Nye grammofonplader

Nye Grammofonplader

Ved ERLING WINKEL

J. S. Bach: Mathæuspassionen

Eleetrola DB 7625-40 (31 Sider)

Polydor X 67951-68 (31 Sider)

Midt i en materialefattig Tid virker det overdaadigt, at der udsendes hele 2 Indspilninger af Math2euspassionen. Det er i sig selv en stor o- fortjentsfuld Gerning at opføre Bachs Storværk o-g Opgaven er hverken nem eller særlig taknemlig. Den ene Serie (Electrola) er indspillet af Thomanerkoret og Gewandhausorkestret, Dirigent:

Gfint-her Ramin, med Tiana Lemnitz, Friedel Beckmann, Karl Erb, Gerhard Hilsch og Siegfried Schulze som Solister. I den anden dirigerer Bruno Kittel sit eget Kor og Ber

Z.,

liner-Philharmolnikerne; her medvirker Tilla Brieni Gusta Hammer, Walther Ludwig,

I t,

Hans Hermann Nissen og Fred Drissen.

z,

I begge Optagelserne er udeladt Sopranarien »Ich will dir mein Herze schenken«, Recitativet »Der Heiland fållt vor seinen Vater nieder« med paafølgende Arier »Gerne will ich mich, bequenien«, Koralen »Mir hat die Welt trilglich gericht't«, Tenorarien »Geduld, Geduld«, Altarierne »Kónnen Trånen meiner Wan11.en« og »Seliet, Jesus hat die Hand«, Recitativet »Ja freilich will ich« samt Arierne »Konini silsser Kreuz« og »Maelie dir mein. Herze rein«. I Berliner-Indspilningen er desuden udeladt Koralen »Ich will I-lier bei dir stelien«, Recitativet »Mein Jesus schw.eigt«, Koralen »Bin ich gleich von dir gewichen«, hele Scenen med Judas's Sam

I

vittighedsnag og Selvmord, deriblandt Arien »Gebt mir meinen Jesum wieder«, Koralen »Wie wunderbarlich ist doch. diese Strafe«, Koret »Herr, wir haben gedacht« samt nogle Takter i de to Afdelingers Slutningskor. I Leipziger-Udgaven er yderligere følgende oversprunget: Recitativet »Wie wolil mein Herz« og Koralen »Was niein Gott will«. I Arierne »Buss und Reu« og »Blute nur« er de instrumentale Forspil udeladt ved Da Capo; I Koret »So ist mein Jesus nun gefangen« har nian helt udeladt Forspillet. Endelig er der i Leipziger-Indspilningen flere Steder pillet ved Rækkefølgen, saaledes er der

t,

byttet oni paa Peters Fornægtelse og Sici-

liano-Arien »Gebt mir meinen Jesum wie-

der«, der udtrykker Judas's Fortvivlelse, er

anbragt inidt under Forhøret hos Pilatus.

Desuden er der i begge Indspilninger yder-

li ere hist og her foretaget mindre Over-

9 t5

springelser i Recitativerne. Mens Leipziger Udgaven har medtaget niere af Stoffet er Beskæringerne foretaget mere nænsomt i Berliner-Indspilningen.

~Cl

Alt i alt er der dog næppe Tvivl om, at Leipziger-Optagelsen er at foretrække; det er ikke saa lidt af en Oplevelse at lytte til denne niusikalsk og teknisk fortræffelige Optagelse. Maaske er Klangen lidt kølig (midlertidig Materialemangel?) ; at Solisterne favoriseres, er en Ting for sig; dog staar Tenoren alt for kraftigt i »0 Schmerz« og

»Ich will bei meinem Jesu wachen«. Derimod er Balanceforholdet niellem Kor og Orkester aldeles ypperligt; i den Henseende er Berliner-Optagelsen knap saa vellykket; her klinger Koralerne o-, de satsniæssigt enkle Steder ganske net; nien paa de store Steder virker Koret for kraftigt og ukontrolleret. I sig selv synes Thomanerne med

t,

sine Drengestemmer ogsaa at besidde en finere og niere gennemsigtig Klang end Bruno Kittel Koret.

En væsentlig Forskel er til Stede i Jesu Eeplikker. Hans Hermann Nissen »feder« sig for meget, hans Foredrag skæmmes af uheldige ;Betoninger og Ansatser; Akkompagnementet er for svagt i Forhold o-, præ

I

ges af -en sødladen Orgelklang. Gerhard

t,

Hilsch synger baade værdigt og naturligt; z,

Strygernes Akkompagnement - nied den lille Stigning ved Slutningen af de enkelte Repliker - er særdeles virkningsfuldt og af stor Skønhed.

