Nye grammofonplader

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 08 - side 211-212

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Nye Grammofonplader

]Véd B.RLXNG WXNKE.L

Mozart: Klaverkoncert B-Dur, K. V. 595

Eleetrola 1»B 7641-43

Sammenspillet mellem Solisten Herinann Zielcher og Hebz- Gerhart Zilcher, der dirigerer det preussiske Statskapel, er fortræffeligt; for Eksempel kommer Finheden i Kompositionen tydeligt frem i Genneniføi-in-:~,sdeleii i første Sats. Udførelsen er i det hele præget af Dygtighed og Intelligens; men man savner den rette Mozart'ske Ynde og Finhed i Udtrykket; enkelte Detailler virker lidt nervøst, og Tempoforskydningerne er ikke overalt lige naturlige. Balancen er god, idet dog Træ-blæserne kunde have taalt at forstærkes. Klaveret klinger noget »metallisk« i Højden, ellers er Klangen naturlig. Et lille Kapitel for sig er den store Kadence i Finalen; den begynder med en lille Fuga over et af Sidetemaerne og slaar senere over i »Kom. Maj, du søde milde«, der jo har en vis Lighed med Rondoens Refrain-Tema.

Pachelhel *. Ciacona i D-Moll

C. Ritter: Sonatina (To-ceata) i D-Moll

Pol. Zs 60113

Pachelbels Ciacona er langtfra lummer eller kedelig i Palle Alsfelts Udførelse; den er tværtimod næ sten blevet lidt for morsom. Tempoet er uroligt og i »Variation« 9 meget for vidtløftig. Registreringen virker ikke overbevisende, da den kun i ringe Grad er baseret paa Form og Struktur; især Virkningen af den høje Fløjtestemme i de første

Variationer er ulogisk og ikke rar; mere morsomme er Træblæserne i Variation 8,

omend lidt massive i Klangen, lige som Ekkoet virker lidt tilfældigt indskudt. Paa et godt Orgel skulde Pachelbels Sats

give tilstrækkelig klanglig Afveksling til, at man kunde spille - i hvert Fald - de første 4 Variationer paa samme

Manual. Man kunde udmærket. godt nøjes med at lade Variation 9 udskille sig klangligt fra det første Stykke, spille 11-

12 med Vekselvirkning paa 2 Manualer og vende tilbage - maaske med koblede Manualer - paa 14. 1 sine Temposkift

har Alsfelt givet Udtryk for omtrent denne Opfattelse af Formen. Ritters Sonatina er derimod registreret helt naturligt;

havde Fugaen været spillet fyndigere og lidt hurtigere, havde Udførelsen været aldeles fort ræf f elig.

Nonteverdi: Lamento di Arlanna

Pol. L31 67940

I,ykkelige dem, der ikke føler Trang til at forarge 'sig over manglende Stil, men frit

n

kan begejstres over den straalende Kompo-

sition. Til Trods for, at denne Optagelse

ikke udmærker sig ved at være historisk

korrekt, er den af største Interesse. Sangme~

toden og især Orkesterbehandlingen og Ar-

rangementet er i den bedste senromantiske

Operastil, hvad Udførelsen angaar. Ikke de-

sto mindre maa. det erkendes, at det kunst-

neriske Resultat, som Gabriela Galti og

E. I. A. R.'s Orkester under Ledelse af

A. Simonetto opnaar, er saaledes, at man

fuldt ud bliver klar over, hvilken blændende

Dramatiker Monteverdi var, og at han med

Rette blev hyldet som det tidlige 17de Aar-

z,

hundredes store Operakomponist. Gabriela

Gattis rægtige Stemme og San-kunst kom-

p z,

mer fuldtud til sin Ret i Indspilningen; Orkesteret er lidt smaafalsk et enkelt Sted (Ro-. tationsuregelmæssighed?) ; ellers er Optagelsen fortræffelig.

Hozart: -Symfoni C-Dur, (Jupiter, K. V. 551) Odeon 0 8778-81

Ernst Ansermet formaar at lade Skønheden og Klangens Lethed i Mozarts Instrumentation komme til sin Ret; vel flyder der ikke Wienerblod i hans A,arer - hans Temperament er yderst behersket og nogle Steder kunde Betoningernes Forløb -~,,ære mere elastisk - men denne Udførelse er præget

Z"",

af Kultur, Smag og Klarhed; han,forstaar at samle Opmærksomheden paa de afgørende Steder og at give Tilhørerne en Bække skønhedsmættede Indtryk. Prøvestenen, Adagiz,

oen, viser fuldtud, i hvilken Grad Ansermet har Sans for Finhederne og Udtryksnuancerne i Mozarts Tonesprog; men først og fremmest besidder han det fulde Herredørnme over sit Instrument, i dette Tilfælde det romanske Orkester i Schweiz. Optagelsen er fuldtud tilfredsstillende, selv om de dybe Instrumenter nok er en Smule favoriserede.

Mozart: Sonate i A-Dur

Pol. Z S 60115-116

Denne Indspilning ved Viggo Synnestvedt er i høj Grad præget af Finhed og Musikalitet i Opfattelsen; specielt Menuetten er lykkedes fortræffeligt. I Variationerne, specielt Adagioen, er ikke alle Detailler helt afkla

rede; især de dynamiske Problemer har voldet lidt Uro. Alt i alt er Indspilningen kunstnerisk set af god Kvalitet. Flyglets Klangfarve er i Optagelsen næppe kommet helt til sin Ret.

Årgang 18/1943, nr. 08