Bournonville i Stockholm

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 08 - side 197-203

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Bournonville i Stockholm

Ved NILS SCHIØRRING

Ved Begyndelsen af sit 3-aarige Ophold i Stockholm sendte den danske Balletdigter August Bournonville et Brev til Kapelmester Holger Simon Paulli med oplysninger om de musikalske Tilstande i Sveriges Hovedstad. Det meddeles for første Gang i denne Artikel, efter at Bibliotekar ved Det kgl. Bibliotek Richard Paulli, der er Sønnesøn af H. S. Paullis Broder, den senere Stiftsprovst J. H. Paulli, velvilligst har stillet det til Raadighed for Dansk Musiktidsskrift.

Ved Indgangen til Sæsonen 1859-60 havde Det kgl. Teater i Gehejmekonferensraad Frederik Ferdinand von Tillisch faaet en Chef, som trods Evner for den økonomiske Administration havde svært ved at skabe nogen kunstnerisk akceptabel Standard. Blandt Teatrets Kræfter følte vor berømte Balletmester August Bournonville (1805-79) sig og Balletten svigtet, og i Foraaret 1861 modtog han Tilbud fra Chefen for de kongelige svenske Scener, Baron Eugéne von Stedingk, om at overtage Posten som Intendant ved baade Tale- og Opera-Scenen med den Opgave at være kunstnerisk Raadgiver og Instruktør. I September 1861 satte Bournonville da som Afskedsforestilling Balletten »Valkyrien« op paa Det kgl. Teater i København og drog for. tre Sæsoner til Stockholm, hvor han kom i travl Virksomhed. Tidligere havde han optraadt som Danser paa den svenske Operascene, og gennem Opsætningen 1858 af Balletten »Bellman eller Polskdansen paa Grönalund« med Paullis Musik havde det svenske Publikum ham i frisk Erindring.

Alligevel vakte det ikke ringe Modstand, at en Udlænding skulde overtage en kunstnerisk overordnet Stilling ved de svenske Nationalteatre, men en Del af Modviljen mindskedes, da det viste sig, at Bournonville talte udmærket Svensk (hans Mor og hans Hustru var begge svenskfødte), og det efter hans Tiltrædelse hurtigt blev klart, at han udfyldte sin Opgave med »Nidkærhed, Omsorg, Dygtighed og Viljekraft«. Hans kendte, selvbevidste Optræden tog man med, fordi der laa saa uomtvistelig en Retlinethed og kunstnerisk Overlegenhed bag, og ved hans Afgang talte man om hans »velsignelsesrige Virksomhed«. - Bournonvilles Operaiscenesættelser var højst værdifulde for svensk Teater, og selv hans Skuespilinstruktion satte Spor indenfor Staben af Scenekunstnere. Han genoplivede den elegante Komedie -og Konversationsstykket, understregede Aktionens Livlighed, sørgede for, at en naturlig Spillemaade vandt Indpas, og i den daglige Drift skabte han Fasthed og Orden.

Efter i Efteraaret 1861 kun at have sat et Par Smaastykker op, slog Bournonville ved Nytaarstid 1862 sit første store Slag med Genopførelsen af Bernhard v. Beskows klassiske svenske Drama »Torkel Knutssön«, og i de følgende Sæsoner satte han 6 Operaer op, nyindstuderede 9, instruerede 5 store Dramaer, 4 svenske Skuespil, 13 Komedier, klassiske og moderne, nogle Smaastykker og 3 Balletter, hvoriblandt »Sylphiden«, der nævnes i Brevet.

Bournonville forlod ved Afslutningen af de tre Sæsoner, for hvilke han havde bundet sig, i nogen Grad skuffet de svenske Teatre; men han bed Bitterheden i sig og erkendte, at de »virkelige eller indbildte Reformatorer vender tilbage fra Striden med den nedslaaende, Følelse af kun at have udrettet meget lidt«. I Stedet for lod han i den Oversigt over sine Aar i Stockholm, som han nedskrev umiddelbartefter sin Hjemkomst (trykt i 2. Del af »Mit Theaterliv«), og før han paany traadte i Det kgl. Teaters Tjeneste, Tilfredsheden over den gode Modtagelse og de paa mange Maader gode Arbejdsforhold raade, saaledes som den ogsaa finder Udtryk i dette Brev.

