Klassiske danske børnesange

Klassiske danske Børnesange

Af SIGURD BERG

De første Barneindtryk af Musikens Verden er af saa afgørende Betydning for hele vor musikalske Indstilling, at et Kapitel om Børnenes Sange maa. være en højst vigtig Del af Musikens Historie. Vi er saa lykkelige her i Danmark at eje en Guldgrube af Børnemusik, en Række Børnesange, der igennem de sidste hundrede Aar kun har været underkastet en saa ringe Forskydning, at man virkelig kan tale om vore Klassiske danske Børnesange. - Allerede Weyse havde skrevet Sange, der synges af de smaa. Børn den Dag i Dag, men Wegses Sange er dog ikke tænkt og udformet paa den Maade, som vi i Dag kalder barnlig. Hans smaa Sange, - jeg tænker navnlig paa Morgen- og Aftensangene, - blev ganske vist Børnenes Eje i Kraft af deres enkle, rørende Enfold, men var næppe noget bevidst Forsøg paa at skrive for Børn. Først for hundrede Aar siden - efter Weyses Død - begyndte den elskelige Joh. Chr. Gebauer at skrive bevidst barnlige Sange til barnlige Tekster. Gebauers Børnesange blev 1864 udgivet i et samlet Hefte, indeholdende 30 Smaasange; det udkom som anden Del af »Sange med Pianoforte- Accompagnement componerede af Joh. Chr. Gebauer«.

Seks af disse Børnesange har - uden at falme - overlevet alle de mellemliggende Aar og findes endnu i de fleste Skolesangbøger for Børn. - De er saa at sige Grundstammen i vore klassiske Børnesange. Der er to Sange til Tekster af H. C. Andersen: »Hist hvor Veien slaaer en Bugt -« og »Pandeben! Godt det groer!« - to af Jul. Chr. Gerson: »En lille Nisse reiste -« og »Solen synker nok saa smukt« og endelig to af N. U. Krossing: »Ride, ride, Ranke!« og »Søskende jeg kjender fem«. Skønt jeg anser disse seks Sange for de udødeligste i Samlingen, vil jeg dog for min Samvittigheds Skyld gøre opmærksom paa, at der i Heftet ogsaa findes Sange som Ingemanns: »Græshoppen sidder paa Engen« og Carl Baggers: »Naar kommer Vaaren vel?« - samt at en Vise som »Nu lakker det ad Tiden smaat«, der ikke findes i Samlingen, vel ogsaa, tør regnes til Gebauers klassiske Børnesange.

Johan Christian Gebauer er født i København den 6. December 1808. Han opholdt sig en stor Del af sin Barndom i Christiansfeld hos sin Farmoder, der var Præsteenke, - og han fik her en streng, religiøs Opdragelse, præget af Stedets alvorlige Pietisme. Som 16-aarig kom han igen til København og begyndte sin musikalske Uddannelse hos Kuhlau, der boede i Lyngby. Senere fik han Weyse til Lærer - og en Tid ogsaa P. G. Krossing, der var Organist og Syngemester ved Det kgl. Teater og Elev af Kunzen. Kuhlau var nok den, der kom til at betyde mest for den unge Gebauer, hvis musikalske Udvikling blev stærkt klassisk præget. Men snart begyndte Gebauer selv at undervise. Han viste sig at være i Besiddelse af ualmindelige Evner som Pædagog, og da han allerede som ganske ung havde haft særlig Interesse for Musikens Teori, blev han snart en søgt Lærer. Da Det kgl. Musikkonservatorium blev oprettet i 1867, var Gebauer selvskreven til Stillingen som Lærer i »Harmoni«. Han var ikke alene en fremragende Lærer, men ogsaa en ægte og fin Kunstnernatur, en elskelig, barnlig-naiv og yderst beskeden Personlighed, der med Liv og Sjæl gik op i Undervisningen. Hans dybe Kærlighed til Musiken gennemstrømmede hele hans Arbejdsmetode og gjorde hans Timer til uforglemmelige Oplevelser. Sin Lærerstilling ved Konservatoriet forenede han med Stillingen som Organist, først ved Petri Kirke og senere ved Helligaandskirken. Han døde den 24. Januar 1884.

Blandt hans Kompositioner, der omfatter Sange, Salmer, Klaverstykker, Orgelpræludier og teoretiske Værker, indtager Børnesangene en Særstilling. Disse smaa beskedne Sange var oprindelig skrevet for hans egne Børn uden nogen Tanke om Udgivelse, - og det blev dog dem, der længst vil bevare Gebauers Navn i dansk Musiks Historie.

