Musikalitet i indtrængende belysning

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 08 - side 203-208

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Seismograf søger ansv. redaktør
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Musikalitet i indtrængende Belysning

Af -FINIVffØ-F.FDING

Komponisten Finn Høffding anmelder Professor Erik Abrahanisens nylig udkomne Vaerk ,Hvei-ri er musikalsk"" (Chr. Erichsens Forlag).

Professor Erik Abrahamsen har skrevet en Bog betit-let »Hvem er musikalsk?« og fremsætter heri Idéer, som det vil være af allerstørste Betydning for vore hjemlige Musikpædagoger at stifte Bekendtskab med.

Bogens Idé er i Korthed -denne: en Analyse af den musikalske Bevidstheds Struktur godtgør, :at Begrebet Musikalskhed opfattes alt for snævert; en Mængde Mennesker, ja, maaske de fleste er musikalske u-den at have Evne for at udføre Musik; de kan derimod særdeles vel have udmærkede Anlæg for at opfatte Musik og for saa vidt i denne Henseende overgaa Mennesker med store u-døvende Evner. Naar dette er Tilfældet, maa Musikundervisningen tage Hensyn hertil i langt større Grad end -det nu er Tilfældet, og Bogens sidste Del skitserer kort, hvorledes en saadan Undervisning kunde tænkes gennemf ørt.

Selve Ideen er ikke ny, men mere eller mindre udtalt Forudsætningen for Anlæget af al moderne Musikundervisning; det er den samme Tanke, der kommer til Orde i Kravene for Den musikpædagogiske Eksamen, hvor -det netop betones, at Læreren ikke alene skal kunne lære Eleven at spille i ren manuel Forstand, men tillige kunne indføre ham (eller hende) i Musikens Kunst, med andre Ord, gennem Instrumentet bibringe ham Musikforstaaelse. Man inaa da være klar over, at selv en meget ringe Færdighed paa et Instrument kan have den største Betydning for Musikforstaaelsen.

Er Idéen ikke ny, saa er til Gengæld Underbygningen af den ikke tidligere gjort med saa stor Omhu og saa megen Indsigt; Analysen af -den musikalske Bevidsthed har næsten Karakteren af en videnskabelig Redegørelse.

Bogens første 16 Kapitler omfatter Beskrivelsen af de musikalske Bevidsthedsformer, det som Kurt Westphal i sin Bog »Der Begriff der musikalischen Form« kalder Musikerkendelsens Kategorier. Forfatteren begynder helt fra Grunden med de saakaldte tonedøve, -der naturligvis maa siges at være umusikalske. Paa en anden Maade gælder -det samme for -den følelseskolde, for hvem »den musikalske Oplevelse er fremmed, fordi Følelseslivet har Forfrysninger«. ~Om -disse to Typer gælder det, at de ikke har den for -det musikalske Menneske afgøren-de Egenskab at kunne reproducere Musik. De er ikke i Stand til »indre Nynnen«, har intet »indre Øre«, -som det kaldes. Meget naturligt slutter sig til disse Kapitler om n

de virkelig umusikalske et Kapitel om de saakaldte Brummere; det resumerer de Betragtninger, den moderne Musikpædagogik har anstilletomdette Emne og betoner meget stærkt, hvor skadeligt det er for vor folkelige Musikopdragelse, hvis man gaar ud fra, at Brummere er umusikalske. Det hedder videre i et efterfølgende Kapitel, at -det, at man ikke kan lære at spille, heller ikke er Tegn paa Umusikalskhed; det kan bero paa Vanskeligheder ved Nodelæsning eller paa, at

de motoriske Reaktioner er hemmede eller andre rent psykofysiske eller psykologiske Mangler. Interessant er Kapitlet om de forskellige Former for rytmisk Begavelse, hvor Forfatteren skelner mellem rytme-stærke og rytmesvage paa den ene Side og rytmesløve og rytmevaagne paa den anden. Rytmestærke er de der har let ved at udføre Rytmer, rytmevaagne er de, der let opfatter Rytmer; man kan saaledes godt være rytmevaagen uden at være rytmesflærk, men ikke -det omvendte. Musikeren skal være rytmestærk; men Lytteren kan nøjes med at være rytmevaagen.