Til Brevets Modtager, Komponisten, Kapelmester ved Det kgl. Teater Holger Simon Paulli (1810-91) stod Bournonville Livet igennem i nærmeste Venskabsforbindelse. Deres Bekendtskab gik paa det Tidspunkt, nærværende Brev blev skrevet, mere end 30 Aar tilbage i Tiden. Det kan maaske dateres fra kort Tid efter, at Paulli som tolv Aars Dreng blev Elev i Kapellet eller i hvert Fald fra omkring 1830, da han blev Hjælperepetitør ved Balletten. I Tidens Løb kom Paulli, der fra 1849 ofte og fra 1863 som fast Kapelmester dirigerede Operaforestillingerne, til at komponere Musik til en halv Snes af Bournonvilles Balletter. Og netop til nogle af de Balletter, der endnu holder sig paa Repertoiret: »Konservatoriet«, »Kermessen i Brügge«, »Brudefærden i Hardanger« skrev han frisk og frejdig Musik; glemmes maa ikke Tarantellen af »Napoli«, der sætter det fyrige Punktum for en af vor Nationalscenes Balletklenodier.

Det Julebrev, Paulli modtog nogle Maaneder efter Vennens Afrejse fra København, er ikke alene interessant ved at give Førstehaandsoplysninger om den musikalske Tilstand ved Stockholmeroperaen for 80 Aar siden, men ogsaa ved at det er gennem dette Brev, den berømte Sødskendetrio, Neruda introduceres i det musikalske København. Der er næppe Tvivl om, at den Varme, hvormed Bournonville omtaler dens Ydelser, og den direkte Opfordring han retter til Paulli om at forberede det københavnske Musikliv paa dens Ankomst, i høj Grad har været medvirkende til, at Neruda'ernes Sejr fra det Øjeblik, de i Foraaret 1862 gav deres første Koncert herhjemme, blev saa fuldstændig, og at Familien, der var indstillet paa Rejselivet, valgte Sverige og Danmark til deres Hjemlande.

Neruda'erne stammede fra Rossiez ved Prag og talte gennem flere Generationer mangfoldige Musikere. En af Slægtens fremtrædende Personligheder var Domorganisten i Briinn, Josef Neruda (1807) - 75), der blev Fader til de syv Børn: Amalie, Victor, Wilma, Marie, Franz, Eugenie og Olga, der alle blev uddannet som Musikere. De berømteste blev Wilma og Franz. Hun besejrede hele Europa som Violinistinde og han blev en af Støttepillerne i baade Danmarks og Sveriges Musikliv. Vilhelmine (Wilma) Neruda (1839-1911) optraadte som sine Sødskende allerede fra Barn, og musicerede da og senere i Livet jævnligt sammen med Marie (ogsaa gift i Sverige, se nedenfor) og Franz. Deres første Fællesoptræden i Stockholm fandt Sted 13. Novernber 1861, altsaa knap en Maaned før, Bournonville sendte sit Julebrev til Paulli med begejstrede Ord om de unge Mennesker. 1864 blev Wilma Neruda gift med den svenske Komponist og Dirigent Ludvig Norman, som ogsaa omtales i Brevet. Senere blev London hendes Hovedopholdssted og 1888 indgik hun nyt Ægteskab med den tyskfødte Pianist og Dirigent Charles Hallé (1819-95), hvis Hovedvirksomhed faldt i England. Franz Neruda (1843-1915) blev 1864 knyttet til Københavns Musikliv som Cellist i Det kgl. Kapel; velkendt er hans mangesidige Indsats som Medstifter af Kammermusikforeningen, Sjæl i Neruda-Kvartetten og Pædagog. 1892 blev han efter N. W. Gade Dirigent i Musikforeningen og ledede til sin Død dansk Musiklivs betydningsfuldeste Koncerter med lige Vægt paa Dyrkelsen af den klassiske Litteratur og Samtidens værdifuldeste, i den Tid især slaviske, Nyheder. De tre Søskende Neruda og navnlig Wilma Neruda gav i Løbet af Foraaret 1862 en Række Koncerter paa Folketeatret under begejstret Tilstrømning. Det blev Indledningen til den livslange nære Forbindelse mellem dem og dansk Musikliv.

