Træk af janitscharernes historie Del 2

Træk af Janitscharernes historle

Af NIELS FRIIS

(Sluttet)

Det var omkring 1760, at Janitscharmusikken begyndte at stikke Hovedet frem i Danmark, men først efter Kong Frederik den Femtes Død og Kong Christian den Syvendes Tronbestigelse begyndte man for Alvor at mærke noget til den. De Regimenter af Københavns Garnison, som havde denne Festmusik paraderede med den ved den unge Dronning Caroline-Mathildes straalende Indtog i 1767 og ved andre højtidelige Lejligheder, og snart indgik den som -et f ast Led i det nye og livsglade Hofs Fornøjelser, især naturligvis om Sommeren, naar Residensen var paa Slottene rundt om i Københavns Omegn; det var jo som Friluftsmusik, den festlige, men noget støjende Janitscharmusik fortrinsvis egnede sig. Det fremgaar af Hoffets Regnskaber og Optegnelser, dels, hvor udstrakt Brug der gjordes af den nye tyrkiske Musik, da den først kom paa Mode, dels ogsaa hvordan den virkede.

Et meget almindeligt Tal paa Janitscharkorpsets Størrelse var herhjemme 17 Mand. Snart det ene, snart det andet af de københavnske Regimenter maatte i Tiden efter 1766 sende sine Janitscharer afsted til de kongelige Slotte: Frederiksberg, Charlottenlund, Eremitagen o. s. v., ja helt til Hørsholm og Fredensborg, hvortil de sammen med deres eksotiske Instrumenter befordredes i Karosser ad de særlige Kongeveje. Janitscharerne kom aldrig alene, men altid sammen med Regimenternes egentlige Musik, Hoboisterne, med hvem de skiftedes til at røre Spillet, f. Eks. medens der var Taffel, naar de kongelige Herskaber spadserede Tur i Slotsparken eller naar der som Afslutning paa Festdage afbrændtes pragtfulde Fyrværkerier. Naar Hoboisterne holdt op med at spille, tog Janitscharerne fat og omvendt; man ved fra forskellige Hoffunktionærers Optegnelser, at de to Korps stod opstillet hver for sig, skarpt adskilt, og at de aldrig virkede sammen i musikalsk Henseende. Hvilke Præstationer, Janitscharerne forlystede de høje Herskaber med, er det nu umuligt at danne sig et sikkert Skøn over; kun ved man, at der blev lagt Vægt paa at understrege det fremmedartede saa stærkt som muligt. Herhjemme gik man dog ikke saa vidt som andre Steder, hvor man brugte Negere til Janitscharer - skønt det dog rettelig burde have været Tyrkere - og paaklædte dem saa eksotisk som muligt; det er en Levning fra hine Tider, naar f. Eks. den engelske Hærs Stortrommeslagere den Dag i Dag bærer Leopardskind. Her i Landet har Negre ogsaa, men først senere og kun i ganske enkelte Tilfælde, været anvendt som Trommeslagere.

Fra Hoffet og Hæren bredte Smagen for Tyrkermusikken sig videre til Folket, som jo ogsaa havde Lejlighed til at høre Janitscharernes Præstationer ved Parader og lignende Lejligheder. Borgervæbninger, Skydeselskaber og andre Sammenslutninger indførte den og forlystede sine Medlemmer med den, og i den private Musikdyrkelse efterlignedes de nye Klange med Forkærlighed, bl. a. ogsaa paa Klaverer, særlig bygget til dette Formaal. Men hvad mere var: de tyrkiske Klange sneg sig lidt efter lidt ind ogsaa i den højere Musik, Kunstmusikken. Signalerne hertil kom som Janitscharerne selv udefra.

Saa forholdsvis tidligt som i 1764 brugte C. W. Gluck Janitscharinstrumenter: Stortromme og Bækkener i et af sine Værker, Musikken til Syngestykket »Mekkas Pilgrimme«; han levede dengang i Wien, hvor Tyrkermusikken florerede i Aarene efter 1740, og hvor han saaledes maa være blevet Paavirket af den og have opdaget dens Muligheder. Stykket naaede i 1776 til København under Titlen »Det uventede Møde« men da havde Tyrker musikken allerede forlængst holdt sit Indtog paa det danske Teater.