I et Kapitel om Musikalskhedsprøver giver Forfatteren en Fremstilling af amerikanske og tyske Meto,der paa dette Omraade, karakteriserer »Del-Skolen« og »Helhedsskolen« og klargør de Divergenser, som findes mellem disse Skoler. Forfatterens kritiske Redegørelse forekommer mig særdeles sund; der præsteres megen Pseudovidenskab paa dette Omraade, for hvilken utrænede Pæ.dagoghjerner bliver et alt for let Bytte; en kritisk Vurdering er derfor paa sin Plads. Forfatteren synes at hælde mest til Helhedsskolen, hvis Synspunkt er, at man altid bør arbejde ud fra Helheden som det givne ind til Elementerne og ikke konstruktivt danne Helheden af Elementerne. Dette kan kun fryde undertegnede, idet jeg i min Bog »Den elementære Hørelære« meget betoner det samme. Jeg taler dér om den selektive Funktion ' som netop er Evnen til at udskille Elementerne af Helheden, som i den elementære Hørelære er Melodien. Jeg omtaler dér tillige en Ting, som jeg savner i E. A.s Bog, nemlig den musikalske Koncentrationsevne. Det, der gør Musik saa vanskelig at opfatte, er dens flygtige, i Tiden henrindende Væsen; specielt for Lytteren er Opøvelsen af denne Evne af største Vigtighed; -der burde have været et Kapitel om -den musikalske Koncentrationsevne med en Redegørelse for, hvorledes denne kan udvikles; det kunde iøvrigt meget let have været omtalt i det udmærkede Kapitel om de halvmusikalske, da det har meget at gøre med Udviklingen af de musikalske Evner.

I Kapitlet »Børn og Musik« og de efterfølgende Kapitler viser Forfatteren stor Forstaaelse for og Indsigt i Problemerne om Børneundervisningen, det er en hel lille »Einfi~ihrung« i Børneunder

-1

visningens Problemer og i Undervisningspsykologi, som de fleste Musiklærere vil have godt af at læse; men naar E. A. i Kapitlet om forkert Musikundervisning skriver: »Der gives megen forkert Musikundervisning i den Forstand, at Eleven slet ikke skulde have haft Undervisning i at udfore Musik, men derimod i at høre paa Musik«, saa mener jeg afgjort, at dette er forkert. Elever, der skal lære at forstaa musikalsk Sammenhæng, maa paa en eller anden Maade lære at udføre Musik, i hvor ringe Grad det saa end er; (le kan eventuelt nøjes med at lære at synge efter Noder; og det kan ikke betones nok, at selv den mindste Beskæftigelse med Klaverspil inangedobler Mulighederne for Musikforstaaelse. Jeg ved ikke, om det er forsøgt at give Musil,,,undervisning uden i Forbindelse med nogen Art af Musikudøvelse (selve Nodelæsningen maa regnes som en Form for Udøvelse), jeg vilde ikke tro det og vilde paa Forhaand ikke have niegen Tillid til en saadan Undervisning. Noget helt andet er, at Musiklærerne stadig kegger for megen Vægt paa det manuelle i Forhold til Elevernes Evner derfor og for lidt paa Musikforstaaelsen, hvilket dog inaaske mindre har sin Grund i manglende Vilje end i manglende Foruds,«- t-Åninger. At E.A. har Ret i sin Paastand om, »at Musikop

dragelsen af -de Mennesker, der skal være Musikere af Fag og Musikopdragelsen af de Mennesker,,der vil nøjes med at være Musikamatører, maa gribes an paa en vidt forskellig Maade«, er lige saa sand, som den er ofte udtalt og ikke fulgt. Beskrivelsen af den musikalske Bevidsthed, som udgør Bogens første Halvdel, er særdeles lærerig og interessant, ikke mindst de psykologiske Redegørelser; dog synes det mig, at -der mangler et meget vigtigt Emne, nemlig det musikalske Instinkt eller den musikalske Intuition. En Beskrivelse af og Redegørelse for dette Fænomen og dets Betydning i pædagogisk Henseende havde været meget paa sin

~n

Plads i denne Bog. Ligeledes savner man i Sammenhæng med dette senere hen i Bogen et Kapitel om den musikalske Smag, om N7urderingsevnen.

Omkring Midten af Bogen anbringer Forfatteren et Kapitel me.d den opsigtsvækkende Titel: »Musikpædagogisk Kovending«. Man studser - men beroliges