Stockholm, den 15. Deebr. 1861.

Kjære Paulli, høistærede Ven.

Tilgiv den ubetydelige Format, som jeg har valgt til mine Iule- og Nytaarsbreve, men da disse ere Legio, og jeg dog ønsker at gjøre dem saa indholdsrige som muligt, maa jeg spare paa Papiret og navnlig paa den i Sverrig temmelig dyre Postporto. Ieg skal imidlertid beflitte mig paa at skrive saa tydeligf, at jeg uden altfor stor Møie kan læses. Ieg maa altsaa begynde med at takke dig for dine 3 successive Tilsendinger med behørige venlige og intéressante Skrivelser. Alting var i den Orden, som man kan vente fra din praktiske Haand, op, »Sylphiden« er allerede leveret til Udskrivning. Rep. (etitør) - Stemmen til »Toreadoren« tilligemed »Bagtalelsens Skole« og Weyses Sang har jeg rigtig modtaget og skal i mit Brev til M. Bing(1) lade dig tilstille Beløbet af dine udlagte Penge med en dobbelt Portion hjertelige Taksigelser.

Hvad de meget omtalte Comedie-Manuscripter angaar, kunde det have været særdeles gavnligt, om vedkommende Forfattere med Tillid til min Delicatesse strax havde sendt deres Stykker. Det er klart, at de først maa læses inden de kunne antages og vurderes, og da de alle skulle oversættes og Thornams(2) fortrinsviis vaudevilliseres samt localiseres bliver Betalingen temmelig arbitrair ... men honnet vil den i ethvert Tilfælde blive, - du veed selv, hvorledes jeg arrangerede Sagen med Balletmusikerne og det skal være mig en Glæde at tjene de danske Forfattere, naar blot deres Fordringerere saaledes, at de nogenlunde kunde svare til vore Omstændigheder, thi det bør vel bemærkes, at uagtet Stykkerne kunne faae den bedste Udførelse paa det kgl. Teater, har dets Publikum indtil Dato viist saa liden Interesse for den dramatiske Scene, at de bedste Stykker kun opleve forholdsmæssig faa Forestillinger, derfor vil jeg altid anbefale et Honnorar engang for Alle. Siig dette til alle de Forfattere, der have faaet deres Stykker opførte med Held, og som ikke have skyndet sig med at lade dem trykke, thi da ere de offentlig Gods, som de smaa Theatre strax bemægtige sig. Manuscripterne svarer jeg for paa mit Æresord og som sagt, mit Fødelands Litteratur og dets Forfatteres Interesser skulle være mig dyrebare. Dog maa jeg bede, at Sendingerne maa være friske og hurtige, thi vi maa sige som Amerikanerne, Tid er Penge.

