De tre ny balletter på Det Kongelige

Af
| Årgang 19 (1944) nr. 03 - side 49-51

DE TRE NY BALLETTER PAA DET KONGELIGE

A~ Svend Kragh -Jacobsen

Redakfor, cand. mag. Svend Kragh-jacobsen anmelder Borge Ralovs to ny Balletter »Den evige Trio« og »Passio~zes« og Niels B],gri? Larsens »Den detronij-erede Lo, i,,elæi?2n2e)-«, der havde Preiniere Paa D.!?t kgl. Teater den 5. Februar.

En Balletaften med tre splinterny Balletter er en stor Indsats af vor kongelige Ballet, saa stor, at den undskylder den lange Pause mellem Balletnyhederne og forklarer den vældige Reklame før Premieren.

Aftenens bedste Resultat blev det brillante Udtryk, den gav for vore Danseres høje Standard. Vi saa, at den Ungdom, som paa det sidste bar svunget sig til Tops indenfor Balletten, arbejder videre efter at være naaet frem i Førsterækken. Derimod blev Aftenen ingen koreografisk Mærkepæl. indenfor Repertoiret. Der var udmærkede Momenter i den, men Helheden prægedes ikke blot af dejlig Dans, rnen tillige af Mangel paa koreografisk Originalitet. Dette føltes stærkest i Borge Ralov-Balletterne, fordi disse pretenderede det overraskende og ny, mens Niels Bjørn Larsen dansede videre i Spor, han tidligere har traadt.

»Den e,,,Ige Trio« er Handlingsballet, bygget over Kærlighedens Trekantspil, Gr Undtemaet i al dramatisk Kunst.

»Trioen«s Svaghed er ikke denne Handling - tværtimod, det Emne vil der endnu blive lavet megen god Koreografi over.

Svagheden var »Trioen«s Mangel paa Stil, eller rettere den Stilsammenblanding, Koreografien udviste. Ralov er en

mageløs Danser indenfor vore Korps - dette kan ikke siges stærkt nok, og det er for Tiden en Øjenlyst ae se ham danse

men han er ingen opfindsom eller frodig Koreograf, og han er heller ikke ganske sikker, naar det gælder Stil og Musik.

Sin musikalske Svaghed demonstrerede han tydeligst, da han vilde danse Carl Nielsens »De fire Temperamenter«, hvis

prægrige Musik er absolut udansbar. (Tør jeg her indskyde, at jeg ikke er Modstander af symfonisk Ballet, men

tværtimod regner Massine's symfoniske Balletter blandt den moderne Ballets ypperste Frembringelser). Ogsaa her i

»Trioen« var Steder, hvor Dans og Musik ikke gik alefor godt sammen, hvad der er Synd for Danserne. Og man saa

Passager i »Passionew, hvor Koreografien var stik imod Musiken - blot for en Effekts Skyld. Det er Synd for Musik, og

ganske ukunstnerisk.

Stilblandingen var mest paafaldende i »Trioen«. Første Billede var i Tyvernes Eksperimentalstil. De følgende Billeder

bedre og især kønnere, særligt tredie med saavel vittige som raffinerte koreografiske Virkninger, hvoraf man

genkendte adskillige fra Ralovs bedste - og heltud ypperlige - Ballet »Enken i Spejlet« same fra Nini Theilade's

»Cirklen«, der er et langt originalere Værk end »Trioen«, omend ogsaa, det har modtaget stærke Paavirkninger udefra.

Theilade er en meget: frodigere Koreograf end Ralov, og lange niere nuanceret. I »Trioen«s fjerde Billede indfører Ralov

bevidst et Stilbrud. Han vil i Katastrofen understrege det hektiske i Sindsstemningerne ved at bruge Steprhytmen (i

Koreografien). Men - skriver man et stort Stepparti, maa man kunne steppe. Og Ralov er kun en maadeltig Stepdanser.

Til Gengæld havde dette Billede Aftenens originaleste Ideer i Ensemblets Arbejde mod Solisterne - særlig mod Ralovs

Dans.

Den dansernæssige Udførelse var excellent, boreset fra Ralovs Svaghed i Stepdansen. Til Gengæld var han uovertruffen i alle sine andre store og svære Danse. Kirslen Gnalt som den utro Hustru fulgte hans Intentioner med sin vimse Sikkerhed og Brillans, og Svend Erik jensen realiserede dem næsten bedre end de kunde være rænkt. Han klarede dette sérieux-Parti saa elegant og gode, at han placerede sig paa en ny og overraskende Maade i Ensernblet. Mimisk var han ogsaa bedst, idet Kirsten Gnatt endnu er for umoden til den store Kærlighedssorg. Ralovs Styrke er heller ikke Mimiken, og da Vanvidsscenen syntes skrevet for en Krydsning mellem Moissi og Fred Aslaire, kan det ikke undre, ar Ralov ikke fyldte Partiets overmenneskelige Krav som han dog altsaa selv havde stillet.

