Musikpædagogisk status Del 1

Musikpædagogisk Status

Af FINN HØFFDING

Der er nu gaaet en halv Snes Aar, siden der ved Omorganiseringen af Musikpædagogisk Forening skabtes Grundlag for en radikal Udbygning af det musikpædagogiske Arbejde herhjemme. Næsten paa alle Omraader er der sket en frugtbar Udvikling, og det kunde maaske interessere, nu Bestræbelserne er slaaet an, at kaste et Blik ud over Resultaterne.

Arbejdet er foregaaet indenfor forskellige Omraader, af hvilke jeg vil nævne: Musikuddannelsen (Conservatoriet), Privatmusiklæreruddannelsen (Musikpædagogisk Forening), musikalsk folkeopdragende Arbejde (Folkemusikskolen og de kommunale Fortsættelseskursus m. m.), Musikopdragelsen i Skoler (Gymnasier, Folkeskolen og Sangskolen) samt Sanglæreruddannelsen ved Universitet og Seminarier, og endelig Organisters og Kantorers Uddannelse.

Der er ikke eet af disse Omraader, hvor der ikke er sket gennemgribende Reformer i Løbet af de sidste 10-12 Aar.

Angaaende de Ref ormer, som er sket indenfor Conservatoriets Musikuddannelse har jeg allerede redegjort for disse i »levende Musik« Februar 1942 i Anledning af Conservatoriets 75-Aars Jubilæum. Af denne Redegørelse fremgik det, at de Reformer, der dær er sket (Indførelse af store Eksamen, Solistklass en, Pædagogiske Kursus, Kantorkursus, Elementærskole og Aftenskole) netop er gennemført i det sidste Tiaar. De bedre Kaar, som nu synes at skulle blive Conservatoriet til Del, vil betyde overordentlig meget for Fremtidens Musikeruddannelse, da der sættes stærkt ind paa en Forhedring af selve Undervisningsforholdene.

Den vigtigste Begivenhed indenfor Musikopdragelsen i dette Tiaar er vel nok Gennemførelsen af den musikpædagogiske Eksamen som en officiel Eksamen, godkendt og kontrolleret af Undervisningsministeriet. Det tog lang Tid at faa, denne Eksamen anerkendt, og Overvejelserne om Eksamenskravene var lange; der var saa meget nyt at tage Stilling til, og mange pædagogiske Spørgsmaal var endnu ikke saa afklarede, at man kunde tage endelig Stilling til dem. Da undertegnede i sin Tid blev Formand for Musikpædagogisk Forening (1929), laa der allerede et Forslag til Statsprøve for Musiklærere i Undervisningsministeriet; Forslaget rummede en udmærket Tendens, men manglede helt praktisk Form; desværre var der før 1929 en vis Gnidning mellem Musikpædagogisk Forenings Ledelse (Louis Glass) og Conservatoriets Ledelse (Carl Nielsen) og det store Opgør, der fandt Sted i Foreningen umiddelbart før mit Formandsskab bevirkede, at man maatte stille Anerkendelsen af Eksamen i Bero og se Tiden an for at konstatere, om Bølgerne vilde lægge sig i Foreningen. Een Ting var man klar over, skulde Eksamen anerkendes af Ministeriet, kunde den ikke være Foreningens mere, afhængig af mere eller mindre tilfældige Generalforsamlingsbeslutninger, den maatte, være Statens eller rettere Undervisningsministeriets.

Mens man nu saa Tiden an og lod Bølgerne lægge sig, valgte jeg den Fremgangsmaade at forlene Eksamen med større officiel Anerkendelse ved at formaa Conservatoriet (ved Rudolph Simonsen) og Universitetet (ved Erik Abrahamsen) til sammen med Musikpædagogisk Forening (ved undertegnede) at udarbejde nye Eksamenskrav. Disse Eksamenskrav blev godt gennemprøvet i Praksis; den lange Tid, de henlaa i Ministeriet, gik ikke unyttet hen; der blev stadig arbejdet paa at gøre Kravene saa tidssvarende som muligt, idet man raadførte sig med Autoriteter indenfor hvert enkelt Fag. Imidlertid var Musikraadet dannet, og det var naturligt for Ministeriet at henvende sig til det som d ets Konsulent angaaende Betimeligheden af en anerkendt Musikpædagogisk Eksamen for Privatmusiklærere. Derved fik Landsretssagfører Eiv. Helsted som Musikraadets Sekretær Eksamensforslaget mellem Hæn-der og stillede paa den mest uegennyttige Maade sin Tid og sin Arbejdskraft. til Disposition for en systematisk Formulering af Eksamenskravene, saaledes at de uden videre kunde anvendes som en ministeriel Bekendtgørelse; paa samme uselviske Maade gav Rudolph Simonsen og Erik Abrahamsen deres Tid og Kraft til Udarbejdelse af Fordringerne danske Privatmusiklærere skylder disse tre Mænd stor Taknemmelighed, uden dem var Sagen næppe blevet gennemført.

