Erindringer om samvær med Edvard Grieg

Erindringer om Samvær
med EDVARD GRIEG

Af HAKON BØRRESEN

Edvard Grieg og Johan Svendsen var Ungdomsvenner, og Venskabet var sluttet ikke alene paa personlig Sympati, men ogsaa paa gensidig kunstnerisk Beundring.

Svendsen udtalte engang, at for ham stod Grieg soin sin Sanitids største Komponist.

Der var vel større Musikere, Saint-Saëns f. Eks., men ingen var større som skabende Aand. Hans Indsats var ny, baade melodisk og harmonisk. Siden Schubert var der ikke skrevet saa oprindelige og skønne Sange som Griegs, og hvor i Verden der var et Klaver, var hans Navn og norske Musik kendt og elsket. Hans Kammermusik og Orkesterarbejder satte ham i Rang med de ypperste. Griegs Beundring for Svendsen, baade som Komponist og Dirigent, var saa stor, at det ofte misbrugte Ord: genial, her forekom ham fuldt berettiget, og Nina Grieg delte denne Beundring.

Brahms drillede hende ofte, naar der hos Grieg var Tale om Dirigenter, saa smilede han til hende og sagde: »Ja, Deres Mening behøver man ikke at spørge om. De holder jo paa Svendsen.« Og han blev ikke modsagt.

Det var hos Svendsen, hvis Elev jeg var blevet, at jeg første Gang traf Grieg.

En Morgenstund, jeg mødte til Time, sad Grieg der, og Svendsen maa have omtalt mig, for Grieg sagde: »Naa, det er Dem, der imponerede Svendsen ved at møde med et fuldfærdigt Partitur - var det ikke noget med Jotunheim - saa Svendsen var i Tvivl, om De kunde lære noget af ham men det kan De tro, De kan. Det kan vi alle.«

Lidet anede jeg dengang, at det var Indledningen til et Venskab, som jeg, trods Aldersforskellen, havde den Lykke. at bevare lige til hans Død.

Grieg var i Modsætning til Svendsen en flittig og opinærksom Brevskriver. Naar han var i København og havde hørt ny, dansk Musik, fik man ofte et Par opmuntrende Ord fra ham.

Da Svendsen havde opført min lste Symfoni, skrev han:

København 27.12. 1901.

Kære Hr. Børresen.

Tak for Deres Besøg! Men frem for alt: Tak for igår! Jeg var ganske vist ikke helt høredygtig, men jeg er ikke et Øjeblik i Tvivl om Deres betydelige Dygtighed og ideale Stræben. Jeg ønsker Demi af Hjerte til Lykke.

Måtte det gives Dem, frit at få udfolde Deres egen Natur, så vil De få Glæde af Deres Kunstnerbane. Vi må snart ses! Hjertelig Hilsen også til Deres Familie

fra Deres hengivne

Edvard Grieg.

Hvis det varede ham for længe, inden man besøgte ham, kom der Bud fra Hotellet med en altid kærkommen, lille Billet om at komme og spise til Middag sammen med Svendsen, Wilh. Hansen, Herolds eller Kröyers. Naar hans Helbred tillod det, vilde han gerne have Selskab og var aandfuld og slagfærdig i Samtalen.

I 1898 tog Grieg Initiativet til en norsk Musikfest i Bergen, og da der dengang endnu ikke fandtes et tilstrækkeligt. godt Orkester, havde han engageret et hollandsk Orkester, det berønite Concertgebouws i Amsterdam med den unge og højtbegavede Willem Mengelberg som Dirigent. Svendsen blev naturligvis indbudt til at dirigere nogle af sine Værker, men Svendsen vilde svare Nej ! Alle Forklaringer og Henstillinger var forgæves; han bad mig besørge et Telegram til Grieg, hvori der stod: »Dirigerer ikke et hollandsk Orkester ved en norsk Musikfest«. Og hvis ikke Posten i det samme vr kommet ind af Døren, var det gaaet galt.

