Ny dansk musik

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 02 - side 40-42

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Ny dansk Musik ved Niels Viggo Bentzon

.7-ohannes Andersen: Kvartetfor

Pløjte, Obo, Hørn og Wayot

Udstillingskoncerterne tog i Maanederne Novernber-December 1943 et stort Opsving sammenlignet med forrige Sæsons mere »tilfældige« Arrangementer af denne Art. D. u. T. var primus motor med i Koncert paa Efteraarsudstillingen, 2 paa Høstudstillingen og 2 paa Corner. I en koncertarm Tid virker disse halvofficielle Foretagender yderst forfriskende og udfylder et stort Savn for det kammermusikhungrende Publikum. Det er for det meste Repriser af nyere dansk Musik, der spilles disse Lørdag Eftermiddage. Kun sjældent bliver man præsenteret for en Uropførelse, men det skete dog med johannes Andersens Kvartet for Fløjte, Obo, Horn og Fagot, der løb af Stabelen den 18. December 1943 paa Cornerudstillingen i Charlottenborg.

Man mærker Komponistens store Kendskab til Blæseinstrumenternes individuelle Fysiognomi her i denne Kvartet. Intetsteds skurrer det i Ørene, og det vanskelige Problem med Fløjtens Placering i Forhold til de øvrige Instrumenter er godt løst. Man ser ellers, af og til, i Kompositioner for lutter Blæsere, at Fløjten kvæles, for det meste af Oboen, hvem den tit følges med i cantabile eller mere løbende Strofer.

Johannes Andersens Blæserkvartet er et dygtigt Musikerarbejde. Alt er formet med sikker Smag, selv om det tematiske i nogen Grad savner Profil og Oprindelighed i Udtrykket.

Ovenstaaende Citat er Førstesatsens Hovedtanke. Den løber for meget af sig selv, og kan ikke siges at bide sig fast. Den formale Disposition i Førstesatsen er ellers temmelig »regelret« med konstrasterende Sidetema af mere cantabil Karakter:

Lidt mærkelig virker den dobbelte Reprise. Komponisten reminiscerer Hovedtanken to Gange i Stykkets sidste Trediedel. Sidste Gang, den optræder, virker den ikke då-ekte som Coda, idet Intervalforholdene og hele Strofens Forløb er strengt identisk med den første Form af Temaet.

2. Sats er baaret af en f in, men lidt vag Lyrik. Hovedtemaet lyder:

Efter at Indledningen til denne Sats er holdt i roligt-flydende Nodeværdier, sætter Fløjten pludseligt ind med meget hurtige Figurer, der ligesom forbereder Mellemepisoden, Allegretto con grazia. Nu tildags er det meget hyppigt, for ikke at sige et Princip, at der i langsomme Satser opstaar en mere bevæget Mellemdel. Dette Forhold har dog tykke Rødder tilbage i Musikhistorien og specielt hos Wienerklassikerne træffer vi, hyppigt denne Form for en langsom Sats. Den anden Type hører hovedsageligt Baroktiden til, hvor et Tema eller en ostinat-motivisk Bevægelse gennemsyrer hele Satsen. Parallellen til denne Form er mere sjælden i Dag. Her i Blæserkvartetten kan det tematiske Stof næppe bære et genneinført langsomt Tempo, saa det kontrasterende Mellemstykke er her mer af »behjælpelig« Karakter end hos Wienerklassikerne, hvor man kunde bruge Ordet »naturbetinget«.

Sidste Sats klinger endog fortræffeligt for de 4 Blæseinnstrumenter. Hovedtemaet er dog noget banalt og i Lighed med Temaet i første Sats for profilløst. '

Hornets lange Tone E angiver Tonaliteten. Fagotten udvider denne i Takt 6 ved at indføre Tonerne des og f. Dette enkle musikalske' Forhold har meget kontrapunktisk Perspektiv og er i Slægt med Baroktidens Orgelpunktvirkninger, hvor alskens harmonifremmede Toner dyngedes over paa Toneartens Grundtone i Bassen.

Det kontrapunktiske Arbejde bærer Præ g af en hel Del Indsigt i denne vanskelige Kunst. I det hele taget har Johannes Andersen solid haandværksmæssig Kunnen. Det, der fattes ham, er originale tematiske Indfald samt kompositorisk Fantasi i videre Forstand. Denne Finale viser dog ikke ubetydefig Formevne foruden det, at Klangen altid er velafbalanceret.

