Fini Henriques' Vølund Smed

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 09 - side 229-232

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

FINI HENRIQUES' Vølund Smed

Af -FRITZ CROME

Komponisten Fritz Crome anmelder Fini Henriques' efterladte Opera »Vølund Smed«, der havde Premiere paa Det kgl. Teater Tirsdag den 12. Oktober.

Det blev en forestilling paa baade godt og ondt. Men nogen helstøbt forestilling blev det ikke. Ingen vil benpegte, at Fini Henriques var genial, naturligvis indenfor den ramme, hans begavelses art og omfang satte ham. Den var maaske ikke særlig vidtomspændende, men netop i hans Musik til melodramaet »Vølund Smed«, var hans kunsts grænser stemt videre fra hinanden end i det meste af hans øvrige produktion, der mestendels laa indenfor den lille kunsts rammer. Et forspil, som her, har Fini ikke ofte skabt og maaske aldrig med en saa sikker haand, og heltigennem inspireret pen. De to hovedtemaer er sat op med udmærket kontrastvirkning; baade melodisk og klangligt saa vidt forskellige som dag og nat og forarbejdet til et fast mesterligt hele. Det korte, lyriske forspil til første akt er en ægte Finisk idé, iligemaade alfedansen og Lysalfs sang.

Men det har altid været en farlig sag at ville forbedre og flikke paa et allerede bestaaende Kunstværk; og Fini Henriques har da heller ikke været heldig i saa henseende. At Drachmanns skønne ord har kunnet begejstre ham til melodramatisk musik, er let forstaaeligt; mindre derimod, at han ikke har kunnet se, at just Drachmanns poesi slet ikke egner sig som tekstunderlag til en opera. Dens vidtløftighed gør først og fremmest uforholdsmæssigt mange strygninger og forkortelser nødvendige, et vanskeligt hverv, som Aage Barfoed har skilt sig fortræffeligt fra. Han tillod sig kun faa rettelser, mest af hensyn til en lettere sangbarhed, som, naar han erstatter ordene »nye Pinsler« med »andre Kvaler« med de let syngelige aabne a'er. Men desuden kan hele den Drachmann egne digteriske struktur slet ikke taale at blive degraderet til

I

blot og bart tekstunderlag for musik. Altfor megen original og fornem versekunst og altfor megen digterisk skønhed gaar tabt, saasnart, musiken gør sig gældende paa bekostning af digterordenes f orstaaelse. Kender og elsker man digtet, maa man ustandseligt ærgre sig over saagodt som intet at have opfattet af teksten under operaens forløb. Og Fini tager mindre hensyn til sin tekst end de fleste operakomponister. Hans orkester maler bredt og stadigt strømmende med en tyk permanent blæserklang, som gør det til en komplet umulighed at følge de sungne ord. Og Holger Drachmanns digterværk er vel værd at følge fra først til sidst. Han har øst af de samme kilder som Richard Wagner, da denne udformede sit keempeværk, det fire afteners musikdrama »Nibelungenringen«. Eddadigtene er deres fælles grundlag og det er derfor ganske uundgaaeligt, at Drachmann her og der kommer til at benytte de samme skikkelser og ~ituationer som Wagner, og - ganske uberettiget - som den yngre kommer til at virke som eftersnakker, hvor han i virkeligheden er sideordnet og ganske original i sin udformning af ideerne. Valkyrien som heltens elskede kender vi fra Wagner; her er - det dog ikke Siegfried, men smeden Vølund, der er hendes mage. Men Vølund er etisk set en ganske anden og værdifuldere skikkelse end de to Wagnerske figurer Siegmund og Siegfried. »Vølund Smed« er vel overhovedet det betydeligste og -dybestgaaende af Drachmanns melodramaer. En sammensat natur er hans Vølund, ytrer sig menneskeligt og blodrigt lidenskabeligt i sit had som i sin kærlighed. Men tilslut viser digteren os ham som den, gennem hvis kampe og lidelser det store verdensopgør - Ragnarok, der ryster verden i dens grundvold - skal fuldbyrdes. Vølund raaber, da han aner den sig nærmende tilintetgørelse:

da skal vældige Guder blande sig mellem de standende Mænd, give dem Sejer, hvem Sejer er værd og begrave i Højen det sidste Sværd!

I Ragnaroks kølvand følger den evige vaar, som smelter isen om lande. Og da Vølund og hans Hervør som eneste menneskepar har overlevet verdensbranden, modtages Vølund i sin nye esse af Lysalf med ordene:

Ild og Værktøj begge venter paa Værten hans Gæster! Hvad ville vi nu smede, Smedenes Mester?

Og en stærk. Stemme svarer:

Fred over Jorden Menneskelykke!

Hvis nu Finis musik ialfald til en vis grad havde kunnet holde en skadesløs ved sin høje standard som dramatisk musikform, saa havde man paa en maade faaet ækvivalent for ordenes forsvinden i orkesterbulderet. Men sagen er den, at kun de unge aars melodramatiske musik er istand til at fængsle os rent musikalsk, mens saagodtsom alt hvad komponisten har tilføjet i sin alderdom er uinspireret og i uhyggelig høj grad virker som bleg efterligning af Wagnersk talesang. Hvad den ældre Finis orkestersats angaar, saa har man følelsen af, at han næppe har gjort sig megen ulejlighed med at følge med i den udvikling, som musiken selvfølgelig har maattet undergaa ogsaa. paa dette specielle omraade i de sidste aartier. Fini synes kun daarligt at have forstaaet, at jo mere skønsomt og forsigtig man gør sit udvalg blandt den store orkesterfarvebøttes mangfoldige nuancer, desto lettere er det at finde frem til de uendelig mange farvetoner og de dermed følgende differentieringsmuligheder Og desto større chance giver man digterens ord og deres forstaaelse hos tilhøreren.