I

snart ved at se, at denne Koven.ding kuu angaar et bestemt Felt inden for Musikopdragelsen. Ved nærrnere Betragtning viser dette Felt sig at være en ovlervejende musikæstetisk Orientering af de Amatører, der intet andet har lært end at lade Fingrene løbe henad Instrumentet; Udtrykket Kovending her er næppe helt rigtigt valgt, for en saadan Under-,,isning er mig bevidst yderst sjælden, men derfor iøvrigt ikke mindre paakrævet. En Kovending kræver, at et Fartøj har en bestemt Kurs, som ændres -,,ed en drastisk Manøvre; men -det forekommer mig, at Musikopdragelsen med Hensyn til musikalsk Orientering af videbegærlige Amatører overhovedet ikke er stukket til Søs endnu. At Udtrvkket ikke er det rigtige, gør i og for sig ikke noget; E. A.s Betragtninger i sidste Halvdel af Bogen kan blot betragtes soin Anvisning paa, hvorledes et nyt inusikpædagogisk Fartøj skal løbe af Stablen. At der er god Brug for det er lige saa sikkert, som at der findes et meget stort Antal Amatører, -der er opdraget, uden at f aa noget at vide. om Intervaller, Tonearter, Harmonier, Formog Satskunst, Stil o. s. v. De moderne Musikopdragelse sørger for, at Eleverne faar alt dette samtidigt med deres manuelle Opdragelse, idet den altid har bestræbt sig for at lade det teoretiske arbejde Side om Side med,det praktiske i Lighed med tidligere Tiders Musikundervisning f. Eks. i Generalbastiden.

Den Musikainatør, som tænkes interesseret i en saadan Undervisning, beskrives Side 84 som »én, -der ikke er kommet saa farligt langt i Musiken, og som intet kender til Musikteori eller Musikhistorie«. Han tænkes dog bragt saa vidt, at han kan »spille Orgelpedalet i Kla-verets Region fra en Orgelkornposition« (Side 85). Han hører altsaa ikke til -dem, der aldrig skal lære at ~spille, men kun lytte. (En saa,dan vilde vel kræ-ve en Baad for sig, og maaske -dog ende med at kuldsejle) .

E. A.s Idé er nu, at en saadan Elevs Undervisning ikke maa begynde med Intervallære, Toneartslære eller anden Teori, »men med selve den levende Musik, han sysler med - derhjemme eller oplever paa Koncerter. Herfra skal han saa ad forskellige Omveje føres ind imod Musikens Elementærbegreber«. Han skal gaa fra Helheden t-il Delen. Dette er uendelig sandt, og i Bogens sidste Halvdel forklarer Forfatteren, hvorledes man kunde tænke sig dette praktiseret.

I korte Træk er Vejen følgende: først Forklaringer om Klangen, f. Eks. Orkesterinstrumenternes forskellige Klangfarve, -de forskellige Tiders og Komponisters Instrunienteringskunst, herunder ogsaa Forklaring af Overtoneforhold o. I., derpaa Orientering om Billedmusik (Programmusik og deseriptiv Musik) og absolut Musik, et Kapitel, -der naturligt fører over i et Kapitel om -den musikalske Form (Formlære). Et efterfølgende Kapitel handler om Rytmen med en Udredning af de forskel-lige Arter af Rytme som Følgerytmer, Støtterytmer, Komplementærrytmer, Konfliktrytmer og Imitationsrytmer og desuden Forholdet mellem Ord og Toner. Det forstaas umiddelbart, at der derpaa maa komine et Kapitel om Kontrapunkt, om Linjefølsonihed, som igen fører over til »den tredie Dimension«, Harmonien, hvor der gives en kort Oversigt over det harmoniske System. Fremstillingen slutter med et Kapitel om Genre (Opera, Kirkemusik etc.), Kategori (det ophøjede,'det skønne, det hæslige, det komiske, det sirlige, det graciøse o. s. v.), Tid (Stil) og Personlighed (den personlige Stil i Modsætning til Tidsstilen).

Disse Kapitler fremstiller, hvad en musikalsk lægger Mærke til i Musiken, Sans for Klangfarve, Form, Rytme, Linje, Harmoni samt Sans for Genre, Kategori, Tidsstil og personlig Stil (Overskrifterne over de lige omhandlede Kapitler) indgaar som nødvendige Bestanddele (Komponen~ ter) i det, man forstaar ved Musikalskhed. De kan være i Balance, hvilket i det ideelle, men h-os mange Mennesker er een eller nogle af dem overvejende.

Det musikalske Menneske er da det Menneske, hvis musikalske Bevidsthed er sammensat af disse Komponenter og har Trang og Evne til at udvikle dem. Det Menneske, der har u,dviklet dem, er den musikalsk dannede. Det er saaledes givet, at der blandt de mange Tilhørere ved en Orkesterkoncert kan være adskillige, der er mere musikalske eller musikalsk-dannede end Musikerne i Orkestret.

Paa Bogens sidste Si-de forsøger Forfatteren en Bestemmelse af Musikalskhed paa en anden Maade, idet han bemærker, at man kan bringe Begrebet paa en anden Form ved at sige, »at det musikalske Menneske formaar at modtage og forarbejde (reproducere) Indtryk,der naar ham gennem Musikens Toner og Rytmer. Han er i Stand til, idet han hører, at opfatte -og forarbejde Musikens Dele eller Helheder efter deres kompositoriske Hensigt og at nyde dem som Vidnesbyrd om tonisk Stringens og som Udtryk for Følelser«.

