Omkring Porgy and Bess

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 04 - side 87-89

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    © PR

Omkring Porgy and Bess

Af NIELS VIGG0 BENTZON

Tanken med denne Artikel er at gøre Forsøg paa at give et mere intimt Billede af George Gershwin's musikalske Stil paa Basis af hans Hovedværk: Operaen »Porgy and Bess«, og dels at bringe en Omtale af Premiéren paa Det kongelige Teater. Oplysninger m. H. t. Komponistens Privatliv eller Anekdoter om Operaens Forhistorie m. m., finder jeg ikke er paa sin Plads her inden for disse Rammer.

Interesserede kan søge dem i Dagbladsanmeldelser eller i Musiklexika o. l. Steder. Det jeg vil forsøge er derimod gennem et Par Eksempler, at vise Gershwin's typiske Harmonik, som den forekommer her i Operaen. Lad os gribe dybt i Posen og fremdrage 2 Citater, som er karakteristiske for Stilen.:

Som det ses af Eksemplerne benytter Gershwin ret kompliceret Harmonik. I det
første Eksempel er der Tale om en Kombinationsklang (Akkord Nr. 2). Sammenstillingen g-moll-E Dur har tydelig polytonal Oprindelse, et vigtigt Træk hos visse Komponister af den nyfranske Skole (Milhaud, Roussel). I det andet Eksempel kan Harmoniforbindelserne nærmest henregnes til en Slags »forgrovet« Impressionisme. Klangkomplekset med Styrkebetegnelsen ff er ligeledes en Kombination af forskellige Tonaliteter, som vi saa hyppigt møder i Bavels Værker (f. Eks. i Klaverværket »Gaspard dans la nuit«). - Melodiken i »Porgy and Bess« er en passende Blanding af pentatone og kromatiske Elementer. I Operaens store »Schlagere«, hvor de primitive »spirituals« tydeligt lurer i Vandskorpen, ser man hyppigt, at et oprindeligt pentatont. Anslag efter et Par Takters Forløb »harmoniseres«, d.v.s. t ilføjes kromatiske Vendinger, hvorved den til Tider djærve Melodik gøres svagere og et ubehageligt sentimentalt Moment træder i Forgrunden. Denne stærke Stilblanding i rent musikalsk Henseende svækker i nogen Grad Indtrykket af kunstnerisk Individualitet.

Man kan dog ikke frakende Gershwin dramatisk Slagkraft, som paa psykologiske Højdepunkter tit er af elementær Virkning.

Det vil føre for vidt her nærmere at belyse det Mylder af Detailler, som denne Porgy-Musik indeholder. Kun skal det anføres, at paa Ideer skorter det ikke hos denne Komponist. Disse er dog hovedsageligt af illustrerende Karakter og har ikke meget ren musikalsk Gehalt. Musikken er scenisk, psykologisk underbyggende og tit der, hvor Musikken spiller alene, som f. Eks. ved Sammenføjelsen af de forskellige »Numre«, virker den rent sekundær og kunde i mange Tilfælde være strøget. Adskillige oplivende Momenter er der dog heldigvis og man kan ikke lade være at tænke paa, at havde Gershwin foretaget en langt mere indgribende Sigtning af sit musikalske Raamateriale, da kunde denne Musik godt være rykket op i Plan med Samtidens andre Operaer og sikkert sat større Skel end Tilfældet har været hidtil.

Hvis vi til Eksempel tager Paul Hindemith's Opera »Mathis der Maler«, en i musikalsk Henseende diametral Modsætning til »Porgy and Bess«, og trækker nogle Paralleler mellem disse 2 Værker, vil vidtrækkende Perspektiver kunne oprulles. Hos Hindemith er Stoffet helt igennem homogent; det er hans Arbejdsmarks Resultater, der nedfældes og gives dramatisk Form og Udtryk.

Musikken er saglig, d. v. s. absolut musikalsk og kan godt benyttes som Koncertmusik (jfr. hans egen Bearbejdelse af Operaen til Symfonien »Mathis der Maler«). Hvordan vilde »Porgy and Bess« virke i Koncertsalen? En »symfonisk« Udformning af denne Musik er vel overhovedet ikke tænkelig, idet det rent musikalske i saa høj Grad er afhængig af det dramatiske, psykologiske og lignende »sceniske« Momenter.

Gerhwins Musik er som Følge deraf udpræget af illustrerende Karakter og reduceres i det Øjeblik »Scenen er borte«, d. v. s. i Mellemakterne, til at være et Musikprodukt af temmelig ringe Kvalitet. Kun i de virkningsfulde »songs« fornemmes Glimt af en udpræget oprindelig Begavelse, og det er vel ogsaa. her, at den berømte Komponist taler med det kraftigste og for os mest. sympatiske Tonesprog.

Opera-Premiéren paa Det kgl. Teater blev, som alle Dagbladene var enige om, en overmaade stor Succes. Dette skyldtes ikke mindst det minutiøse Forarbejde, hvis Hovedkraft utvivlsomt har været Sceneinstruktør Poul Kanneworff. I denne Sammenhæng maa ogsaa Det kgl. Teaters Korrepetitør, Harald Agersnap, nævnes, hvis Arbejde maa have været enormt, thi Koret spiller en altomfattende Rolle i denne Opera. Af de Udførende bærer paa en vis Maade Poul Wiedemann. Førsteprisen. Hans Fremstilling af Varieté-charlatanen »Sporting-Life« vidnede om sikkert Blik for denne Side af Negermentaliteten. Der var noget af den rigtige »Svajer«-Type over ham, og den Maade, hvorpaa han førte sig paa Scenen, ramte præcist i Centrum. Ustyrlig grotesk foredrog han den berømte Sang om »Herr Jonas, han sad i en Hval«, hvor det mægtige glissando Brøl komplet tager Vejret fra En. Ogsaa Hovedfigurerne Porgy og Bess blev overbevisende fremstillet af henholdsvis Einar Nørby og Else Brems. Negerillusionen var maaske her knapt saa overbevisende som i Wiedemanns Fremstilling, men det var dog alt i alt en værdifuld kunstnerisk Indsats de to fortræffelige Kunstnere ydede. Else Brems mezzo egner sig godt for denne Stil. Den har baade dramatiske Højdepunkter, virkeligt psykologisk Perspektiv og stemmer godt overens med Nørbys karakterfulde Røst.

Henry Skjærs Grown var ægte skjærsk Udpræget viril og dæmonisk. Man kom uvilkaarligt til at tænke paa noget saa forskelligt fra dette her som hans Jago i Verdis Othello. Begge Roller gennemsyres af Skjeers Personlighed. En vis »fortættet« Brutalitet, der er helt hans egen. Den talentfulde Niels Bjørn Larsen havde arrangeret Dansene. I Scenen ude paa Kittiwah-Øen, hvortil Negerkolonien gør Skovtursudflugt, var der indlagt en fortræffelig Dans, et hvirvlende, fygende Orgie af svedige Negerkroppe, Brøl og Skrig.

Sidst, men saa sandelig ikke mindst maa Johan Hye-Knudsen nævnes som øverste Autoritet paa selve Valpladsen. Hans mesterlige Instruktion fik det hele til at klappe fuldstændigt. Uhyre svaert maa det have været at indleve sig i denne for Danskere saa fjerne Neger-Mentalitet, med dens specielle Form for Udførelsespraksis og hele særprægede Psyke. Ogsaa det kgl. Kapel gjorde en fortjenstfuld Indsats for det for dem saa fremmedartede Stof.