Mozarts breve til Constance

MOZARTS BREVE TIL CONSTANZE

Af Frits Eibe

Musikhistorikeren, Kontorchef F. Eibe giver i Fortsættelse af tidligere Mozartstudier en Redegørelse for de 4 Mozart Breve, som ved Constanze Mozarts senere Giftermaal med den danske Embedsmand G. N. v. Nissen kom her til Landet og overgik til dansk Besiddelse.

Det var først paa Dødens Tærskel, at Mozarts Betydning gik op for den store Verden. Medens Haydns Værker forlængst tryktes rundt om i Europa, og Haydn selv modtog smigrende Indbydelser, som han først sent gjorde Brug af, til at besøge England, levede Mozart temmelig upaaagtet af det musikalske Europa og maatte for egen Regning i sine sidste Leveaar foretage Rejser, en Gang til Berlin, næste Aar til Frankfurt, begge Gange uden materielt Resultat, for at gøre sin Person og sine Kunstydelser bekendt.

Haydns Berliner-Forlægger, den kendte Kommerceraad Hummel, der forsynede hele Nordeuropa med Musikalier, og som gjorde sig til af, at han, skønt umusikalsk, straks paa et indsendt Manuskript kunde se, om det var noget for ham, afslog gentagne Gange at forlægge Mozartske Kompositioner. Det er kun en ringe Del af Mozarts Værker, som er udkommet i hans levende Live. Til Gengæld kunde han ikke forhindre, at uberettigede bag hans Ryg tog Afskrifter af hans Manuskripter og paa den Maade udbredte dem. Kun de store Klaverkoncerter fra hans Mesterperiode midt i 1780-erne, som han ikke ønskede spillet af hvem som helst, vaagede han strengt over, saaledes at han paa Koncertrejser kun medbragte Orkesterstemmerne og spillede sit Soloparti i det væsentlige udenad, kun støttet af Notitser paa et enkelt Nodeblad.

I de sidste Maaneder, Mozart levede, skete der en Forandring i Publikums Holdning. »Tryllefløjten« spillede sig op til en, folkelig Sukces, og faa Dage før sin Død modtog Mozart fra forskellige Sider Tilbud om Subskriptioner, hvorved han mod et fast aarligt Honorar skulde forpligte sig til at levere et vist Antal Kompositioner. Det ene af disse Forslag kom f ra en Del af den ungarske Adel, det andet, endnu gunstigere, f ra Amsterdam. Ved Mozarts Død var Verdens Deltagelse almindelig og hans Berømmelse fra nu af i stadig Stigen, vel ikke mindst som Dramatiker og med et enkelt Værk: »Don Juan«, som den vaagnende Romantik med sin Dyrkelse af det overnaturlige maatte føle sig draget af, og som med sin Blanding af Tragik og Komik paakalder Sammenligningen med Shakespeare, Romantikens foretrukne Digter. Ogsaa her i Danmark blev de førende Personligheder indenfor Musiklivet svorne Tilhængere af Mozart: Kapelmester Kunzen, der brændte efter at opføre hans Operaer, Koncertmester Claus Schall, der selv havde haft den Lykke at træffe sit Idol under Mesterens sidste Ophold i Prag i Eftersommeren 1791, og den unge Weyse, som spillede Mozarts Klaversonater i de musikalske Klubber. Kunzens Bestræbelser resulterede foreløbig i den af Uheld forfulgte eneste Opførelse af »Cosi fan tutte« den 19. Oktober 1798, hvorom Øhlenschlæger, der medvirkede som Tjener (stum Person), fortæller i sine Erindringer.

Først i Maj 1807, altsaa. omtrent 20 Aar efter Førsteopførelsen i Prag, lykkedes det Kunzen (og du Puy) at faa gennemført Opførelsen af »Don Juan« med du Puy som den betagende Indehaver af Titelpartiet. Ved disse 5 Opførelser af »den berømte Mesters berømteste Værk« lagdes Grunden til deri »Don Juan«-Dyrkelse, hvorom den danske Litteratur fra Blicher (»Fjorten Dage i Jylland«) til Kierkegaard afgiver saa talende Vidnesbyrd. Weyse, hvem den ulykkelige Tildragelse med Julie Tutein havde »styrtet i den sorteste Melancholie og gjort ham ligegyldig for Alt", vaagnede først til nyt Liv ved Opførelsen af »Don Juan« i Foraaret 1807. »Jeg vidste ikke, hvad der foregik med mig. Af Partituret og Claveerudtoget kunde jeg næsten hele Operaen udenad; men denne Virkning overgik endnu langt min Forventning. Ved Gjenfærdscenen blev jeg rystet til inderste Marv, men Rystningen var velgjørende, den vakte min Genius, der mægtigere end nogensinde begyndte at røre sine Vinger.«