De øvrige Solist,er er i begge Optagelser

z, c,

fortræffelige. Walther Ludwig synger over-

t, t,

ordentlig klart og udtryksfuldt, maaske hist

og her i en noget teatermæssig Helte-Stil; z, men Stemmen har en sympatisk K-lang. Karl Erb har en meget sær ræget, lidt skarp

Z!, p

Stemme, der passer storartet til Evangeliets

Forkyndelse; k-nap saa vellykket er han i

Arierne og de akkompagnerede Recitativer,

hvor hans Vejrtrækning enkelte Steder synes

at genere ham. Begge Sopraner har over sig

den rette Ynde og Finhed, det Præg af

Uskyld o"" Renhed,. som Opgaven kræver.

C.

Tilla Briem. virker nok en Smule teknisk usikker paa Steder, hvor Udtrykket intensificeres. Begge Alterne er intelligente o,,

1-1

frernragende Vocal,kunstnere; Gusta Hanimers Stemme er varmere og egner sig maaske nok saa godt til Grammofon som Friedel Beckmanns. Siegfried Schulze udfører Smaapartierne med usædvanlig fin Stilsans og samtidig overordentlig levende. Fred Drissen tilstræber at synge Peters og Judas's Partier naturalistisk; maaske virker det lidt bombastisk, men her som i de øvrige Partier kan man glæde sig over hans fyldige Stemmeniateriale.

Endnu et væsentligt Punkt: Gfintlier Raz:,

min er en fremra-nende Kunstnerpersonlig~

t,

hed; han besidder det fulde Herredømme over sine Udtryksmidler og en eminent Formsans. Hans Tempi er maaske enkelte ~steder lidt for beherskede; Arien »Gebt mir meinen Jesu wieder« og de Turbae-Kor, der udtrykker uligevægtig og ophidset Sindstilstand, kunde nok taale hurtigere Tempo. Til Gengæld er der en fortræffelig Kolorit over disse Kor, for Eksempel i »Lass ilin kreuzigen«; helt igennem malende og temperamentsfuldt er »Sind Blitze, sind Donner« blevet ved at fremhæve Ottendedelsfigurerne og de dybe Stemmer. Hans Maadehold overfor de følelsesfulde o-,, langsomme Dele bevirker, at Koralen »Wenn ich. einmal soll sterben« o,. Korrepliken »Wahrlich, dieser ist Gottes Sohn«, der synges i brede Tempi, forlenes med den rette Skønhed og rent musikalsk fremtræder som Hovedled i Kompositionen. Ramin har sandelig faaet. Matha--uspassionen til at blive til Musik; man skal ikke nøjes med at beundre og forundres over Fader Bach og Partiturets Muligheder.

Bruno Kittel er utvivlsomt en habil Musiker; han er gaaet til -Opgaven med stor Respekt og Andægtighed for Evangeliet og Værket. Paa en vis Maade kan hans Opfattelse nok siges at være i Kompositionens Aand, thi selv med den største Agtelse maa det erkendes, at Passionen ikke er fri for at være lidt sentimental. Mange Steder er hans Tempi lidt famlende og Klangen ulden, fordi Følelsen er løbet af med ham. Hans Tempi er gennemgaaende meget langsomme, selv »Buss und Reu« og »Erbarme dich«, der dog er skrevet i en Slags Danserytnie. I Turbae korene er Tempoerne i sig selv granske le-vende. Lige som i Leipziger-Indspilningen er Jordskælvet meget malende; her kan man ogsaa paa Grammofon opnaa, større Virkning end ved Opførelse i et stort Rum. Mærkeligt nok er Cembaloet ikke udnyttet hertil i nogen af Optagelserne. Naturligvis rummer ogsaa. Berliner-Optagelsen mange smukke Enkeltheder; for Eksempel er Orkesterets Ydelser af sædvanlig høj Kvalitet.

Beethoven: Symfoni Nr. 7

Polydor X 67643-48 (11 Sider)

Naturligvis præsterer Karajan og Berliner Philharmonikerne et orkestermæssigt fremragende Arbejde, der nok kan tage Konkurrencen op med Toscanini o-, New-Yorkerne z,

(H. M. V. D(B 2986-90). Udførelsen er knap saa vital, men mere jævn og behersket. Det er sikkert klogt af Hensyn til Instrumenta

tionen at s-pille første Sats i et saa moderat Tempo, da tilmed de to sidste Satser derved kommer til at virke kraftigere.

