Replik og duplik

Replik og Duplik

Som Afslutning paa Diskussionen om Harmoniproblemet i vor Tids Musik i Sept-Novbr.Nr. 1943 følger her to Bidrag.

Kære Jørgen Bentzon.

Det er synd, at De blev svimmel af al det taagevæsen, som jeg - efter Deres mening - udblæste over de kostbare sider i D. M. T. Men naar vi nu springer Deres forargelse over, som fylder en trediedel, af Deres indlæg, saa kan vi maaske se klarere paa emnet. jeg maa tilstaa, at det er en ringe bebrejdelse i mine øren, naar De siger, at min fremstilling er subjektiv, thi jeg er beskeden nok til at indse, at en statistisk objektivitet er uopnaaelig for mig, og jeg mener endda, at jeg godt kan undvære den, thi jeg foretrækker det subjektive ansvar fremfor den anonyme skjulen sig bagved en illusorisk objektivitet. Det vilde have været godt, om De havde vist mig en saadan »saglig objektivitet«; at finde andre end mine synspunkter, er vel ikke det samme. - De taler ogsaa om »ensidig smag«, »fortrinsvis tysk«, etc.; af 25 nævnte nutidskomponister er dog kun to tyske, tre østerrigere, én sveitser, de andre fordeles jævnt over hele Europa (incl. Stravinski, pag. 195). Mon ikke De til gerigæld er lovlig subjektiv, naar De mener, at Harsanyi og Milbaud og jarnach og Conrad Beck er »sekundære« komponister? Naar jeg ikke nævner navne, som De synes burde nævnes, skyldes det maaske ogsaa den lille underfundighed, at deres bidrag til musikudviklingen - efter min ubetydelige mening - var mindre vigtigt paa det harmoniske, end f. eks. .paa det rytmiske, orkestrale eller formale omraade. jeg havde kun sat mig f or, at belyse harmonien i den nye musik, mens De taler vidt og bredt om kompositions-, d. v. s. sammensætningsteknik. jeg talte kun om materialet, og De taler om stil. De taler endogsaa om æstetik (complexsimplex, eller »et kunstværk indeholder intet tilf ældigt«, hvilket jeg heller aldrig har paastaaet -), og det forbavser lidt efter Deres indledning.,Men udover det, er vi jo enige: dur og moll f orekommer mere og mere sjældent, grundtoneprincippet findes, harmoni og form heenger inderlig sammen, etc. Havde De læst mig lidt bedre, saa havde De vel set, at jeg ikke taler om, hvordan musikken bør være, men om hvordan jeg mener, den har været de sidste aartier. Det er for Dem utilfredsstillende, at begrunde kadencens forsvinden med, at den er »slidt«, og De hjælper Dem med den meget prægnante formel: »at det snarere er en følge af en mere almindelig mental omformning«. Der, hvor jeg kun sætter et faktum, antyder De en psykologisk baggrund, hvis dybde heller ikke De formaar at lodde paa saa lille et stykke papir. Sagen er dog den samme: musikken har forvandlet sig tilbunds. Havde De forstaaet tendensen i min artikel rigtigt, maatte De - med Deres folkernusikalske erfaringer - indrømme, at folk for det meste trøster sig med, at den nye musik er noget hø, og dermed basta. Istedet for at gøre problemerne mere enkle, mere klare, end

jeg kunde, kommer De med flere problemer,- to spalter fulde; i stedet for at vise det principelt forkerte i mine paastande, skriver De en hel masse - udenom det, min artikel handler om, nemlig om grundtoneprincippet, harmoniernes nedadorientering og forskellen mellem harmonibevidstheden hos publikum og komponister. Prøver jeg saaledes at finde guld, saa giver De sten for brød. Men ved at vise mig, at jeg - ganske blind for vor tids virkelige musik - stadig lever i det forbigangne, har De dog været en værdifuld pegepind for mig.

Med venlig hilsen. Deres

Werner Wolf Glaser.

Kare Werner Glaser!

jeg mener stadig, der en Grund til at være Dem taknemmelig, fordi De rejste det interessante Spørgsmaal om den moderne Harmoni. Men jeg maa. samtidig stadig fastholde, at Deres Fremstilling tiltrængte Korrektur og Supplement. Afgørelsen af, hvorvidt -det af Dem her senest anførte paa noget Punkt afsvækker, hvad jeg skrev om Sagen, overlader jeg - forholdsvis trygt - til D. M. T.s Læsere, der næppe vil have nogen Glæde af en længere udspundet Detailpolemik.

Med venlig Hilsen. Deres

Jørgen Bentzon