Musiklivet efter krigen

Musiklivet efter Krigen

Af SVERRE FORCHAMMMER

Der er skrevet meget i den senere Tid, om hvordan Forholdene bør indrettes efter Krigen. Indenfor Handelen har man drøftet, hvordan Inflation, Højkonjunktur og Spekulation kan forebygges og undgaas. Man har læst om den Udvikling, som bliver spaaet Lufttrafiken, naar Himmelrummet atter kan befares af fredelige Lufttrafikanter, og Regeringer og Raad i alle Lande - saavel de neutrale som de krigsførende - bestræber sig paa i videst muligt Omfang at være forudseende og forebyggende i enhver Henseende.

Mon ikke det var paa Tide at forsøge at kaste nogle Strejflys over de Tilstande, som nødvendigvis maa oprinde for vort Musikliv, naar Grænserne atter aabnes mellem Landene.

Musiklivet i Danmark har i disse Krigens Aar oplevet en Blomstringstid som ingensinde før. Tilstrømningen til Koncerter er steget fra Aar til Aar, og hvad der især har Interesse er, at Ungdommen dyrker Musiken i stedse stigende Grad baade som Nydende og Ydende. Den Paastand, at Jazzmusiken. efterhaanden vil fortrænge Kunstmusiken fra Koncertsalen, og at den gængse Koncertform er et Rudiment, som snart vil forsvinde, er forlængst blevet aflivet af Kendsgerningerne. Der er Grokraft i Musiken idag, og selv om den yngste Ungdom mere hektisk end nogensinde smider sig ud i Jitterbug og Swingpjat, udtaler nu selv de mest fanatiske Jazztilhængere, at denne Musikart er af ren folkelig Karakter, og aldrig vil gøre Kunstmusiken Rangen stridig.

Samtidig med den stigende Musikinleresse - der ikke helt kan betragtes som et Krigsfænomen, men som snarere maa ses som en naturlig Udvikling af Publikums Forstaaelse og Interesse opstaaet gennem Radioens Propagandaarbejde og Pædagogernes idealistiske Indsats i den sidste halve Snes Aar - har Krigen medført, at denne Interesse er kommet vore hjemlige Kunstnere tilgode.

Det vrimler med Koncerter i disse Aar - de kan naturligvis ikke alle være af lige lødig Kvalitet og begunstiges heller ikke alle af lige stor Tilstrømning - men Forholdene har medført, at Publikum har faaet Ørene op for vore hjemlige Kunstneres fortræffelige Kvalitet og høje kunstneriske Standard.

Snobberiet for alt hvad der smagte af »Kontinentet«, er blevet erstattet af en levende Interesse for alt, hvad der er Dansk. Det har vist sig, at vore hjemlige Solister og Kammermusikensembler fuldtud har kunnet tilfredsstille det stadig stigende Musikbehov, og Kunstnere, der før Krigen ikke formaaede at fylde den lille Palæsal, kan idag give flere Koncerter i den store Sal for udsolgt Hus. Resultatet er da ogsaa, at Ensembler af fortræffelig Kvalitet skyder frem, og at hver Lørdag Eftermiddag Sæsonen igennem er beslaglagt af en Kammermusikmatiné. Man savner maaske nok de udenlandske Ensembler, hvis Sammenspil bar Præg af dagligt Samarbejde, som ikke blev distraheret af opslidende Orkestertjeneste, Elever o. I., men vi klarer os glimrende uden.

Ligesom der findes Mennesker, der hævder, at de ogsaa efter Krigen vil drikke Kaffeerstatning, fordi de bedre kan lide den end rigtig Kaffe, vil der sikkert være nogle, der vedblivende vil søge deres Musikbehov dækket af vore hjemlige Kunstnere. Men selv om det har vist sig, at vi i en Blokadetid har kunnet brødføde os selv med Musik, vil det være usundt at forsøge at gennemføre dette Princip, naar Grænserne atter bliver aabnede for den civile Trafik. Ligesom vi her i Landet har slidt og kæmpet for at opnaa en saa høj.kunstnerisk Standard som overhovedet muligt, maa vi se den Kendsgerning i Øjnene, at man i de fleste andre Lande heller ikke har ligget paa den lade Side. Det er derfor af største Interesse at lukke op for alt det, som er blevet skabt ude omkring i denne Krigens Tid. Det vil virke berigende paa Publikum og udviklende for Kunstnerne at høre, hvad Udlandet har præsteret, og hvordan man der fortolker saavel den nye som den ældre Musik. Vor isolerede Stilling har betydet en Udvikling for vor Musik, men den kan samtidig have givet nogle den hovmodige Indstilling, at kun vi har skabt noget af Interesse i denne vanskelige Tid, og en saadan Indstilling vil utvivlsomt give Bagslag. Vi
vil efter Krigen møde Kompositioner af hidtil ukendt Art, og der vil komme Instrumentalister, som spiller med uhørt Klangskønhed- og Fingerfærdighed. Man maa ikke bilde sig ind, at Publikum er saa trofast, at det vil holde fast ved de Kunstnere, der i trange Tider har tilfredsstillet deres hungrende Musiksjæl. Nej! Naar den nye Kreisler, den nye Rubinstein og den nye Gigli kommer, styrter Publikum til og river Billetterne bort, og lader de hjemlige og ofte hørte Kunstnere i Stikken.

Der bliver haard Konkurrence med dem, der kommer udefra, og den eneste Basis for Balance vil være, at ogsaa vore Kunstnere bliver eksporteret, og viser Udlandet, hvad vi har skabt i den forløbne Tid. Overalt vil der blive Tale om Udveksling og hvis en saadan Udveksling bliver systematisk tilrettelagt, vil den kunne give vore hjemlige Kunstnere en fair Chance til at klare sig i den internationale Konkurrence.

Det maa blive de Institutioner, der har den fornødne Autoritet, der maa skride til Handling i en saadan Sag, og Arbejdet maa. forberedes nu. Det gælder om, at ikke for mange Enkelt-Impressarier faar Anledning til at give Omverdenen et falsk Billede af, hvad Danmark kan præstere paa Musikens Omraade, og derfor maa Myndighederne tage Initiativet og sende Solister og Ensembler ud med autoritativt Stempel.

Statsradiofonien arbejdede allerede i Aarene før Krigen med den kunstneriske Udveksling, og den vil ogsaa efter Krigen være den Institution, der i første Række maa gaa ind for Principet. Men det er jo ikke kun ad Radiospredningens Vej, at Musiken skal bringes ud til Publikum. Danske Koncerter maa arrangeres under de diplomatiske Autoriteters Protektion og med Støtte fra den danske Regering.

Hvis der ikke bliver skabt en Basis for vore Kunstnere til at komme ud med den danske Musik, vil de meget hurtigt blive trængt op i en Krog i deres eget Land til Fordel for dem, der med Kontinentets Stempel og Stormagternes Kapital i Ryggen vil strømme ind over Landets Grænser og bejle til Publikums let vundne Gunst.

Der er gjort et Arbejde for dansk Musik i disse Krigsaar, og dette Arbejde skulde nødig være gjort forgæves.