Gabriel Voigtländer. En biografisk studie

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 09 - side 217-223

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Gabriel Voigtländer

En biografisk Studie

Af HENRIK GLAHN

I enhver bredere anlagt Literatur- eller Musikhistorie vil man træffe paa Navnet: Gabriel Voigtländer. Hans Betydning indenfor den tyske Vises Historie er tilstrækkelig klart erkendt, ikke mindst gennem Kurt Fischers indgaaende Undersøgelse over »Allerhand Oden und Lieder« i Sammelbände der internat. Musikgesellschaft,XII, 1910, hvor Forbillederne til de i denne Samling benyttede Melodier paavises i Enkeltheder. Derimod foreligger der, udover den biografiske Indledning i ovennævnte Afhandling, kun spredte Oplysninger om Voigtländers Liv, og det er da denne Artikels Sigte, dels at samle det
forhaandenværende biografiske Materiale, dels at fremlægge enkelte nye Momenter angaaende denne Musiker-Digter fra det 17. Aarh.s, Begyndelse og hans Forhold til Danmark.

Hvor og hvornaar Voigtländer er født, vides ikke. Det tidligste Vidnesbyrd om ham er fra 1626, da han erhverver Borgerskab i Lübeck. For at opnaa dette fordredes en Lavalder af 25 Aar, hvorfor man kan gaa ud fra, at Voigtländer er født senest 1601. Hans Navn, som tyder paa Slægtsforbindelse med Landskabet Vogtland, kan spores tilbage til 1604, i hvilket Aar en vis Georgius Vogetlenderus, Anglamensis, er indskrevet ved Greifswald Universitet. (Matriklen for Greifswald Universitet, den 4. Januar 1604.) At denne Mand, som er fra Anklam, er i Familie med Gabriel Voigtländer, kan der næppe være Tvivl om, men mere tør man heller ikke slutte af denne Oplysning.

I Lübeck beklæder Voigtländer Stillingen som Raads- og Stadstrompeter. Hvori dette Hverv bestod, kan man faa at vide i Johann Ernst Altenburgs: »Versuch einer Anleitung zur heroisch-musikalisehen Trompeter- und Paukerkunst«, Halle. 1795. Der gøres her autentisk Rede for en Trompeters Funktioner, hvadenten han er Hof-, Felt- eller Stadstrompeter. Det er naturligvis i første Række de rent musikalske, til enhver Tid at være til Raadighed med sin Kunst. Men desuden bestred han de ikke mindre væsentlige diplomatiske Opgaver, hvilket ikke mindst gjaldt Trompetere i Hoffets Tjeneste. Saadanne var det f. Eks. paalagt, at afhente Gesandter til Audiens, naar Fyrsten var paa Rejse at udøve en Rejsefurérs Pligter og lejlighedsvis ogsaa selv at fungere som Sendebud i vigtige Anliggender. Som en Kategori for sig omtales i dette Skrift Stadstrompeterne, af hvem der fordredes særlige Kvalifikationer(1), idet kun de, der i Forvejen havde gjort Tjeneste som Krigstrompetere i Felten, kunde antages til denne Stilling. Nogen egentlig Begrundelse for denne Ansættelsesbetingelse gives der ikke. Men hvis den har haft Gyldighed ogsaa paa Voigtländers Tid, maa vi tænke os, at han, før han kom til Lübeck, har været Felttrompeter, maaske i Begyndelsen af 30-Aarskrigen. Men, som sagt, Voigtländers Tilværelse før 1626 ligger foreløbig hen i det dunkle.