Det er som bekendt ikke altid en Sangs musikalske Kvalitet, der afgør dens Folkeyndest. Vi har herhjemme adskillige »yndede« Sange af stor Livskraft, men af yderst tarvelig Kvalitet (»Det gamle Træ, o lad det staa -« - »To, Drosler sad paa Bøgekvist -« - »Dejlige Danmark, hør hvor det klinger -« o. s. v.). Saadanne Sange maa være skabt af banale Sind, hvis de ikke er tillavet bevidst banalt, og de fænger kun i de jævne og ganske ukritiske Befolkningslag. - Andre Populære Sange er skabt ved et rent Slumpetræf, oftest af Musikdilettanter, der i hele deres Liv kun har gjort det ene Pletskud. (»Danmark, dejligst Vang og Vænge« - »Den lille Ole med Paraplyen« - »Sørens Far har Penge«). Disse Sange har ved et lykkeligt Tilfælde faaet en vis Kvalitet, der retfærdiggør deres Sukces. Men Sange af virkelig kunstnerisk og musikhistorisk Betydning skabes kun af den bevidste Artist, som har det fulde Herredømme over sine Midler. - En saadan Artist var Gebauer.

De nævnte seks Sange er alle saa sikre Træffere, at de endnu staar som lysende Eksempler. - »Hist hvor Veien slaaer en Bugt, ligger der et Huus saa smukt -« (man bedes synge Sangen for sig selv; hør hvor anskueligt og rammende Melodien fortæller) »Væggene lidt skjæve staae, Ruderne er ganske smaae; Døren synker halv i Knæ, Hunden gøer, det lille Kræ«, (her kommer den lille Pause der forskyder Rytmen) »under Taget Svaler qvidre,« (Melodien sætter et jublende Udraabstegn, og fortsætter straks mildt og afgørende:) »Solen synker og saa vid're.« - Hele Tiden stiger og falder Melodien i de nydeligste musikalske Kurver og ligesaa smukt og sikkert fremhæver og uddyber den Teksten i de to sidste Vers. Man forstaar, at den er et fuldt gennemtænkt og bevidst lille Kunstværk. - Det vil føre for vidt at gennemgaa alle disse Sange i Detailler. - Karakteristisk for flere af dem er visse smaa melodiske eller rytmiske Pointer, som altid slutter sig nøje til Versetekstens Udtryk: »Under Taget Svaler qvidre!« - »Hans Agt det var at hilse paa Verdens største Mand« - »Greven er saa højt paa Straa.« Lignende Pointer forekommer ogsaa i de andre, tidligere nævnte, Sange: »Naar kommer Vaaren vel?« og »Nu lakker det ad Tiden smaaf«. Saadanne smaa Træk viser Gebauers uhyre sikre og maalbevidste Arbejde. - Harmoniseringen er ganske enkel og dog hverken fattig eller kedelig. Hans store teoretiske Dygtighed kommer ham her til Gode. Ofte er Akkompagnementerne ret selvstændige, som man ellers ikke plejer at udarbejde dem ved Børnesange, men det gaar der for ikke ud over det letfattelige. Hans Sange er en ualmindelig lykkelig Forening af Barnlighed og bevidst kunstnerisk Arbejde.

Den, der nærmest kom til at slutte sig til Gebauer som Komponist af Børnesange, var Emil Horneman. De to Komponister var omtrent jævnaldrende og havde derfor samme Stilpræg, skønt de i mangt og meget var forskellige. Vi synger stadig adskillige af Hornemans Sange, de ejer en Slagkraft og en ubekymret Friskhed, som vi endnu kan fryde os over, men er vel næppe saa musikalskartisk udsøgte som Gebauers. Den mest elskede af dem alle er »Højt fra Træets grønne Top« til Peter Fabers Tekst, og den vil antagelig leve i Danmark, saa længe man gaar rundt om et Juletræ. I de nyere Samlinger af Børnesange findes desuden en halv Snes andre Sange af Horneman, deriblandt »Den Gang jeg drog af Sted« (Tekst af P. Faber), (denne Sang har vistnok efterhaanden mistet sin militære og krigeriske Betydning og har mere f aaet Karakter af en Børnesang om Tinsoldater og smaa Børn i Garderuniform) - den nydelige Sang: »Kanariefuglens Begravelse«, Teksten af William Faber:

Ak, saa skulde dig vor Ven vi miste!
Endt er dine glade Melodier.
Tungt det er at bære paa din Kiste,
Skønt den kun er af Avispapir.