Saaledes var Atmosfæren i det musikalske København, da Mozarts Enke, Constanze, f. Weber, i 1810 bosatte sig her efter Aaret i Forvejen at have indgaaet Ægteskab med den danske Embedsman G. N. Nissen, som hun havde truffet i 1797, medens han var Legationssekretær i Wien og som nu var udnævnt til Censor for de politiske Blade. Om Constanzes næsten overdrevne Entusiasme for Weyse vidner et Brev fra hende (kgl. Bibl.) til Weyse, som hun jævnstiller med sin afdøde Mand. Den store Romance- og Syngespilkomponist var, skønt Mozartbeundrer ikke saa lidt reaktionær med Sympatier i den forudgaaende Periode og mødtes deri med Etatsraadinde Nissen, der ligeledes følte sig hjemme i Kontrapunktiken. - Ogsaa det kgl. Kapels Udførelse af Mozarts Musik vakte hendes højeste Beundring. I Nissens Mozartbiografi lader Forfatteren hende udtale, »at Mozarts Værker, hvad Orkestret angaar, intetsteds blev bedre udført end i denne Hovedstad (København) under Direktion af den meget dygtige og indsigtsfulde Direktør Schall.«

Mozarts stigende Berømmelse var ikke kommet hans Enke synderlig til Gode. Ejere af hans Manuskripter kunde, som da Manden levede, uden Tilladelse lade disse trykke, og hun kunde heller ikke forhindre »Piratudgaver« af allerede trykte Kompositioner, Det var derfor et Lyspunkt i Constanzes Tilværelse, at det gamle Musikfirma Breitkopf & Härtel, der i Slutningen af 1790erne planlagde autentiske Subskriptionsudgaver af Samtidens Klassikere under Kontrol af Komponisten selv eller hans nærmeste, i et Brev af 15. Maj 1798 »til Madame Mozart i Wien« anmodede om, at hun vilde tilstille Firmaet Mozart-Manuskripter i hendes Besiddelse eller opgive andre Ejere af Mozarts Originalkompositioner, der kunde tjene som Grundlag for Trykningen eller til Sammenligning med allerede fra anden Side foreliggende Materiale.

Det var de bekendte smukt udstyrede »Oeuvres complettes« i Typetryk paa Bøttepapir med skønne stukne Titelblade, der i den følgende Tid kom til at omfatte en lignende Udgave af den da endnu levende Haydns Værker og endnu senere Clementis Kompositioner. De fremtraadte i forskelligt farvede Omslag: Mozart i grønt, Haydn i rødt, Clementi i gult.

Breitkopf & Härtel havde, som det ses af Brevet, videregaaende Planer, idet man mente Tiden moden for en omfattende Biografi af Mozart og i det Øjemed samlede Efterretninger om hans Liv og hans Kunst. Constanze havde, som ovenfor nævnt, paa det Tidspunkt gjort Bekendtskab med G. N. Nissen, hos hvem en mærkelig Blanding af Entusiasme for den afdøde Mester og Lysten til det rene Kontorarbejde gjorde Stillingen som hendes Sekretær tiltalende. Af Constanzes bevarede Korrespondance med Breltkopf & Härtel, som Nissen førte i hendes Navn, ser man, at Firmaet til Brug for Biografien (som det var Meningen at betro til Fr. Rochlitz) bl. a. ønskede sig forelagt de Breve fra Mozart, som hun laa inde med. Ogsaa dette Ønske opfyldte hun. Af Brevene og andre Aktstykker blev der i Leipzig, efterhaanden som de indløb, taget Afskrifter, der indførtes i et Hæfte, som desværre var forsvundet, da Otto Jahn inden Hundredaaret for Mozarts Fødsel gjorde Forstudier til sin grundleeggende Biografi, der den Dag i Dag, omarbejdet af H. Abert, er Standard-Værket om Mozart. Korrespondancen mellem Constanze og Breltkopf & Härtel har Jahn derimod kendt. Først engang i 1870erne kom Brevbogen tilveje, og dens Indhold, der for en stor Del ikke tidligere var trykt, blev offentliggjort af G. Nottebohm i hans »Mozartiana« (Breitk. & H. 1880).