Hans Hustru, Katharina, føder ham i dette Aar Sønnen Joachim Ernst og tre Aar senere Datteren Eleonore. Sidstnævntes Fødeaar fremgaar af Kolding Kirkebog, som d. 7. April 1656 anfører: Eleonore Gabrielsdatter Voigtländer, begravet 27 Aar gl. I 1632 afhænder Voigtländer sit Hus i Lübeck, og Aaret efter træffer vi ham i Tjeneste hos Hertug Frederik III af Gottorp. »Gottorfische Amtsrechnung« har fra Aaret 1633 følgende Post: »Gabriel Voitlendern, Trombtern von Lübeck, wegen seiner Aufwartung allhier. ..« (p. 447) og »beym fürstlichen Beylager 50 Rdlr.« (p . 458). Denne Oplysning kommer til at stride mod C. Stiehls Meddelelse om, at Voigtländer først i 1633 blev Stadstrompeter i Lübeck. Men enten er denne sidste urigtig, eller ogsaa er der i 1633 kun Tale om en Slags Gæsteoptræden i Gottorp. Hvorom alting er, Voigtländer blev i samme Aar
knyttet til dette Hof og udøvede en Trompeters Hverv hos den kunstelskende Hertug Frederik til og med 1635. Som det f remgaar af Hof regnskabet, har Voigtländer her indtaget den højeste Stilling indenfor Trompeterkorpset, idet han oppebar en Gage paa 225 Rdl., svarende til hvad højere Hofembedsmænd paa den Tid havde (Quell. u. Forsch. zur Ges. Schleswig-Holsteins XV, 227). Voigtländer kom i Gottorp til at virke sammen med flere af Tidens kendte Musikere, bl. a. Organisten Frantz Tunder, der blev Buxtehudes Svigerfader og Forgænger i Embedet som Organist ved Marienkirche i Lübeck. Med ham har Voigtländer sikkert sluttet et nært Venskab, i hvert Fald kom Tunders Hustru senere, i 1667, til at staa Fadder til et af Joachim Voigtländers Børn. (Fischer, S. 19)

Paa hvilken Maade, ad hvilken Vej er nu Voigtländers Forbindelse med det gottorpske Hof, og senere det danske, etableret? Spørgsmaalet kunde synes temmelig overflødigt, idet Afstanden fra Lübeck til Slesvig jo ikke er synderlig stor, og forsaavidt som der paa den Tid bestod en livlig musikalsk Udveksling mellem Danmark og Tyskland. Voigtländers Ry kan ganske enkelt og direkte have naaet, Hertugen af Gottorp, der som nævnt gerne knyttede nogle af Tidens bedste Musikere til sit Kapel.Men selvom Voigtländers Vej hertil tilsyneladende ingen særlige Problemer rummer, vil det dog lønne sig at tage Spørgsmaalet op til Undersøgelse, da det maaske kan sige os noget om Voigtländers tidligere, førlübeckske Forbindelser. - Literaturhistorikeren J. Paludan fremsætter den Formodning (Renaissancebev. i dansk Lit. S. 172), at Voigtländer skulde være kommet til Danmark med den sachsiske Prinsesse Sibylle, der i 1634 under store Festligheder formæledes i København med den udvalgte Prins Christian, hos hvem Voigtländer fra 1639 stod i Tjeneste som Trompeter. At denne Hypotese ikke er rigtig, siger sig selv, naar vi ved, at Voigtländer var i Gottorp fra 1633 til 35. Men bortset herfra peger den imidlertid paa noget, som det er værd at fæstne sig ved: Sachsen. Kurt Fischer, som heller ikke er bekendt med Voigtländers Ophold i Gottorp, understreger til Sandsynliggørelse af Paludans Formodning Voigtländers nære literære Slægtskab med den Tids sachsiske Digterskole.(2) Dertil kommer, at man i hans Tilknytning til det slesvigholstenske Hof med den derværende sachsisk fødte Hertuginde Maria Elisabeth yderligere bliver styrket i Antagelsen af en tidligere Forbindelse mellem Voigtländer og Dresden.