Jeg vil nu forsøge at give dig et Billede af de herværende musikalske Tilstande. Som du veed, er Svenskerne hovedsagelig lyriske, og denne Stemning yttrer sig fornemmelig til Fordeel for Operaer, uagtet man helst ønsker i dem at beholde Dialogen, saaledes gives »D (on) Juan«, »Figaro«, »Barberen« o. fl. med Tekst. Orchestret er fortrinligt, navnlig
hvad Quarteten angaaer. De Blæsende, for det meste Fremmede, staa under vort, men, det være sagt uden Forkleinelse for det danske Capel, den Kunst at accompagnere skal
de hære af det Svenske, især under Anførsel af vor duelige unge Capelmester Ludvig Normann(3), der er en virkelig Capacitet og anvender en mønsterværdig Omhu paa det Heles værdige Gang. Operaens Personale er talrigt besat, men halter dog paa sine Steder. Vi have f. Ex. en udmærket smuk og musikalsk uddannet Sopranstemme i Mlle Andrée (4), men egentlig Primadonna er hun ikke, og sige en Replik ordentlig kan hun ligesaalidt som Fru Lund Röske(5), der for Resten er en fortjenstfuld Sangerinde. En usædvanlig Coloratursangerinde have vi i Mlle Gelhaar(6), der tillige er en god Skuespillerinde, og en ypperlig Soubrette i Fru Strandberg(7), der er mindre Sangerinde end de andre, men derimod indblæst af kunstnerisk Aand. Alterne ere de svageste: Mlles
Lublins(8) og Buntzen(9), der igrunden kun ere Surrogater i deres Fag. Paa den mandlige Side er Barytonpladserne bedst besatte: Sandström(10), en ganske fortræffelig Sanger, navnlig i den italienske Stiil. Fylde, Kraft og Skole: Arlberg(11), mindre stærk Stemme, men musikalsk dannet og, en distingueret Skuespiller Lundbergh(12) et ganske fortrinligt Organ og Talent som Fremstiller, men han har meget tilfælles med Chr. Hansen(13), det vil sige - Hvad? om? - - Vi have to dygtige Bassi profondi Willman(14) og Wallin(15) og en Basso Buffo Udmann(16), men en egentlig Basso cantante som Schramm(17) fattes for Øjeblikket. Her som overalt i Verden kniber det paa Tenorsiden. Som Tenor de force har man i flere Aar havt en Tydsker Richardt18), der nu er borte og er blevet remplaicert af en anden Tydsker Lorrain(19), som er aldeles mislykket - og et dyrt Misgreb, da han sandsynligvis maa gaa ledig hele Saisonen. Dertil have vi Ruinerne af en forhenværende deilig Stemme i Strandberg(20), der aldrig har brydt sig om Kunsten og nu spiller en
ganske bedrøvelig Figur. Den eneste vi kunne stole paa er Arnoldson(21), der virkelig besidder meget Talent, har Coloratur, Vivacitet og Intelligents, men ingen Stemme til de store Partier. En Secondtenor Ohlsson(22) er ung og flink samt har gode Anlæg for
Skuespillet. Choret staaer i musikalsk Henseende langt over det danske og har faaet en mageløs Syngemester i en af vore dygtigste Musici Söderman(23). Det er en sand Nydelse at høre, hvorledes han faaer sit Chor til at nuancere. Summasummarum - Intonationen er hertillands en Helligdom, der ikke taaler de Udskeielser som i Kbhvn., og man kan ikke nægte, at Stockholmerne forstaae sig paa Sang. Her er et musikalsk
Academie(,24) understøttet af Staten, hvor saavel Instrumental- sorn Vocal-Musik dyrkes i Form af et Conservatorium, der baade har den høiere Musik som Kirkesangen for Øie, det lader til at drives med stort Alvor. Militairmusiken kan jeg slet ikke tale om da hver fjerde Takt afløses af knusende Trommehvirvler, der tilintetgire al Idee om Melodie, - dens Marscher ere allene beregnede paa Trittet - Grusomt!

