Kammermusikforeningen fylder 75 aar

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 10 - side 245-249

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Kammermusikforeningen

fylder 75 aar

Af JULIUS CLAUSEN

I Anledning af 100-Aarsdagen for Franz Nerudas Fødsel den 3. December og 75-Aarsdagen for Kammermusikforeningens Stiftelse paa hans Initiativ den 5. December skildrer et mangeaarigt Bestyrelsesmedlem af Foreningen, kgl. Bibliotekar Julius Clausen, Begivenheder af dens og dens Skabers Tilværelse.

Lørdag den 5. December 1868 var der Liv og Lystighed - og Trængsel i kgl. Kapelmusicus, Violoncellisten Franz Nerudas Lejlighed paa fjerde Sal i Holbergsgade Nr. 3. Værten var to Dage forinden fyldt sit femogtyvende Aar - 3. December bliver saaledes Hundredaarsdagen for Franz Nerudas Fødsel - og han havde i Tiden deromkring med Kolleger i Kapellet og nogle Musikelskere ivrigt drøftet Muligheden af Stiftelsen af en Sammenslutning, hvor der skulde spilles Kammermusik til Glæde og Husvalelse baade for de Ydende og de Nydende. Forstaar sig - der kunde kun blive Tale om en mindre Kreds - højst 100 Personer. Man havde givet den unge, begejstrede østrigske Musiker sin ubetingede Tilslutning, og efter et Pensum paa Kgl. Teater var afviklet - Repertoiret bød 5. December paa Aubers gamle Syngestykke »Muurmesteren« og Bournonvilles Balletdivertisement. »La Ventana«, begav et Udvalg af kgl. Kapelmusici, hvoriblandt de ansete Violinister Tofte og Chr. Schiørring og Kapellets Benjamin, den toogtyveaarige Anton Svendsen sig med Neruda i Spidsen op i dennes Stuer. Til Trods for den sildige Aftentime (Kammermusikens Folk var i tidligere Dage flinke Natteravne) blev Nerudas Tanke ført ud i Livet samme Aften med et særdeles righoldigt og afvexlende Program.

Først spilledes Mozarts hjertevindende Divertimento i D for Strygere og 2 Horn. Anton Svendsen var Primarius - og han var det igen 60 Aar efter i 1928 ved Kammermusikforeningens Jubilæumsfest og med en Glans og Bravour, som det vel er enestaaende at møde hos en Musiker, som har passeret de Firs. Derpaa serveredes en Klavertrio i F af H. Bargiel, et dengang skattet, nu næsten glemt Navn indenfor Kammermusiklitteraturen. Exekutørerne var Neupert, Tidens fineste Pianist herhjemme, Chr. Schiørring og Værten i Huset ved Celloen. Efter formodentlig at have pauseret over et Smørrebrød og den Snaps, som efter Nerudas Ønske aldrig maatte savnes, naar Musikerne hvilede ud efter Anstrengelse, tog man fat paany, denne Gang med Niels Gades Sextet. Og som om dette ikke var nok sang tilsidst Teatrets ny Stjerne, Niels Juel Simonsen, som nylig saa glansfuldt havde givet »Hans Heiling«, uden at lade sig genere af den sikkert tætte Cigarrøg, to Romancer til Edv. Lembekes Klaverledsagelse. Det maa, have været i de meget smaa Timer man skiltes.

Men Kammermusikforeningen var altsaa kommen til Verden. Ugen efter flyttede den ind i »Hotel Phoenix«, og inden Saisonen sluttede, havde der hver Ugeaften været musikalsk Møde - ialt 19 Aftener. Et bemærkelsesværdigt Resultat. Men Neruda skaanede heller ikke sig selv. Han lagde Programmer, bestemte Prøver og tog aktiv Del hver Aften.

Vi mindes den fine og fortræffelige Kunstner paa Celloen, husker ham som Neruda - Kvartettens fjerde Mand, dvæler gerne i Tanken ved hans Gerning som Gades Afløser paa »Musikforeningen«s Dirigentstol. Men først og sidst skal han nu ved sit kære Barn, Kammermusikforeningens trekvart Sekels Jubilæum, hyldes og i Taknemlighed erindres som den, der skabte gode Kaar for Kammermusikens Trivsel i vort Land, fordi han førende en kyndig Haand med en frodig Aand, fordi han i sin Musikglæde og Uselviskhed, sin ideelle Stræben og store Kyndighed skabte ny Jordbund for en af Musikens fineste Emanationer.