Allerede i første akt faar man et ind-tryk af kompositionens mangel paa harmoni og ligevægt. Den stumme scene, hvor Vølund har fundet Hervør-Alvide i skoven og sammen med hende gaar ned ad bakken imod huset og glæder sig over omgivelsernes skønhed og deres fælles lykke, er maaske et af Finis skønneste paafund i al sin stille lyriske dvælen i

sindets og naturens harmoniske fred. Men næppe begynder samtalen mellem de to foran huset, saa føles manglen paa inspiration i de radmagre, endeløse melodilinjer, der intet har at sige os og kun keder og trætter. At vi saa senere i aftenens løb møder frugtbare, farvemættede oaser i ligegyldighedens ørken først og fremmest Vølunds energiske blæsermotiv og Hervør-Alvides velgørende blide strygermotivi en umiskendelig klanglig æ-t

ling af Lohengrinforspillet, siden Alfedansens lette filigran, Svartalfs nidvise, Lysalfs to melodisvulmende, arier og andre minder fra en gylden fortid, kan desværre ikke rokke ved indtrykket af svigtende evne til at forme en opera.

Teatrets indsats var i det store og hele anerkendelsesværdig. Svend Gade havde skabt smukke scenebilleder, særligt de to interiører, smedien og gildeshallen. Første akts bakkede landskab fra Thy

skæmmedes af en uheldigt arrangeret bæk, hvis altfor voldsomme fald ledte tanken hen paa norsk natur. Desuden maatte man ærgre sig over en underlig inkonsekvens i den ellers saa fortræffelige smediedekoration. Naar døren i baggrunden aabnedes, saa man ud i et solbelyst vinterlandskab; men de store sneklædte graner, der flankerede huset i forgrunden, stod uafbrudt imod en nattesort baggrund! At Svend Gade ikke var '11--tand til at gøre slutningens kogleri blot nogenlunde plavsibelt med den flyvende Vølund ogr baggrundens lyse Valhal imod

I

f orgrundens kulsorte Ragnarok, skal ikke læ-gges ham til last. Her har digteren stillet krav som ingen noksaa genial iscenesætter kan fyldestgøre.

Ikke alle sangpartier var lige taknemmelig for de udøvende. Heldigst stillet var Lysalf, der havde hele to dejligt sangbare steder og da ogsaa - i Edith Oldrup Pedersens sympatiske lignelse - fik spontant bifald for aabent tæppe. Ogsaa Svartalf havde sin karakteristiske Spottevise, som Magnus Andersen skilte sig udmærket fra, ligesom han havde truffet utysket godt i ydre apparition. Men Hervør-Alvide havde ikke megen melodisk skønhed at fortolke; hendes dejlige motiv laa som oftest i orkestret. Else Schøtt gjorde hvad hun formaaede med sin gode stemme og sit statelige Valkyrieydre. Værst gik det ud o-,,er Bødvild, der maatte nøjes med en række dramatiske replik~ ker, hvis højspænding til tider slog over i det hysteriske. End ikke sidste akts store scene gav hende lejlighed til at folde sin store prægtige stemme ud i bred melodik. Men det skal siges til Else Brems' ros, at hun trods alt havde ævnet at skabe en type, magtfuld og stærk i sin hemningsløse sanselige hengivelse og sit rasende had. Kun burde hun have haft ravnsort haar - som i sin tid Betty Nansen -- hvorved kontrasten til den lysblonde valkyrie var traadt, langt kraftigere frem end her med hendes røde teaterparyk. Men Else Brems kan trods alt roligt stille sin Bødvild ind i den stolte reekke af hendes Carmen, Marie Grubbe og Bess. Einar Nørby var en ond og led - men prægtig syngende - kong Nidung, Per Biørn en imponerende Rejgin og Otto Steenberg en drabeligt fordrukken skjald med polkahaar og mægtigt klingende skjaldetenor. De to kongesønner, Grimur og Gramur, og de to jarler, Ragnvald og Thyrse, var kun bifigurer, der ikke gav Richard Kroll, ""Willy Loudrup-Jensen, Johannes Astrup og Hans Frede Andersen Lejlighed til at brillere hverken sangligt eller dramatisk. Men man kunde dog hos dem alle konstatere unge, gode stemmer n og brugbare teaterydrer.

Helt for sig selv stod Poul Wiedemann; hans Vølund var en pragtpræstation i enhver henseende; en blodrig Vildmand, en urkraftig og drømmende kunstnerprofet, lige sand og overbevisende som helt og som slagen krøbling. Hvem andre end Wiedemann havde 2evnet at løfte arven efter Emil Poulsen i denne

., ægte, Drachmannskikkelse?

Paa Podiet stod Johan Hye-Knudsen. Det var tydeligt, at han havde sat et stort arbejde ind paa den musikalske udformning af operaen, der da ogsaa præsenterede sig uden plet og lyde. Brillant klang det dejlige forspil, der lover saa langt mere end aftenen holder. Ogsaa første akts yndefulde -indledning stod, som den skulde, fint og luftigt, som vort første orkester kan gøre det, naar den rette mand fører det an. At de fleste af Drachmanns skønne ord maatte drukne i orkesterlarm, kunde Hye-Knudsen ikke gøre for, man mærkede tydeligt hans bestræbelser for at dæmpe de tykke blæserklange, hvor det paa nogen maade var muligt. At de faa. kor var rytmisk og klangligt korrekt.og at hele slutningsapoteosen traadte frem i al sin orkestrale pragt, bidrog til at afrunde Hye-Knudsens betydelige musikalske indsats.

Årgang 18/1943, nr. 09