Musikpædagogik

Musikpædagogik

Af HANNA LUND

I Tilknytning til Finn Høffdings Artikel i D. M.s Marts- og April-Numre angaaende Danmarks musikalske Standard, vil jeg gerne have Lov at uddybe et Par Punkter.

Finn Høffding skriver, at vor Befolkning holdes nede i musikalsk Analfabetisme. Det er fuldkommen rigtigt, at Musiken ikke har samme Betydning for den jævne Mand her som i de fleste andre Lande, det kan enhver bevidne, der har staaet i Queue med hvidløg stinkende italienske og franske Arbejdere for at komme til Søndagssymfonikoncert paa Galleriet i Concert Colonne i Paris. Overværer man en Samtale mellem to saadanne Arbejdere, er man desuden som Nordbo blevet umaadelig forbavset over deres Kendskab til og faste Meninger orn Musik og Musiknavne.

Den Slags Overraskelser kommer man sjældent ud for blandt danske Arbejdere. Er Grunden ikke den, at den danske Stat mest lægger Vægt paa materielle Fremskridt og tilside sætter aandelige? Danmark staar materielt højt, men i Sammenligning i hvert Fald med Amerikas jævne Befolkning staar vore Arbejdere kulturelt paa et lavt Niveau.

Finn Høffding skriver: »I Tyskland saavel som i Amerika findes der en musikalsk Gymnasieretning sideordnet med den matematisk-naturvidenskabelig og den sproglige Retning.«

Dette er med Henblik paa Amerika ikke helt korrekt, idet man der er kommet endnu længere i individuel Tilrettelægning af Undervisningen, der findes nemlig slet ikke Retninger. For at faa Artium skal man bestaa saa og saa mange Fag, som man bortset fra visse obligatoriske Hovedfag selv kan vælge.

Dette er naturligvis det eneste rigtige, hvorfor skal man plages med Fag, man hverken har Interesse eller Brug for og omgaaende glemmer. I Canada, der forøvrigt, selv om det er et mindre og yngre Land end Staterne, uddannelsesmæssigt staar højere, er hele Musikundervisningen, ligesom den øvrige Undervisning, af Staten tilrettelagt i et Kursus bestaaende af elleve Grader, hvoraf den sidste er Musiklærergraden. Det vilde betyde meget for Danmark, hvis Universitetet og Konservatoriet tilsammen tilrettelagde et lignende Kursus her. Fordelene er mange. De Stykker, der vælges til Børnene, kommer ikke til at afhænge af Lærernes Smag eller Mangel herpaa, der er draget Omsorg for, at Børnene kun spiller det bedste og faar Kendskab til alle Mestrene. Samtidigt er Udvalget af Stykker i hver Grad saa stort, at der i Valget kan tages Hensyn til Elevens Individualiteter.

Naar Sæsonen er gaaet, skal Eleven i Canada op til Eksamen i Aarets Pensum; i de smaa Grader spiller de gerne tre forskellig artede Stykker, to Etuder samt en Del Skalaer. Desuden eksamineres de i Hørelære og i at spille fra Bladet. Landets fremragende Musikere sendes som Censorer over hele Landet og skriver en indgaaende Kritik over hvert Barn samt bestemmer, om Barnet kan rykkes op i næste Grad eller skal blive endnu et Aar i samme.

Denne Eksamensordning udkonkurrerer af sig selv daarlig Undervisning, Lærere med for lille Uddannelse eller uden Evner kan simpelthen ikke føre op til disse Eksaminer.

Naar Eleven har bestaaet sin femte Eksmen, kræves særskilt Teoriundervisning og Eksamen heri. De Elever, der har bestaaet ottende Grads Instrumenteksamen, tredie Grads Eksamen i Musikteori samt en Eksamen i Musikhistorie fritages for visse Fag til Studentereksamen.

Undervisningen i Musik bekostes af Hjemmene og tages udenfor Skoletiden, til Gengæld har den studerende en Del Mellemtimer paa Skolen, som kan bruges til Lektielæsning.

Med Hensyn til Holdundervisning er man i Canada og Australien (Systemet er i Australien indført fra Canada) efter mange Aars Forsøg kommet til det Resultat, at den egner sig bedst for de to første Aars elementære Undervisning, og man underviser efter det Tidspunkt nu ikke mere i Hold derovre. Stykkerne bliver større, og der skal arbejdes mere med Foredraget, dette maa gøres individuelt, og i Valget af Opgaver maa man tage Hensyn til hver Elevs personlige Temperament.