I denne Sammenhæng kunde et Brev fra Chr. IV til Borgmesteren i Lübeck fra 1/10 1632 (Ausl. Registrant )(3) maaske ogsaa give et Fingerpeg. Heri anmoder Kongen den lübeekske Borgmester om at indstævne Voigtländer som Vidne i en i Sønderjylland paagaaende Mordsag. Sagen er anlagt af Fru Dorothea Rathlau mod Frantz Rantzau til Salzau, »wegen ohnlengst leider beschehenen Ableibung deroselben Sohns«. Om det stedfundne Mord og dets Parter kan følgende oplyses: Den 29. April 1631 blev Christian Rathlau, Søn af Moritz R. til Lindau, ihjelstukken i Byen Nortorf i Sydslesvig af ovennævnte Frantz Rantzau til Salzau og Nütschau. Han blev begravet d. 17. Juli s. A. i Kiel. Begge de unge Adelsmænd var 1628-29 blevet tjenstgørende hos den gottorpske Hertug, og om Christian Rathlau ved man, at han i 1630 ledsagede sin Herre til Formælingen i Dresden. Mordet resulterede i en større Sag, paagik i flere Aar, idet den først afsluttedes i 1636. Voss' Excerpter paa Rigsarkivet bringer en Del Enkeltheder fra Sagen(4), selvom der intet oplyses om dens endelige Udfald eller om Voigtländers Forbindelse med Mordet. Den eneste Begrundelse for, at Voigtländer indkaldes som Vidne i Sagen, ligger i følgende Sætning fra Indstævningsskrivelsen: »Wan nun ehester Zeitt mit deroselben (d. v. s. Vidnerne) wirt verfahren, die zeugen produciret, uundt ihre aussage rotuliret werden, uundt dan einer unter den denominirten sein soll nahmens Gabriel Trompetter, so eurer jurisdiction. subjekt uundt unterwürfig, so gesinnen wir hiemit ...«, hvorpaa følger Ordren om, at Voigtländer maa. indstille sig paa, efter nærmere Besked, »ohnauspleiblich zu erscheinen, uundt seine Deposition ohnweigerlich abzustatten«. Hvorvidt han imidlertid i det hele taget blev afhørt som Vidne i Sagen, ved vi ikke, hvilket ogsaa under de nuværende Forhold er umuligt at erfare, da Akterne beror i Kiel; men man kan derimod fremsætte visse Formodninger om, hvorfor Voigtländers Navn overhovedet er blevet sat i Forbindelse med den omtalte Sag. Naar man tager Indstævningens manglende direkte Begrundelse og den Omstændighed i Betragtning, at de for os tilgængelige Kilder vedrørende Rettergangens videre Forløb ikke nævner Voigtländer med et Ord(5) og naar vi samtidig ved, at denne Aaret efter Chr. IV.s Brev fik Ansættelse hos Hertugen (1633), kan vi gaa ud fra, at Forbindelsen mellem Voigtländer og selve Mordhandlingen har været yderst spinkel. Det er derimod ikke usandsynligt, at Voigtländer har kendt en af Parterne - maaske begge - og paa det Grundlag skullet afgive et Votum i Sagen. Tonen i Kongens Brev viser, at denne ikke har været bekendt med den lübeckske Stadstrompeter, og da der intet foreligger om, at Voigtländer har været i Gottorp før Mordet i 1631, skal vi heller ikke vente at finde noget Tilknytningspunkt her. Som ovenfor nævnt, var Christian Rathlau en af Hertug Frederiks Ledsagere paa dennes Rejse til Brylluppet i Dresden i 1630, og med de forudgaaende Overvejelser angaaende Voigtländers eventuelle Tilknytning til Sachsen in mente, ligger det da nær at antage, at Voigtländer har været tilkaldt som musikalsk Forstærkning til Bryllupsfestlighederne i Dresden og der lært Christian Rathlau at kende. Det var jo paa den Tid en ganske almindelig Foreteelse, at Fyrsterne ved særlig festlige Lejligheder forstærkede deres daglige Musikerkorps ved at indforskrive Trompetere, Musikanter og Sangere fra andre Byer og Hoffer. Man behøver her blot at henvise til Afsnittene om Chr. IV.s Kroning, Prins Hans' Brudefærd til Rusland og Bryllupsfestlighederne i 1636 i Angul Hammerichs Disputats: Musikken ved Chr. IV.s Hof. Hvis der derfor, som antaget, har været nogen forudgaaende Forbindelse mellem Dresden og Voigtländer, er det ihvertfald sandsynligt, at han har været mellem de indkaldte.

Det er klart, at disse Overvejelser vedrørende Voigtländers mulige sachsiske Herkomst eller tidligere Forbindelser dér, i høj Grad maa bygges paa Antagelser, idet der foreløbig ikke foreligger noget afgørende Indicium i den ene eller den anden Retning. Men set under eet kan man ikke komme uden om, at de forskellige ovenfor nævnte Fingerpeg afgiver et acceptabelt Grundlag for en positiv Hypotese.

1. Det poetiske og musikalske Slægtskab, som i »Allerhand Oden und Lieder« bl. a. manifesterer sig i Laanet af en Melodi fra en Samling Villaneller, der udkom i Dresden i 1627. (Fischer, S.44).

