Ved pauken og trompeterne i Det Kongelige Kapels første teater-aar

VED PAUKEN OG TROMPETERNE I DET KGL. KAPELS FØRSTE TEATER-AAR Af Niels Friis

Som en Fortsættelse af sine tidligere Undersøgelser af janitscharmusiken i Danmark, giver Personalkistorikeren, Redaktør Niels Friis paa Basis af sine Førstehaandsstudier over danske Musikeres Historie en Oversigt over Paukisker og Trompetister i det gamle kongelige Kapel.

Ingen andre Musik-Instrumenter har i Tidens Løb været knyttet saa nært sammen som Trompeten og Pauken. De er begge af krigerisk Oprindelse, og allerede i Orientens Hære kendtes Konstellationen. Pauken kom til Europa i Midten af det 15. Aarhundrede, og snart fandt de to Instrumenter hinanden ogsaa her; de blev først og fremmest Rytteriets musikalske Kendetegn og gled siden over til ogsaa at være det klingende Bevis paa de respektive Fyrstehoffers Pragt og Herlighed. Man havde i mange Lande, saaledes ogsaa i Danmark, saavel Felt-Trompetere og Hær Paukere som særlige Hof-Trompeterkorps. Fra disse sidste trængte de to Instrumenter sig lidt efter lidt ind i Fyrstekapellerne og dermed i Kunstmusikken.

Indenfor denne var den tidligste Brug af Trompeten i overvejende Grad af melodisk Karakter. Man udnyttede de højere, tæt beliggende Toner i den ventilløse Trompets Natur-Tonerække og skrev med Benyttelse af dem de melodiske og svære Trompet-Passager, der kendes bl. a. fra visse af Händels og Bachs Orkester-Værker. Senere ændrede Anvendelsen af Trompeten Karakter. Man brugte den nu kun harmonisk, d. v. s. tildelte den en harmoniforstærkende Rolle i Orkestret; hertil udnyttedes Natur-Trompet- Tonerækkens dybere, men mere spredt liggende Toner, der ikke giver stor Bevægelses-Frihed, og Trompeten satte derfor nu kun ind paa Tonika- og Dominantklangene. To Trompeter pr. Orkester blev det almindelige, og Pauken dannede her, som den altid havde gjort det, Bas for Trompeternes lyse og festlige Klange. Hos Haydn og Mozart, med hvem det egentlige Orkester kan siges at begynde, anvendtes Trompeterne og Pauken paa denne Maade; de indgik som en fast Bestanddel af Orkestret, idet de samtidig blev mere uafhægige af hinanden end tidligere.

Trompetens Klang har ikke ændret sig meget gennem Tiderne; Instrumentet har stedse - det kan man se paa gamle Tegninger og paa bevarede Eksemplarer - været snævert mensurerer, og dets Tone har derfor, som den ogsaa er det i vor Tid, altid været skarp og smældende, uden Blødhed eller Afrundethed. Pauken derimod har nok i nogen Grad forandret Karakter; dens Klang var til at begynde med mere dump end nu, selv om dens Buldren naturligvis lød kraftigt nok. Den moderne Maskinpauke er større. Bækkenets Form bedre beregnet og Paukens Tone som Følge deraf lettere at variere i Styrke. Hertil kommer, at den lader sig stemme, hvorved den har faaet en større Bevægelsesfrihed, svarende til den, Trompeten fik ved Ventilernes Opfindelse - eller maaske rettere ved Indførelsen af de udskiftelige Stemmebøjler.

Da den italienske Kapelmester Guiseppe Sarti i 1770 omskabte det danske kongelige Kapel til et moderne Orkester, der endda inden længe ogsaa skulde blive det kongelige Teaters Orkester, var han fuldt paa det rene med, at der ogsaa burde være et Par faste Trompet-Pladser i det - Pauken nævner han ikke, men den maa vel have været underforstaaet paa en eller anden Maade. Han opnaaede dog ikke at faa de to Pladser bevilget, og derved kom Betjeningen af disse Instrumenter i det danske Kapel ind i en ejendommelig og i Begyndelsen noget tilfældig Gænge: deres Udøvere regnedes i de kommende 100 Aar ikke som egentlige Medlemmer af Kapellet, men stod som »Biinstrumentister« i et noget løsere Forhold til dette - ogsaa derved at ikke Kapelkassen eller Hofkassen, men derimod selve Teaterkassen som en Slags direkte Forestillings-Omkostninger betalte dem deres Løn pr. Aften; noget lignende var forøvrigt Tilfældet med Hensyn til de Ekstramusici og Janitscharmusikere, som det Tid efter anden blev nødvendigt at tilkalde til Assistance i Kapellet.