Posten bragte nemlig en norsk Avis, hvori der stod et ualmindelig ondsindet Angreb paa Grieg for det hollandske Orkester ved Musikfesten. Svendsen rev Telegrammet itu og udbrød: »Nej, gaa sammen med den Herre mod min gamle Ven, det gør jeg ikke! Nu tager jeg til Bergen, og De skulde tage med!« Og saadan blev det. Vi fik Følge af Musikforlægger Alfred Wilhelm Hansen og Alfred Tofft, der skulde ud og lufte sig efter
sin »Vifandaka«-Sukces. Tofft skrev forøvrigt et livligt Rejsebrev til et dansk Blad om Musikfesten. Det var Begyndelsen til hans mangeaarige Virksomhed som Musikkritiker. Da jeg i Fjor hilste paa Menelberg i København og spurgte ham, og han kunde huske, hvor vi sidst havde set hinanden, mindedes han straks Grieg, Bergen og de glade Dage der og tilføjede: »Hvilken lyklælig Tid vi dengang levede i! «

Og det var ogsaa en uforglemmelig Tur. Om det saa var Vejret, saa holdt det, og det var saare heldigt. Var det blevet Regn, vi,lde man ikke have hørt meget til Musikken, da det improviserede store Koncertlokale havde Bliktag, saa det lød som Torden, naar det regnede.

Grieg var i straalende Humør, hentede os tidlig hver Morgen og tog os med til Prøverne, og hændte det, at en norsk Komponist ikke kunde faa sit Værk rigtig til at klinge, halede Grieg ham med elskværdig Autoritet ned fra Podiet og kaldte paa Mengelberg, og saa kan det nok være, det klang!

Festens sidste Dag var naturligvis en Grieg-Koncert, og her steg Begejstringen til Tinderne, da alle de norske Tonekunstnere til Slut traadte ind paa Podiet, og Svendsen laurbærkransede Grieg og tog ham i sin brede Favn, hvor han fuldstændig forsvandt, til en drønende Touche fra Orkestret.

Det var rent utroligt, at Grieg med den svage Fysik kunde holde til alle de Anstrengelser og Fester, hvor han holdt glimrende Taler, og Fjeldturen, hvor han løb fra os alle, men hans store Viljestyrke hjalp ham over alle Besværligheder.

Det var en meget lykkelig, men ogsaa meget træt Grieg, der drog af med mig til Troldhaugen, hvor han elskværdigt havde bedt mig ud nogle Dage efter Festen, medens Svendsen og de andre danske Venner gik sydpaa, men da regnede det ogsaa saa voldsomt, at man havde Følelsen af at have hele Atlanterhavet over sig.

»Sikken et Svineheld, at vi ikke havde det Vejr under Festen,« lo Grieg, idet han stod stille midt i Syndfloden, »saa var det da blevet en dundrende Fiasko! Men vi skal nok faa det hyggeligt paa, Troldhaugen. Nina er allerede derude.«

Og det blev et Par dejlige Dage. Baade Grieg og Nina Grieg var rørende opmærksomme med deres unge, danske Gæst. Han forklarede mig, hvorledes Holger Drachmann havde baaret sig ad med at faa Plads til sine lange Ben i den naturligvis alt for korte Seng, og han tog mig med ned i sin »Hule«, en lille Hytte nede i Haven, hvor han komponerede, og her vovede ingen at forstyrre ham. Den var meget spartansk udstyret. Der var et Flygel, en Arbejdspult, en Sofa, som han af og til brugte, naar han blev træt, og Nodereoler langs Væggen; men der var en vidunderlig Udsigt til et ægte norsk Landskab med Fjeld og Fjord. Han pegede paa en Klippevæg og sagde: »Og der er Punktum finale. Der skal min og Ninas Aske staa, naar vi er døde.«

Da jeg havde afsluttet min Studietid hos Svendsen med en Strygesextet og rejste ud paa det Anckerske Legat, som Svendsen skaffede mig, sendte jeg Grieg Sextetten, der udkom hos Breitkopf & Härtel, og skrev til ham, at jeg havde tilladt mig at tilegne ham den som Tak for Dagene i Bergen og paa Troldhaugen, og fik dette smukke Brev fra ham, der naturligvis var mig en stor Opmuntring:

Kristiania, 16./11. 03.

Hotel Westminster.

Kære Hr. Børresen.

Hjertelig Tak for Deres Sextett! Da jeg modtog den, var jeg, som nu alt for hyppigt er Tilfældet, syg, og da måtte Musikken hvile. I disse Dage er jeg imidlertid begyndt at tage lidt fat igen og har igår havt den Glæde at gennemlæse Deres Værk, som jeg fuldt ud gratulerer Dem med. De har et ganske imponerende Herredømme over Stoffet; hvor solid bygget, klart, gennemsigtigt og klangskønt er ikke det Hele! Ved Siden af Deres eget betydelige Talent beundrer jeg i højeste Grad den Evne, Svendsen maa have til at indprente andre Vigtigheden af de Egenskaber i Kunstens Teknik, der har bidraget saa meget til hans egen Storhed. Jeg beundrer ogsaa Deres Evne til at lade Dem påvirke af det udmærkede i en så genial Natur som Svendsens.