2. Voigtländers Tjeneste først i Gottorp (Hertuginde Maria Elisabeth), siden paa Nykøbing Slot (Prinsesse Sybille).

3. Vidneindkaldelsen til den omtalte Mordsag i 1632.

4. Den paa den Tid almindelige Udveksling mellem sachsiske og danske Musikere (jvf. Hammerich, S. 11, S. 104 og 18 ff.).

Efter at Voigtländer i 1635 en ganske kort Periode har været i Lübeck, - han køber sit gamle Hus for at sælge det igen samme Aar, - lader han os uvidende om sit Opholdssted og Virke, indtil han i Aaret 1639 faar Stilling som Hof- og Felttrompeter ved Nykøbing Slot hos Kronprins Christian. Derimod underretter et Koncept paa Rigsarkivet om en bestemt Episode i Voigtländers Liv, et Klagemaal, fra Voigtländer til den danske Konge paa Grund af Chikane fra Kollegers Side.

Koncepten (Konc. til Patente 12/10 1636), hvis Indhold er stilet til den Kommission, som skal undersøge den retmæssige Baggrund for Klagen, er paa Grund af Overstregninger og sjusket Skrift paa sine Steder ret vanskelig at tyde. Den har in extenso følgende Ordlyd:

Commision an den Hofmarschaleken undt Hofschencken Christian Ulrich Güldenlowen undt Knudt Ulefeldten.

12. Oktober 1636.

Den Erbarn unsern Hofmarschalken Oberschenken undt lieben getr. Christian Ulrich Güldenlowen undt Knudt Ulefeldten unsere gnade undt aus ...

Wir Christian ete. entbieten dem Ehrenfesten unsere Reichs Rath, Ambtmann zu Westerwick, Rittern/ Reichs Marschall,undt getr. L. Hern Georg Uhrne zu Alslöf/ erbgesessen unsere gnstn. wohlgeneigten willen undt aus beigefugter Supplication mitt mehrem Zuvernehmen welcher massen uns Gabriel Volgtlender Trompeter gantz wehmütig geklaget, dass er von unsern Trompeter David von Stecken gröblich injuriert undt gescholten, solche injurien auch hernachen von unsern sämbtliehen Trompetern durch ein famos libell offentlich spargiert, undt an die füstl. holsteinische trompeter weren geschicket worden, Danebenst undterthenigst bittend, weill ihm hierin gross unrecht wiederführe, wir unparteiliche Commisarios vor velchen er gegen unsere Trompeter, zu Erweisung seiner unschuldt künte gehöhret werden Zuverordenen, geruhen ete.

Wan wir dan niemandten das recht viel weniger einem beschuldigten ordentliche verhöhr zu seiner exculpierung verweigern konnen, undt desswegen des Supplieanten suchen gnedigste stadt bei uns finden lassen . . . [so haben wir dem Ehrenfesten unseren Reichs Marschalken. Reichs Rath, Ambtmann uff Westerwick undt getreuen Lieben, Hern Georg Uhrne Rittern zu Alslöf Erbgesessen andeuten lassen, dass er von unsern Lehnsleuten undt Officirn etliche zu besetzung eines Gerichts gegen morgen, wird sein der 13 Dieses umb 8 uhr vormittags auf unserem Schlosse allhier zusammen beschreiben sollen...-] ...befehlen euch demnach hiermit gnedigst dass sie unsere Lehnsleute undt Officir, davon hieneben ein Verzeichnis aufgesetzet, darzu ziehet gegen dieselbe zeit Supplicanten undt unsere Trompeter sambtlich auch von uns insgesambt bescheiden, die Anklage undt Verantwortung sambt Beweiss undt Gegenbeweiss anhbhret, davon ausführlichen bericht, sambt euren guttachten von beider parteien fug oder unfug, undt wie deswegen gegen den einen ad anderen zuverfahren, uns undterthenigst einbringet, davon verrichtet Ihr unseren gnedigsten willen, undt wir bleiben euch mitt konigl. gnaden wohlbeigethan.