Hvornaar dette skete, lader sig ikke uden videre fastslaa; kun en Gennemgang af de paagældende Partiturer og Stemmer, forsaavidt de endnu er til Stede, vil kunne af sløre, om det var i nogle af de talrige, nu forlængst glemte Balletter, som skiftende Balletmestre i 1760'erne udfyldte Repertoiret med, eller om den havde sin egentlige Debut i Italiener-Kapelmesteren Sartis Syngestykke »Soliman den Anden«, der opførtes for første Gang i Efteraaret 1770, medens Komponisten selv havde Teatret i Entreprise. Under alle Omstændigheder betegner dette Syngestykke et Vendepunkt, ikke blot i musik- og teaterhistorisk Henseende derved at det var tænkt som det første Forsøg paa at skabe en dansk Opera i større Stil, men ogsaa fordi Janitscharklangene nu i alleregentligste Forstand rykkede frem med fuld Musik paa den danske Skuesplads, og endda paa et efter Forholdene ret tidligt Tidspunkt. Stykket skildrede, som Titlen angiver, et tyrkisk Emne, og meget var sat ind paa at faa det hele saa, naturtro som muligt; foruden at de mange Janitschar~Instrumenter var i Ilden Aftenen igennem, blev der f. Eks. anvendt ægte Kostumer, syet i Konstantinopel af kostbare Stoffer. Syngestykket imødekom saaledes helt igennem den herskende orientalske Smag og blev da ogsaa en stor Sukces.

Det var naturligvis ikke blot herhjemme, at Tyrkerklangen for Alvor trængte sig ind i Kunstmusikken; ogsaa ude i Verden blev den i forædlet Form lidt efter lidt optaget i den højere Musik. Da Mozart i 1781 skrev sin Opera »Bortførelsen fra Seraillet« fulgte han ogsaa Tidens Smag og satte ved Hjælp af Janitschar-Instrumenter orientalsk Kolorit paa Musikken, og det samme gjorde f. Eks. F. L. Æ. Kunzen i sin og Jens Baggesens Eventyr-Opera »Holger Danske«, der havde Premiere paa Det kgl. Teater i 1789. Dens pudsige Tyrkerier og klingre Janitscharklange var der Lejlighed til at glæde sig over ogsaa for vor Tid, da den for et Par Sæsoner siden blev genoptaget efter mere en halvandet hundrede Aars Forløb. 1 1794 brugte Haydn Stortromme, Bækken og Triangel i sin berømte Militær-Symfoni, og efterhaanden blev Janitschar-Instrumenterne oftere og oftere taget i Brug i Orkestret, og ikke blot, naar det var de saa yndede tyrkiske Emner, der skulde illustreres musikalsk, men ogsaa, naar det gjaldt om at skabe festlig Musik i det hele taget.

Det gjorde saaledes - for blot at tage et Par Hoved-Eksempler - Beethoven i sin Festmusik til »Athens Ruiner« i 1812 og Aaret efter i sit store Tonemaleri »Vittorio-Slaget«, og.sidst, men ikke mindst, i sin Niende Symfoni. Fra første Færd var han, i de seks-syv Aar, han arbejdede paa Symfonien, klar over, at han vilde have Janitseharinstrumenter med i Slutsatsen for at sætte særlig Glans paa den, og saaledes blev det. Her indrammer Piccolofløjten, Trianglen, Bækkener og Stortromme festligt de vældige Kor til Schillers Tekst. Ogsaa i vor danske Musik har vi et klassisk Eksempel paa, hvorledes Janitschar-Klangene, der tidligere alene var forbeholdt de eksotiske Sujetter, kan kaste lysende Glans ogsaa over almindelig festlig Musik; der tænkes her paa vor nationale Fest-Ouverture, Elverhøj-Ouverturen fra 1828, i hvilken Kuhlau lader Piccolo-Fløjten lyse, Trianglen klingre og Stortromme og Bækkener markere den stolte Rytme omtrent hele Ouverturen igennem.

