Bernhard Christensens og Svend Erik Tarps musik

Af
| Årgang 19 (1944) nr. 03 - side 51-53

BERNHARD CHRISTENSENS OG SVEND ERIK TARPS MUSIK.

Af Nil-i Schiørring

Der maa være noget forfriskende for en Komponise i at skrive Musik paa Bestilling. Forpligtelsen cil at skabe det

bedst mulige under de vanskeligst tænkelige ydre Vilkaar, hvor der er Masser af Smaating at tage Hensyn til, skærper

Sanserne paa en helt anden Maande, end naar man kan sidde ved sit Skrivebord og pusle med et Stykke Kammermusik eller en Symfoni. Bernhard Christensen har før prøvet, hvad det vil sige, og hans Musik til »Enken i Spejlet« viste, hvor behændigt han kunde tilpasse sig de Krav, som rejser sig under Indstuderingen af en Ballet. Han holdt sig her til det rent illustrative, og selv om visse Perioder stod noget blakket, tog hans Musik sig ud som en farverig Baggrund for Dansen.

I sin Musik til »Den evige Trio« er han derimod gaae[ over til sluttede musikalske Former, kædet sammen med tre smaa. Intermezzi, og selv om Handling og Musik er afbalanceret efter hinanden, har han, idet han overholder Hovedstemningen i det, der foregaar paa Scenen, taget sig ret frie Hænder. Resultatet er, at der er kommec en Afrunding over denne Balletmusik, som placerer den meget højt, ja, vel højest i Bernhard Christensens hidtidige Produktion. Savner den maaske saa inspirerede Motiver, som de lyste op i Musiken til »Enken i Spejlem, ejer den til Gengæld en Fasthed og en med Styrke gennemført Linie, som er mindst lige saa væsentlig.

Bernhard Christensen, der som ingen anden af vore Komponister af Kvalitet har dyrket jazzen, har fra sine tidligste Komponistdage tillige haft en Forkærlighed for de klassiske Former. Ofte ligger der en god Portion Koketteri i Sammenkædningen af klassiske Musikformer og et nutidigt Tonesprog. Men hos Bernhard Christensen er de to Elementer vokset sammen til en naturlig og organisk Helhed, og dog har han aldrig haandhævdet sit kompositoriske Princip med saa stor Overlegenhed som i »Den evige Trio«.

Balletten bestaar af fem Hovedsatser, en Ouverture i Koncertform, en Chaconne, en Allegretto i Form af en fri Sonatesats, en fugeret Tango og en Finale i Rondoform. I dem alle indgaar Jazzelementer. Næppe nogen, der kommer for jazzens Skyld, falder paa, at den skulde være tynget af klassiske Formskernaer, og paa den anden Side vil ingen kunne bebrejde Bernhard Christensen, at han af Hensyn til jazzen har sjoflet det formale. Spørgsmaalet er saa blot, om der er Grund til f ra den ene eller den anden Si

de at tale om musikalsk Helligbrøde. Men kan der være det, naar Musiken optræder som et saa selvstændigt Værk? jeg er ikke sikker paa, at Bernhard Christensens Kompositionsteknik vil danne Skole, eller at den bør gøre det. Men som isoleret Fænomen er den højst interessant og i dette Tilfælde saa musikalsk værdifuld, at det vil være meningsløst at tale om musikalsk Dekadence, fordi stærkt disparate Elementer kædes sammen.

Det er muligt, ja vel ligefrem sandsynligt, at Bernhard Christensen ikke har ønsket at idealisere eller stilisere sin jazzstil, men hvad man kan indvende mod den er nok alligevel fornernmeligse det, at Kvalitetsforskellen mellem jazz Episoderne og de ikke jazz-prægede Dele er for paafaldende. Jazz-Episoderne er formet med legende Lethed, men melodisk maaske af noget mere intetsigende Kvalitet, end man kunde have ønsket. Netop fordi Overgangene mellem de vekslende Stilarter er saa fuldt naturlige, kunde man have ønsket det jazzmelodiske lidt mere udsøgt. Smukkest lykkes Kontrastvirkningen og samtidig Syntesen i Ouverturen, der efter min Mening er det værdifuldeste i denne Balletmusik. Desværre spilles den ikke i sin Helhed, saa man faar ikke det fulde Begreb om den formale Disposition, men Modsætningen mellem Orkestret og det koncerterende Band staar klart, og jazzmelodisk er Solostemmerne af saa udsøgt Kvalitet som ingen Steder i de senere Satser. Ved den første Overhøring forekom den efterfølgende Chaconne og Allegrettoen mig det værdifuldeste efter Ouverturen, men ved nøjere Bekendtskab med Musiken tror jeg, man er tilbøjelig til at kaare Tangoen som en af Topydelserne. Det er en glimrende skrevet Sats, hvor ogsaa Orkestret er udnyttet paa en forbilledlig Maade.

Om Bernhard Christensens nye Balletmusik er endnu kun at sige, at den af Det kgl. Kapel under Johan Hye-Knudsen faar (endnu ved den 5.-6. Opførelse) en overordentlig mangelfuld Fremførelse.

Svend Erik Tarps Musik til »Den detroniserede Dyretæmmer« er i Modsætning til Bernhard Christensens Musik lagt an paa i Hovedsagen at være illustrerende. Den er let og elegant som det meste af Tarps Musik, ofte ganske spinkel i Orkestret, men luftig paa en indtagende Maade. Hvad der mest er mig imod i Orkestersatsen er i visse Satser Klaverets paacrængende Anvendelse, men det er kun et Par Steder hen mod Slutningen, den for Alvor paadrager sig ens Opmærksomhed paa en ubehagelig Maade.

I den kalejdoskopiske Blanding af Illustration og sluttede Danse er der tre Perioder, der særlig forekommer vellykkede. Det er Danserindens Vals, Hestenes Dans og den afsluttende Can-Can, der forarbejder Motiver fra hele Balletten. I de to første viser Tarps Sans for det melodiske udsøgt sig og i den sidste Dans Humøret. Som Helhed er denne Musik fortræffelig Balletmusik og tilsammen viser den tredelte Balletaftens to danske Komponister sig i Stand til i enhver Henseende at naa op paa Højde med, hvad der ude i Verden er skrevet af Musik til denne af Samtiden foretrukne Scenekunst.