En teaterkritiker trænger sig på!

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 03 - side 62-65

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

En Teaterkritiker trænger sig paa!
Nogle Bemærkninger om Operalscenesættelse

Af MOGENS BRANDT

Min musikalske Adkomst til at skrive i dette Blad er kun ringe. Som de fleste alm. ent kunstinteresserede Mennesker holder jeg af Musik, og da Teatret blev mit Felt, var det kun naturligt, at Operaen blev den Musikform, jeg umiddelbart foretrak. Men jeg har ikke »Forstand« paa Musik, kender kun altfor lidt, er uvidende om de simpleste tekniske Udtryk (har end ikke nogen klar Fornemmelse af, hvad »Kontrapunkt« er) og befinder mig derfor blandt Musikfolk som lidt i Retning af den pantsatte Bondedreng.

Naar jeg alligevel ikke kan styre mig, er det, fordi jeg mener at have lidt Begreb om Teaterkunst i Almindelighed, og da jeg samtidig foretrækker det stiliserede Teater for Naturalismen, bliver Følgen heraf, at det i mange Tilfælde bliver de to mest udpræget stiliserede Teaterformer, Operaen og Balletten, jeg maa foretrække fremfor Skuespillet. Ogsaa fordi jeg her endnu har den samme pirrende Fornemmelse af ukendt Land som i de unge Aar overfor Skuespilkunsten.

Men samtidig hidses min kritiske Sans af de Uhyrligheder, man ofte møder paa Operascenen, og Operainstruktør Poul Kanneworffs Artikel i forrige Nummer virker ogsaa paa mig delvis som en Ud~ fordring eller skal vi kalde det Opfordring til Dans. Som allerede understreget, tør jeg saa langtfra sætte min Kyndighed op imod hans, og hans Artikel virker da ogsaa paa mange Punkter kun som en Bekræftelse af mine egne i musikalsk Henseende læge Synspunkter, men frister dog ogsaa paa visse Punkter om ikke til Imødegaaelse saa dog til populær Uddybning, hvad »En Indsender«s Protest (i »Ekstrabladet«) understreger. Den skrivelystne Læser havde dog næppe læst andet end Teaterrubrikkens Ekstrakt af Kanneworfs Artikel og dertil ikke forstaaet den.

Det er utvivlsomt rigtigt, naar Kanneworf mener, at Operaen staar Balletten nærmere end Skuespillet, men vel at mærke, det naturalistiske Skuespil, hvis Indflydelse omkring Aarhundredskiftet desværre har været saa overvældende, at det endnu sætter sit Præg selv paa saa stiliserede Teaterformer som Opera og Ballet. Balletten befriede sig hurtigst, fordi Naturalismen er dens Oprindelse imod, men Operaen er i de fleste Tilfælde endnu blevet hængende i en misforstaaet Traditions Hængedynd. Der er Undtagelser i det hjemlige Teater. Methlings Iscenesættelser af »Katharina Ismailowa« og »Marie Grubbe« var baade scenisk og musikalsk farverige Eksempler paa, at Traditionen kan brydes, og Kanneworf har især over muntre Motiver skabt effektfulde Scenevirkninger som ved Opsætningen af »De lystige Koner«. Overfor seriøse Opgaver forekommer det, som om han mangler den Sindets voldsomme Udladning, der skal inspirere Sangerne til den skuespillermæssigt uhemmede Præstation, saaledes at Gengivelsen ikke bliver Operasangere, der agerer, men Kunstnere, der oplever for vore Øjne.

Og her er det, jeg mener, at Kanneworf tager fejl, naar han med det samme diskvalificerer Skuespillets Andel i Operaens Fremførelse. Snarere vil jeg mene, at hans Betragtninger overensstemmende med dether hævdede Syn paa Teater reducerer Naturalismens Krav paa Scenens Kunst til det absolutte Minimum. Man kan dog f. Eks. heller ikke i fuldt Alvor tale om naturalistisk Musik. Kunst maa i alle Til,fælde være et essentielt Produkt af naturlige Bestanddele, saaledes ogsaa med Scenens Kunst, hvad enten den hedder Skuespil, Opera eller Ballet.