Her er en almindelig Henrykkelse over tre Sødskende Neruda(25) fra Brünn. To Søstre og en Broder. Den ældste, Wilhelmine, er en Violinvirtuos af allerførste Rang. Hendes Exercitie er ganske overordentlig, og de Sager som de tre (Broderen paa Violoncell)
udføre, er virkelig Fuldendtheden saa nær som muligt. Ved Siden af denne Virtuositet
have de et særegent Talent for Quartetter og ere dertil særdeles velopdragne og nette Mennesker. De have gjort store Affairer her, de komme fra Rusland og agte sig over Kjøbenhavn. tilbage til Tydskland. - Der forestaaer Eder en stor Nydelse, og jeg beder
dig at forberede hele den musikalske Verden paa denne høist interessante Fremtoning. Naturligvis bliver det Folketheatret eller Casino, der skal høste Nytten af den, thi det er vel ikke rimeligt, at det kongelige Theater skulde entrere med dem. 150 Dl. pr. Aften for 8 Concerter kan bydes dem, og jeg tvivler ikke paa, at de i høi Grad vil tildrage sig den offentlige Opmærksomhed. Om min Stilling som Intendant (hvilken Titel jeg herefter beder dig at give mig paa Udskrivten af dine Breve), kan jeg blot sige dig, at jeg her nyder en Tillid og Velvillie, der gjør mig mit betydelige Arbeide let og behageligt. Alt gaar som paa Ruller, og jeg skal i sin Tid give dig en Beretning om hvad og hvormeget, der er udrettet. - leg har, som du kan tænke dig, et hyggeligt og elskeligt Hjem med Helene(26) og Therese(27) som Huldgudinder og vor tro og duelige Trine som tjenende Aand. Vi nyde ret behagelige selskabelige Glæder, see vore Venner og tilbringe hyggelige Timer hos dem. Vor Minister Plessen(28) er bestandig fortræffelig for os, og la haute volée udmærker mig ved enhver Lejlighed, det er jo heller ikke at forsmaae! Nu maa jeg slutte med at ønske dig og din elskelige Familie en glædelig Iuul og et godt Nytaar; omfavn paa mine Vegne vor søde Charlotte(29) og Tak for al Eders Godhed for hende. Gud velsigne Eder Alle.

Din hengivne Ven

August Bournonville.

Fodnoter:

(1) Den indflydelsesrige Meger Bing (180783), Indehaver af den store Kunst-, Bog og Papirhandel J. H. Bing & Søn i Pilestræde og Medstifter af Porcelænsfabriken Bing og Grøndahl, en Ven af Bournonville.

(2 ) Lægen og Forfatteren A. W. Thornam (1813-80), der skrev elskværdige og rutinerede Skuespil til Privatteatrene og Det kal. Teater; intet af hans Stykker naaede dog frem i Stockholm.

(3) Ludvig Norman (1831-85) kendt som Pianist og som Komponist af
Mendelsso hn-Schumann-Gade-Retningen. Kapelmester ved Operaen i Stockholm 1861, gift 1864 med Wilma Neruda.

(4 ) Fredrika Andrée (1836-80) havde optraadt i Udlandet, da hun 1855 debuterede i Sthlm. som Martha i Flotows Opera; udmærket lyrisk Sopran. Hovedpartier Gilda, Pamina, Donna Anna, men ogsaa Elisabeth i »Tannhäuser« og Senta Gift 1863 med Operatenoren Oscar Fr. Stenhammar, Farbroder til Komponisten Vilh. S.

(5) Linda Lund, født Röske (1836-95) var 1856-62 ved Operaen i Sthlm., derefter ved udenlandske Scener, 1874 i Kristiania og paa Koncert-Tournéer. Sang Agathe og Anna i »Jægerbruden«, Nattens Dronning m. m. Hendes Mand var den danske Oboist Emilius L. Linda R. L. døde i Kbh.

(6) Vilhelmina Gelhaar (1837-1923) Koloratursangerinde med betydeligt dramatisk Talent, sang Rosina, Susanna, Regimentets Datter m. m. Afsked 1866. Indgik dette Aar Ægteskab med den lige fratraadte Direktør for de kgl. Teatre, Baron Eugéne von Stedingk, Bournonvilles Chef i hans Stockholmertid.

(7) Charlotta Strandberg, født Linderoth (1830-1913) gift med nedenn. Olof S., oprindelig Balletdanserinde, senere Skuespillerinde og Sangerinde. Hovedpartier:
Cherubino, Papagena, Zerlina, senere Ortrud, Martha i »Faust«.

(8) Gurli Lublin (1839-87) tilhørte 1860 68 Operaen i Sthlm.

(9) Victoria Bundsen (1839-1909) debuterede 1861; sang bl. a. Azucena; senere under Navnet Victoria Boni knyttet til Operaen i Modena og »Her Majestys Theatre« i London, hvor hun sang Operalitteraturens store Altpartier.

