Nye bøger om musik

Nye Bøger om Musik

-Folke, 11. Tók-nb Yont: 1PIozart

-Folke 11. Tih-jtblo),n: Grieg

N~ilt nordisk Porlag, Arnold Ditsek

De senere Aar har bragt en sand Syndflod af biografisk Litteratur frem paa Markedet. De fleste Værker i denne Genre er blevet til paa den Maade, at en eller anden Recensent paa en behændig Maade har omskrevet et eller andet Standardværk og saa udsendt det som en selvstændig Bog uden at føje nyt Stof til eller anlægge nye Synspunkter. Hidtil har vi været saa nogenlunde forskaanet for den Slags indenfor Musiklitteraturen, men da der er et stort Behov, kan det ikke undre, at Nyt nordisk Forlag er begyndt at udsende Oversættelser af Svenskeren Folke H. Tbrnbloms biografiske Kompilationer. Foreløbig har Forlaget udgivet Bøgerne »Mozart« og »Grieg«, men samtidig har de publiceret, at det fra Folke H. Tórnbloms Fabrik agter at importere lignende Produkter om Beethoven, Schubert og Wagner.

Kilderne til Tårnbloms Bøger er ret umiddelbare. For Mozart-Bogen drejer det sig i første Række om Jahn-Abert's grundlæggende Mozart Biografi, og for Grieg-Bogen særlig om Gerhard Schjelderup og David Monrad Johansens Værker om Grieg.

Navnlig bærer Mozart-Bogen Indtryk af at være skrevet af en Svensker.- Den har noget af den samme Usikkerhed, som visse af Tårnbloms Landsmænd synes at nære overfor præklassisk og tidlig klassisk Musik. En Usikkerhed, der f. Eks. kom stærkt frem i de engang saa hyppige svenske musikalske Radio-»T~vlingam, 3: Hvern-vedhvad Konkurrencer. Blev der spillet en Menuet fra en af Mozarts kendte Symfonier, var der oftest ingen, der kendte den, men blev der spillet en af disse Salonbearbejdelser, som vi nu lykkeligt har faaet luget ud fra vore Koncertprogrammer, saa vidste de alle Besked. Tórnblom taler saaledes om C. Ph. Em. Bach's »stærkt subjektive, følsomme, ofte tungsindige og lidenskabelige Musik«, Mozarts Klarinetkvintet er »fyldt af sælsom og sensuel Klangpragt«, Hayda er »en Kunstner af omtrent samme Formam som Mozart.

jeg bekender, at jeg meget gerne vil have anvist en Metode til Udredning af Størrelsesforskellen.

Det er muligvis de samme Grunde, der faar Tbrnblom til kun at omtale et meget snævert Udvalg' af Mozarts Værker. Han neevner saaledes hverken Klarinetkoncerten, Sinfonia concertante for Obo, Klarinet, Horn og Fagot med Orkester eller »Alleluja«, Værker der i hvert Fald herhjemme hører til det almindeligste Koncertrepercoire.

Hvis Tórnblom, var fulgt med i de senere Aars musikvidenskabelige Diskussion, havde han ikke paastaaet, at Haydn skrev ialt omkring 180 Symfonier, ja paa S. 141 bliver det endog til »Hundreder af Symfonier«. Tallet 104 maa vist anses for at være det rigtige.

Forholdet mellem Mozart og hans Kusine »Båsle« kalder T,5rnblom »en stille Flirt« (S. 39). Dette er dog vist at tage for sart paa Sagen. Båsle-Brevene er ikke taget med i de almindelige populære Udgaver af Mozarts. Breve, i de lidt større Udgaver er de prekære Steder i Brevene erstattet med Prikker. Kun i de meget store videnskabelige Udgaver findes de i deres Helhed. ja, de findes endog i en selvstændig Udgave, beregnet til ikke-litterære Herrer, der kan have dem staaende i lukkede Bogskabe ved Siden af Pornografiens Hovedværker. - Og det kalder han en stille Flirt.

Tbrnblom spiller meget stærkt paa en letkøbt Sammenhæng mellem Mozarts Liv og hans Musik men Korthuset ramler dog for ham, da han (S. 143) maa indrømme, at der gives Tilfælde, der viser, »hvor lidt Mozarts ydre og indre Liv til Tider korresponderede med hinanden, og hvor absolut adskilt hans Skaberaand kunde leve fra hans øvrige Jeg«.

Om den Sammenrodning af Symfoni og det, der burde kaldes Sinfonie, som man træffer i Afsnittet »Det følsomme og det galante«, skyldes Forfatter eller Oversætter, er ikke godt at sige. Og hvorfor der er dansk Tekst i Eksemplerne fra »Figaros Bryllup«, medens der er tysk og italiensk Tekst til Eksemplerne fra henholdsvis »Bortførelsen fra Seraillem og »Don Juan«, fatter man ikke.

Giver Bogen ikke nogen hverken udtømmende eller rigtig Karakteristik af Mozarts Musik, saa

giver den dog et levende Billede af hans Person. Og alligevel savner man lidt Behændighed i Opstillingen. Der mangler Flugt over Kapitlet om Mozarts sidste Tid. Det var et Kapløb med Døden. Indenfor et halvt Aar komponerede han »Tryllefløjten«, »Titus«, Klarinetkoncerten, »Ave verum« og saa - som døende - sit Requiern, som han ikke fik fuldført.