Med andre Ord: den virkeligt musikalske er det Menneske, der er i Stand til at blive en musikalsk Kender. Som bekendt skelnede man i det 18. Aarh. mellem Kunstneren, Musikkenderen og Musikelskeren (Musikliebhaber). Jeg kan ikke lade være med at bringe et Citat fra Sulzer's »Theorie der sch,5nen Kfinste« (1779), hvor han i Anledning af Spørgsmaalet om, hvem der paaden mest samvittighedsfulde Maade kan bedømme Musik, siger: »Uden Tvivl Kenderen. Denne staar midt imellem Kunstneren og Musikelskeren. Hin maa forstaa sig paa det mekaniske i Musiken (d. v. s. det manuelle. Tilføjelse af F. H.) og ogsaa magte at udøve den; denne opfatter kun Virkningen af Kunsten, idet han føler Behag i dens Værker og begærer Nydelsen af dem. Alle tre bedømmer Musik, men paa meget forskellig Vis. Kunstneren, som ikke tillige er Kender, og det er han ikke altid, bedømmer det mekaniske, det som alene angaar'Kunstudøvelsen; han afgør, hvor godt eller daarligt det er lykkedes Komponisten at udføre det, han vilde udføre, og hvorvidt han har taget Hensyn til Kunstens Regler. (F. Eks. hvor effektiv en Passage er i en Koncert, og hvor godt anbragt,den er - F. H.). Kenderen bedømmer ogsaa det, som ligger uden for Kunstudøvelsen: Komponistens Smag,

Valget af Idéer (Temaer m. in. og Moti-,,er

F. H.) og hans Evne til hensigtsmæssig Disposition af Værket, hans hele Geni m. H. t. Opfindsomhed; han sammenligner Værket med det, som det efter sin Bestemmelse skulde være (formodentlig Arten af Værket - F. H.) ; han opdager ,det gode og det daarlige ved Værket og er altid i Stand til at anføre Grunde for sin Bedømmelse. Musikelskeren bedømmer et Værk blot paa det umiddelbare Indtryk, det har gjort paa ham uden at anføre Grunde derfor. Man er Musikelsker, naar man har en levende Følelse for Kunstens Værker, en Kender, naar man til -denne Følelse føjer en genneni lang Øvelse og Erfaring renset Smag og Indsigt i Kunstens Væsen. og Natur; men Kunstner bliver man kun gennem Udøvelsen af Kunsten .... «

Er det ikke det, E. A. ønsker: at Musikamatøren (Musikelskeren) skal blive Kender, og at man skal have en Undervisningsform, der kan opdrage Musikelskere, hvor megen eller hvor ringe Evne de nu har for Musikøvelse? Saaledes har jeg i al Fald opfattet hans Bog, og jeg gi-,,er ham fuldkommen Medhold i dette Ønske. Menneskeheden har i vort Aarhundre~de fremfor nogen anden Epoke i Historien gennem de geniale Opfindelser til Udbredelse af Musik Lejlighed til at lytte til denne Kunsts vidunderlige Værker. Men Menneskeheden - og Radioledelsen - er ikke moden til denne Opgave, som nu bliver misbrugt paa det skammeligste. Derfor ligger der en meget stor og ansvarsfuld Opgave for vore Musikpædagoger, Privatmusiklærere saa vel som Skolesanglærere at tage op: Op,dragelsen af Musikkenderen, den indsigtsfulde Lytter. Alle bør arbejde med paa denne Opgave, som unægteligt kræver enormt af Musikpædagogen, og sørge for, at Myndighederne faar Øjnene op for, at vi ogsaa paa Musikpædagogikkens, Om-raade lever i -det 20. Aarhundrede og ikke i Middelalderen. For en Menneskealder siden slog Thomas Laub til Lyd for den Tanke, som E. A. nærmere har udarbejdet -i sin Bog; Rudolph Simonsen har viet sit Liv til musik-opad~dragende Arbejde, Folke-Musikskolen arbejder paa samme Linje,og forskellige Skolesanglærere Landet over gør det samme (maaske ifølge Sagens Natur mindre indgaaende); men der skal meget mere til - Musikundervisning som Lytteropdragelse skal være Skolefag; endnu hedder dette Fag i Skolen Sang, og ikke Musik.

Erik Abrahamsens Bog er et vægtigt Bidrag i Kampen for en helt tidssvarende Musikopdragelse; jeg skal ikke udtale mig om, hvor inegen Fornøjelse en Musikamatør vil have af Bogen; men vore Musikpædagoger og vore Musikere bør læse den og studere den grundigt igennem.

Årgang 18/1943, nr. 08