Havde der da ikke været dyrket Kammermusik i København, før Neruda traadte til? Vist havde der det, men tilfældigt, og spredt. Der havde været store og anselige Hjem, Waagepetersens i Strandstræde, Øjenlæge Lehmanns i Rosenvænget, hvor Amatører og Professionelle i Forening dyrkede Kvartetspillet. Brødrene Weis i Aarhus og Artillerikaptajn. Sick var ogsaa kendte Navne, hvor Fru Musica holdt til Huse. Men at høre Kammermusik udenfor de faa Indviedes Kreds var sjældent.

Neruda satte nu Kammermusikens Udøvelse i System. Og han var en god Lods, kendte fra sin Families Koncertrejser Haydn, Mozart, Beethowen, Schubert udenad paa Fingrene. Han vilde nu paa en fordringsløs og intim Maade fremføre dem for en beskeden Kreds af sine ny Landsmænd, Musikentusiaster som han selv. Navnlig det intime lagde Neruda Vægten paa. Intet stort Lokale, ingen nummererede Siddepladser, ingen Toiletteudfoldelse. Vi er ikke til Koncert, vi er til et musikalsk Møde. Vi kan sætte os hvor vi vil, vi kan tænde vor Cigar; bagefter kan vi snakke lidt sammen om hvad vi har hørt. Musik af moderne Komponister skal sandelig ikke udelukkes. Men Kammermusikens Fundament er nu engang Klassikerne - de har skabt den Form, i hvilken de senere Generationer har bevæget sig, derfor er de blevet de store Læremestre. Det kan siges, at den Del af Nerudas Program har Kammermusikforeningen aldrig siddet overhørig.

Smaat og beskedent lagdes der ud. Men som vor By voksede, og med den Musiksansen, vilde det være urimeligt at gøre Foreningen saa exklusiv, at kun et Hundrede Personer maatte delagtiggøres i den musikalske Nydelse. Progressivt er Medlemstallet nu naaet op paa omkr. 400. I nogen Grad har Intimiteten bødet derved. Indtil for en Snes Aar siden var Medlemsoptagelse baseret paa Ballotation med sorte og hvide Kugler. Meningen dermed var: sluttet Kreds, ingen »mindreværdige« Elementer, vi skal være som een stor musikalsk indstillet Familie, hvor alle kender hinanden og føler sig som Kammerater i Fru Musicas Sold. Sligt var muligt i Nerudas Dage, hvor saa at sige alle kendte hinanden indenfor en Interessesfære. Nu lader den Slags Grænsevolde sig ikke længere opbygge.

Men selv om Medlemmerne nu personligt staar hinanden fjernere - den store Tradition, det musikalske Sammenhold, den indbyrdes og fælles Forstaaelse af den musikalske Kunst, er ikke veget en Tomme - siden Stifterens Dage. Den er Kammermusikforeningens Bomærke. For de Unge; som her faar en musikalsk Indvielse i en Mozarts, en Beethovens, en César Franeks Kvartet, er det en Oplevelse, for de Ældre betyder det Gentagelsens Glæde.

Igennem de 7 Aar har der ialt været ca. 1850 Mødeaftener, eller 25 pr. Sæson. Og da der gennemsnitlig kan regnes med Opførelse af 2 à 3 Kompositioner hver Aften, kommer man op paa det ret imponerende Tal af omkring 4000. Strygekvartetten, Kammermusikens Perle, har haft første Plads, men ved Siden deraf Ensembler for Strygere, med og uden Klaver, i alle mulige Kombinationer. Men selvfølgelig har ogsaa Kammermusik for Blæseinstrumenter været repræsenteret i mange Afskygninger, omend Litteraturen ikke her er saa righoldig. Selv om de store Klassikere - i første Række Beethoven - har domineret Spillelisten, saa har denne været særdeles elastisk og omfatter Komponister fra alle Tidsaldre og alle Retninger, ligefra Buxtehude og Purcell til Arnold Schønberg og Riisager. Aldrig har der været taget Parti eller vist Ensidighed i Valg og Sammensætning.