Men De må ikke være blind for, at der i denne Evne til Påvirkning kan ligge en Fare.

Dog, dette ved De sikkert lige så godt som jeg, og jeg vil derfor bare holde mig til den
Glæde, jeg har havt ved at lære et så helstøbt Værk at kende.

Jeg ved sandelig ikke, hvilken Sats jeg skulde foretrække. Alle Satser må klinge fortræffeligt. Når jeg kommer til Kjøbenhavn, abonnerer jeg på en Aften hos Dem
med Sextetten og Svendsen. Nu ved De det. Men når bliver det det? Det ved jeg selv ikke. Nu har jeg i 4 Uger havt, med Doktor og Apotheker at gøre for denne velsignede
Bronkits Skyld. At forlade Norge før Jul er der ikke Tale om. Om nogle Dage drager
vi til Voxenkollen på 3 til 4 Uger og Julen tilbringer vi på Aulestad hos Björnsons. Så håber jeg at være bleven Kjæmpe nok til at drage sydover. Det skal bli morsomt at mødes igjen. N.B. for mig. Thi for Deres fyrige Ungdom kan det ikke mere være saa synderlig tillokkende at kampere sammen med Deres af Alderens Alvor nu stærkt. prægede

Edvard Grieg.

Hjertelig Hilsen til alle, også fra min Hustru.

I det kommende Aar traf jeg ofte sammen med Grieg, dels i København, dels naar han om Efteraaret drog ud og om Foraaret var paa Vej hjem fra sine Koncertrejser, der efterhaanden blev sande Triumftog, og dels paa Voxenkollen, hvor jeg hørte til hans faste Whistparti. Han befandt sig altid godt i den høje, klare Luft.

I Foraaret 1905 forlod Grieg ret uventet København. Han følte sig syg i det ustadige Klima, vi ofte har. Han fortalte, at han havde søgt 7 Læger, men uden Resultat. Han hastede altid hjem, naar han troede, det kunde være Slut. Han vilde dø i Norge.

Her kom han midt indl Unionskrisen, der optog ham meget. Han kendte jo alle de Ledende, ikke mindst Statsminister Michelsen, der var Bergenser og hans gode Ven, hvad man ogsaa husker fra Musikfesten, hvor Michelsen var Vært ved en straalende Fest paa sin smukke Ejendom uden for Bergen.

Griegs Brev fra Troldhaugen 5./7. 05 giver Udtryk for hans Skuffelse over Opholdet i Danmark, hans Lykke over det frie Norge - og hans Længsel efter nogle Cigaretter, for, som Kipling siger, efter store Sindsbevægelser har de fleste Mænd Trang til Tobak.

Troldhaugen, 5.17. 05.

Kjære Børresen.

Efter den så totalt mislykkede Afsked fra Kjøbenhavn har jeg følt mig ligesom skyld
betynget ligeoverfor både Dem og andre Venner, men det kunde ikke være anderledes. Jeg havde den bedste Vilje til Samvær med både den Ene og den Anden, ja, det var jo derfor, jeg kom til Danmark. At den sidste Gang skulde forløbe saadant, det var harmeligt. Thi sidste Gang har det været. Aldrig mere sætter jeg mine Fødder paa Kjøbenhavns Brostene, ialtfald ikke ved Vintertid. Og Ulykken er, at ved Sommertid lokker mig Norge i al sin Skønhed - og dobbelt nu, da det er opnået, som var min Ungdoms og Manddoms Længsel: Det frie Norge! Det kan blive en dyrekøbt Frihed! . . .

Men de store Vingeslag, der i denne Tid suser gennem Luften, opvejer meget Ondt i en Nations Liv! De skulde tage Dem en Tur herop. Selv om De er Dansk, vilde Stemningen heroppe netop for Dem med Deres norske Sympatier, være noget, Deres symfoniske Hjærne kunde bruge. Hvis De ikke allerede er midt i Finalen, saa vilde et Ophold her visselig bidrage til det Sving, De uden Tvivl ønsker, den skal have. Men Ideer til Scherzo findes for Tiden ikke heroppe. Alvor, storlinjet Alvor præger alt og alle. Hvorom alting er: Måtte De finde den Arbejdsro, som skal til, for at fuldende Deres Værk.