Til Grund for Skuespillerens Præstation bør altid først ligge den indre Oplevelse, som han derefter udstyrer med Detailler og giver kunstnerisk Form. Denne Oplevelse maa ogsaa ligge til Grund for saavel en Malers Farver, en Billedhuggers Skulptur som for en Operasangers musikalske Præstation, og det forekommer mig - men er maaske en Misforstaaelse - at Kanneworfs Elimineren af Skuespillets Andel i Operaens Fremførelse rummer en Fare for samtidig at reducere den sceniske Apparition til en blot og bar musikalsk Gengivelse uden kunstnerisk og menneskelig Oplevelse, og jeg mener at have set denne Opfattelse bekræftet i Kanneworffs umiddelbare Evne for det lette og stilprægede Teater, hvorimod han synes at staa mere usikker overfor den store dramatiske Oplevelse, en Usikkerhed, som derefter svækker hans Stilsans og hans dramatiske Sans som ved Opsætningen af en tekstligt saa elementær Røverkomedie som »Fidelio«.

Methling møder til en Operaiscenesættelse med sin oplagte Iscenesætterevne, sit Blik for maleriske Grupperinger og dramatisk Stigning og føjer hertil sin musikalske Kultur, men det sceniske Krav om Kunstnerens Oplevelse af Opgaven staar dog f or ham som Nummer eet, og derfor ser man, at der spilles Komedie i Methlings Operaiscenesættelser. Der ageres ikke med Fagter og Gebærder, men der opleves scenisk og kunstnerisk inden for de givne Rammer, hvor-for da ogsaa Methlings Operaiscenesættelser staar som lysende Ledestjerner blandt de sidste Aars Operafremførelser.

Men efter at Methling er gaaet til Filmen, saa rider Kanneworff alene, og han er nu den Mand, som man maa sætte sin Lid og sit Haab til som Skaber af en ny Tradition paa vor Operascene. Maaske kan han løse Opgaven, men Hurdlerne, der skal forceres, synes næsten for høje til at selv en dristig Springer vil kunne naa at sætte over dem.

Først og fremmest gælder Angrebet en ikke eksisterende Person, nemlig Operachefen. Denne mystiske Magt; der selv gentagne Gange dementerer sin Eksistens, men ikke desto mindre præger Operascenen med sin aldrig svigtende Interesse og altid svigtende Evne for Iscenesættelsens Kunst. Hele Wagner-Repertoiret (i alle Tilfælde de sidste Aars scenisk dødsenstriste Opførelser af »Lohengrin«, »Tannhäuser«, »Valkyrien« og »Mestersangerne«) ligger uvist af hvilken Grund i hans Haand. Denne prægtige Musik, hvor hver Tone rummer en scenisk monumental Virkning, som bæres oppe af et prægtigt Kapel og fortrinlige Sangere, forfladiges efterhaanden gennem en totalt manglende Iscenesættelse, der som det synes oprindelig har indskrænket sig til et naivt Arrangement og Ophængning af en Række halv- naturalistiske Dekorationer, hvorefter Tilfældighederne har faaet Lov til at drive deres Spil. Nybesættelser og Dubleringer foregaar uden nødvendige Prøver og uden teatralske Hensyn. Jeg erindrer fra en Verdi- Iscenesættelse, at man i »Trubaduren« havde placeret Magnus Andersens lille tætte Skikkelse i Høvedsmandens Parti ved Siden af den kilometerhøj e Rabinowitz som Grev Luna, hvad der var af umiddelbar lattervækkende Virkning, som kunde være undgaaet ved at lade Partiets anden Indehaver, Einar Nørby, synge det. Fra samme fornøjelige Forestilling mindes man, hvordan Munterheden bredte sig som en Brise over Tilskuerpladsen, da Teatrets skønt syngende, men i en hver anden Henseende komplet udisciplinerede Kor sjokkede ud af Krigerlejren, dobbelt grelt, fordi den veldisciplinerede Ballet umiddelbart efter danser ind i en forrygende Zigøjnerdans. Overhovedet mærkes denne magtmæssigt formaaende Iscenesætters manglende Interesse for det rent ydre stærkt i den Nonchalance, hvormed dette Kor arbejder. Det kgl. Teaters Kor er noget af det mest private, som findes paa en Scene. Nogle agerer voldsomt og spiller stærkt
dramatisk Komedie, saa at de tiltrækker sig al Opmærksomhed, andre griner og morer sig adskilligt bedre end Publikum, mens andre igen konverserer, saaledes som Soldaterne under Byrdings Arie i første Akt af »Fidelio«.,Og hvem er den Forbryder, der sminker og iklæder Koret med saa fundamental Foragt for Helhedsvirkningen?