Og hvem har saa givet denne brogede Toneverden Liv oppe i Kammermusikforeningens i Aarenes Løb vekslende Sale? Dertil kan svares: de var der næsten allesammen, alle de Instrumentalister, som gennem de sidste Generationer har betydet noget for Tonekunsten herhjemme. At nævne Navne vilde blive en Opremsning - et helt lille Musikleksikon;
(lettere vilde det være at nævne de meget Faa, som ikke har deltaget i Spillet) - Thi de kom der gerne, satte en Glæde og Ære i at give deres Bedste i Kammermusikforeningen; de fandt Tid til at prøve, og efter et langt Dagværk og opslidende Teatertjeneste ofrede de gerne nogle Timers Nattesøvn. Hvorfor. For materiel Fordels Skyld? Den var saa vist mere end beskeden og kunde ikke friste. De gjorde det, fordi de ikke var musikalske Haandværkere, men følte sig som Kunstnere og vidste, at Kunsten forpligter. Og fordi de vidste, at heroppe i Kammermusikforeningen mødtes de med et Auditorium, indstillet paa samme Bølgelængde, og som var istand til at medføle og værdsætte hvad her blev givet. Ikke et mere eller mindre tilfældigt Publikum, som traditionelt lod Hænder falde til Klap,
naar et Stykke var slut; men Folk, som kunde høre, vurdere og var lidenskabelige Musikelskere. Vistnok kunde da Folk være kritiske, for de kendte ogsaa Klassikerne; men til Gengæld kunde de Udøvende være sikre paa, at naar her lød et kraftigt Bifald, var det et ubedrageligt Tegn paa, at de havde gjort deres Sager godt. Gnisten sprang over. Auraen var der. Intet Under, at mangen ung Musiker ansaa det for blaat Stempel at komme til at spille i Kammermusikforeningen.

Nu et intimt Spørgsmaal: Spilles der lige saa godt og omhyggeligt nu i kammermusikforeningen som for 75 Aar siden - eller rettere sagt: spilles der anderledes? Altid er det vanskeligt at dømnie. om en henfaren Kunsts Virkemidler. Hvem garanterer eksempelvis for, at en Fru Heibergs Kunst vilde bringe vor Tids Ungdom ind under sin Tryllekreds? Men en Erfaring fra henimod femti Aar i Kammermusikforeningen kan dog give et og andet Fingerpeg. For Stifteren, Franz Neruda, kom det i første Række an paa at gøre Medlemmerne fortrolige med Kammermusikens Hovedværker. Paa Kravet om en mønstergyldig Udførelse kan han godt slække lidt - man var jo ikke inviteret til Koncert, men til musikalsk Møde. Naturligvis skulde det være musikalsk anstændigt, men et pinligt nøjagtigt Samspil med raffineret Nuance forlangte han ikke i denne Forbindelse; kunde han ikke faa Medspillere af første Rang, tog han til Takke med dem af anden og tredie. Ogsaa hans Efterfølger, Anton Svendsen, understregede, at der ikke bødes paa Koncert i sædvanlig Forstand. Ofte spilledes en kendt Kvartet af de rutinerede Musici uden foregaaende Prøve og kunde derfor gøre et lidt udvisket Indtryk. Men hvad - man var jo mellem Kammerater og ikke blandt Kunstkritikere. Det skal siges, at det sidste Slægtled ser noget anderledes paa Opgaven. De unge Tonekunstnere hjælper sig ikke med noget laisser aller. Deres Stræben for at give det bedste er tydelig nok; den kunstneriske Ærgerrighed er brændende; de sky er ikke Prøver for at naa et mønstergyldigt Resultat. Og de finder gode Lyttere, som forstaar at værdsætte hver Nuance. Det oprindelige Maal for Kammermusikforeningens Stiftelse er da blevet forskudt noget - men kun i Retning af det artistiske. Der spilles i ingen Henseende ringere nu end for en Generation siden - snarere omvendt. Paa den ene Side ventes mere, paa den anden gives mere. Men blandt de Henfarne er dem, hvis Stjerner endnu lyser i skøn Erindring: en Peder Møllers Tonefylde, en Agnes Adlers Anslag - for kun at nævne nogle enkelte -, Perler i Kammermusikforeningens Historie.

Mærkeligt, at en saa ærværdig Forening kun kan opvise tre Præsidenter: Franz Neruda, som først 1906 trak sig tilbage af Hensyn til sit Arbejde i »Musikforeningen«. Han efterfulgtes af Anton Svendsen, som sad i Højsædet til sin Død sidst i 1930. Nu har Paulus Bache med stor Energi overtaget det ærefulde Hverv.

Kammermusikforeningen er den ældste af alle nulevende danske Musikinstitutioner. Den har faaet Aflæggere, men har altid været noget for sig. For Kammermusikens Trivsel herhjemme har den betydet uendelig meget.

Årgang 18/1943, nr. 10