Jeg sidder midt i Partitur - Korrektur og - Klaverstykker, hvormed Forlæggeren skal »blødgøres« for at binde an med Partiturerne! Jeg skrev til Svendsen og dundrede løs, at han skulde drive paa med den 3die Symfoni, nu under sit rolige Landophold. Gør det samme. Og til sidst endnu en Bøn: Hils Deres Bror og sig, at jeg er begejstret over hans Cigaretter, som desværre ikke kan skaffes her, og spørg ham, om han vil overlade mig nogle Pakker eller opgive mig den sikreste Kilde. Hjertelig Hilsen, også fra min Hustru, til alle, til Deres Familie, til Svendsen, til Wilhelm og Alfred Hansen

fra Deres hengivne

Edvard Grieg.

Skriv snart!

Svendsens Ulyst til at sætte Pennen til Papiret kunde bringe Grieg i Harnisk, saa han maatte gaa en Omvej for at opnaa et Resultat, men hans Brev ender da alligevel, som altid, med en Kærlighedserklæring!

Kristiania, 2./12. 05.

Hotel Westminster.

Kjære Børresen.

Gør mig den Tjeneste snarest at få Svendsen til i sin Partitur til mine Variationer at betegne de Steder, hvor han vilde foreslaa Sprang. Send mig så uopholdelig denne Partitur. Den skal blive tilbagesendt straks. Svendsen er simpelthen utrolig. Jeg bad i Brev om at lade Alfred Wilhelm Hansen sende mig Partituret, forat spare ham for al Ulejlighed, men end ikke engang det. Hils Svendsen og sig, at han trækker store Veksler paa mit Venskab og på min Beundring for ham. Men han kan så trykt gjøre det, thi der er endnu saa uendelig meget tilbage af begge Dele, at der forslår langt ud over både hans og min Levetid. Men alligevel!?

Hvordan gaar det Dem? Kommer De hid ved Juletid? Det Kongepar, I har sendt os
- (på Halsen!) er sympatisk og vinder os alle!

Hjertelig Hilsen til Dem og Deres Familie, til Svendsen og Vennerne forresten.

Deres

Edvard Grieg.

Jeg kom til Voxenkollen den Jul, og til Belønning drak Grieg Dus med mig, og vi havde det som altid hyggeligt sammen med fælles danske og norske Venner.

Men Grieg kom ogsaa, til København, trods den bestemte Beslutning om aldrig mere at sætte sine Ben paa Københavns Brosten. I Marts Maaned 1907 følte han sig endda saa rask, at han gav en stor Orkester- Koneert i Koncertpalæet under enorm Begejstring.

Han stod nu paa Højdepunktet af sin Berømmelse. Det strømmede ind med Engagementer fra alle Lande, ikke mindst fra Amerika, hvor, som han sagde, Millionen ventede, men han turde ikke tage over Havet og saa langt væk fra Norge. Dog vilde han til Berlin, hvor der en Maaned i Forvejen var udsolgt til en Grieg-Koncert i »Philharmonien«, og han vilde til Leipzig for at hilse paa sin Forlægger. Han opfordrede mig indtrængende til at tage med, og Nina Grieg støttede ham stærkt. »Edvard havde saa godt af at have en Kammerat med.« Det blev en meget interessant Rejse - hans sidste til Tyskland.

Griegs tog ind paa »Kaiserhof«, hvor Koncertbureauet havde stillet Værelser til deres Disposition, og der laa allerede en Mængde Breve og Telegrammer, der skulde besvares.

Vi var derfor lidt sent paa det, da Grieg og jeg den næste Formiddag kørte til den første Prøve i »Philharmonien«, og saa blev pludselig al Trafik stoppet: Kejseren kom!

Grieg blev ærgerlig og udbrød: »Jeg holder meget af Kejser W'ilhelm, men jeg vilde nok ønske, at han ikke krydsede min Vej, naar jeg skal til Prøve; nu kommer vi for sent, og det gør altid et daarligt Indtryk paa Orkestret.« Jeg trøstede ham med, at der ikke blev noget af det, før han kom. »Det lyder helt H. C. Andersensk«, sagde Grieg. »Ved du forresten, at jeg blev nægtet Adgang til Andersens Begravelse i Jeres Frue Kirke i København? Jeg havde ikke faaet Kort! Heldigvis kom gamle Henriques til og hjalp mig ind!«

Saa jog Kejserens Automobiler forbi, og vi slap igennem.