11

Med sin Grieg-Bog kommer Tårnblom ud for store Vanskeligheder. Griegs Liv fik ikke samme romanagtige Forløb som Mozarts, han var ikke Vidunderbarn, blev ikke kysset af den østrigske Kejserinde eller udnævnt til Ridder af den gyldne Spore af Paven. Hans Tilværelse formede sig ganske borgerligt, hvad enten han opholdt sig i Bergen, Oslo, København eller Leipzig. T,5rnblom ma.a derfor gøre mere ud af det musikalske Stof, end han gjorde i Mozart-Bogen, og det gør han ogsaa, idet han lægger sig meget nær op ad Gerhard Sch)elderup og David Monrad Johansen i disses Grieg-Biografier. Men alligevel faar man. et stærkt Indtryk af, at Stoffet ligger ham betydelig nærmere, end det gjorde med Mozart.

T,5rnblom paastaar (S. 123), at »det som Gade (:): Niels W. Gade) ikke havde haft Held til, nemlig at give Norden i Toner, det var lykkedes. for Grieg«. - Eksemplet viser, hvor lidt Tórnblom kender til den almindelige nordiske Musikhistorie. Det har aldrig været det centrale for Gade at give Norden i Toner. Men der er en anden, der har gjort det og paa en Maade, saa Grieg i det Kapitel ikke kan bære Vand med ham, og» det er j. P. E. Hartmann, Der er to Hovedlinier i Griegs Musik. Den ene er norsk og kan føres tilbage til Bull, Nordraak og til de norske Huldremelodier. Den anden er nordisk, og den har udelukkende Rod i Hartmann. Man kan blot orientere sig i Hartmanns Klaverværker, i »Trymskviden«, »Valkyrien« og »Vølvens. Spaadom« for at overbevise sig om Rigtigheden af denne Paastand.

Man maa forlange, at den næste, der skriver en Grieg-Bog, hvadenten han saa er Nordmand, Svensker eller Dansker, gør sig dette klart og gør det til Genstand for en Undersøgelse.

Tórnblom nævner kun Hartmann. en eneste Gang,. hvor Grieg har bedt ham hjælpe sig med en Anbefaling.

I det hele taget trænger Griegs Forhold til Danmark stærkt til en kritisk Revision. Vi faar at vide, hvor ofte Grieg boede i Danmark, og det var meget ofte, men vi faar ikke at vide, hvorfor han boede her, og hvilke Paavirkninger han modtog. Han søgte Gade, hvor han skulde. have søgt Hartmann. Han blev uden at ønske det paavirket af Hartmann, medens den ønskede Paavirkning af Gade udeblev. Han var Ven med den jævnaldrende C. F. E. Horneman, som forstod ham og gik i Breschen for ham. Men Gade og Hartmann gav ikke Plads for den yngre Generation, Horneman blev betragtet som Rebel og blev holdt nede, og Grieg, der dog havde kunstnerisk Borgerret her i Landet, kom heller ikke frem.

Man aner i dette Stof store Konflikter og Tragedier. uet er saa. umaadelig svært at rede ud, og de Mennesker, der kan fortælle om det, forsvinder maaske snart. Det er ikke mange Aar siden, ae Nina Grieg og hendes Søster færdedes mellem os. Nu er de væk, og det Menneske, der stod Nina Grieg nærmest, og som var tilstede ved hendes Dødsleje, døde for et Par Maaneder siden.

Den fuldkomne Grieg-Biografi bliver ikke skrevet, før dette Stof er redet ud. Det er nødvendigt, fordi disse Begivenheder og Tilstande har været med til at skabe Griegs Karakter og kunstneriske Form og derigennem haft afgørende Indflydelse paa norsk Musik.

Man kan irriteres paa Tórnblom, naar han (S. 122) taler om »en stor nordisk Musikfest« i København 1888. Det hedder ikke en stor nordisk Musikfest, men derimod den store nordiske Musikfest. - Det var nemlig den nordiske Musikfest, som afholdtes i Tilknytning til den nordiske Industriudscilling 1888, og som dannede Indledningen til de interskandinaviske Musikfester, der siden er afholdt hvert femte Aar, og som har været et af de mest betydningsfulde Led i Arbejdet for det kulturelle Samarbejde mellem de nordiske Stater. Et Arbejde, der nu giver sine store Renter.

Nogen samlet Vurdering af Griegs Kunst indlader T,5rnblom sig ikke paa. Det tør han aabenbart ikke. Han kommer (S. 132) med et undskyldende Forsvar for de lyriske Smaastykker.

Som om der var noget at undskylde! Det er netop i de lyriske Smaastykker og i sine Sange, at Grieg er størst. I den lille Form var han den store Mester, i den store Form var han kun. lille. Hele det store klassiske Formapparat passede kun daarligt til hans særprægede Kunstnernaturel. Men hvor det galdt om at give en lyrisk Tanke en knap og koncis Form, var han den geniale Mester.

Sven Lunn,