Cesar Franck: Sonate A-Dur Telefunken E 3Z68-71

Georg Kulenkampff og Siegfried Schultze har rigtig fordyb~t sig i den righoldige indre Skønhed i Cesar Francks prægtige Violinsonate. De spiller den mere lyrisk end almindelig, hvorved det kommer til at skorte

,t,

paa dramatisk Flugt, for Eksempel i Hovedtemaet i første ,~»ats. I Finalen er Begyndelsen noget kælen, og de Dele, der daarligt taaler et langsomt Tempo, kommer til at virke noget ubehændigt. I Optagelsen er Volumen en Smule ujævn. Fra Kunstnernes Side er Sammenspil og Klang naturligvis i skønneste Orden.

V. Bellini: Ouverturen til ,Normal'

Telefunken SKIB ~265

Hvor kan man dog lære meget af disse Italienere. Lad -saa være, at Norma-Ouverturen er noget banal og Opgaven taknemlig. Det Liv, den Holdning og det Udtryk, som Gino Marinuzzo o,. Scala-Orkesteret lægger for Dagen, er aldeles blændende. I forte »rasler« Janitschar o-, Messing lidt rigeligt, i øvrigt giver Optagelsen med Hensyn til Balance, Volumen og Dynamik den rette Fornemmelse af Orkester.

Ildebrando Pizzetti: Forspil til,,Fedrall

Telefunken SKB 3Z01-11

Moderne Italienere er sjældne under dette Himmelstrøg. 1«orspillet til Operaen »Fedra« z:,

er aabenbart paavirket af Debussy; mere blodrig, knap saa klar. Temaerne er lidt udflydende i Karakteren og udpræget lyriske; vi staar over for en Komposition af stor Skønhed, udmærket Instrumentation og ikke uden Effekt. Udførelsen ved Marinuzzi og Scala-Orkesteret er fortræffelig, man sporer tydeligt en Trang til at skabe en vis Stigning i Kom- positionen.

C-lue,k: Ouverture til ,Aleeste"".

Telefunken SK 3Z66

Furtwångler og Berliner-Philharmoniker

r_,

ne spiller med den rette Pathos og tragiske Alvor, der næsten virker som en personlig Bekendelse. Alle Nuancer og Tempoforandringer er foretaget med en Autoritet, der bevirker, at de føles naturligt. Klangen er

Z,,

maaske en lille Smule sprød, ellers er Optagelsen alt i alt tilfredsstillende.

Niels Viggo Bentzon: Toceata, Opus 10

H. m.v. z 91,76

I Balzer-Serien træffer vi denne Gang Repræsentation for den helt nye Musik. Niels Viggo Bentzons Klavertoccata spiller paa et rytmisk Modsætningsforhold mellem en Hovedtemagruppe, a, af fri, svævende Rytme, et serierytmisk Parti, b, og et Parti, c, der

Z--,

over en ostinato-agtig Bas arbejder med frie Figurrytmer og paa en fortræffelig Maade organisk vokser ud af et Hovedtemacitat, der fulgte efter b's Afvikling. c tenderer imod nogle relativt serierytmiske Figurer, der - maaske lidt unaturligt - leder videre til et Hovedtemacitat; herpaa. følger et toccataagtigt- -Overledningsstykke, der munder z,

ud i et Parti, der paa en fortræffelig Maade bygger paa b. Efter et nyt Overledn ingsparti kommer Slutningen, hvor Hovedtemaet efterhaanden dør hen, mens gentagne Anslag af en dyb Tone ligesom giver en Reminiscens af en Ostinatofigur fra den forudgaaende Overledning; i sig selv ganske virkningsfuldt, men næppe med tilstrækkelig Kontakt med Toccataens første Halvdel. Der er ingen Tvivl om, at denne Komposition er et særdeles interessant Stykke Musik. Man kunde maaske kritisere et Par Smaating; for Eksempel savner c et modsvarende Stykke i Kompositionens anden Halvdel, skønt det virker ret stærkt. Nogle Figurer ved Afviklingen af b, der paa Grund af deres frem

;r,

trædende Rytme »stjæler Øret«, udnyttes heller ikke ved Opbygningen. Kompositionen bæres først og fremmest af det fortræffelige, melodisk stærk expansive Hovedtema; i Henseende til Stof og Struktur synes Formen knap saa afrundet.

Udførelsen ved Komponisten er jo autentisk og burde vel unddrages Kritik; maaske kunde Toccataen have været spillet mere organisk sammenhængende. Hvorom alting er har denne Optagelse naturligvis den største Interesse for enhver, der virkelig ønsker at studere nyere Musik.