Orkestret modtog Grieg med den kendte Fodskraben, naar Dirigenten kommer for sent. Men Grieg brød af og sagde: »Jeg ved det, mine Herrer. Trafikuheld!«

Prøven gik godt, men da han til sidst ønskede at prøve nogle Tuttisteder i
Klaverkoncerten Solisten kom først til Generalprøven rejste Koncertmesteren sig og sagde: »Undskyld, Hr. Grieg. Det prøver vi ikke!« »Hvad for noget ? Vil De ikke spille til min Koncert?« sagde Grieg uhyre forbavset. »Jo, vist vil vi det!« smilte Koncertmesteren, »men vi kan spille den, om det skal være, uden Noder. De kan gøre med os, hvad De vil. Der kan umuligt ske noget.« - »Naa, ja, saa stoler jeg paa Dem. Og da jeg kom lidt for sent, holder jeg til Gengæld for tidligt op! Tak for i Dag!« Hvorpaa Orkestret rejste sig og hyldede ham.

Generalprøven gik naturligvis glimrende for fuldt Hus, og Koncerten ligeledes med endeløse Ovationer og Blomsterhav. Da jeg hentede Grieg i Solist-værelset, var det umuligt at komme ind for Kunstnere og Musikstuderende fra Alverdens Lande, der vilde have Griegs Auto-graf. Til sidst raabte den erfarne Orkestertjener: »Saa, nu vil den gamle Herre ikke mere, nu skal han hjem!« - Grieg lo og sagde: »Det har De Ret i,« og vi kom endelig, ved Hjælp af nogle, haandfaste Englændere, der dog havde faaet Autograf, ned til Nina Grieg, der havde siddet og ventet i Vognen en halv Time.

Næste Dag skulde Grieg til Frokost hos Kejseren. Chefen for Adjudantstaben, Grev Moltke, som Grieg kendte godt fra Kejserens Besøg i Norge, havde underrettet Grieg om, at der kun kom meget faa, og at Saint-Saëns var indbudt.

Saint-Saëns var kommet til Berlin, som man sagde, paa selve Kejserens Opfordring, for at dirigere sin Opera »Samson og Dalila«. Paa Prøven var det kommet til en pinlig Episode. Man havde undladt at faa Saint-Saëns' Billigelse til nogle Spring, som i hvert Fald uden for Frankrig er ret almindelig. Saint-Saëns bryder af og spørger, hvorfor de ikke spiller og synger, hvad der staar! Det oplyses, at der her er gjort et Spring. »Saa er det ikke mit Værk!« udbryder Saint-Saëns, »og jeg dirigerer ikke!« Hvorpaa han havde lagt Taktstokken og forlod Teatret.

Kejseren blev underrettet og beordrede Operaen til inden 24 Timer at indstudere det manglende og gøre Komponisten en Undskyldning! Saint-Saëns blev overtalt til at blive. Han vilde være rejst straks, men dirigerede sin Opera og blev fejret af Berlinerne med Kejseren i Spidsen. Grieg kendte Saint-Saëns fra Paris og glædede sig til at træffe ham igen.

Nogle Timer efter kom Grieg tilbage fra Slottet. Han var meget oplivet og fortalte morsomt og med Lune om Frokosten.

»Saint-Saëns var allerede kommet og hilste mig med Kys paa begge Kinder. De er nu pudsige, Franskmændene, med deres Kyssen, - og vi kom straks i interessant Samtale.

Saa nærmede Grev Moltke sig og ineddelte, at Kejseren havde ladet telefonere, at han desværre var blevet forsinket og bad undskylde. Hs. Majestæt vilde indfinde sig saa saare, det var ham muligt.

Og vi bukkede. Efter at der var gaaet en Stund, og stadig ingen Kejser, kom atter en Hofmand og meddelte, at det ikke før var hændt, at Hs. Majestæt var saa forsinket.

Og vi bukkede igen. Da den tredie Herre kom hen til os og gentog det samme, kunde Saint-Saëns ikke dy sig, men svarede, at man jo saa maatte betragte det som en ganske særlig Ære! Og bukkede igen! Men saa holdt de ogsaa op.«

»Tilsidst var jeg daaneftærdig af Sult«, sagde Grieg, »og gik hen til Grev Moltke, der taler udmærket Dansk, og sagde, at hvis jeg ikke fik Mad nu, maatte jeg anmode om Tilladelse til at trække mig tilbage og bede ham hilse Kejseren.«

Grev Moltke tog mig under Armen og svarede paa Dansk, at jeg for Himlens Skyld ikke maatte gøre denne Situation værre for dem, og bad mig komme med, saa skulde han skaffe mig en Forfriskning.