Som det heraf fremgaar, har Trompeter ved Chr. IV.s Hof, David von Stecken (Stöcken, Hammerich S. 207) paa det groveste krænket Gabriel Voigtländer. Desuden har samtlige Trompetere ved Hoffet distribueret et Smædeskrift mod Voigtländer, som bl. a. er blevet sendt til dennes tidligere Kolleger ved Slottet i Gottorp. Desværre nævnes der intet om, hvad Injurierne mere konkret gik ud paa, men man faar dog et klart Indtryk af, at Voigtländer har følt sin Ære gaaet for nær, og i Overbevisning om sin egen Sagesløshed har han da ved Henvendelse til Rigets højeste Instans søgt at faa offentlig Oprejsning. Der nedsættes, derfor af Kongen en Kommission bestaaende af nogle af de mest fremstaaende Mænd ved Hoffet, og disse bliver det paalagt at foretage ordentligt Forhør i Sagen. Hvilket Udfald den fik, vides ikke, sandsynligvis er den blevet ordnet i Mindelighed, da en officiel Retssag ellers havde været overleveret. Men af det foreliggende kan vi dog slutte, at Voigtländer ikke stod sig godt med sine Kolleger, at han havde Fjender, som ved Injurier og Skamskrifter søgte at ødelægge hans Ry.(6)

Den gengivne Koncepts Indhold røber intet om Voigtländers Opholdssted i Tiden mellem Gottorp og Nykøbing. Men man kan sikkert gaa ud fra, at Voigtländer tidligere havde været i direkte Forbindelse med det danske Hof og dets Musikkorps. Jeg er tilbøjelig til her at tiltræde den af V. C. Ravn(7) først fremsatte Formodning, at Voigtlander i 1634 medvirkede ved Festlighederne i København under Prins Christians Bryllup med Magdalene Sibylle af Sachsen. Ravn antager, at Voigtländer »var uden Tvivl en af de Sangere, om hvem det i en Udlændings Beretning om Bryllupsfestlighederne fortælles, at de under Taflet kom hen til den Bordende, hvor de fyrstelige Personer havde Plads, og sang komiske Viser, der fik Salen til at ryste af Latter, og hvis Satires og Vittigheders Beskaffenhed man kunde gætte sig til af Damernes Rødmen«. Hammerich afviser denne Formodning, da Voigtländer ikke paa denne Tid findes i hverken Prinsens eller Kongens Tjeneste. Nu ved vi imidlertid, at Voigtländer netop paa dette Tidspunkt virkede ved Gottorp Slot. Den vordende danske Prinsesse lagde paa sin Rejse hertil fra Dresden Vejen op over Gottorp, hvor hun med sit Følge, der talte over 500 Personer, gjorde Ophold hos sin Svoger, Hertug Frederik III og Søster Maria Elisabeth.(8) Selvom vi da intet Bevis har herfor, saa ligger det dog nær at antage, at Voigtländer som Hertugens Trompeter har gjort Rejsen med til København, ikke mindst naar vi ved, at en
Trompeters Pligter bl. a. bestod i at ledsage Fyrsterne paa deres Rejser. Muligvis
stammer Bekendtskabet med den omtalte David von Stbeken fra denne
Formælingsfest, der ialt varede i. 14 Dage, og ved hvilken der medvirkede et Musikkorps paa 76 Mand. Som vi har set, førte samme Bekendtskab ikke til noget behageligt for Voigtländer, hvad nu Grunden end kunde være.

Helt ud af Spillet blev Voigtländer imidlertid ikke slaaet, for i 1639 tiltræder han Stillingen som Hof-og Felttrompeter ved Nykøbing Hof hos Prins Christian, den udvalgte Prins. Denne holdt her et stort og prægtigt Hof, præget af en ogsaa efter Datidens Forhold umaadelig Ødselhed. (H. Hjelholt: Falsters Hist. I, 213 ff.). Kendt var Prinsens store Interesse for Musikken, det var bl. a. ham, der etablerede Forbindelsen mellem Danmark og Tidens største tyske Musiknavn, Heinrich Schütz, der sad som Kapelmester i Dresden. Til den daglige musikalske Underholdning havde Prinsen et Kapel, der ifølge Besoldingsregistret 1643 - 44 bestod af 6 Trompetere og 6 Musikanter. Blandt disse sidste bør nævnes den indenfor nordtysk Orgelkunst navnkundige Matthias Weckmann, der ligesom enkelte andre i det prinselige Kapel var kommet fra det kurfyrstelige Kapel i Dresden. Weckmann, der var Hoforganist, havde til Opgave hver Morgen Kl. 9 at samle alle Hoffets Musikanter og musicere med dem en Time, foruden at han havde det musikalske Overopsyn med Kapellets Læredreng.