Saa er der tre Sange af Jul. Chr. Gerson. (som jo ogsaa har leveret Tekster til to af de nævnte Gebauerske Sange) »Visse, visse, sov min lille Dukke«, »Staa nu op, mit lille Nor« og »Kom, mit lille Pus, og se«, - og de to meget sentimentale »Grønne Kranse« (Tekst: Vilh. Fristrup) og »Moder kær, hos mig vær« (Tekst: J. C. Petersen). Foruden de egentlige Børnesange kan man maaske ogsaa medtage en Sang som »Natten breder sine Vinger« (Tekst: Adolph Recke), der vistnok stadig synges i Skolernes mindre Klasser.

Johan Ole Emil Horneman er født i København den 13. Maj 1809 og er altsaa kun et halvt Aar yngre end Gebauer. Som ganske ung kom han ind paa Kunstakademiet, men hans Fader, der selv var en anset Maler, mente ikke, at det var nogen Fremtid for Sønnen og raadede ham til at gaa Musikvejen, som han baade havde Talent og Tilbøjelighed for. Han var en Tid, ligesom Gebauer, Elev af Kuhlau, Men uddannede sig dog væsentligst paa egen Haand. Han blev tidlig gift, og for at leve maatte han give Musikundervisning, - men det morede ham ikke, og da han havde et udpræget Handelstalent, opgav han Undervisningen og aabnede en skønne Dag en Maleri og Musikhandel, først i Holmens Kanal og snart efter paa Amagertorv, der hvor nu den kgl. Porcellænsfabrik har Udsalg. Det varede ikke længe, før han fik sig et Speciale, som han var saa godt som alene om i København, - og det var Noder til Undervisningsbrug. Det morsomme var, at han komponerede det saa godt som altsammen selv. Foruden sin Klaverskole - og hvem af os kender ikke Hornemans »Ny praktisk Pianoforte-Skole« - komponerede og udgav han flere Hundrede smaa Klaverstykker og Etuder til Brug ved Klaverundervisningen, og det gik altsammen af som varmt Brød.

Hans joviale Elskværdighed,og gemytlige, lette Natur gjorde ham til en usædvanlig vindende Personlighed. Man saa altid et mildt Ansigt og blev altid betjent med den største Forekommenhed. Det var ikke saa mærkeligt, at alle og enhver købte Noder i den bekendte høje Stue, der ovenikøbet laa lige midt paa Strøget. Foruden Undervisningsmusiken komponerede han en Mængde anden Klavermusik og en lang Række Sange. Hans Soldatersange fra Krigens Tid (1848-49) opnaaede en enestaaende Popularitet og fik en Levetid, der rakte langt ud over den øjeblikkelige Situation. Det var Sange som »Kongernes Konge«, »Den,Gang jeg drog af Sted«, »Igaar jeg fik min Trøie«, »Gutter ombord!« »Holmens faste Stok« og mange andre; - og saa var der altsaa Børnesangene, hvor han fulgte den samme Linie som Gebauer. - Men Stilen i Hornemans Børnesange er, som nævnt, ikke saa kunstnerisk bevidst som Gebauers. Den er ligesom mere kantet, ogsaa mere stereotyp. Horneman har ikke Gebauers fine artistiske Sans for Stigningen i Melodien. Han brænder sit Krudt a!f med det samme, har ingen Overraskelser i Baghaanden. Melodierne lister jævnt af Sted som man kan tænke sig et Barn sidde og spille pænt og korrekt efter Hornemans egen Klaverskole. Hos Gebauer forberedes de før omtalte smaa Pointer særlig virkningsfuldt, fordi hans Melodier fra Begyndelsen ofte har et lidt vemodigt Præg med faldende Melodilinier. Hos Horneman er Melodilinien oftest stigende fra Begyndelsen, svarende til Komponistens egen sorgløse Optimisme, hans naive Aabenhed, der ingen skjulte Overraskelser gemte.

Alligevel kan man hos disse to Komponister tale om en Stil, der kunde bygges videre paa. Selv har de begge bygget paa ældre Grundlag, paa de Børnesange, der i Forvejen var i Folkets Eje, og hvis Herkomst ofte skjuler sig i en fjern og dunkel Fortid. I disse gamle Børnesange kan der mærkelig nok spores en vis Stilenhed, som det er let at opdage blot ved at tænke paa Sange som »Bro, bro, Brille«, »Visselulle, mit lille Barn«, »Der bor en Bager«, »Tingelingelater« og mange andre. Men da disse Melodier stammer fra spredte og vidt forskellige Kilder, kan et øjensynligt Stilfællesskab kun skyldes en Udvælgelse, der er bestemt af Kravet om den størst mulige Anskuelighed og Letfattelighed selv for de mindste Børn. Det er da ikke saa mærkeligt, at denne Stil blev optaget og videreført netop af to Musikpædagoger, der i Forvejen var indstillet paa den størst mulige Anskuelighed i deres Fremstillingsform. Og da disse to Mænd samtidig ejede deres uforfalskede og rene Musiksind - og den ægte Troskyldighed i deres Hjerter, maatte og skulde Resultatet blive lykkeligt.