Vi gik ind i Spisesalen, hvor der straks blev serveret for mig, medens Moltke underholdt mig. En Lakaj blev posteret ved Vinduet for at holde Øje med, naar Vagten traadte an, saa Kejseren ikke skulde overraske os! Da jeg havde stillet den værste Sult, og vi vendte tilbage til Salonen, stod Saint-Saëns paa samme Sted og saa meget tilknappet ud! Han spurgte deltagende til mit Befindende, og jeg svarede, som sandt var, at nu havde jeg det meget bedre! - Jeg kunde jo ikke saa godt fortælle, at jeg havde været i Spisesalen og guffet i inig! Først over Kl. 2, en Time forsinket, skingrede Kejserens kendte Automnobilsignal, Vagten larmede, og et Øjeblik efter kom Kejseren som en Stormvind ind i Stuen.

Han gjorde mange Undskyldninger og førte os straks ind i Spisesalen, hvor han tog Plads mellem Saint-Saëns og mig.«

»Og jeg maa jo sige,« fortsatte Grieg, »han er en mærkelig Mand! Der gik ikke mange Minutter, før hvert Spor af Misstemning var som blæst bort.

Hans naturlige Elskværdighed og straalende Vitalitet besejrede os fuldstændig, og selv den reserverede Saint-Saëns tøede op, saa han flere Gange lo hjerteligt af Kejserens Historier. Det generede mig, at Samtalen blev ført paa Fransk, jeg taler meget bedre Tysk, men forsøgte jeg at tale Tysk til Kejseren, svarede han paa Fransk, og drog hele Tiden Saint-Saëns ind i Samtalen. Han er en stor Charmeur.«

Grieg spurgte nu, om der ikke var kommet Billetter til »Salome«. Den vilde han høre. Richard Strauss dirigerede selv, og det skulde være en pragtfuld Opførelse, efter hvad Grev Moltke havde fortalt ham. Det vældige Orkester var som en sydende Heksekeddel, og Musiken var homogen med det dekadente Sujet.

Billetterne blev fundet, men da det viste sig, at den ene var paa første Række, midtfor, og den anden ud til Siden, erklærede Nina Grieg, at saa blev hun hjemme. Hun vilde ikke sidde alene til det uhyggelige Stykke, men vente, til vi kom til Leipzig, hvor »Salome« ogsaa var paa Repertoiret.

Grieg tog saa mig med, og vi kom i god Tid denne Gang. Griegs Hoved naaede lige over Orkesterskærmen, og han talte interesseret Stemmerne i de forskellige Instrumentgrupper i det 120 Mands store Orkester, hvis Medlemmer efterhaanden fik Øje paa Griegs kendte og smukke Kunstnerhoved og stirrede igen, og hele Salen rettede Kikkerterne mod den berømte, lille, hvide Mand, der var Dagens Musik-Sensation i Berlin. Da Straus kom ind, fik han ogsaa lige et Glimt af Griegs Hoved at se, inden Grieg satte sig, fuldkommen uvidende om den Opsigt, han havde vakt.

Det blev mørkt, Tæppet f løj op, og saa gik det løs. Og det var en betagende Forestilling. Alt var fuldendt, baade paa Scenen og i Orkestret.

Grieg fortalte mig bagefter, at han undertiden havde en Følelse af at sidde i en Automobil, der kørte løbsk, saa han maatte holde sig fast i Stolen; Grev Moltke havde Ret, det var virkelig som en sydende Heksekeddel, der var lige ved at koge over. Han vilde straks skrive til Hinrichsen, Indehaveren af Peters Forlag i Leipzig, og spørge ham om Partituret til »Salome« fandtes i Peters Bibliotek. Naar han kom til Leipzig, vilde han studere Strauss' Partitur, for at se, hvorledes han opnaaede denne sælsomme Virkning. Han var meget imponeret.

Næste Morgen tog Grieg mig paa Sengen og spurgte, om jeg vilde med ud til Strauss. Vi skulde vist være der tidligt, inden han gik paa Teatret, og han vilde gerne gøre hans Bekendtskab. Det var jo Førstemanden i den nye, tyske Musik.

Vi var ogsaa. saa heldige at træffe Richard Strauss, der modtog os meget elskværdigt og øjensynlig var glad over Griegs Besøg.

Grieg fortalte, at han under en Koncert-Rejse til London havde boet hos den Musik-Mæcen, en stor Bankier, som Strauss havde tilegnet sin »Salome«, og hvor stolt hans Vært havde været over denne Tilegnelse. Grieg roste den Helhed, der var over Forestillingen, og bemærkede, at Richard Wagner havde Ret, naar han modsatte sig, at man tog Brudstykker af hans dramatiske Værker til Koncertbrug. En Torso kunde vel være smuk, men det fuldendte Værk i de rette Omgivelser var Maalet. Endnu havde man dog ikke fundet paa at tage berømte Malerier ud af Rammen, skære dem i Stykker og hænge Stykkerne op til Beskuelse, men i Musiken tillod man sig alt for ofte den Slags Vandalisme.