Er det for Smed at rette Bager, naar man lægger »Operachefen« alt dette til Last? Jeg tror det ikke. Det er Eksemplet fra oven, der spores nedefter, og denne Mangel paa Kordisciplin erkun et enkelt Udtryk for manglende Vilje til at interessere sig for de ydre Virkemidler, der skal understrege et Kunstværks indre Spændkraft.

Og her er vi inde paa noget af det, Poul Kanneworff berører i sin Artikel, nemlig »de kære Operavenner, der finder det ravende ligegyldigt, hvordan det hele foregaar og ser ud, bare der synges smukt paa Scenen og spilles godt i Orkestret«. Umiddelbart efter retter Kanneworff ubevidst (eller lur ham, er det bevidst?) et dræbende Angreb paa sin høje Chef, idet han fuldstændig korrekt identificerer denne Operaopfattelse med den »traditionelle Overlevering«. Forskellen i Kunstopfattelsen understreges af Kanneworffs spøgefuldt anbragte Citationstegn, hvor Operachefen formentlig vil hævde sin traditionelle Overlevering som den korrekte Fremførelsesform. Det viser i alle Tilfælde hans Iscenesættelser, som alle lader haant om ethvert scenisk Krav.

Det kan aldrig blive noget Mistillidsvotum til en fortjent Kunstner, at man mener, at han til en saadan Opgave bør støttes af iderig Ungdom, og da en Artikel som denne ikke kun bør være negativ Kritik, men ogsaa forsøge paa at være positiv Visen Vej, saa maa man gøre Teatrets Ledelse opmærksom paa, at det blandt sine Instruktører finder en Mand, der netop viste sine Evner først som musikalsk Instruktør, nemlig John Price ved sine forbilledlige Iscenesættelser af Operetterne »Dollarprinsessen« og »Zigøjnerbaronen« paa Nørrebros Teater. Til Trods for en i alle Maader mangelfuld Støtte fra Orkestret lykkedes det ham gennem sine Instruktørintentioner at bygge den musikalske Bro mellem Scene og Tilskuerplads, som skal bære Fremførelsen af et musikalsk Sceneværk, og disse to Iscenesættelser burde give Anledning til, at man lejlighedsvis betroede Price en Operaopgave.

Men det vil ikke være tilstrækkeligt.

Det ulykkelige ved Operaens Tilsidesættelse af de sceniske Krav er, at, en stor Del af vore Musikanmeldere hører til samme Kategori af de føromtalte »kære Operavenner«, og Kritikken har her ,et stort Ansvar. Man indskrænker sig som oftest til en Bedømmelse af de sanglige og musikalske Ydelser og affærdiger Fremførelsen med et Par henkastede Bemærkninger. Kun en sjælden Gang, naar en udenforstaaende, en Teat.erjournalist, ved et Tilfælde bliver pudset paa Opgaven, falder der Brænde ned. Henry Hellssen har givet kraftigt ondt af sig nogle Gange, og det kvikkede. Men det, der trænges til, er, at ogsaa den musikalske Autoritet protesterer mod den sceniske Forvanskning af Kulturværdier, som Gang paa Gang finder Sted paa Operascener baade her og i Udlandet. Først saa faar Protesten Vægt, for vi andre har jo ikke musikalsk Forstand.

Men vi er dog ikke uvæsentlige for Teatrets Trivsel, selvom vi bare er Publikum.

Årgang 18/1943, nr. 03