Det roligere Indskud poco lento kommer helt naturligt og viser en lille interessant Detaille, hvis musikalske Tendens siger noget om et gængs Princip i den ny Musik.

Pran* Syberg: Worspil til August Strindbery: ,Et Drønnnespil.""

Paa Wilhelm Hansens Musikforlag er ovenstaaende Værk nylig udkommet i Partitur og Lejemateriale. Det er det første Værk af den snart 40-aarige Komponist, der har fundet nogen Forlægger, saa det maa betragtes som noget af en Begivenhed, at man nu kan finde Syberg paa Musikhandlerdisken.

Kun en snævrere Kreds har Kendskab til Sybergs øvrige, kvantitativt ringe, Produktion, hvor Kammermusikken indtager den dominerende Plads. Fra de senere Aars sparsomme Syberg Opførelser huskes Blæserkvintetten, Blæseroktetten (privat Opførelse), Symfonien fra 1939 og dette Forspil. Af ældre Arbejder maa mærkes den Kvintet for blandet Besætning (Blæsere-Strygere), der blev opført ved Muslkfesten i London (vistnok 1937). Endvidere Obo- Koncerten, der er blevet opført i Dansk Radio med Wolsing som Solist samt den tidlige og meget omfangsrige Strygekvartet.

Skønt Syberg, som anført, ikke udmærker sig ved frodig Mangfoldighed, maa dog de faa Værker, han har skabt, alligevel betegnes som en betydelig Indsats i nyere dansk Musik. Thi Sybergs Musik er dybtgaaende og af stor kunstnerisk Lødighed. Hans Hovedværk, Symfonien, sammenfatter alle Egenskaber hos denne Komponist, og den staar i ung dansk Musik som et endog meget betydeligt Værk.

I Forspillet til Strindbergs »Drømmespil« har Syberg yderligere kultiveret sin Orkesterteknik, saa det klanglige og stoflige staar i passende Vægtforhold til hinanden. I Stykkets Indledning anslaas virkelig noget af det »surreale« Drømmeindhold, som er saa karakteristisk for August Strindbergs Personlighed, navnlig her i »Drømmespillem:

Trompetindsatsea i Takt 8 angiver helt fortræffeligt den schizoide Mentalitet, som behersker Strindbergs Værk, og hvor Begivenheder og Situationer træder ind i ens Bevidsthed under en anden Form, end man ellers vant til. I Sybergs Musik er der dog intet som ikke er logisk rent musikalsk set. Strindbergs meget specielle Psyke har blot inspireret Komponisten til at udarbejde et absolut musikalsk Værk.

Som egentlig Sideidé optræder et Violintema som Modkontrapunkt til Indledningsstroferne, der i dette Tilfælde bliver spillet af Hornene:

Denne Melodik er typisk for den ene Gruppe af Sybergs Temaer, hvor den diatoniske Intervalfornemmelse er fremherskende. Lidt senere henne i Kompositionen møder vi et Eksempel paa den anden Gruppe, med meget spændt Melodik, der af og til kan lede Tanken hen paa en Komponist som Hindemith:

I Symfoniens langsomme Sats optræder et Tema, hvis Struktur har megen Lighed med sidstnævnte Citat fra Forspillet. Man ser deraf, at Syberg stadig kredser over bestemte tematiske Principper, der gaar igen fra Værk til Værk og paa denne Maade er med til at stadfæste hans Kunstnerfysionogmi.

Med Hensyn til Formen i Forspillet er denne meget fri. Hovedideen (Citat 1) spiller dog en betydelig Rolle og optræder saavel, henimod Midten af Stykket (Horn) som i Kompositionens Slutning, hvor der er Tale om udpræget Tuttivirkning i'Orkestret.

Navnlig rent orkestralt betegner Forspillet et

. J

Fremskridt i Forhold til Symfonien, Stoffet er dog væsentligt tyndere end Symfoniens og det havde maaske været klogere at udgive et Kammermusikværk, da der næppe kunde være Tale om en Publikation af Symfonien. Det er ligesom om det tematiske her i Forspillet ikke helt besidder den Vægtfylde og Betydning som i de øvrige Syberg-Værker. Især et Værk som Blæserkvintetten (1940) staar for mig som et af de bedste Kammermusikværker fra denne Komponists Haand og selvskreven til Udgivelse. Men godt er det nu alligevel, at endelig eet Værk af Franz Syberg er mangfoldiggjort, selvom man kunde ønske at Valget var faldet paa et af hans andre Arbej der.

Årgang 19/1944, nr. 02