Strauss var ganske enig med Grieg, men sagde, at det dog var endnu værre, naar store Komponister efter deres Død maatte finde sig i, at deres Værker blev flikket sammen til noget saa ukunstnerisk som »Potpourri« eller »Fantasi«, og at Bearbejderen tilmed tjente Penge paa sin Bessermachen. Forlæggerne var alt for villige til at trykke et saadant Makværk, medens den gode Komponist ofte havde haft vanskeligt, ja, fundet det umuligt, at faa en Forlægger. Strauss vilde gøre sit til, at saadanne kunstneriske Forbrydelser ligefrem blev forbudt ved Lov i Tyskland.

Saa kom Fru Strauss ind og hilste overstrømmende hjerteligt paa Grieg. Hun havde saa ofte sunget hans dejlige Sange og var lykkelig over nu at have truffet ham personligt. »Og De var hos Kejseren i Gaar,« sagde Fru Strauss, »sammen med Saint-Saëns.« - »Ja,« svarede Grieg, »jeg havde jo ventet ogsaa at træffe Deres Mand dér. Det tillod jeg mig at sige til Kejseren, der imidlertid var saa venlig at overhøre min Taktløshed! «

Samtalen fortsattes under megen Munterhed. Da Fru Strauss fortalte, at hun havde forstaaet, at det var Hr. Grieg og Søn, der besøgte hendes Mand, udbrød Grieg: »Næ, ved De nu hvad, kære Frue, saadan en Karl er jeg dog ikke. Men vi er gode Venner trods Af stand i Aar og Meter! Les extrémes se touchent! Som De hører, har Saint-Saëns nu ikke været helt forgæves i Berlin!«

Grieg forstod altid at faa en god Slutningsreplik.

Da vi kom ned paa Gaden, sagde Grieg: »Lagde Du Mærke til hans Pande, hvor smuk den var. Han er en meget klog Mand. Jeg er glad over, at jeg traf ham, og han har jo Ret i, hvad han sagde. Der er sket fæle Misbrug af de store Mestres Værker, og kan han faa det standset, maa vi alle være ham taknemmelig.«

Grieg har sikkert aldrig drømt om, at hans egne Kompositioner skulde blive misbrugt til en Ballet! Endda opkaldt efter en af hans skønneste og ædleste Melodier: »Vaaren«, som han selv har befriet for Ordene!

(Hvor er droit moral?).

Vi kom til Leipzig efter en god Rejse, og Nina Grieg var lykkelig. over, saa godt Grieg havde det. Der plejede altid at følge en Reaktion med Træthed og Mismod efter en Koncertoptræden.

Men han var fuld af Energi og i godt Humør, søgte de gamle Steder fra sin Ungdom og de faa Venner, der endnu var tilbage i Leipzig, og sad hver Formiddag et Par Timer i Peters Bibliotek og studerede »Salome's« Partitur. Han beundrede det Mesterskab og den Logik, det var skrevet med, men mente dog ikke, Musiken stadig kunde fortsættes i den Retning uden at ende i det atonale. Det maatte være muligt at gøre Fremskridt ved at gaa tilbage til enklere Virkemidler.

Opførelsen af »Salome« paa Leipzigs Opera var vel god, men ikke blændende som i Berlin. Vi var ikke slet saa imponerede ved den anden Overhøring. Orkestret var ingen sydende Heksekeddel, men arbejdede for tungt. Man savnede Strauss paa Dirigentpladsen.

Ved en Middag hos Hr. Hinrichsen, Griegs Forlægger, traf vi et andet af Tysklands store Musiknavne, Max Reger, og jeg mindes Griegs Tak til Peters' Forlag for Tilsendelsen af et Regersk Værk: »Das ist allerdings Plumpudding! «

Reger talte meget og ustandseligt med Vittigheder, det var tung Kost i to Timer! Det virkede som en Befrielse, da Fru Grieg blev opfordret til at synge, og hun sang sin Mands Sange saa fuldendt i Foredrag og Udtryk, som ingen anden har kunnet gøre hende det efter. Dette var den musikalske Oplevelse i Leipzig og sidste Gang, jeg hørte de to elskelige Mennesker musicere sammen.

