Dietrich Buxtehudes klaverværker Del 2

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 01 - side 15-18

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

DIETRICH BUXTEHUDE'S KLAVERVÆRKER

udgivet af Emillus Bangert

Af Finn Viderø

(Fortsættelse)

Det eneste værk i familien Ryges tabulaturbog, som kendes andetsteds fra, er suite nr. XI i

e-moll, der findes i universitetsbiblioteket i Upp-

sala i et haandskrift, noteret med tysk luttabula-

tur, der stammer fra første halvdel af det 18de

aarhundrede og sandsynligvis er skrevet af en

fransk nodeskriver til brug i Stockholms aristo-

kratkredse. Udgiveren aftrykker til sa-mmenlig-

ning suiten efter dette haandskrift og henviser til, at dens form i familien Ryges tabulaturbog, hvor den er

noteret i orgeltabulatur, er klangligt fyldigere og musikalsk betydeligere, hvorfor han vil mene, at vi her

uden tvivl finder denne sulte i dens originale skikkelse. Udtrykket kan misforstaas, men »original« maa,

vel her tages i betydning af oprindelig, nemlig den oprindelige ydre skikkelse, som komponisten fra først af

bestemte for cembaloet, og ikke tydes som »original« i den forstand, at udgiveren dermed vil sige, at han betragter den Rygeske tabulaturbog som en primær kilde, hvad der jo ogsaa vilde være ret dristigt, saa længe han ikke havde fremdraget kendsninger, der med sikkerhed kunde indrømme denne tabulaturbog en saadan rang. En nøjere sammenligning mellem de to former af suiten synes mig at vise, at suitens to første satser uanset den klangligt fyldigere danske form i det svenske haandskrift har visse finheder, der kunde tyde paa, at de gaar tilbage til en bedre kilde.

Og hermed er vi naaet til det spørgsmaal, der maa interessere alle, der vil arbejde med de værker, der med familien Ryges slægtebog er kommet frem i dagens lys igen, spørgsmaalet om nodetextens paalidelighed. Det 17de aarhundredes musik er som oftest overleveret i haandskrift, og der kunde derfor fra afskriver til afskriver indsnige sig adskillige fejl i nodetexten, enten direkte ved fejlskrivning eller indirekte ved misforstaaelse af den foreliggende nodetext, som tilfældet har været fx. med afskrift efter tabulatur. Har vi nu flere afskrifter af samme musikstykke, lader mange af saadanne afskriverfejl sig rette ved.sammenligning af de forskellige haandskrifter, men kender vi kun en enkelt nodetext, er vi henvist til at søge fejlene rettet ud fra nodetexten selv ved sammenligning mellem ensartede steder eller ligefrem ved gætning ud fra indlevelse i stilen.

Udgiveren har, som 'det fremgaar af de indledende ord i hans revisionsbemærkninger, tilfulde været klar over dette forhold, idet han anfører, at han ved overførelsen af tabulaturen til nodeskrift har rettet aabenbare fejlskrivninger og afhjulpet mangler som uoverenstemmelse mellem ligedannede episoder fx. i kadencer inden for samme stykke eller I. sekvenser. Andre steder har han - som det fremgaar af en summarisk revlsionsbemærkning - for at tydeliggøre harmoniske forhold, rettet lidt paa de rytmiske værdier, kun er det beklageligt, at han i sine bemærkninger ikke giver os nærmere oplysninger om, paa hvilke steder saadanne rettelser er foretaget. Men naar han med Spitta beklager den daarlige overlevering af Buxtehudes orgelværker og udvider denne beklagelse til ogsaa at omfatte klaverværkerne, maa man undre sig over, at han ikke har følt trang til at sætte spørgsmaalstegn ved adskillig flere af de ejendommeligheder, nodetexten rummer, og som man forgæves søger oplysning om i revisionsbemærkningerne. I det følgende skal vi søge at komme til rette med disse ejendommeligheder og saa vidt mulig give en motivering for en bedre læsernaade, men desværre maa disse rettelser indtil videre undvære den støtte, som en indgaaende undersøgelse af tabulaturen maaske kunde give, da hverken forlægger eller udgiver har ment paa min anmodning at kunne stille originalhaandskriftet til min raadighed med henblik paa disse studier. Denne kritiske kommentar maa. da foreløbig søge støtte i andre ting.

