Omkring Statsradiofoniens musikalske studiekredsarbejde

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 03 - side 65-68

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Omkring Statsradiofoniens musikalske Studiekredsarbejde

Af POVL MAMBURG.ER

Det er som bekendt det første Skridt, der koster. Dette Ord tør nok maaske ogsaa udlægges saaledes, at det under visse Omstændigheder kan blive dyrt, om Skridtet forfejles. Et brækket Ben i Starten, og den videre Fremmarch er dermed for længere Tid forhalet - maaske for stedse umuliggjort.

Denne Tanke melder sig uvilkaarligt, efter at man i denne Sæson har set Statsradiofonien gøre det første Skridt paa en for denne Institution helt ny Vej - og allerede har kunnet konstatere med hvor ringe Omtanke dette nye Skridt er ført ud i Verden. Hermed sigtes til det Arbejde, Radiofonien siden Efteraaret har holdt i Gang i den musikalske Folkeoplysnings Tjeneste, et Arbejde, som foreløbig har givet sig Udslag i Udsendelsen af en Grundbog, »Musikens Grundbegreber«, forfattet af Kai Aage Bruun, og Oprettelsen af dermed forbundne Studiekredse.

Radiofonien har efter snart to Aartiers Bestaaen haft rigelig Frist til at finde ud af, hvorledes et saadant Arbejde, bedst kunde anlægges, og man havde med Grund kunnet vente, at denne lange Frist var blevet udnyttet til grundigst mulig Overvejelse af Tingen, til en saa fornuftig og i alle Enkeltheder vel gennemtænkt Planlæggelse af hele Arbejdet, at i hvert Fald fundamentale Misgreb paa Forhaand havde været afværget. Desværre har dette ikke været Tilfældet. Saaledes som dette Projekt nu er bragt til Verden, er det simpelthen dødfødt - til stor, maaske ubodelig Skade for en Sag, som rigtigt forstaaet og rigtig grebet an uden Tvivl kunde blive til megen Gavn for Musikkulturen.

Hvem er det nemlig Radiofonien ønsker at f aa i Tale gennem disse nye Foranstaltninger? Det er naturligvis den store »menige« Skare af Musiklyttere og deriblandt - det forstaar man ogsaa af Indledningen til Grundbogen - først og fremmest de forudsætningsløse, dem soin uden derfor at behøve at mangle musikalske Muligheder dog endnu ikke er naaet til et dybere Forhold til Musiken, end at Behovet væsentlig kan dækkes gennem Skønsang, Jazz og anden Underholdning i laveste Plan, - dem, i hvis Bevidsthed al højere Musik falder ind under det forhadte Begreb »Opusmusik«, - dem, for at sige det klarest, der i Henseende til musikalsk Udvikling befinder sig paa et Trin næppe meget højere end Barnet i dets tidligste Skoleaar i Forhold til den store Litteraturs Mesterværker.

Lad os blive et Øjeblik i dette Billede og tænke os, at man i en Skole fandt paa at indføre en »Læsebog« for de 8-9aarige, begyndende med de nødtørftige Regler for Retskrivning og Syntaks, bringende allerede midtvejs Læseprøver ikke alene fra Grimms Eventyr, »Fabler for Børn« og lignende lettilgængeligt Stof, men ogsaa fra Digtere som Shakespeare, Goethe, Ibsen, Dostojevski, for endelig i Bogens sidste Fjerdedel at forudsætte, at Eleverne kan følge med i en Forklaring af Idé, Personer, Handlingsgang o. s. v. i saadanne store Digteres Dramaer eller Romaner. Og - mærk det vel - ikke som noget, der skulde foregaa ved en langsom Udvikling op gennem Aarene, nej - i Løbet af et eneste Skoleaar skulde hele Stoffet være taget igennem!

Det kan da kun ske i -en Tegnefilm saadanne »futuristiske« Skoler eksisterer vel ikke? Det gør de heller ikke, det er bare Statsradiofonien der tror, at den Slags Eksperimenter har blot Antydning af Rod i Virkelighedens Verden. I Løbet af smaa halvandethundrede Sider fører saaledes Grundbogen den arme forudsætningsløse Læser i Lyntogstempo gennem Akustik, Tonesystemer, Intervaller, Skalaer, Melodi-, Rytme- og Harmonibegreb (her f. Eks. forudsættes det, at Eleven efter 10 - ti - Sider »Akkordlære« kan tage Stilling til et »overkromatisk« og »overdissonantisk« Nodecitat fra »Tristan og Isolde«!) samt Kontrapunkt, for at levne de sidste 40-50 Sider til Formlæren med analytisk Gennemgang af en Række af de vigtigste klassiske Former: Variation, Sonate, Rondo, Menuet, Scherzo, Ouverture.