Breve fra Mozart er efterspurgt som alt fra Geniets Haand, men de har tillige den særlige Betydning, at de er den væsentligste Kilde til Eftertidens Viden om Mozarts Liv og hans Kompositioners Opstaaen. Med deres lunefulde Ortografi og sprudlende, alt andet end litterære Fremstilling, giver de et mere direkte Billede af Manden, end nogen Biografi vilde magte. Besiddelsen af Originalerne gør det for Videnskaben muligt at trænge til Bunds, hvor Skødesløsheder eller de i Mozarts Breve til Constanze fra hans sidste Leveaar af fremmed, formentlig Nissens Haand foretagne Overstregninger, navnlig af Personnavne (som Regel Süssmayers), gør Tydningen vanskelig. Nottebohm, der jo kun kendte Tekstrettelserne fra Afskriftsamlingen hos Breitkopf & Härtel, har næppe Ret, naar han i Forordet til sin, Publikation af denne, »Mozartiana«, hævder, at det i saa Fald ikke var Originalen, men kun en Afskrift, som Constanze i sin Tid havde sendt Musikfirmaet.

Nissens Rettelser i Originalbrevene skyldes de meget kaade Bemærkninger, som Mozart i rigt Maal tillod sig om sine Omgivelser, navnlig hans »Bordnarre«, og afslører saaledes en mindre tiltalende Karakteregenskab hos Brevskriveren. Ligesom Mozart i en meget bevidst Følelse af sit eget Geni og dettes intensive Træning gennem Aarene betragtede sine Kaldsfæller med megen Kritik, idet han stort set kun saa op til Joh. Chr. Bach og Joseph Haydn, og saaledes kunde takke sig selv en Del for den Isolation, han led saa meget under i sine sidste Aar, følte han paa den anden Side Trang til Omgangsfæller, som vilde finde sig i at være Skive for hans Kaadheder. Paa den Maade blev Musikere som den dygtige Klarinettist Stadler, der iøvrigt bedrog Mozart paa det skammeligste i Pengesager, og Hornisten Leutgeb, en meget jævn Mand, der ved Siden af sin Optræden som Virtuos havde en Ostehandel i Wien, hans Bordfæller, hvem han som Tak for deres Selskab forsynede med Kompositioner, Stadler med Klarinetkvintetten og Klarinetkoncerten, Leutgeb med Kvintetten for Horn og Strygere samt en lang Række Hornkoncerter, som han maatte betale med forskellige Ydmygelser. Leutgeb maatte saaledes engang knæle henne ved Kakkelovnen, mens Mozart sad og komponerede. En anden af Koncerterne forsynede Mozart i Hornstemmen med en hel Opsang paa italiensk, hvori han haaner Blæserens Vanskeligheder i Retning af Vejrtrækning og Embouchure.

I Brevene er det dog ikke saa meget d'Herrer Leutgeb og Stadler, der maa holde for, som Franz Süssmayer, Mozarts bekendte Elev og Famulus, der hjalp ham med den af Hastværk prægede Komposition af »Titus«, og som efter Mozarts Død, da den begavede Joseph Eybler, til hvem Enken først henvendte sig, havde sagt nej, paatog sig den kunstnerisk anfægtelige Opgave at fuldføre Mozarts Requiern. I Brevet af 7.-8. Okt. 1791 citerer Mozart med meget Velbehag et Brev fra Stadler (hvis Navn han for Spøg gengav paa tjekkisk som »Stodla«), hvori en Person, hvis Navn er overstreget af Nissen, formentlig Süssmayer, betegnes som et Æsel, og det grænser til det utrolige, hvad Mozart i dette og det følgende Brev opfordrer Constanze og hendes Søster Sophie til at uddele i Retning af Ørefigen, Næsestyvere etc. til Süssmayer (ogsaa kaldet Snai, Siessmay, Sauermayer), der samtidig med de to Damer opholdt sig i Baden ved Wien, hvor Constanze paany brugte Kur. Hvad skal man tro? Er det Spøg altsammen, eller er Mozart jaloux paa den unge Mand, der maaske har flirtet med de to Damer? Mulig har disse klaget over Süssmayer. Der findes i hvert Fald et Brev, hvori Mozart taler om Constanzes »Modstandere« (Schiedermair bemærker i Noterne til »Breve fra W. A. Mozart og hans Familie, første kritiske samlede Udgave, 1914«, at Spørgsmaalet Süssmayer engang maa underkastes en nærmere Undersøgelse).

