Træk af janitscharernes historie Del 1

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 07 - side 170-173

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Træk af Janitscharernes historie

Af NIELS FRIIS

Redaktør, Organist Niels Friis har i det følgende samlet Stof til Belysning af Janitschar-Musikkens Opkomst og dens Indpas i europæisk Musik. Om dens Udvikling i Danmark meddeles en Del ikke tidligere offentliggjorte Enkeltheder.

I vor Tids Musik, baade i Symfoni-Musikken og i den moderne Dansemusik, spiller- Janitschar-Instrumenterne en fremtrædende Rolle. En Janitschar er jo i moderne Sprogbrug en Musiker, der spiller Slaginstrumenterne, gør Tjeneste »ved Slaget«, som det hed i forrige Aarhundrede, men det er først i nyere Tid, Ordet har faaet denne Betydning; det er lige saa gammelt som det er fremmedartet, og dets Vandring fra dets oprindelige Milieu til det moderne Orkesterpartitur er nok værd at følge, fordi det i mange Henseender markerer en interessant kultur- og musikhistorisk Udvikling.

Janitschar-Navnet har jo nemlig Klang ikke blot i Musiken og Musikhistorien, men i høj Grad ogsaa i Krigshistorien, hvor det for seks hundrede Aar siden dukkede op som Betegnelse for en ny Slags Soldater, Tyrkiet indførte. Det osmanniske Rige havde oprindelig ingen staaende Hær, og da man endelig fik en, som Sultan Orkhan organiserede, blev den ikke brugbar, fordi Tyrkerne paa det Tidspunkt ikke var egnede til at være Soldater. 1 1330 begyndte man derefter at rekruttere med kristne unge Mænd, der fik Betegnelsen yeni-cheri, d. v. s. nye Tropper, og heraf udviklede sig snart de berømte Janitscharer, den særlige tyrkiske Krigerkaste, som i sin femhundredaarige Tilværelse kunde opvise store Sejre og Triumfer, men ogsaa Nedgang og dybt Forfald.

Oprindelig var Janitscharerne kun et mindre Elitekorps, en fast sammentømret Fodfolksorganisation, som i Forbindelse med tilstrækkeligt Rytteri var et fremragende Krigsinstrument. Disciplinen var mønsterværdig og Kampaanden enestaaende, og overalt, hvor Janitscharerne stormede frem under deres blodrøde Fane med den sølvskinnende Halvmaane, vandt de Sejr. I alle Tyrkiets store Erobringer i det 15. og 16. Aarhundrede havde de deres væsentlige Andel, og det var derfor intet Under, at de blev en Magt ogsaa indadtil i Staten, for hvilken de betød saa væsentlig en Styrke udadtil. Men i samme Grad som denne Magt voksede, viste sig ogsaa Skyggesider ved en saadan overmægtig Krigerkaste, og det endte med, at Sultanerne ikke kunde tumle deres Elitetropper mere. Samtidig svandt Krigeraanden hos Janitscharerne, og Sejrene forlod lidt efter lidt deres Faner; fra at være Garantien for Tyrkiets Magtstilling i Europa udviklede de sig i Løbet af tre- fire Aarhundreder til at blive en formelig Landeplage, og der var tilsidst intet andet at gøre end at se at skaffe sig af med dem.

Det viste sig at være svært nok. Sultan Selim den Tredje forsøgte at etablere en ny Hær til Afløsning af den berømte Kaste af Krigere, der nu havde overlevet sig selv, men saa udstrakt var deres Magt, at det blot førte til, at han blev afsat af den. Efterhaanden fik man dog atter etableret nye Tropper, men Janitscharernes Harme gav sig da, i 1806, Udslag i, at de angreb Storvezirens Hus og, efter at have ødelagt dette, ogsaa Sultanens Palads. De blev beskudt med Kanoner og mistede 600 Mand, men de organiserede Tropper maatte ikke desto mindre trækkes tilbage. Først efter 20 Aars fortsat Uro lykkedes det Sultan Mahmud den Anden at befri Landet fuldstændig for Janitscharernes Svøbe. 1 1825 formerede han helt nyt, stærkt Korps af Soldater, eshkenjis, med hvilket han en skønne Dag nedkæmpede Resterne af den gamle Krigerkaste paa dens Kaserner, hvorefter den helt og holdent likvideredes. Af den f ordum, saa stolte Kamporganisation var derefter intet andet tilbage end Minderne om dens glorværdige Sejre - og Navnet, som kom til at leve videre i Musiken.

Janitscharerne var i deres Glanstid vel forsynet med Musik, hvori fandtes adskillige af de Elementer, der tidligt kendtes i den vesteuropæiske Krigsmusik, men ogsaa en Række andre, højst egenartede, der gav denne Musik dens særlige Karakter af »tyrkisk Musik«. De Instrumenter, Janitscharerne førte, var i første Række Pauker, Stortromme, Bækkener og Triangler, der ofte var til Stede i saa stort Antal som ni af hver, samt det tyrkiske Klokkespil. Dette Spil kaldes ogsaa den tyrkiske Halvmaane og kendes endnu enkelte Steder,bl. a. i Tyskland; det var en Stav, kronet af en eller flere Halvmaaner og behængt med et Utal af større eller mindre Klokker og Bjælder - et udpræget Rasleinstrument, beregnet paa Frembringelse af rytmisk Klang-Støj. Den hele tyrkiske Musik var i sin fulde Udfoldelse, i hvert Fald for europæiske Øren, et eneste Virvar; Melodi fandtes ikke, kun klingende, festlig og æggende Larm. I Strid lød denne ejendommelige Musik bag de kæmpende Tropper og opildnede dem til Daad, i Fredstid var den blandt Sultanens og Rigets øvrige Dignitarers kæreste Adspredelser.