Saa skiltes vore Veje. Jeg maatte hjem, og Grieg skulde til Kiel, hvor han havde lovet Kejseren at dirigere hans Orkester fra »Hohenzollern« ved en velgørenhedskoncert.

»Men vi faar dansk Rejsefølge til København,« smilede Grieg. »Ellen Beck skal være Solist ved Koncerten i Kiel. Hun er en fortræffelig Kunstnerinde og et fornøjeligt Menneske, saa jeg skal nok klare mig uden min Grenadér:«

I København kom Reaktionen efter Koncerterne, han led af Søvnløshed og Nervesmerter, forsøgte Lysbade hos Finsen, rnen kunde ikke taale dem.

Saa tog han ud til Skodsborg Sanatorium for at faa absolut Ro. Jeg var paa Hotel Bristol og hjalp ham med at pakke ind, han var da meget svag.

Han lovede at sende mig et Fotografi, der var taget i Berlin, til Minde om vor Rejse. Fra Skodsborg fik jeg dette ægte Griegske Kort, og jeg saa ham ikke mere:

Skodsborg, 12./6. 07.

Kjære Børresen! Vi drager Morgen Middag med Udvandrerbåden »Hellig Olav« til Kristiania. Es muss sein. Så ses vi altså ikke mere denne Gang. Tak for Samværet og vel mødt snart igjen! Hjertelig Hilsen til Eder alle, også fra min Kone.

Tak for Telegrammet!

Din heng.

Edvard Grieg.

Fotografiet af Troldene ligger til Afhentning i Sanatoriet.

Endnu et Brev fik jeg fra Troldhaugen en Maaned, før han døde. Han havde haft Besøg af Julius Røntgen og Percy Grainger, og særlig den sidste har været ham til stor Opmuntring. Konstellationen Pasifal-Amfortas antydes næsten.

Troldhatigen, 5./8. 07. Kjære Børresen!

.... Skjøndt min Helsen ikke giver mig Fred til at arbejde, så har jeg dog havt en herlig Tid, takket være først Røntgen, og nu sidst Percy Grainger, som forlod os i år. Hvilken Kunstner og hvilket Menneske!

Hvilket højt Niveau og hvilket Barn. På ham passer det: »Aus Mitleid wissend, der reine Thor.« Du kender rimeligvis hans Klaverspil. Det nærmer sig stærkt det ideale. Som han spiller Bach! Og Chopin! Og som han behandler den engelske Folkevise. Og så dette, at det altid er Kunsten og ikke ham, det drejer sig om, noget, der i min Ungdom var så selvsagt, men som nu Reklamen har vendt op og ned på! Ja, han er en af de få. Og hans Begejstring for og Kendskab til nordiske Sagaer, Sprog og Tonekunst kan for os alle blive af stort Værd. Jeg vil håbe, Du lærer ham godt at kjende. Du har Ungdommens Fortrin at kunne påvirkes og udvikles af en så betydelig og alvorlig Ånd. Jeg føler i hans Omgang dobbelt, hvor agterudsejlet jeg er, men den gjensidige Sympati gjør dog Samværet med ham til en Lykke. Han er nu i Jylland med sin Mor på et Sted, som har det skjønne Navn: Svinklev!

I Oktober skal han spille min Koncert i Leeds, dér hvor jeg ogsaa »skulde« møde.

Under alle Omstændigheder håber jeg, vi ses til Høsten. Thi ud bærer det i hvert Fald.

Hils hjerteligt, først og fremmest Huset Børresen, saa Svendsen og Hansens etc.

Din heng.

Edvard Grieg.

Ud bar det, men det blev hans sidste Rejse. Grieg døde paa Bergens Sygehus Natten til den 4. Septbr. 1907.

Muss es sein? Es muss, sein!

Hundrede Aar efter Griegs Fødsel vilde der, under normale Forhold, ikke have været den Musikby, som ikke havde følt Trang til at fejre Mindet om hans Navn og den Berigelse, hans Kunst har tilført Musikverdenen. Var der, da Grieg levede, næppe noget Klaver uden et Nodehefte med hans Navn paa, kan man i vor Tid sige, at der ikke er et Radioapparat, hvor man ikke betaget har lyttet til hans Toner, til norsk Poesi og Skønhed.

Alle, der har kendt Grieg, ikke mindst hans danske Musikvenner, lige fra Gades og Hartmanns Tid til min Generation, vil kunne slutte sig til Johan Svendsens bevægede Ord ved Efterretningen om hans Bortgang: Han var en stor Kunstner og et herligt Menneske, som det er en Lykke at have staaet nær.

Eftertryk ikke tilladt,