Nye grammofonplader

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 01 - side 20-21

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Seismograf søger ansv. redaktør
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Nye Grammofonplader ved Erling Winkel

Winn 1LØffding: Dialoger. 01.). 10.

K M V DB 5274, Ed. Bal--el, 27

Weis: Serenadeuden reelle, Heizsigter. - M M V DB 5270, Æd. Ba,lz-er 30

Det er altid glædeligt at konstatere Interesse for, hvad vore nulevende Musikere har paa Hjerte. Det vigtigste i Musikens. Verden er dog trods alt den nye Produktion. Hvis vi ikke er i Stand til stadig at forny os, hvis vi udelukkende vilde høre de gamle, prøvede og anerkendte Værker i forskelligartet Servering, kunde vi - kulturelt set - lige saa godt begaa Selvmord med det samme. Bortset fra Rusager har vore Dages hj ernlige Komponister kun i yderst sparsom Udstrækning haft Lejlighed til at faa fremmet Forstaaelsen af deres Arbejde gennem Grammofoninds Pilning. Man maa vel derfor pligtskyldigst juble, hver Gang der foreligger Nyoptagelser af dansk Nutidsmusik; vi maa være taknemlige mod en Foregangsmand som Jdrgen Balzer, der med stor Idealisme arbejder paa at finde Værker, der har Betingelse for at vinde Terrain.

Finn Høffdings Dialoger viser i høj Grad deres Autors Dygtighed og Smag, man hører, hvor meget Indhold han formaar at lægge i mindre og overskueligere Former. Den første Sats, Conversazione serioso, er et overordentlig smukt Stykke, der tydeligt viser Høffdings lyriske Evner. Den næste, Altercazione, virker som Komik noget konstrueret; men som Musik betragtet er Satsen særdeles velformet. De to næste, Conversazione semplice og sublimo, er sympatiske og udprægede Mellemsatser. Finalen, Conversazione gaio, er lovlig kortfattet og virker nærmest kun som en Exposition, saaledes at man ikke helt faar Fornemmelsen af, at Komedien nu er til Ende. Udførelsen ved Poul Allin Erichsen og Waldemar Wolsing er udmærket.

Flemming Weis' Serenade uden reelle Hensigter er af en helt anden Art. Høffdings Musik er indadvendt, tilstræber en fornem Holdning og fører et ædelt Tonesprog i de mindste Detailler. Flemming Weis tager ikke sig selv saa højtideligt, hans Arbejde er frisk og underholdende, skrevet i den bedste moderne Divertimentostil; det klinger og har en (næsten for) logisk Opbygning, hvori Satser og Temaer vender tilbage paa passende Maade. Til Gengæld er Stoffet maaske nok hist og her noget letkøbt. Udførelsen er i de bedste Hænder hos Johan Bentzon, Waldemar Wolsing, Poul Allin Erichsen, Wilhelm Lanzky Otto og Kjell Rolkjer. Optagelsen er ganske overordentlig vellykket.

Man maa haabe, at Salget af disse Plader maa stimulere Grammofonselskabernes Lyst til at fortsætte med Indspilninger af denne Art; der er dog flere Komponister, hvis Værker i lige saa høj Grad havde Krav paa at blive forevigede.

Årgang 19/1944, nr. 01