Det blev ikke mange Aar, der blev Voigtländer beskaaret som Trompeter i Nykøbing. Allerede i 1643 dør han, men naar som bekendt forinden at faa udsendt sit Værk »Allerhand Oden und Lieder«, der med kongelig Understøttelse og Bevilling udkommer i Sorø i Maj 1642.«(9) I Fortalen til Samlingen, der er udførlig refereret i Viggo Holms Artikel i »Arkiv og Museum« V, S. 412,(10) taler Voigtländer om »meiner damaligen Krankheit «, som er Skyld i, at ikke alt er blevet saa fuldendt, som han gerne havde ønsket det, men lover dog, saafremt denne første Udsendelse gør Lykke, at lade den efterfølge af en anden. Selvom dette ikke blev Virkelighed, vandt hans Samling stor Udbredelse og Popularitet og udkom efter hans Død i yderligere fire Oplag, sidst i 1664.

Voigtländer dør i Januar 1643 og faar en Begravelse, som det sømmer sig Hoffets fornemste Trompeter. Hans Enke og Søn drager tilbage til Lübeck, hvor Mulighederne for at komme i Vej er større end her i Danmark.

Gabriel Voigtländers kunstneriske Indsats har det som nævnt ikke været Meningen her at gøre til Genstand for nogen Omtale eller Vurdering. Det bør dog til Slut nævnes, at Voigtländer ogsaa med sine »Oden und Lieder« satte sig visse Spor indenfor den danske Literatur. De er Forbillede for et af vor Barokpoesis Monumenter, Søren Terkelsens »Astree Sjungekor« (1648-54), der for en Dels Vedkommende er Oversættelser af Voigtländers Digte. Den samtidige Digter, Anders Bording, har ligeledes oversat eller benyttet flere af Voigtländers Tekster, og endelig kan det nævnes, at en enkelt af Melodierne i Samlingen - hvor der ikke er Tale om Originalkompositioner men om Laan fra andre Samlinger - levede videre med Thomas Kingos prægtige »Chrysillisvise«.

Fodnoter:

(1) Jvf. desuden C. Stiehl: Die lilbeckischen Stadt- und Feldtrompeter. (Mitteil. d.
Vereins für lüb. Ges. VI, 129.)

(2) Jvf. tillige H. Kretzschmar: Ges. des neuen deutschen Liedes. S. 67 f.

(3 ) Af skrevet i S. A. E. Hagens Samling i Det kgl. Bibl.: Uddrag af ausl. Registrant.

(4) Om selve Mordet berettes det her, at de to Parter »sind zu Nortdorff mit einander lustig gewesen. Da zeigt der eine dem anderen s. Degen, binden auf zusammen an und hat Frantz Rantzau aus Schertz den Rathlau erstochen (A I, p. 10).

(5) Jvf. Voss' Expt. A. CXXV ( p. 6 ang. Vidners Indkaldelse).

(6) Jvf. den af K. Fischer omtalte Sag, som kort efter Voigtländers Død stod paa i Nykøbing mellem Fru Voigtländer og Hoffets »Sprachmeister«. Et af Voigtländers egne Digte røber til yderligere Bekræftelse, at han havde personlige Modstandere ved Hoffet. »Allerhand Oden« Nr. 98 (Fischer Side 22).

(7) »Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid« 1886, S. 14.

(8) Jvf. Quell. u. Forsch. zur Ges. Schl.-Holst. XIV, 125.

(9) Ganske pudsigt er Sorøs Beliggenhed fra tysk Side i denne Forbindelse bleven karakteriseret som »in halbweger Nähe von Hamburg« (H. Kretzschmar. S. 63). Dette er i W. Krabbes Artikel i Adlers Handbuch 11, 692, blevet til: »in nächster Nähe Hamburgs«!

(10) Desuden oplyses det heri, at Voigtländer straks efter sin Tiltrædelse af Stillingen i Nykøbing har mistet et Barn.

Årgang 18/1943, nr. 09