Den svenske musikuge i danmark 23.-29. maj 1943

Den svenske musikuge i danmark

23. - 29. maj 1943

Af KNUDÅGE RIISAGER

Spærret ude fra al sund og frugtbar påvirkning fra omverdenen omkring os løber vi let den fare at grave os ned i vort eget, mere end godt er og gå åndelig kredsgang - som den, der farer vild og bestandig vender tilbage til det samme punkt.

Der kommer noget indædt og indgroet over åndslivet, som ikke er godt. Selvfølgelig er det storartet at samle indtrykket af sine aktiver og udnytte dem i en tid, der kun alt for gærne vil sløre vor dømmekraft og stække vor selvtillid. Men det er ikke nok. Vi må ikke glemme vor naturlige trang til at bevare udsynet frit og uhildet, den der altid har været dansk åndslivs fornemste styrke.

Når danske musikkredse har taget initiativet til at foranstalte en svensk musikuge over hele landet i denne sidste majuge er det da også først og fremmest fordi vi har villet vise, at vi ikke har glemt, at der engang var kraft og grøde i den mellemfolkelige åndsudvexlings ide, og det ligger nær at tro, at musiken mer end nogen anden åndsform i disse år er velegnet til at bære denne ide videre ud. Der har altid været et nært samarbejde mellem svensk og dansk musikliv. De nordiske koncerter i Gøteborg har vist det, og forbindelsen mellem svenske og danske musikere har længe været meget stærk og hjertelig.

Musikugen er da et led i det nordiske samarbejde, som går ud på at vise hvori vor samhørighed består og hvori vor forskelligartethed ytrer sig. Man taler gerne om brødrefolkene - som om brødre ikke oftest skændes! Derfor er det netop ikke ligheden vi ønsker at understrege; det er rigdommen og forskelligartetheden i det nordiske åndelige virke. Vi vil høre svensk musik for at lære at forstå vore nært beslægtede venners tanker, lære at skønne på de værdier som udmærker dette folks musik frem for vor egen, eller ved siden af vor egen, om man vil. Derfor er det også en hovedtanke i hele ugens tilrettelæggelse at det er os selv, der spiller og synger den svenske musik. Vi vil arbejde os ind i den, ikke sidde passive og lade dem selv komme over og udføre den for os og så bagefter tage fat hvor vi slap. Der skulde gerne blive stående tilbage en klang i øret, der minder os om noget, vi helst vil uddybe endnu mere når forholdene atter gør et rigere samarbejde muligt.

Det er den frugtbare udvexlingstanke for alvor at trænge ind i vore naboers musikalske verden. Derfor spiller vi musik af den svenske klassiske tids mestre, vi spiller romantikens mest beundrede værker, og vi griber ind i dagen idag og henter samtidens toner over til os for at vi alle kan se, hvad Sveriges unge generation formår. Den nordiske tanke skal være et exempel til efterfølgelse, den nordiske ånds renhed og kølige klarhed et vidnesbyrd om høj sjælelig kultur, således som den giver sig til kende i musiken, den reneste og mest alment forståelige af alle kunstarter.

Musikugen er blevet til som et spontant udslag af viljen til at vise vore svenske venner at vi ikke har glemt dem og til at vise det danske folk at vi har meget at indhente, om vi helt vil forstå de kræfter der rører sig i vort nabofolks åndsliv. Højst sandsynligt kan vi også lære en hel del deraf, som kan virke inciterende på vort eget virke. Det er jo netop det, der fremfor alt skulde opnåes: i erkendelsen af det fælles menneskelige at blive sig det særegne bevidst. Ti det må være det højeste formål med den mellemfolkelige kulturudvexling at lære at skønne på rigdommen og mangfoldigheden i nationernes åndelige liv.