Den tyske orgeltabulatur, hvormed værkerne er noteret, er - som det bl. a. kan ses af den i udgaven indhæftede facsimile - en bogstavnotation, i hvilken de enkelte toner betegnes med deres tonebogstaver, medens tonens oktavleje, pauserne og den rytmiske værdi betegnes ved et system af vandrette og lodrette streger over bogstaverne, de mindre nodeværdier samlet i grupper paa tilsvarende maade, som de i vor moderne nodeskrift samles i grupper under fælles. bjælke. I et nodesystem af denne art vil de almindeligste afskriverfejl. foruden glemte noder, sandsynligvis være at finde i det rytmiske, da man maa. formode, at den rytmiske notation ved mindsket paaagt fra afskriverens side lettere kan komme i ulave end bogstavrækken. Tilsvarende kan der undertiden opstaa uklarhed om en eller flere toners rette oktavleje.

Paa den anden side har vi til emendering af fejlene et vist sammenligningsgrundlag i, at de enkelte suiter gennemgaaende er Jagt an som variationssuiter, d. v. s. at i hvert fald de to første satser, allemande og courante, som regel forarbej der nær beslægtet tematisk materiale og undertiden opviser en ens formet harmonisk udvikling; kun sjældnere drages ogsaa sarabanden ind i dette tematiske fællesskab, medens den afsluttende gigue i almindelighed staar udenfor med sit eget tematiske materiale. Et noget videre sammenligningsgrundlag giver de satser, der under navn af double følger efter en eller flere af suitens tre første-satser og blot er at betragte som en figuralvariation af dem, og endelig har vi visse holdepunkter med hensyn til det rytmiske i den saa ofte i baroktidens musik i hver enkelt sats gennemførte ensartede rytme, i de enkelte satsers karakter og i forholdet mellem instrumentet og musikken, navnlig med hensyn til akkordernes placering, brydning o. 1. Tilsvarende følger i variationsrækkerne over

givne temaer de enkelte variationer som regel væsentlig samme harmoniske grundlag, saa at der kan drages sammenligning fra variation til variation. Nedenfor følger en liste over de ejendomme

lige steder i nodetexten med forsøg paa at finde frem til en læsemaade i overensstemmelse med det for stilen karakteristiske.

Suite nr. i C-dur:

Allemande. t.7 ~ for f i alten skal vel gælde allerede for femte 8-del.

Courante. Der synes at være et rytmisk brud i anden takt efter repetitionstegnet. Muligvis skal overstemmen have samme rytme som i de foregaaende og efterfølgende takter.

Sarabande. t.3 Den efterslaaende 16-del i alten forekommer lidet sandsynlig. Mon ikke stedet skal hedde:

Gigue. Akkorden foran repetitionstegnet skal vel blot være en gentagelse af den foregaaende akkord. Der er ingen tvingende grund til, at terzen her skal ligge øverst.

t.18 Der mangler en bindebue i alten fra tredje til fjerde taktslag, sm Ign. suite nr. 3, gigue t.12.

Suite nr. 2 C-dur:

Allemande. t.5 Den første af de tre 16-dele i overstemmen paa sidste 4-del skal formodentlig være eenstreget a, saa at stemmekrydsningen undgaas.

Courante. t-33-35 Stedet virker ikke helt overbevisende. Maaske er der en fejl i bassens

rytme.

Sarabande. t.14 32-delene maa. dog vist være en fejlskrivning for 16-dele, der gaar bedre

ind i stykkets roligerytme og paa logisk maade forbereder overstemmens 16-dele paa sidste 4-del.

Suite nr. 3 C-dur:

Allemande. t.9 Der synes at være faldet et h bort i alten paa første 4-del.

Courante. t.13 Naar man sammenligner rytmen i denne takt med rytmen i næstsidste takt og samtidig henviser til den roligt skridende rytme i hele satsen, er der en vis sandsynlighed for, at denne akkord ogsaa skal brydes i jævn 8-dels rytme og derfor

noteres:

Sarabande. Ved sammenligning med den følgende double-sats vil man se, at melodikurven i denne i hver af stykkets to dele danner en nedadgaaende bevægelse med slutpunkt i den lavere oktav. Det er da et spørgsmaal, om det samme ikke skal være tilfældet i sarabanden, at med andre ord overstemmen fra sidste 4-del i t.6 indtil repetitionstegnet og fra t.13 til slutningen skal lægges en oktav ned, hvad der giver en naturligere melodigang i overstemmen i t.6 og en bedre fortsættelse af melodien i t-13. Denne ændring vilde ogsaa. stemme godt med sarabandens mere intime karakter.