Den stedmoderlige Behandling af Pauken og Trompeten, der dog er vigtige Instrumenter, forsaavidt som deres Udøvere i Følge Sagens Natur skal være uhyre sikre Folk, maa ses paa Baggrund af Forholdene i Begyndelsen: der var ikke Brug for disse Instrumenter i alt hvad der spilledes, og man kviede sig vel derfor ved at betale en Pauker og en eller to Trompetere faste Lønninger. Man kunde, ræsonnerede man, klare det billigere ved blot at tilkalde Folk til disse Instrumenter, naar der var Brug for dem, og betale dem pr. »Opvartning« som det hed. Ordningen viste sig ikke praktisk i det lange Løb, men saa skæbnesvanger for Helheden som f. Eks. Kapellets udmærkede Historiker Carl Thrane synes at mene, at den blev, var den nu ikke - i saa Fald vilde den heller ikke, selv om den efterhaanden fik fastere Karakter, have kunnet holde sig saa længe.

Forholdet var det, at der i sidste Halvdel af det attende Aarhundrede var dygtige Musikere nok at tage af i København, dels blandt Fodfolkets Hoboister - som Regel indkaldte Udlændinge - dels mellem Rytteriets Trompetere, der praktisk talt altid var danske. Fra disse to Grupper rekrutteredes der kongelige Kapel for en Del i Perioden op til det 19. Aarhundredes Begyndelse, og herfra skaffede man sig ogsaa, den Assistance, der var Brug for paa Pauken og Trompeten, ligesom forøvrigt paa Janitschar-Instrumenterne, naar de skulde klinge.

De første Trompetere og Paukere, der ses ae have gjort Tjeneste i det kongelige Kapel, var Hoboister. Den første Pauker i Kapellet under de nye Forhold efter 1770 var Johan Adam Gottwaldt, der stammede fra Slesvig By, hvor baade hans Fader og hans Bedstefader havde været Stadsmusikanter; selv var han Hoboist ved et af de københavnske Fodfolks-Regimenter. Han var ved Kapellets Nyordning i 1770 vistnok gammel i Gaarde ved Hoffets Musikdyrkelse, og paa Teatret spillede han ogsaa, Violin paa Prøverne ved Balletten, en Tjeneste, der mærkeligt nok ogsaa senere ofte var forenet med Paukistens.

Blandt Gottwaldts Makkere paa Trompeten i de første Aar efter 1770 træffer vi Hoboisterne Hildebrandt fra Oldenborgske Regiment og Lars Friis, den senere Violinist og Bratschist i Kapellet og Dirigent i det berømte harmoniske Selskab. Lidt senere blæstes Trompeterne i Kapellet af de to »Liv-Musici« Schubert og Mehnert, der begge hørte til i Livgardens Rækker, og af hvilke iøvrigt den sidstnævnte ogsaa endte som Medlem af Kapellet, i hvilket han blev Fagottist. En Gene var det ved de militære Musikere, at de pludselig kunde blive beordret i Kantonnement eller paa anden Maade maatte af Sted i deres militære Tjeneste. I saadanne Tilfælde maatte man i Kapellet ty til Stadsmusikanten i København, Christian Kirchhoff, med Anmodning om Assistance, Han havde ellers ikke store Leverancer til Kapellet; det indskænkede sig til et Par Basunblæsere af og til - saadanne kunde ikke skaffes fra Hæren, fordi Basunen dengang endnu ikke havde holdt sit Indtog i de militære Musikkorps.

Omkring 1775 synes Trompet- og Pauketjenesten i Kapellet for en Tid at være overgaaet til Livgarden til Hest, hvis Trompeterkorps, der havde overtaget det i 1769 nedlagte Hof-Trompeterkorps' Funktioner ved Hoffet, stod temmelig højt. Et fast Trekløver fra dette Korps, Trompeterne Fuchs og Jensen og Paukeren Scheelberg, tog sig nu af Biinstrumenterne i Kapellet; det synes at have været en permanent Ordning, der blev truffet med disse Folk, vel sagtens fordi der efterhaanden som Tiden gik blev stedse mere Brug for Trompeterne og Pauken.

De tre Hestegardere var dygtige Musikere allesammen. Pauker J. W. Scheelberg havde været ved Metieren fra sine unge Aar og var oplært af sin afdøde Fader, Johan Elobius Scheelberg, der havde været Hofpauker. Sønnen hvervedes til Hestgarden i 1768; her blev han iøvrigt senere ogsaa Berider. I det civile Musikliv dukker han op samtidigt, idet han allerede i 1769 træffes blandt de assisterende Musici ved den franske Komedie, og seks Aar senere sidder han ved Pau- kerne i det kongelige Kapel. - Trompeter O. H. Fuchs, der samtidig rykkede ind paa den ene af Kapellets Trompetpladser, kom i den militære Tjeneste samtidig med Scheelberg og assisterede ligesom han ved deri franske Komedie i 1769, men derudover vides ikke meget om ham, fordi Hestgardens Stambøger fra disse Aar desværre er gaaet tabt.