»Passiones« er ogsaa Ralovs Værk, og bortset fra Programartiklen og Navnebecegnelserne paa Danserne var her Fornuft i Arrangementet og mange smukke Enkeltheder at glæde sig over. Dansene beholder, som rimeligt er, deres Navne fra Scrjabins Kompositioner, men hvorfor kal

des Børge Ralov »Dageri«? Og Svend Erik Jensens Danse er ikke mere Udtryk for »Omskiftelighed« end Poul Gnatt's for »Den følsomme«, fordi han klædes i blaat. De burde have heddet den Hvide, Røde og Blaa, det havde tjent Meningen bedre. For Meningen er, at her skulde danses og ikke spekuleres. »Passiones« er ce Forsøg paa at realisere le ballet pur, Danse, der illustrerer Musikkens Stemninger og ikke fortæller »nogen Historie«. Men lad os saa. være fri for qvasi Videnskabelighed og forloren Filosofi. (En Pen ,er næsten altid et livsfarligt Redskab i en Dansers Haand!) Inspirationen til denne »Passiones«

Danse-Række har rent koreografisk set været Massine's Balletter - først og fremmest »Les Présages« og »Choreartium« til Tschaikowsky's. og Brahms Symfonier. Man havde tillige ret ofte der Indcryk, at Inspirationen er kommet via Balletbøger. Een kendt Stilling dukkede frem efter en anden, mens Overgangene ikke altid var saa harmoniske; en enkelt Dans, »Desir«, var direkte uklædelig, især ved de mannequin-agtige Haandbevægelser, som Ralov holder af at udstyre sine Danse med. Der var i det hele for mange Haariddrejninger til Herrerne i Aftenens Løb. Og ikke alt, hvad der kkeder Ralov, klæder andre. Det bør han huske paa.

Men »Passiones« lod dog vore Balletkunstnere folde sig ud i fremragende Form, og deri har den sin store Værd. Kirsten Gnatt havde Aftenens bedste Dans - Mazurka i Cis Mol. Et Verdensnummer, som hun gjorde saa virtuost, at man endog glemte det afskyelige Kostyme, hun var betrukket med. Margretke Schanne lod sin Ynde svæve og smilte sine længste og mest poetiske Smil (men nu maa de heller ikke blive ficngere!) Mona Vangsaa var den Ensomme - i en Pas de trois! Med blide, kvindelige Lader. Ralov dansede med sin uovertræffelige Spændstighed, saa han sprang fra al Filosofi og blot var den blændende Danser, vi beundrer ham som, mens Svend Erik Jensen og Poul Gnatt viste deres f ineste Kunst i Ballettens to andre store Herrepartier.

Den dekorative Ramme om »Trioen« havde Sigvard Bernadotte skabt i raffineret Skønhed. Særlig tredie og fjerde Billede var af baade festlig og stemningsgivende Virkning, og hans Kostyrner var prægtige. Endelig en Mand, der kan tegne Dragter, som ikke ødelægger Dansens Linie eller hzemmer de Dansendes fri Udfoldelse. Poul Kanneu,,orff havde i »Passiones« virkningsfuldt udnyttet Scenerummets Højde og naaede god Effekt med sine Lysvirkninger.

Niels Bjørn Larsen var Koreograf for »Den detroniserede Løvetæmmer« efter Bartkolinx Idé. Der var Humør i denne burleske Ballet, som har Paahit fra den originale Ti-udi Schoop og fra Tegnefilmens Humor. Niels Bjørn Larsen har før leget med Milieuet i et af sine udmærkede Lorry-Diverrissernenter, nu dansede han det helt igennem. Barok og lystig var Løvernes Dans - derimod kunde de 12 smukke, hvide Cirkusheste være udnyttet langt bedre. Til Gengæld var Klovn-Entréen gjort med Humør, og allerbedst var Løvetæmmerens Parti udformet - lige for Svend Erik Jensen til at boltre sig i. Han var stram, fræk og dum, løvetæmmerelegant og kujontæmme, tilsidsr. Foruden Humoren foldede Poesien sig ogsaa ud i Elskerparrets Danse: Margrethe Schanne's Solo og Pas de deux'en med Poul Gnatt. Han skulde maaske hellere være kaldt Slangemenneske end Akrobat, men flot dansede han, og hun var Indbegrebet af at Cirkusballerina-Ynde. Det var virkelig et Elskerpar i-ned Charme - og i rigtige Forelskelses-Danse. Rammen om Cirkushistorien og dens Kostyrner havde Niels Bjørn Larsen selv tegnet med festlige Farver og sjove Linier. Balletten var modsat Ralovs tøjlet sikkert i een Stil: den burleske, men Genren er ikke nyindført paa Teatret af Niels Bjørn Larsen.

Den ny Balletaften blev saaledes en Dansernes Fest. En Sejr for alle, der kom paa Scenen og dansede løs. Den beviste tillige, at der i vor Ballet ikke blot er Grokraft for fortsat Opførelse af Bournonvilles dejlige Arbejder og Harald Landers Balletter, men at ogsaa andre Kræfter kan faa Lov at prøve sig. Aftenen blev derfor trods sin Mangel' paa. Originalitet en glædelig Livsytring af vor Ballet. Den tjener Niels Bjørn Larsen og især Børge Ralov til Ære. Man kan nu engang ikke gøre sig til en original Koreograf, hvis man ikke ejer Origina Uteten i sig - og saa er det kun godt at søge Lærdom hos andre og indføre den hos os. Det bliver naturligvis endnu bedre, naar vi engang kan hente disse andre til os og lære af dern. Et Gæstespil af Massine maa være det store Ballet-Ønske for Fredens kommende Dage.