I anledning af -

I Anledning af

I sin storartede Artikel om Gabriel Fauré i »Dansk Musiktidsskrift«s Januarhefte skriver Richard Hove et Sted: »Gabriel Fauré hører til de største Kunstnere, Frankrig har haft. Samtidig med Degas og Rodin hører han til en Generation, hvis Beherskelse af Formen hævede dem over alle tekniske Hindringer. Det er denne tekniske Fuldkommenhed, der undertiden falder os for Brystet. Vi er vant til at ville lugte Sved for at tro paa Arbejdet. Det har været nær ved at være saaledes, at det, at en Problemløsning var elegant, gjorde den mistænkelig«.

Lad os bare med det samme fastslaa, at det ikke blot har været nær ved at være saaledes, men at det i altfor høj Grad er saaledes - ja, maaske den Dag i Dag mere end nogensinde tidligere. Richard Hove har her rørt ved et Problem af fundamental Betydning for al Kunstbetragtning. Det er jo paradoksalt nok saaledes, at der hvor det største Arbejde med Formen er gjort, der, hvor alle skarpe Kanter er slebet omhyggeligt af, saa Overfladen præsenterer sig jævn og glat - kort sagt, hvor der er Tale om den virkelige Kunst, som er Resultatet af virkelig Kunnen - der mærker man, naar man stilles overfor det færdige Værk, overhovedet intet til det maaske kæmpemæssige Arbejde, der er gaaet forud; utaknemmeligt nok affærdiges det »fuldkomde« Kunstværk ofte med et Skuldertræk til Fordel for det Arbejde, der - hvadenten det nu skyldes Dovenskab eller Uformuenhed hos Producenten - kun er halvt gjort, og hvor man kun altfor tydeligt bliver konfronteret med Kunstnerens Kamp med Stoffet, kort sagt, hvor man lugter Sveden; men et saadant halvfærdigt Arbejde opnaar ofte Prædikater som »talentfuld«, »interessant«, »personligt« o. s. v. Af en Kunstners Mangel paa Evne til at udtrykke sig klart, koncist, elegant og rammende bindes mangen ufortjent Laurbærkrans. Det er givet, at en Mand som Fauré repræsenterer en Kunstnertype, der ved sin selvfølgelige artistiske Musikalitet. ved denne aldrig svigtende Evne til at gøre det rigtige, maa være egnet til at bygge Bro mellem noget af det mest værdifulde i Fortid og Nutid tværs over 1920ernes golde og anstrengte Teoretiseren, og det er derfor forsaavidt beklageligt, at han og hans Type hidtil har været saa lidt paaagtet her i Landet. (Jeg selv begejstredes som 16-aarig over Faurés Kammermusik og Sange, ikke at forglemme hans Musik til Maeterlincks »Pelléas og Melisande«, der ligger lige langt fra Debussys og Sibelius' mere kendte Fortoninger af dette Drama). Gaar vi tilbage til »de gode gamle Dage«, inden Musiken gik hen og blev »national«, og sammenligner vi f. Eks. en Række Ouverturer af Weber, Kuhlau, Cherubini, Berlioz o. s. v., da finder vi denne selvfølgelige Beherskelse af Apparatet, som, alle individuelle Ejendommeligheder tiltrods, gør disse Værkers Ophavsmænd til Medlemmer af samme Familie indenfor Musikens Verden. Og jeg er forøvrigt ikke bange for i denne Sammenhæng at tage en Gigant som Mozart med. Mozart var først og fremmest et Barn af sin Tid (og dens enestaaende Sans for formel Klarhed), og det er ikke altid det ringeste, man kan sige om en Kunstner. Da Formen og dermed Beherskelsen af det tekniske Apparatur i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede med stigende Hast svækkedes, da »Personligheden« stak sit sære og fordrejede Fjæs frem, og lige til hele Uvæsenet kulminerede i Tyvernes og Tredivernes sveddryppende og pessimistiske mellemeuropæiske Taagedannelser - i al den Tid holdt Frankrig bestandig Hovedet koldt: Fauré, Debussy, Roussel, Ravel og Milhaud var alle Formens Mestre par excellence - i mindre Grad César Franck, i hvem der trods alt stikker et stort Stykke af en Germaner.

»Tiden er inde til at kvæges ved ars gallica,« udraaber Hove. Det er den. Og det har den utvivlsomt været længe.

Sv. Erik Tarp.