Det har aabenbart tidlig været Nissens Hensigt selv at forfatte en Mozart-Biografi, hvortil han i Brevene jo havde et Førstehaands-Materiale. Det var dog først, efter at Ægteparret Nissen i 1819 havde forladt København og bosat sig i
Salzburg, Mozarts Fødeby, at Arbejdet tog Fart. Han kom dog ikke til at opleve Udgivelsen af sin Bog. Constanze udgav den efter hans Død i sin dobbelte Egenskab af Enke Mozart og Enke von Nissen. Da Brevene fra Mozarts unge Aar
skulde danne en væsentlig Del af Biografien, har Nissen medført disse, da han forlod Danmark. Den lange Række Breve, som Mozart sendte Constanze under hans Rejser til Berlin og Frankfurt i Aarene 1789 og 1790 og under hendes gentagne Kurophold i Baden ved Wien i 1791, hvoraf Forskningen i nyere Tid har høstet saa megen Behering, har Nissen, som det ses af hans (ufuldendte) Fortale til Biografien, ikke tillagt nogen videre Betydning. Da saa mange af dem ikke længer findes i Original, og Nissen under sit Ophold i København faktisk har foræret Breve til interesserede, er der en Mulighed for, at flere Originalbreve end de hidtil fremkomne findes hos Private her i Landet. I det musikalske København var det saaledes bekendt, at Kommandør P. H. Braëm (1829-97) ejede 3 saadanne Breve, som han havde arvet efter sin Fader, Kommandør Johan Frederik Braën (1798-1874), der var Ven med Nissen. Den for nylig afdøde Overlæge J. P. Hartmann mindedes, at hans Bedstefader, Komponisten, J. P. E. Hartmann, en Søndag havde laant Brevene hos Braëms og viste dem frem for sine Børnebørn, og havde en levende Erindring om det morsomme Brev af 5. juli 1791 med Tegningen. De Braëmske Breve blev i 1890 gengivet i C. Riis-Knudsens Tidsskrift »Literatur og Kritik«, IV. Bind, forsynet med noget sparsomme Kommentarer af P. A. Rosenberg og som hidtil utrykt, vel fordi de ikke fandtes i Nohls bekendte, desværre forvanskede og forkortede Brevsamling, og man paa det Tidspunkt aabenbart ikke kendte Nottebohms dengang kun 10 Aar gamle »Mozartiana«, hvor ganske vist kun Afskrifter og ikke Originaler var lagt til Grund. Desværre blev de 3 Breve ikke bevaret for Danmark, idet de blev solgt ved en Auktion den 15. Februar 1892 hos Liepmannsohn i Berlin. Procházka fortæller i sin Bog »Mozart in Prag«, pag. 174, nærmere om disse Breve, som ogsaa ved Auktionen blev betegnet som fuldstændig uudgivne. (Kommandør Braëms Datter, Fru Charlotte Vedel, der døde i Maj 1943, kar oplyst, at Brevene blev afhændet, da kun skulde indgaa Ægteskab med daværende Premierløjtnant i Søetaten, senere Underdirektør ved Orlogs- værftet Helge Vedel. For Pengene blev der købt et Flygel til hendes Udstyr).

Af de 3 Breve, der saaledes gik tabt for Danmark, er dog de 2, nemlig det ovenfor nævnte meget interessante Brev af 7.-8. Oktober 1791 - med Skildringen af den sidste Titus-Opførelse i Prag den 30. September 1791 (samme Dag som Tryllefløjte-Premieren i Wien) og om Klarinetkoncertens Tilblivelse - og Brevet af 8. Oktober 1790 fra Frankfurt under Kroningsfestlighederne, tilgængelige for Videnskaben, idet de efter Originalerne findes aftrykt hos L. Schiedermair som tilhørende W. Heyers musikhistoriske Museum i Køln (Nr. 350, 7-8/10 1791) og Juvelér L. Koch i Frankfurt a. M. (Nr.
322, 8/10 1790). Hvor det tredje Brev, det af 5. juli 1791 med den morsomme Tegning, er havnet, vides ikke. Schiedermair (Nr. 344) har som Grundlag dels Afskriften hos Breitkopf & Härtel, tidligere benyttet af Nottebohm, dels A. Cohn, Auktionskatalog, Berlin 1893. Om den sidste Kilde er et Fascimile eller kun et Aftryk, lader sig ikke konstatere. Gengivelsen af Tegningen er den samme som hos Nottebohm, ret forskellig fra Reproduktionen i Riis-Knudsens Tidsskrift.