Adskilligt mere kender man til den tredje af de brave Hestgardere, der i 1775 holdt deres Indtog i Teatrets Orkestergrav, Trompeter J. F. Jensen. Han har ganske utvivlsomt været en af Samtidens mest kendte Musikere i Hovedstaden, og han synes i mangt og meget at have været en pudsig Skikkelse. Ved Hestgarden havde han tjent siden 1762, og da han fik Foden indenfor i Kapellet, viste han sig hurtigt at være en brugbar Mand; fra 1779 var han tillige Violinist i Kapellet, omend kun som Adjuvant, og maa jo saaledes have kunnet beherske ogsaa dette Instrument. Han var ogsaa »Armeens Musici's Instruktør i deres Felt-Musique« og ansøgte i Tidens Løb om adskillige andre Poster; han vilde saaledes bl. a. ansættes som fast Trompeter i Kapellet, men opnaaede ligesaa lidt som Sarti at se en eller flere saadanne Pladser oprettet. Desuden var han i 1796 blandt Ansøgerne til det dengang meget eftertragtede Stadsmusikant-Embede i København, men heller ikke dette opnaaede han. I Kapellet, hvor han de sidste Aar havde sin Søn Johan Chr. Jensen til Hjælp baade paa Violinen og Pauken, havde han dog nok at bestille; ogsaa Komposition gav han sig af med i det Mindre; blandt hans Kompositioner er en, han udførte paa Bestilling af Balletmester Galeotti: »Intrade til Trompett og Pauken til Conter »Danssen« i Balletten »Hververen«, der havde Premiere i September 1788, men først efter nogle Opførelser blev forøget med J. F. Jensens Trompet-Fanfarer.

Ved en bestemt Lejlighed hvert Aar maatte Paukeren og de to Trompetere fra Hestgarden have Assistance fra deres Kammerater. I Slutningen af 1770'erne fastsattes det - i god Overensstemmelse med Traditionerne fra ældre Tiders pragtfulde Hof-Ceremoniel - at Kongen hvert Aar paa sin Fødselsdag, den 31. januar, skulde hilses med Trompetfanfarer ved sin Ankomst til Skuespilhuset. Til at give denne Touche tilkaldte man naturligvis Hestgarde-Trompetere - som Regel andre end dem, der i Forvejen gjorde Tjeneste i Kapellet - og disse Folk vakte blandt Publikum Furore med deres skingrende Trompet Fanfarer til Akkompagnement af Pauke-Buldren, en Hyldest, der iøvrigt gentoges, naar den høje Familie forlod Huset; pragtfulde saa de stoute Hestgarde-Trompetere ogsaa ud som de stod dernede i Orkestergravens højre Hjørne i deres smukke Gala-Uniformer.

Blæsningen af en »Intrada«, som det hed, ved Kongens Ankomst til Teatrets Fødselsdagsforestilling for ham, var i Brug til et godt Stykke hen i 1800-Tallets Begyndelse. Da var tilsvarende Fanfareblæsning ved Hoffet, under Skaaler og lignende, forlængst ophørt. Som et Kuriosum kan iøvrigt nævnes, at Teatret endnu i vor Tid har hyldet Kongen paa gammel, hævdvunden Vis, med Trompeter og Pauker. Det skete paa Kong Christian den Tiendes Regerings- jubilæumsdag i 1937: da den kongelige Kortege med Husar Eskorte passerede det gamle Hus, klang oppe fra Loggiaen, brusende og festligt, Trompetsignalerne fra »Hamlet« udført af det kongelige Kapels tre Trompetister og dets Paukist. Som saa ofte, naar svundne Tiders Skikke f or en Stund genoplives, blev ogsaa dette lille Intermezzo af stor og betagende Virkning.

Hvad der blev blæst af Trompeterne, naar Kongen i gamle Dage traadte ind i Teatret, ved vi nu ikke mere, men det har sikkert blot været en kortere eller længere Fanfare, alt eftersom Situationen nu har krævet den - maaske en Fanfare, som medbragtes fra den militære Tjeneste. Blandt Trompeter-Navne, der gaar igen atter og atter ved disse Fest-Blæsninger, kan nævnes Navne som Fuchs, Nagel, Schneider, og det særprægede: Ormehøj, samt - noget senere - Vintzer og Birnbaum. Blæsningen var ikke noget Hof Anliggende, men en Foranstaltning, Teatret traf; de beskedne Honorarer, der udbetaltes herfor, udrededes af Teaterkassen og attesteredes hver Gang omhyggeligt af Kapelmesteren.