Horneman døde den 29. Maj 1870. Dette Aar blev paa anden Maade betydningsfuldt for dansk Børnesang, idet alt det væsentlige, der hidtil forelaa paa dette Omraade, blev samlet i et præcist og overskueligt Knudepunkt: »Storkebogen«. Den har faaet dette Navn, fordi der udenpaa Bindet er tegnet en Stork med et lille Barn i Næbet. Dens egentlige Titel er: Børnenes Musik. Sange, Lege og Dandse fra en Børnekreds, samlede af en Moder (Serine og Soplius Hagen). - Med seks Billeder, tegnede af Pietro Krohn. Denne Bog er nu kommet i utallige Oplag og findes vist stadig i de fleste Hjem, hvor der er Børn - og hvor der synges og spilles.

Manden, der havde samlet dette Værk, Sophus Albert Emil Hagen var født i København den 3. Maj 1842 og var altsaa ikke mere end 28 Aar, da han udgav »Storkebogen«. Han var Akademiker, havde studeret Musik og Musikhistorie, havde faaet Klaverundervisning hos C. J. Rauch og senere hos Gebauer, havde selv en Overgang været Musiklærer og havde Aaret før »Storkebogen« udkom, overtaget den Musikhandel paa Amagertorv, som Horneman havde grundlagt. Han var selv Komponist og har skrevet adskillige Sange, Kantater, Kammermusik- og Klaverværker, men hans egentlige Betydning laa indenfor den musikhistoriske Forskning og de Indsamlinger, han har gjort vedrørende den ældre danske Musikhistorie, danner nu en meget værdifuld haandskrevet Seddelsamling, der opbevares paa Det kgl. Bibliotek og er stadig et uudtømmeligt Studiemateriale for dansk musikhistorisk Forskning. Hagen døde, omtrent 87 Aar gammel, i Helsingør den 3. April 1929.

Det, der gør »Storkebogen« saa værdifuld, er først og fremmest alle de Børnesange som, levede i Folkernunde, og som Hagen, med sin aldrig hvilende Samlertrang, har indsamlet og optegnet efter mundtlig Tradition. Bogen indeholder ialt 148 Melodier. Deraf er langt den største Del, ialt 98 af Melodierne, ikke navngivne og stammer saaledes fra mere eller mindre usikre Kilder. Af de resterende 50 Melodier er de 44 betegnede med danske Komponistnavne: Weyse har 8 Sange,Gebauer 8, Hagen 8, Horneman 7, J. P. E. Hartmann 2 og C. Balle, Rudolph Bay, A. P. Berggreen, Niels W. Gade, Joseph Glæser, Johann Hartmann, P. C. Krossing, Holger Paulli, N. E. Petersen, P. E. Rasmussen og Henrik Rung hver 1. Det ser ud, som om Hagen selv har været lidt ubeskeden, naar han har placeret sig med ligesaa mange Melodier som l Veyse og Gebauer. Imidlertid er de Hagenske Sange meget fine og nydelige, men har dog ikke vist sig i Besiddelse af nogen større Livskraft udenfor »Storkebogen«.

Alle vi, der har kendt »Storke,bogen«, da vi var Børn, vil altid senere i Livet tage den i Haanden med en egen bevæget, hjemlig Følelse. De sidste Oplag er udstyret og trykt nøjagtig paa samme Maade som det første fra 1870 med de samme naive Titelbilleder til hvert af Bogens Afsnit. Men »Storkebogen« er mere end en barnlig Glæde, den er i Virkeligheden et Monument, - en - ganske vist lille - Hjørnesten til Historien om dansk Musik. Senere er der skrevet mange gode Børnesange af Fini Henriques, Alfred Tofft og Carl Nielsen, og i den nyeste Tid af Gunder Knudsen, Riis-Magnussen, Oluf Ring, Poul Schierbeck og mange flere; og hvorledes de har bygget videre paa de gamle Stiltraditioner er igen et nyt Kapitel af vor Musikhistorie, ligesom der ogsaa kunde gøres værdifulde Undersøgelser over de Børnesange, der stammer fra gamle og ukendte Kilder, Folkemelodier og lignende, og over det Udskillelsesarbejde, der har skabt deres øjensynlige Stilfællesskab. Nogen samlet dansk Musikhistorie ejer vi jo desværre ikke endnu, men naar den en Gang ad Aare kommer, maa den ogsaa indeholde et Kapitel om Klassiske danske Bornesange.