Double. Moa den' første akkord i højre haand i sluttakten ikke snarere skal være

c og ikke c ~

e c

Gigue. Sidste halvdel af stykket fra midten af takt 9 til slutningen forekommer saa at sige nodetro som slutning paa gigue-satsen i suite nr. L Her som der skal sidste node i bassen i t. il sikkert være f og overstemmerne paa andet taktslag i t.14 sikkert hedde:

Suite ni-. 4 C-dur:

Allemande. t.3 Harmonierne paa sidste 4-del virker ikke overbevisende. Skulde der mori være glemt et c i bassen:

t A Tenorens e paa anden 4-del hører vel egentlig hjemme i alten i den sammenhængende melodigang: c-e-fis-g.

t.5 16-delen i alten skal vel være en 8-del, jvnf. slutakkorden.

Courante. t.3-4 Overstemmens c skal vel bindes fra takt til takt, jvnf. t.21-22 og t.27-28.

t.13-14 vilde jeg foreslaa en bindebue i bassen.

Suite ni,. 5 C-dur:

Allemande. t.7 Der synes at være bortfaldet et h i alten paa første 4-del.

t.13 Stedet synes korrupt. Maaske skal bassen hedde:

Courante. t.16-17 Harmonierne forekommer unødig knudrede, selv om de ikke kan siges at ligge uden for stilen, jvnf. s.7, system 3, t.2 og s.70, system 2, t A. Man kunde dog maaske tænke sig, at der her var faldet et e ud i bassen, som sammen med tenorens g havde været bundet over til den

følgende takt:

t.19 Her maa. dog vist mangle en støttende akkord i venstre haand.

Suite nr. 6 d-moll:

Allemande. t.6 De tre sidste 16-dele i overstemmen virker lidt paafaldende, da satsen ellers ikke gør brug af tonegentagelse.

c.7'Moa ikke bindebuen i tenoren fra e til c skal slettes? Rytmen gaar ellers helt i staa, hvad der virker særlig paafaldende paa baggrund af den ellers jævnt flydende 16-dels rytme.

Courante. t.15-1~ og t.30-31 skal basnoden formodentlig bindes over.

t.23 Det i overstemmen frit indtrædende b skurrer unødig haardt mod akkordens a. Maaske skal a og e i akkorden ikke spilles samtidig, men efter hinanden, jvnf. sarabande d'amour t.2.

Sarabande d'amour. t.16 Her synes der at mangle et f og et c i tenoren paa henholdsvis første og anden 4-del.

Sarabånde. t.8 Her mangler rimeligvis et c'i bassen paa første 4-del.

Gigue. t.8 2den 8-del i overstemmen sikkert a og ikke g, der tager f riskheden af g'et i den følgende figur.

t.9 Udgiveren forsvarer ivrigt den formindskede dominantseptimakkord under henvisning til dens forekomst i orgelfugaen i e-moll, men da dette stykke i den i Lund universitetsbibliotek nyfundne tabulatur iflg. domkyrkokapellm~stare Josef Hedar, Lund, har fis, hvor de andre haandskrifter har f, og da den omtalte tabulatur synes at være vor bedste kilde (kopi, skrevet 1713-14 enten direkte efter Buxtehudes original eller i al fald efter nærstaaende kopier), er der grund til at tvivle paa, at udgiveren har ret. Her vilde jeg foretrække at spille h i dominantseptimakkorden.

Suite ni-. 7 d-moll:

Allemande. t.3 Mori de parallelle oktaver mellem tenor og sopran paa første 4-del kan være rigtige? Man kunde tænke sig, at tenoren skulde følge altens rytme.

Double. Overstemmens optakt efter repetitionstegnet (a-g-f) forekommer ejendommelig mod altens a-gis-fis.

5te 8-del i bassen i sluttakten skal vel være b (og ikke d), jvnf. sluttakten i courantens double.

Courante. t.20 Tenorens e skal formodentlig lægges op i alten som fortsættelse af altens melodibevægelse i den foregaaende takt.

Double. Man kunde fristes til at indsætte en d-moll akkord i højre haand paa sidste 8-del i sluttakten.

Sarabande 2. t.12 Den anden af 16-delene i over

stemmen skal sikkert være g. (sluttes)

Årgang 19/1944, nr. 01