I disse og andre klassiske Arbejder fik Janitschar- og Tyrkermusikken Borgerret i Kunstmusikken, hvor den siden oftere og oftere er taget i Brug. Det skete gennem en Udvikling, i hvilken der i det 19. Aarhundredes første Aartier kom fast Kontinuitet. Janitscharmusikkens Klange udnyttedes med Forkærlighed af Komponister som Spontini (»Vestalinden« og »Fernand Cortez«), Rossini (»Barberen i Sevilla«) og Donizetti (Regimentets Datter«); ogsaa en Komponist som Weber lod sig ved enkelte Lejligheder lokke ud i de tyrkiske Orgier (»Abu Hassan«), og adskillige andre tog Janitscharmusikken i Anvendelse. Den holdt først og f remmest ogsaa sit Indtog i den lettere Musik, den Musik, for hvilken bl. a. Strauss'erne i Udlandet og H. C. Lumbye herhjemme staar som Høvdinge; fra den lettere Musik var Janitscharinstrumenternes Vej ikke lang til Dansemusikken, for hvilken de nu spiller saa stor en Rolle.

De særlige Korps af Janitseharer bortfaldt efter en Menneskealders Forløb i Hæren, og Resterne af dem blev ved det 18. Aarhundredes Slutning blandet ind i de egentlige militære Musikkorps, paa hvilke de og deres Instrumenter siden har sat afgørende Præg. Det var ogsaa, militære Janitscharmusikere, der, i hvert Fald herhjemme, i mange Aar mødte, naar civile Orkestre skulde bruge Janitscharinstrumenter; det var bl. a. Tilfældet i det kongelige Kapel, som i flere Menneskealdre klarede sig med løsere engagerede Musikere paa disse i mange Henseender saa vigtige Poster. Først saa sent som for nogle Aartier siden fik Kapellet faste Janitscharer, sidestillet med de øvrige Kapelmusici - det var den stadig stigende Brug af Slaginstrumenterne, der gjorde denne Udvikling naturlig.
Hvorledes disse Instrumenter i helt moderne Symfonimusik som oftest er placetet, er en kendt Sag; visse Partier her kan være yderst fremtrædende og stiller i mange Tilfælde enorme rytmiske Krav til deres Udøvere.

Den oprindelige Tyrkermusiks Orgier, dens fantastiske Blanding af Larm og Klang uden Melodi, men maaske med saa meget mere Rytme, er nu forlængst en saga blott. Takket være den Omstændighed, at den i et Par Menneskealdre var højeste musikalske Mode i Europa, har den, som her vist, sat sig blivende Spor i Musiken og dens Historie, og den maa sikkert siges at være det fornemste Islæt af helt fremmed Rod indenfor Musikdyrkelsen i den vesteuropæiske Kulturkreds. At den her fremtræder i en betydelig afdæmpet Skikkelse, er en Kendsgerning, der følger naturligt af Forskellen mellem orientalsk og vesteuropæisk Smag og Behag i musikalsk Henseende, og lige saa sikkert er det, at de gamle osmanniske Janitscharer, hvis de stod op af deres Grave, slet ikke vilde kunne forstaa den efter deres Opfattelse ubegribelige maadeholdne Anvendelse af deres herlige, klassiske Instrumenter, som de i saa Fald vilde blive Vidne til. Utvivlsomt vilde de ogsaa undres, for ikke faa nye Instrumenter er i Tidens Løb kommet til og er, blot fordi de var Slaginstrumenter, gaaet ind under Janitschar-Betegnelsen. Denne dækker saaledes ikke mere helt det oprindelige Begreb, heller ikke af den Grund, at en Janitschar, som for seks hundrede Aar siden var en vild og tøjlesløs Kriger, nu er en sirlig og korrekt Orkestermusiker. Men Navnet er, ligesom de klassiske Janitscharinstrumenter: Stortromme, Bækkener, Lille Tromme, Triangel o. s. v. et morsomt Minde om ældgamle og ejendommelige musikalske Traditioner.