I samme Aargang, men i et senere Hæfte af »Literatur og Kritik« findes aftrykt endnu et »utrykt« Brev fra Mozart til hans Hustru, nemlig det af 5. juli 1791 (om de 25 fl.), som er skrevet tidligere paa Dagen end det Brev af samme Dato, der i sin Tid var i Familien Braëms Besiddelse. Ogsaa dette Brev, der hos Nottebohm og senere hos Schiedermair (Nr. 343) er trykt efter Afskriften hos Breitkopf & Härtel, er hos Riis-Knudsen - for første og eneste Gang - gengivet direkte efter Originalen. Medens de Braëmske Breve havde P. A. Rosenberg som Udgiver, synes den sidste Offentliggørelse at skyldes Tidsskriftets Forlægger, Boghandler Otto B. Wroblewski, hvis Forbogstaver i hvert Fald figurerer under Noterne til de samtidig aftrykte Breve fra Grundtvig til K. L. Rahbek og fra Henrik Steffens til Kamma Rahbek. Hele denne Brevkollektion, der angives at stamme fra »en Autografsamlers Mappe«, viser tydelig hen til Litteraten og Embedsmanden P. H. Boye (1816-89), der i sin anonymt udgivne Bog »Om Karen Margrethe Rahbeks Brevvexling og hendes Correspondenter« (Kbh. 1881, Wroblewski) gennemgaar Rahbeks efterladte Papirer, som, da Rahbek døde i 1830, og Boet var insolvent, i mange Aar toges i Bevaring af Søndre Birks Skifteret, men senere, formodentlig i Slutningen af 1830erne, blev udleveret til P. H. Boyes Fader, A. E. Boye (1784-1851), ligeledes Litterat og Embedsmand (Søn af den første danske Shakespeare-Oversætter, Johannes Boye), der under Bobehandlingen havde gennemset og ordnet Brevskaberne. Disse faldt senere i Arv til Sønnen, P. H. Boye.

Til disse Rahbekske Papirer har, som oplyst af P. H. Boyes Datter, Frøken J. M. Boye, der i 1940 forærede Brevet til det kgl. Bibliotek, hørt det her omtalte Mozart-Brev af 5. juli 1791, som saaledes i omtrent 100 Aar har været i Familien Boyes Besiddelse. Til yderligere Oplysning om Brevets Forhistorie er der vedlagt dette en Korrespondance i 1881 mellem dets Ejer, Kontorchef P. H. Boye, og Boghandler Wroblewski, som den 11. April sendte et Aftryk af det Fotografi, han havde ladet taget af Boyes Mozart-Autograf, til Mozarteum i Salzburg, hvis Arkivar, Joh. Ev. Engel, var meget ivrig for at erhverve Originalen for sit Institut.

I selve Brevet, der fremtræder paa et afrevet Stykke hollandsk Bøttepapir (O O N E N i Vandmærket, van Gelder Zoonen?), er Nissens Tilføjelse »N.N.« og Overstregninger med lysere Blæk end det af Mozart anvendte. Saavel det overstregede Personnavn, Süssmayer, som nogle Grovheder længere henne i Brevet kan tydelig skimtes. Paa Bagsiden »staar uden Tvivl med Nissens Haand«, som Boye bemærker: Nature her pencil to his hands comits and thus in all her forms to this great master fits.

Brevets Tilstedeværelse blandt Rahbeks Papirer skyldes formodentlig, at Rahbek, skønt ikke musikalsk, som Teatermand har næret Interesse for Dramatikeren Mozart, der i de Aar optog Sindene saa stærkt, og har faaet overladt en Souvenir af Ægteparret Nissens store Brevmateriale.

Som ovenfor omtalt blev der, vel i 1881, taget et Fotografi af Boyes Mozart-Brev. Et Aftryk blev sendt til Mozarteum, et andet beroede hos Boyes sammen med Autografen. Den Mulighed bestaar, at et af de fremstillede Aftryk er blevet benyttet til den Gengivelse ad litografisk Vej, der som Mozart-Fund i København vakte saa megen Opmærksomhed i Efteraaret 1941 umiddelbart før Mozart-Jubilæet. At det er fremstillet mekanisk, derom lader en Sammenligning med Originalen ikke nogen Tvivl tilbage, holdt som det er i en lys Sepiatone uden Originalens Adskillelse mellem Mozarts Tekst i en mørkere Tone og Nissens Tilføjelser med lysere Blæk. Begge Tekster staar ligesom i samme Plan uden videre Mulighed for at skimte, hvad der staar under Overstregningerne. Det engelske Vers paa Bagsiden mangler.

Indtil nu er der altsaa kun konstateret 4 originale Mozart-Breve her i Landet. Disse er alle trykt efter Originalen i »Literatur og Kritik«, men kun et er blevet tilbage, nemlig det paa det kgl. Bibliotek, som til Gengæld aldrig i Udlandet er gengivet efter Originalen. Af de tre andre Breve, Familien Braëms, der alle gik til Udlandet, er det ene forsvundet, saaledes at Schiedermairs Udgave for dettes Vedkommende har maattet nøjes med en Andenhaands-Gengivelse.