Det, der kendetegner de nuværende Eksamenskrav, er de stærkt gennemarbejdede Krav til Børneundervisningen. Eksamenskravene tager jo ikke Sigte paa Musiklærere ved en højere Læreanstalt som Conservatoriet, men paa den store Skare af Lærere, som varetager Musikopdragelsen i den brede Befolkning. Det er i den store almene Musikundervisning af Børn, at de største Forsyndelser sker; Folks Opfattelse af Musikundervisning, deres Ligegyldighed og Tankeløshed i Valget af Lærere til Børnene er ikke en Kulturnation værdig. Jeg husker, at jeg i min første Formandstid overværede en Mængde Elevkoncerter for at kunne bedømme Standarden af den københavnske Musiklærrestand, og jeg var forfærdet; Niveauet var saare lavt, og saa maatte man endda regne med, at de, der gav offentlige Elevkoncerter, var den bedre Del af dem. Lærerne arbejdede med forældede Metoder eller snarere ganske metodeløst; Litteraturvalget var gyseligt, Børnene kedede sig og fik snarere Afsmag for Musik end Kærlighed til den; Musikopdragelsen var i de fleste Tilfælde i Hænderne paa de argeste Dilettanter. Den eneste Maade, paa hvilken man kunde komme ud af dette Uføre, var den at have offentlig kontrollerede Musiklærere, saa Publikum i hvert Tilfælde vidste, til hvem de skulde henvende sig. Det var med den største Glæde, vi, der havde arbejdet paa Eksamen, paahørte Departementschef Graaes Udtalelser ved den afsluttende Konference i Ministeriet; Departementschefen havde den fulde Forstaaelse af, hvad en saadan Eksamen vilde betyde f or dansk Musikkultur, og de to Aar, der er gaaet siden Eksamen blev an-erkendt, har rigelig bevist Eksamens Betydning.

Men hvori bestod nu det nye, man søgte gennemført for Børneundervisningen? Som i saa mange Tilfælde, saaledes ogsaa her; det nye viser sig at være gammelt. Man søgte i Virkeligheden at genoptage de musikpædagogiske Metoder, som man var stærkt inde paa i det 18. Aarhundrede.

Det er forbløffende, hvor mange Mennesker, der blot spiller med Fingrene, men lader Øret være passivt; man mærker det paa Spillet, det er mekanisk og uden musikalsk Sammenhæng; Musikundervisningen gik for meget ud paa at opøve manuel Færdighed, paa at brillere som de store Løver paa Podiet, der selv ofte var mere Equilibrister end Kunstnere. Man plagede Livet af Børn med idelige Øvelser, Skalaer og Etuder og gav dem Stof, som de i Virkeligheden rent psykisk ikke havde Forudsætninger for at forstaa. For at raade Bod paa dette, indførte den nyere Undervisning Hørelære, lagde mere Vægt paa Undervisningspsykologi med dens Udredninger af de forskellige Elevtyper og interesserede sig for Litteratur, der mentalt var i Overensstemmelse med Børns musikalske Fatteevne. For ældre Pædagoger, der forlængst havde ophørt med Børneundervisning og kun uddannede viderekomne Elever og derfor havde glemt Børneundervisningens Problemer, lød alle disse Ting besynderligt; de fleste stod paa det Standpunkt, at enten kan man undervise eller ogsaa kan man ikke; Evnerne til det er medfødte; ja, dette er tildels sandt, men det udprægede pædagogiske Talent, der uden Vejledning saa at sige af sig selv finder ind til den mest effektive Undervisningsform, er uhyre sjældent, de fleste har uvurderlig Udbytte af Vejledning og Oplysning; det pædagogiske Talent udfolder sig ligesom alle andre Talenter først efterhaanden og kun gennem vedholdende Øvelse; detbetyder uendeligt meget, at den unge Lærer tidligt paa sin Løbebane ledes ind paa det rigtige Spor; det er hverken godt for ham eller hans Elever, at han skal f amle sig f rem.

