Ny dansk musik

Ny dansk Musik

Niels Viggo Bentzon:

Trio for Fløjte, Obo og Klaver, Opus 20

Kammermusik med blæsere er i den senere tid blevet en yndet koncertform, og radioens to soloblæsere paa henholdsvis fløjte og obo, Erik Thomsen og Mogens Steen Andreassen, har da heller ikke ladet sig ubemærket paa koncertprogrammerne. Ved deres anden koncert onsdag den 3. februar uropførtes en trio for fløjte, obo og klaver af Niels Viggo Bentzon op. 20 1943, tilegnet trioen Erik Thomsen, Mogens Steen Andreassen og Esther Vagning.

Niels Viggo Bentzon hører til de yngste men sikkert mest produktive danske komponister. Bortset fra hans ouverture op. 14 er det kammermusiken, der har hans store kærlighed, og værket vidner ogsaa i høj grad om hans store kunnen i den intime musikform. I førstesatsen (allegro moderato) indleder fløjten med hovedideen, understøttet af oboens kontrapunkt.

N. V. B. arbejder meget med hovedtemaet, der naar sit højdepunkt, hvor klaveret overtager temaet, mens blæserne bevæger sig i et fantasifuldt kontrapunkt, der munder ud i sideideen. Her begynder den for N. V. B. saa karakteristiske polyrytmik.

Han behandler hele satsen igennem det polyfone lige saa smukt og levende som det polyrytmiske, og det er specielt Bentzonsk, at han ofte yderligere understreger det polyfone ved stærk polyrytmisk spil. Som modsætning til førstesatsen, der trods de mange inspirerede ideer alligevel holder sig i en lidt given form, kommer anden sats med betegnelsen, andante in modo di improvizazione, sikkert trioens musikalsk set vægtigste del. Det tematiske og rytmiske er, frit, med mange overraskende episoder, stærkt virker meno mosso delen, hvor fløjtens lange capriciøse, melismer bringer N. V. B.s tidligere værk variationer for solofløjte i erindring. Sidste sats' hovedtema lader ane en fuga, obo og klaver indleder med et næsten barokt tema, Eks. 3, men i fjerde takt blander fløjten sig i samtalen, og den strenge form ebber ud, Eks 4. Dette tema virker en smule mat, og staar i musikalsk kvalitet ikke paa højde med den i kompositorisk henseende fint udarbejdede sats. N. V. B.s kompositoriske fysiognomi tager man ikke mere fejl af, hans melodik kan sidestilles med Hindemith, men han har yderligere et plus i de meget fritstrømmende og levende rytmer, som man gennem et par slægtled kan føre tilbage og finde hos Brahms. Op. 20 staar ikke saa stærkt, i Benzons produktion, men har fornemmelsen af lidt -hastigt arbejde, men et interessant værk er det,. der paany placerer N. V. B. blandt de første yngre danske komponister. Trioen fortjener ros for den smukke udførelse af det ny værk.

Frede Schandorf Petersen.