1 1786 gennemførte den indkaldte sachsiske Kapelmester Naumann sin store Reform af det kongelige Kapel. Der oprettedes ved denne Lejlighed til Aflastning for det egentlige Kapel et »kongeligt Orchester«, der bl. a. efter Planen skulde spille ved Balletterne og Skuespillene, men som i Realiteten anvendtes til at forstærke Kapel let og ogsaa ret hurtigt kom til at indgaa i dette. I »Orkestret« fik den ovenfor omtalte Hestgarde Trompeter J. F. Jensen Sæde som Violinist, og blandt hans Kolleger paa Violinpladserne fandtes ogsaa en Mand ved Navn David Christian Hansen, der formentlig var eller havde været Hestgarde-Trompeter. Det ligger nær at antage, at disse to Musici har fungeret baade som Violinister og Trompetere, saaledes at de har gjort Tjeneste ved det sidste Instrument, naar der var Brug for det. I Orkestret fik endelig ogsaa Hestgarde Paukeren Scheelberg fast Plads, og saa længe den Naumannske Ordning var i Kraft, havde man altsaa baade Pauken og Trompeterne "i Huset".

Da Ordningen gled ud, blev de to Trompetere i deres Egenskab af Violinister nærmest Medlemmer af Kapellet, omend med Adjuvants Charge, medens Pauker Scheelberg aldrig naaede ind; han døde iøvrigt i 1793 og efterfulgtes af en ung Hoboist ved Navn Johan Perschy fra Livgarden til Fods; han var Prager og havde, før han kom i dansk Tjeneste, »tjent Frantzmænd og Hollændere«, som der staar om ham i de militære Protokoller. Han var en fremragende Musiker paa Waldhorn og har nok ikke været mindre sikker, naar han sad ved Paukerne. 1 13 Aar bestred han sin Post i Orkestergraven, saa gik han - i Overensstemmelse med Forordningen om, at Kapellets Medlemmer havde Fortrinsret til Stadsmusikant Embederne - ud og blev i 1806 Stadsmusikant i Bergen. Det kneb noget med at faa ham anbragt; som Biinstrumentist stod han ikke opført i Statskalenderens Fortegnelse over Kapellets Medlemmer, og derfor vilde man i Norge ikke rigtig tro paa hans Tilknytning til Kapellet. Det lykkedes dog til Slut Kapelchefen at overvinde Tvivlen, og Perschy drog afsted til Bergen, hvor han blev en foretagsom Borger - foruden Stadsmusikant ogsaa Brygger m. m.

Hvad Trompeterne angaar, afløstes baade J. F. Jensen og D. F. Hansen i Begyndelsen af 1790erne af andre Folk. Fra Livgarden til Hest kom en Trompeter ved Navn Christian Simonsen, fra et af Fodfolksregimenterne i Hovedstaden en Hoboist Francke, om hvem der ikke vides ret meget ud over hans Navn. Simonsen stammede fra Fyen og var udskrevet i Svendborg Lægd; umuligt er det vel ikke, at han kan have tilhørt den kendte Svendborg-Musiker-Slægt; Forbindelsen har dog ikke ladet sig paavise. Allerede i 1780'erne var Inventionstrompeten kommet almindeligt i Brug, men derudover skete der ikke afgørende Forbedringer med Instrumentet. Ventiltrompeten fremkom først langt senere.

Med Perschy, Simonsen og Francke kom Paukerens og Trompeternes Ansættelsesforhold ind under fastere Former; de sluttede en Slags Kontrakt med Teatret om at udføre al den ved disse Instrumenter forekommende Tjeneste for fast Betaling, gennem mange Aar 10 Rigsdaler pro persona om Maaneden. Og alle dens Efterfølgere ansattes paa lignende Vilkaar: fast Kontrakt med Teatret, medens de egentlige Kapelmusici langt op i Tiden havde kongelig Udnævnelse.

Først saa sent som i 1828 udjævnedes Forskellen mellem Kapelmusict og Biinstrumentister helt ved disse sidstes Optagelse i det egentlige Kapel , sammen med Basunblæserne, som i Mellemtiden var kommet til og hvis Instrumenter var blevet lige saa vigtige i Orkestret som Trompeter og Pauker. Med disses Indlemmelse i Kapellet forsvandt ogsaa den gamle, hele fra Hestgardetiden hidrørende Betegnelse for dem: Paukere og Trompetere og afløstes af den nuværende: Paukister og Trompetister. Men den traditionsrige Tilknytning til den militære Musik bevaredes, i hvert Fald for Trompetens Vedkommende, helt op til vore egne Dage.