Enhver ved, at Børnepsykologien har taget et mægtigt Opsving i de sidste Aartier; intet er derfor naturligere end at Musikopdragelsen af Børn udnytter de Resultater, den har naaet til og overfører, hvad der egner sig til det, paa den musikalske Børneopdragelse. Et af de ledende Principper indenfor den moderne Børneopdragelse er Ansporingen til Selvvirksomhed. Det er ikke, som det ofte misforstaaet siges, at lade Børnene gøre hvad de vil, men det er at lede dem til selv at gøre deres Erfaringer; lige fra den tidligste Barndom hører man de smaa sige: »kan sæl«; det, de selv gør, har en ganske anden Betydning for dem end det, der skal gøres paa Befaling. Den moderne Børneopdragelse er stik imod Autoritetsprincippet, den hviler dybt i et demokratisk Livssyn, som altid har anset ethvert Menneske for en Induvidualitet og ikke blot en Mekanisme. Dette Selvvirksomhedens Princip har paa det musikalske Omraade (ligesom indenfor Faget Tegning) ført til »den produktive Metode«, hvor Børn selv forsøger at sætte Toner sammen og paa den Maade ingenlunde bliver Komponister, men opnaar en levende og inderlig Kontakt med Melodi, Rytme og Harmoni, der muliggør en indgaaende Forstaaelse af Kunst, der vil være lige saa langt fra stupid Maaben over Fingerfærdighed, som fra sygelig Sværmen og Svælgen i Klangberuselse. Man fører Eleverne til Musikkens Værksteder, lærer Haandværket og naar derved til efterhaanden at vise dem, hvorledes Aand og Storhed viser sig gennem store Kunstneres Værker. Den produktive Metode er en integrerende Del af Hørelæren; denne rækker fra den rent elementære Nodelære til den mere komplicerede Beherskelse af de musikalske Elementer, over Teorien (der altid har anvendt den produktive Metode) til Formlæren d. v. s. Formhøringen. Fordelen er at musikelskende Elever, uden specielle instrumentale Evner (og deres Tal er stort) blot ved en Smule instrumental (eller vokal) Færdighed faar Midler ihænde til virkelig Indtrængen i og Kendskab til Musikkens Kunst. Hørelærens stærke Fremtrængen er ogsaa foregaaet i det sidste Aarti; Foregangsmanden var her Fru Dagmar Borup, der for over 20 Aar siden begyndte sin Virksomhed for Solfégen, den franske Form f or Hørelære og fik den indført bl. a. paa Conservatoriet og den kgl. Balletskole. Noget senere begyndte det angelsaksiske Tonica-Do System, der bygger paa den relative Tonebevidsthed, at gøre sig gældende vistnok mest i sin tyske Udformning gennem Margrethe Dahl og Ellen Margrethe Jørgensen; den fik sit eklatante Udtryk i Olaf Jacobsens og Otto Mortensens Klaverskole og i Olaf Jacobsens udmærkede Bog om Klaverpædagogik. Som jeg før sagde, der intet nyt i disse saakaldte Reformer; det 18. Aarhundrede lagde særdeles megen V2egt paa Hørelæren og kendte den produktive Metode; Personligheder, velkendte ogsaa fra anden Side, som Ferdinand Hiller, J. A. P. Schultz og Jean Jacques Rousseau arbejdede indgaaende med disse Spørgsmaal; -de europæiske Stridigheder i første Halvdel af det 19. Aarhundrede i Forening med Romantikkens Genidyrkelse'og Virtuosforgudelse lod disse sunde og dem Respekt for frugtbringende Ideer smuldre hen. Det var i Forstaaelse af Musikopdragelsens store Betydning for den almene Musikkultur, at Conservatoriet for 10 Aar siden oprettede sine Kursus for Musiklærere; men ønskede at give Musiklærere eller vordende Musiklærere Indsigt i den moderne Musikpædagogiks Problemer, ikke mindst hvad Børneundervisningen angik, og den Mand, der fremfor alle arbejdede paa disse Spørgsmaal, nemlig Olaf Jacobsen, knyttedes til dette Kursus, samtidig med at han arbejdede i samme Retning paa Alexander Stoffregens Klaverkonservatorium; desværre blev der kun forundt Olaf Jacobsen kort Tid til dette Arbejde, da Døden rev ham bort, men Knud Leopold Nielsen har paa den smukkeste Maade fortsat hans Virksomhed paa sin egen helt personlige Maade.