Det er, som man vil have forstaaet, en ganske artig Stoffylde, der saaledes er presset sammen paa denne relativt begrænsede Plads - lige fra Tonens Oprindelse til de store klassiske Musikformer. Men saa er der vel til Gengæld ved Tilrettelæggelsen af det praktiske Studiekredsarbejde draget Omsorg for, at der bliver saa meget mere Tid dertil - Tid til at man for Alvor kan fordybe sig i Tingene, kan give alle de mange Enkeltheder Chance for helt at bundfælde sig? Ak nej, dertil bliver der skam ikke »Tid« - og det er det mest besynderlige ved hele denne besynderlige Affære: Man synes virkelig inden for Statsradiofonien at tro paa Muligheden af med blot Skygge af Held at kunne trække Folk igennem hele dette omfattende og for de fleste vel aldeles ukendte Stof paa bare lidt mere end et halvt Aar og de alt i alt en halv Snes »vejledende« Demonstrationer i Radioen! Fra Oktober til Maj skal den forudsætningsløse »Opushader« være gaaet saa vidt frem i Dyd og gode Sæder, at han ikke bare kan begynde at affinde sig med højere Musik, men endog med Udbytte følge med i en analytisk Forklaring af en klassisk Sonate eller Symfoni! Naturligvis forbydes det ingen inden for Kredsene at mødes hyppigere end Radioens hver tredie-fjerde Uge - det forudsættes vel endog, ligesom ogsaa Radiofonien selv ædelmodigt staar til ekstra Disposition med Raad og Daad og Materiale. Men Radiofoniens Termin maa. nødvendigvis overholdes, om ikke Deltagerne skal komme ud af Trit og sakke bagud i »Lærdommen«.

Som Radiofoniens musikalske Studikredsarbejde nu former sig, er det ikke en sur Sild værd. Det er et nyt og talende Vidnesbyrd om den moderne Tids Ukultur, dens Hastværk, dens Overfladiskhed, dens Opsathed paa bare at «lave noget« - ligemeget om det man laver er nok saa daarligt overvejet -og nok saa sløjt tilrettelagt.

Og saa var jo oven i Købet her et Tilfælde, hvor den rigtige Maade at gribe Tingen an paa laa saa lige for, at der i Grunden slet ikke havde krævedes noget egentlig Hovedbrud fra Arrangørernes Side for at faa Øje herpaa. Nemlig bare ikke at gøre det - forkert.

For at forstaa dette krævedes ganske vist først en Smule radiofonisk Selvbesindelse. Maaske ikke det allernemmeste, men det maatte have været forsøgt. Thi hvad er nemlig den første Betingelse for at kunne øve kulturel Indflydelse? Den vel, at man selv er i Besiddelse af Kultur. Intet har jo dog saa afgørende Betydning for al Opdragelse som netop det gode Eksempel. I Indledningen til Grundbogen tegner Kai Aage Bruun følgende Billede af Radioen som Musikspreder - og her mangler for en Gangs Skyld ikke Virkelighedssans: »Æteren er bogstavelig talt fyldt til Trængsel af Tonebølger; Luften er blevet, en mægtig, usynligt jordomspændende Æolsharpe, der bruser af Klange, af skæmtefulde, alvorlige, kendte og ukendte, ædle og evige, letkøbte og døgnprægede Toner, klassisk og moderne Musik, Bach og Gershwin, Weyse og Riisager, Mozart og Kàlmàn, Palestrina og Lumbye i sød Forvirring«.

I sød Forvirring - ja akkurat, og dér ligger Hunden begravet. Kulturens Væsen er Klarhed, Fornuft, Sammenhæng, og inden Radiofonien tør gøre Krav paa at blive taget alvorlig som Kulturfaktor, maa den derfor gøre et ærligt Forsøg paa at bringe i alt Fald nogen Fornuft og Sammenhæng ind i sin daglige Gøren og Laden i Stedet for den herskende »søde Forvirring«. Thi hvad hjælper det, at man rækker Spidsen af en Lillefinger til »Oplysningen«, saalænge »Forvirringen« gladeligt beholder Resten af Haanden.

Hvad de nu løbende Studiekredse angaar, er der vel ikke andet at gøre, end at lade dem løbe deres korte Line ud - og saa starte dem paany paa en anden og mere fornuftig Basis. Først og fremmest - naturligvis - ved at bringe de orienterende Udsendelser med tilhørende Demonstrationer hver Uge i Sæsonen, og uden at Bøtten behøver at vendes med hver ny Sæson, hvad simpelt hen betyder Spild af hele Indholdet. Kultur opstaar gennem Veekst og Udvikling, og alt saadant kræver Tid. Og kan »Tiden« ikke vindes paa anden Maade, saa kan den meget nemt vindes ved at drage de øvrige oplysende Musikudsendelser ind under det permanente Studiekredsarbejde. Januar bragte saaledes foruden de faste Skoleudsendelser bl. a. saadanne i og for sig gode Udsendelser som «En Melodis Historie« (Folie d'Espagne) og Sv. S. Schultz' Grammofon-Analyse af Carl Nielsens Chaconne. Meget godt, men endnu bedre, om saadanne spredte og tilfældige Udsendelser samledes under en ledende Idé.

Siger man saa, at heller ikke det kan lade sig gøre, de samme Lyttere kan ikke holde ud saa længe, de falder fra - ja, saa maa man lade dem falde fra - som maa falde fra - en Del lykkes det vel at holde fast. Der er i alt Fald intet vundet ved at holde paa Folk et sølle halvt Aar for saa at slippe dem løs mindre kloge end de kom - for det er den sikre Følge af Halvdannelsesbestræbelser, under hvilke Former saadanne end søges praktiseret. Der fører ingen Kongevej til Geometrien, siger et gammelt Ord, men det gør der heller ikke til musikalsk Forstaaelse og Kultur, endnu mindre nogen Genvej. Hertil, som til alt, hvad der har med Aand at gøre, kræves Personlighedens fulde Indsats - Arbejde, Taalmodighed, Koncentration, sjælelig Energi. Dette kan aldrig blive de store Massers Sag, og intet fornuftigt Menneske tror mere paa Muligheden af »Massekultur«. Al Kultur opstaar gennem Udvælgelse, alt Kulturarbejdes Maal er at skabe Elite, og alt Kulturarbej de maa derfor tilrettelægges med dette Maal for Øje.

Årgang 18/1943, nr. 03