(10) Gustaf Sandström (1826-75) fra 1853 ved Operaen i Sthlm. som en af dens bedste Kræfter, sang Grev Luna, Rigoletto, Wilhelm Tell, Telramund, Pizarro; begik Selvmord.

(11) Fritz Arlberg (1830-9.6) sang Don Juan, Hollænderen, Hans Heiling; tillige Komponist -og navnlig bekendt som Sangpædagog. A. blev gift med Marie Neruda. Afløste Bournonville som Operainstruktør.

(12) Bernhard Lundbergh (1823-77) sang Figaroerne, Fra Diavolo, Mazetto.

(13) Christian Hansen (1812-80) den feterede Kammersanger ved Det kgl. Teater
i Kbh. Savnede egentlig sanglig Uddannelse.

(14) Anders Willman (1834-98) debuterede 1854 som Sarastro, derefter baade Skuespiller og Operasanger. Bournonville havde stor Indflydelse paa W.s kunstneriske Vækst. Hovedpartier Mefistofeles i »Faust«, Don Juan, Daland, Instruktør, senere Forstander for Elevskolen og sidst Direktør for Operaen.

(15) Rudolf Wallin (1820-68), sang Wilhelm Tell, Don Juan, Almaviva.

(16) Carl Johan Uddman (1821-78) opr. Skuespiller, meget yndet som Sanger i komiske Roller: Don Bartholo, Leporello, Falstaff i »Lystige Koner«, men uden meget Stemmeklang.

(17) Peter Schram (1819-95), Det kgl. Teaters geniale Buffobas.

(18) David Richard tilhørte Operaen 18591861, hans skarpe Tenor hindrede ham i at blive yndet af Publikum, men man var enig om hans Dygtighed i Partier som Stradella, Ernani, Manrico, Hertugen i »Rigoletto« m. fl.

(19) A. Lorrain tilhørte kun Sæsonen 1861 - 62 Stockholmeroperaen og opnaaede kun at synge Manrico i »Trubaduren«.

(20) Olof Strandberg (1816-82) havde en herlig Stemme, men var dramatisk umulig; sang Max i »Jægerbuden«, Tamino, Ottavio i »Don Juan«, Masaniello i »Den Stumme i Portici«. Afsked 1865, derefter Dagbladredaktør; gift med forannævnte Albertina Charlotta S.

(21) Oscar Arnoldsen (1830-81) en af sin Tids mest fremragende svenske Sangere, gjorde ogsaa Lykke ved udenlandske Scener, sang Almaviva, Max i »Jægerbruden«, Farinelli, Tamino, Faust o. s. v.

(22) Robert Ohlsson (1841-88) fra 1861 ved Operaen i Stockholm uden nogensinde at naa frem i første Række.

(23) August Söderman (1832-76), den kendte svenske Komponist; han kunde 1860 være blevet Hofkapelmester, men traadte tilbage for Ludv. Norman, blev dog 1862 2. Kapelmester. S. stod i disse Aar lige for sit egentlige Gennembrud som Komponist.

(24) Kungliga musikaliska akademien i Stockholm stiftedes 1771 af Gustaf III. Reorganiseredes 1794.

(25) Om Familien Neruda, se Indledningen

(26) Helene Bournonville (1809-95) f. Håkonsson, Aug. B.s Hustru.

(27) Therese B. (1840-1913), Aug. og Helene B.s yngste Datter, gift 1864 m. Marineløjtnant, senere Kommandør, Geografen Otto Irminger.

(28) Lensgreve Wulff Scheel-Plessen. (1809 - 76), Danmarks højtfortjente Gesandt i Stockholm.

(29) Charlotte Bournonville (1832-1911) Aug. og Helene B.s næstældste Datter, Altsangerinden, havde 1857 debuteret paa Operaen i Stockholm, før hun 1859 blev knyttet til Det kgl. Teater. Hun boede hos Paullis, medens Forældrene var i Stockholm.

Årgang 18/1943, nr. 08