Karakteristisk for 30'ernes frejdige Tillid til Ideerne var de ledende Pædagogers Stilling til Undervisningslitteraturen, igen særligt den der var beregnet for Børn. Her spiller igen børnepsykologiske Resultater ind; dens Udredning af Børnepsykens Struktur og sjælelige Kapacitet medførte en kritisk Revision af den Musiklitteratur, man bød Børn. Den stærkt sentimentalt prægede og dynamisk komplicerede romantiske Litteratur fandtes ikke egnet for Børn, hvis Psyke er usentimental og ukompliceret. Det musikantiske, det rytmiske, særligt, det motorisk-rytmiske fandtes derimod velegnet, for en stor Del ogsaa det polyfone, naar det ikke var for kompliceret. Man fandt frem til det 18. og ogsaa det 17. Aarhundredes Musik, særligt. til dens sobre og melodisk fintformede Dansemusik, ligesom man ogsaa anvendte gode Udsættelser af Folkedanse fra alle Lande, hvilket f. Eks. er karakteristisk for Olaf Jacobsen og Otto Mortensens Klaverskole saavelsom for Oluf Rings Klaverskole og Violinskole, det samme gælder Karl Baks Klaverskole og Thorv. Aagaards Violinskole. Man fandt en paralleltløbende Tendens i 30'ernes moderne Musik og søgte at f aa samtidige unge Komponister til at skrive Musik, let spillelig og saa usammensat, at den egnede sig for Børn inden Overgangsaarene. Den direkte Aarsag til Carl Nielsens to Hefter Børne Klavermusik var et Møde i Musikpædagogisk Forening, hvor en stor Skare Komponister var til Stede, og hvor det blev diskuteret, hvordan en saadan Børnelitteratur skulde være. Resultatet af denne Diskussion, som for en Gangs Skyld gav positivt Resultat, blev den Erkendelse at det meste af den saakaldte Børnemusik nok havde Børnetitler og ogsaa nok kunde more Børn at høre, men at den saa godt som aldrig var overkommelig at spille, idet den teknisk og ogsaa i mange Tilfælde i aandelig Henseende laa over, hvad Børn kunde yde; man var enige om at det, det gjaldt om, var at skabe en Litteratur, som Børn kunde spille og samtidig føle som Udtryk for sig selv. Carl Nielsen med sin glimrende Intuition indsaa i et Nu det rigtige i Problemstillingen, og der gik vist ikke en Uge efter Mødet, før han ringede mig op i Telefonen og bad mig høre paa nogle smaa Stykker, han havde lavet til Brug for Børneundervisningen. Det var de to Hefter »Klavermusik for Smaa og Store«, som da blev til; de er nu klassiske og uundværlige i vor Tids Undervisning; smaa ejendommelige Kunstværker brugbare paa meget forskellige Tidspunkter i Udviklingsgangen. Ikke længe efter var Musikpædagogisk Forening i Samarbejde med Wilh. Hansens Musikforlag i Stand til at udskrive en Konkurrence om de bedste Stykker for Børn; denne Konkurrence førte til to interessante Hefter betitlet »Vor Tids Børnemusik« skrevet af adskillige af vore bedste Komponister. Herefter er der jævnligt udkommet smaa Hefter med moderne dansk Musik, for blot at nævne. nogle Navne: Herman D. Koppel, Beate Novi, N.O. Raasted, Oluf Ring, Knudåge Riisager, Sv. E. Tarp, Flemming Weis og Richard Østerfeldt. Samtidig udgav Musikpædagogisk Forening en Serie med klassike Ting egnet for unge Klaverspillere, ligesom Oluf Ring har udgivet adskillige Hefter med Musik fra det 17. og 18. Aarhundrede.

Hele denne Omlægning af Undervisningslitteraturen var ikke noget specielt for Danmark; den samme Indstilling møder man i andre Lande f. Eks. i Ungarn, Tyskland og England; i Tyskland beskæftigede Poul Hindemith sig meget med pædagogiske Problemer og adskillige foruden ham skrev let udførlige Ting i moderne Stil for Begyndere; af nok saa stor Betydning som Hindemiths Børnekompositioner blev, hvad Ungarn igennem Bartok og Frankrig gennem Strawinsky præsterede; i Tyskland og ogsaa i England blev der udgivet utallige Hefter med ældre Litteratur fra første Halvdel af det 18. Aarhundrede, Musik som tildels ikke var udgivet før og som i hvert Tilfælde ikke var blevet benyttet, siden den Tid den opstod. Der var megen god, Musik blandt baade. den gamle og den nye, men ogsaa adskilligt, der var ligegyldigt. Af blivende Værdi er i hvert Tilfælde Bartoks »Für Kinder« (som. dog ikke er for smaa Børn) og hans lille Hefte »The first term at the piano« og Carl Nielsens to Hefter. Disse Samlinger vil sandsynligvis leve et langt Liv Side om Side med Schumanns Børnestykker, der stadig hævder sig smukt ogsaa i vore Dage.

(sluttes).