Musikerslægten Stockmarr i Danmark

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 03 - side 57-59

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

MUSIKER-SLÆGTEN STOCKMARR I DANMARK

Af Niels Friis

I Dagbladene og den øvrige Presse er Johanne Stockmarrs Liv og kunstneriske Løbebane gjort til Genstand for udførlige Skildringer i Anledning af hendes Død den 2. Februar efter et kort Sygeleje. Og for de fleste Musikere og musikelskere staar hendes Indsats lysende klart. I denne Mindeartikel giver Redaktør Niels Friis Udtryk for den Betydning Musikerslægten Stockmarr har haft for dansk musikliv gennem 150 Aar.


Kgl. Hofpianistinde, Frøken Johanne Stockmarr var det ypperste Skud paa en gammel og anset Musiker-Slægt, som gennem mere end halvandet Aarhundrede har levet og virket i vort Fædreland, og der er god Grund til nu, da hun er gaaet bort, at kaste et Blik tilbage i denne Slægts Historie og se, hvad dens mest fremtrædende Medlemmer har betydet for Musiken i Danmark.

Dens ældste kendte Medlem var ikke som det bl. a. findes anført i Schyttes Musik-Lexikon, Kontrabassisten Gotl. Stockmarr, men en Militærmusiker, Hoboist Carl August Stockmarr, der i 1783, kun 14 Aar gammel, hvervedes som Hoboist ved Norske Livregiment i København, den nuværende 2. Bataillon; han stammede fra Thüringen, hvor han vistnok var føde i Sondershausen. Da han var en Snes Aar gammel, giftede han sig med Maria Theresia Grosman, og i dette Ægteskab fødtes en hel Del Døtre og Sønnen Ludwig Ferdinand Stockmarr, alle døbt i Garnisons Kirkes tyske Menighed i København.

Ludwig Ferdinand Stockmarr (ofte, men ukorrekt, kalde Ludw. Friederich) var født 12. Maj 1799 og kom endnu tidligere til Militærmusiken end sin Fader, idet han hvervedes som Hobolst ved 1. Livregiment (nu 1. Bataillon) i januar 1819, altsaa endnu inden han var fyldt 11 Aar! Det hændte ret ofte dengang, at man hvervede saa unge Musikere, og navnlig, naar det drejede sig om Hoboist-Sønner, der fra deres første Barneaar oplærtes i Musiken og som Regel tidligt blev meget dygtige. L. F. Stockmarr var Fagottist og som saadan Elev af den senere Kapelmusikus Kost. Han udviklede sig til en fortrinlig Musiker paa Instrumentet og overgik i 1822 til Livgarden til Fods, hvor hele hans senere Tjeneste faldt. Ved Musiceringerne hos Kongen paa Frederiksberg Slot blev der lagt Mærke til hans Solo-Præstationer, og opmuntret heraf ansøgte han om Tilladelse til at indtræde i Kapellet som Fagottist-Elev. Dette lod sig ikke ordne, men ret snart efter skaffedes der ham Erstatning derved, at han gjordes til Forblæser (Musikdirektør) i Livgardens Musikkorps, en Post, han med Dygtighed og Pligttroskab bestred gennem mere end 25 Aar. Det er værd at erindre, at det var i hans Tid og under hans Ledelse, at »Dengang jeg drog afsted - «, Hornemans og Fabers storartede Soldatersang, blev holdt over Daaben af Gardemusikkorpset - hin April-Morgen i 1848, da Afdelingen sejlede fra København for at begive sig til Felttoget 1848-49-50, som han med Korpset deltog i. Stockmarr, der efter 48 Aars Tjeneste hædredes med Titel af »Over-Commandersergent«, og som var Dannebrogsmand, gik af i 1862 og døde fire Aar senere.

I sit Ægteskab med Johanne Kirstine Eskemose havde L. F. Stockmarr tre Sønner, der alle blev Musikere. Den ældste, Johan Carl Ludvig Stockmarr, var født i København i 1823 og blev Klarinettist. Han var Elev af den store Mozart Petersen og vikarierede fra sine yngste Aar hos denne i det kongelige Kapel, af hvilket han blev Medlem i 1847; Førstepladsen paa Klarinetterne arvede han efter sin Lærer ved dennes pludselige Død i 1874. Han trak sig tilbage i 1886 og døde i 1895.

