Musikbrev fra Paris

Musikbrev fra Paris

Af PIERRE AUCLERT

En ung fransk Musiker, Pierre Auclert, har i Taknemmelighed over Richard Hoves Fauré-Artikel i Dansk Musiktidsskrifts, Januar Nr. 1943 gennem den danskfødte Mme Muk Descotes-Genon sendt følgende Oversigt over Musikforholdene i Krigstidens Paris her til Landet. Pierre Auelerter Pianist og uddannet ved Pariserkonservatoriet. I Komposition er han Elev af Paul Dukas og har faaet trykt Sange, Klaverstykker og et nyligt udkommet »Théme et fugue«. Siden Krigens Begyndelse har han været bosat i Grenoble, hvor han især har været virksom inden for den for 6 Aar siden stiftede
Forening »Jeunes Musiciens francais«.

Forud for Omtalen af de Værker, som en ny Generation af Musikere har frembragt, (og flere af disse Værker er mere end Løfter) bør der først gøres opmærksom paa den tydelige Bevægelse, som rejser sig i Paris, og som har til Maal at udbrede Kendskabet til den gode Musik.

Den franske Musik har længe lidt under den paradoksale Tilstand, hvor en Elite af Musikere og store Kendere stod overfor en saa godt som uforstaaende Masse.

Sammenslutningen »J. M. F.« (Jeunes Musiciens francais) tæller allerede 30,000 Tilhængere, og dens Virksomhed, som gaar i Dybden, vil uden Tvivl forhindre den franske Skole i at blive den »Drivhusplante« - for at bruge R. Rolland's Udtryk, - denne Blomst, som er et Vidunder, men som ikke har fast Rod i Frankrigs Jord.

Den nye Leder af Pariserkonservatoriet, Cl. Delvincourt, giver med stort Held sin Virksomhed følgende Retning:

Han lægger de unge Musikere den nationale Kunsts Traditioner paa Sinde, gengiver ikke alene Berlioz og Rameau deres Plads, men hele vort XVI Aarhundrede; kort sagt, - han stræber efter at give de unge Komponister et andet Ideal end »I'idéal académique«, som har gjort saa megen Skade i de forudgaaende Aar. Den nye Musik aabner altsaa Vinduerne for vores kunstneriske Fortid, og medens mange Musikere standser blændede (og med Rette!) foran Debussy og Ravel, er der andre, som knytter sig til d'Indy (fra »la symphonie cévénole«), til Chabrier, til Couperin eller Claude le Jeune.

Den mest fremtrædende Komponist i Paris er Honnegger, som har skabt to store Mesterværker: »Jeanne au Bucher« (1939) og »La Danse des Morts« (1941), begge over Tekst af Claudel.

Den helt nye Udnyttelse af Korene, den religiøse Følelse, som er udtrykt med en usædvanlig Lyrik, gør i Honneggers 52. Aar disse Værker til Opfyldelsen af 25 Aars Søgen.

Af den nye Generation bør først og fremmest nævnes O. Messiaen, Organist ved »la Trinité«, Teorilærer ved Pariserkonservatoriet. Den unge Komponist er en uhyre interessant Kunstner-Personlighed. Han har forstaaet at give sin Inspiration (som med Forkærlighed søger religiøse Emner) et nyt harmonisk Drag. Hans melodiske Udtryksform er ogsaa højst personlig, - kort sagt, - forener paa en lykkelig Vis den mest aandfulde Kunst med de mest lidenskabelige Udtryk, de »kødeligste« som fransk Musik har kendt siden 3. Akt af »Pelleas«.

Messiaen har forstaaet at samle nogle Venner om sig. A. Jolivet (hvis »Complainte du Pont du Gien«) for stedse vil minde om de ulykkelige Dage i Juni 1940, Daniel-Lesur, en overbevist Tilhænger af Kontrapunkt, en rig kunstnerisk Natur, i hvem Rameau's og Couperin's aristokratiske Gratie er genfødt, - og endelig, - Y. Baudrier, den geniale Autodidakt, som har skrevet flere sande Mesterværker for Orkester (»le grand voilier« er fra 1942).

Lad os endnu nævne Jean Francaix, som allerede har slaaet sit Navn fast, og Jean Hubeau, hvis Violinkoncert (1941) har gjort ogsaa ham berømt, og som bringer den nye Musik saa megen Kraft og Friskhed.

Alle disse Musikeres Værker vidner om en overordentlig Alvor og kunstnerisk Ild. Endnu maa nævnes den Skole, som dannes af de franske Organister, alle Elever af den store Marcel Dupré, og hvis Indsats vejer betydeligt med i dette Hele. I første Linie Jean Allain, død ved Saumur i 1940, som, 30 Aar gammel, efterlod sig et særligt fængslende Livsværk (lad os i det mindste nævne hans »Litanies« og hans »Jardins suspendus« for Orgel).

Alt dette lader skimte nyt Lys i den franske Musiks Verden, en lignende Genfødelse maaske som den der fulgte Nederlaget i 1870.

Gid man efter Krigen maa. forstaa det nedbrydende i Kliker og Snobberi, i alt det som skiller, og som kun fremmer de uægte Kunstnere, de middelmaadige, som ingen Tidsaldre og intet Land er fri for, og at de franske Musikere maa gengive Paris den Plads, som en Fauré, en d'Indy, en César Franck, - alle i Tiden mellem 1871-1890 - gav den.