Baade i sin oprindelige Skikkelse og i forædlet Form, saaledes, at de enkelte Janitschar-Instrumenter lidt efter lidt trængte ind i Orkestrene, fandt den tyrkiske Krigsmusik, omend i afdæmpet, Form, Indpas i Europas vestlige Lande. Samme Vej var Pauken, der jo nu ikke længere henregnes til Janitschar- Instrumenterne i egentlig Forstand, vandret nogle Aarhundreder i Forvejen; ogsaa den har sin Oprindelse i Østens Arméer, hvor den sloges, anbragt paa Kamelryg, og den kom allerede paa Korstogenes Tid til Europa. Heri blev den sammen med Trompeten Rytteriets musikalske Kendetegn; i Orkestret synes den ikke at have holdt sit Indtog, før dette i sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede naaede en nogenlunde anselig Størrelse. Den indlagdes først enkelte Steder for at fremkalde dramatisk Effekt (som i Bachs Kantate: »Tönet, der Pauken, erschattet, Trompeten!«) og trængte sig derefter langsomt frem; Haydn og Mozart tog den for
Alvor i Anvendelse i deres Symfonier, og i Aarene derefter blev Pauken det fast inkorporerede Orkesterinstrument, den er den Dag i Dag.

Den egentlige tyrkiske Musik dukkede op i Europa under og efter de store Tyrkerkrige i Slutningen af det 17. Aarhundrede, i hvilke vesteuropæiske Soldater blandt Krigsbyttet paa Slagmarkerne fandt de mange mærkelige Musikinstrumenter og førte dem med sig; dem havde man ogsaa fundet i Krigene mod Tyrkiet halvandet hundrede Aar i Forvejen, men dengang tog, man ikke Brugen af dem op, saaledes som det i udstrakt Grad blev Tilfældet nu, i Aarene efter 1700.

Det var Tyrkere, som fandt Behag i dette ejendommelige musikalske Legetøj, og i 1700-Tallets Begyndelse skaffede f. Eks. Kong August af Polen sig et Janitscharkorps. Det ligger iøvrigt nær at antage, at det var den militære Musik rundt omkring i Europa, der først adopterede Janitscharmusikken, og at det overalt er gaaet som herhjemme: at den fra Militæret er vandret videre til den civile Musik. Saa meget er i hvert Fald sikkert, at den tyrkiske Musik allerede omkring 1750 var højeste Mode over det meste af Europa, og ved samme Tid naaede den til Danmark, hvor den som de fleste andre Steder fremkaldte en sand tyrkisk Feber.

Herhjemme lader det sig gøre ret nøje at følge Janitscharmusikkens Veje; her var det ganske afgjort Militæret, der indførte den først. Den blev i den danske Hær saa lidt som i udenlandske nogen obligatorisk Del af Regimenternes Musik-Udfoldelse, i hvilken Hoboisterne, de blæsende Musikere, var Hovednerven; den tyrkiske Musik med alle dens fremmedartede og mærkelige Instrumenter var nærmest en Luksus, som nogle Regimenter - og navnlig dem, der var knyttet til Hof f et anskaffede sig, andre ikke. Særligt Mandskab krævedes ikke; man opøvede simpelthen Reginienternes Tambourer, Trommeslagere, i den nye og ikke særlig krævende Kunst at frembringe saa megen Klang og Støj som mulig med de tyrkiske Slag- og Rasleinstrumenter, og den nye Musik blev en stor Attraktion. Instrumenter fra den Tid er ikke bevaret, men det er en given Sag, at alle den tyrkiske Musiks Midler blev taget i Anvendelse, fra Stortromme, Bækkener og Triangel til Tambouriner, Trompeter og Piccolofløjte.

Navnlig Metalklangene spillede en stor Rolle i dette mærkelige Støj-Kor; til dem brugtes bl. a. foruden almindelige Triangler en særlig Art, der i en samtidig Annonce fra en københavnsk Instrunientmager skildres saaledes: »Et nyt Slags af firkantede flade Triangler til den nu brugelige Janitschar - Musique, 4 Stykker, som hver for sig, gjort af et vist Slags Staal, og særdeles Hærdelse, udholder deres 4 forskellige Toner over 3 Minutter og temmelig vel udgjør en Slags Accord«. Nogen Harmoni synes der saaledes trods alt at have været i Præstationerne; maaske har disse Akkord-Triangler været anvendt i Piano-Spil til Afveksling med Tutti-Spillet. Det eneste af de særlige tyrkiske Instrumenter, der herhjemme ikke synes at have været med fra Begyndelsen, var selve Janitscharmusikkens Hovedinstrument, Halvmaanen eller det tyrkiske Klokkespil; det holdt først noget senere sit Indtog i den danske Hær, hvorfra det dog forsvandt ret hurtigt igen - for netop hundrede Aar siden. (Forsættes).

Årgang 18/1943, nr. 07