Det Hele var saare festligt uden at sprænge den intime Ramme, som er en organisk Nødvendighed for en Opera af saa kammermusikalsk Art.

Koncerten indlededes med, at det for Aftenen udvalgte Emsemble, under Friisholms stilsikre Ledelse spillede Fr. Geminianis Concerto grosso i e-moll med megen Klangskønhed og med saa udmærkede Solister som Eivin Andersen, Holger ValbjØrn, Richard Dahl og Svend Nielsen.

At musicere u-den Effekt af nogen Art, (eller som Nikisch siger: »Wir spielen nur was da steht«) uden at blive »stivbenet«, historisk eller videnskabelig - nøje at holde sig til Loven og Profeterne uden at blive kedelig - den Kunst forstaar Tango tilfulde. Man begyndte at tælle paa Knapperne for derigennem at forsøge at gætte hvilket Poststempel OpfØrelsen af den »Niende« ved Torsdagskoncerten d. 14. Jan. vilde bære: sydlandsk, gallisk eller tysk?

Det blev - »tangosk«.

FØrste Sats spillede han mindre bombastisk end man sædvanligvis hØrer den, men derfor ikke mindre markant. Anden Sats var noget roligere, men alligevel inciterende og med en vis Spænstighed. Tango sang ikke den langsomme Sats med tysk Patos eller italiensk SØdme, han nynnede den. I sidste Sats, med de indledende Instrumental og Vokalrecitationer, som blev spillet i et hurtigt Tempo, sang Solist og Kor med Overbevisningens Varme »wir betreten feuertrunken, Himmlische, dein Heiligthum«. Hvad gjorde Tango? Ja, hvem der blot kunde definere detl man fornemmer ved en saadan Oplevelse, endskØnt - det skal ikke og kan ikke pilles ned, stykkes ud, begramses eller obduceres, det maa med ægte Kunst være som Schiller siger:

Ahnest du den Schöpfer, Welt? Such' ihn überm Sternenzelt!

über Sternen muss er wohnen.

John Frandsen.

Årgang 18/1943, nr. 02