L. F. Stockmarrs næstældste Søn, Jacob Ferdinand Balthazar Stockmarr, var født i 1827 og blev i en ung Alder Hoboist (Fagottist) ved et af de militære Musikkorps, der ved Hærreduktionen i 1842 gik op i 1. Brigades Musikkorps. Han var Medlem af H. C. Lumbyes og Musikforeningens Orkestre, komponerede forskellige Marcher og andet og virkede i sine senere Aar som Musiklærer i København, hvor han døde i 1878.

Den yngste af den gamle Garde-Musikdirektør L. F. Stockmarrs Sønner var Johanne Stockmarrs Fader, Violinisten Ferdinand Tycho Nicolai Stockmarr, der var født i 1835. Han uddannede sig hos Tidens førende Violinister - han var bl. a Elev af Jos. Joachim og blev i 1861 Medlem af det kongelige Kapel, hvor han i Aarene derefter var en solid Kraft ved Primo-Violinist-Pultene. Han vandt hurtigt et Navn som en fortrinlig Pædagog og fik et overordentligt stort Antal Privat-Elever; disse i Forbindelse med de Timer, han havde paa det kgl. Blindeinstitut, og som han satte stor Pris paa, optog hele hans Dag fra Morgen til Aften; han spillede ogsaa en Del til Koncerter i »Kæden« og Frimurerlogen, indenfor hvilken han var et skattet Medlem. I Sommeren 1884 afgik han kun 49 Aar gammel ved Døden.

Ogsaa i næste Generation kom Stockmarr Slægten til at tælle Musikere. Klarinettisten, Kapelmusikus Carl Stockmarr, havde i sit Ægteskab med Hansine Hjelm bl. a. Datteren Anna Stockmarr, der i sin Ungdom havde en meget lovende Debut som Pianistinde med Saint Saëns Klaverkoncert i Musikforeningen, men som derefter paa et ret tidligt Tidspunkt trak sig tilbage til Privatlivet.

Hoboist Ferdinand Jacob Balthazar Stockmarr havde i sit Ægteskab med Sophie Christine Fuchs Sønnen Sophus Frederik Stockmarr, der i Tiden hen under Aarhundredskiftet var en meget kendt Musikdirektør i København. Han var født 1853; blev Elev paa Violinen af Farbroderen Ferd. Stockmarr og kom tidligt ind i Lumbyes Orkester. I særlig Grad vandt han et Navn som Musikdirektør ved Klampenborg Bade-Etablissement, hvor han gennem Aarene med fremtrædende Solister gav udmærkede Symfonikoncerter. Tillige var han en Periode Kapelmester ved Dagmarteatret og senere ved forskellige københavnske Stor-Restauranter. Han døde i 1917.

Johanne Stockmarr (21. April 1869-2. Februar 1944) var som nævnt Datter af Kapelmusikus Ferd. Scockmarr og Hustru Anna Emilie Raun; for hendes Betydning for dansk Musik-liv er der gjort Rede saa ofte, at Hovedlinjerne i hendes Karriere maa forudsærtes vel bekendt, ikke mindst i dette Tidsskrifts Læserkreds. Der skal her kort peges paa, af hvor usædvanlig Karakter denne Karriere i Virkeligheden var. I en ung Alder var Johanne Stockmarr en fuldt færdig Kunstnerinde, og det forundtes hende gennem mere end et halvt Aarhundrede med usvækket Kraft at virke som Solist paa fremskudte Poster i vort Koncertliv; hun blev derved Bærer af store og stolte Traditioner i dansk og nordisk Musik, Traditioner, der rakte helt tilbage til Edv. Helsteds, Hartmanns, Gades, Griegs og Nerudas Dage, og alene derved kom hun i de senere Aar til at staa som en af dansk Musik centrale Skikkelser. Men hun indtog denne Position ogsaa takket være sine fremragende Kunstner Egenskaber og sine Evner som Pædagog, der gennem en Menneskealder kom dansk Musik-Ungdom til Gode; Efterretningen om hendes Død fremkaldte da ogsaa mange og smukke Vidnesbyrd om, i hvor dyb Taknemmelighedsgæld man indenfor Musiklivet følte at staa til hende. Noget tilsvarende kom til Udtryk ved hendes stilfærdige Jordefærd i Holmens Kirke: en bred Repræsentation for dansk Musik i Spidsen for en betydelig Del af hendes trofaste Publikum var kommet til Stede for at hylde Mindet om hende og hendes fortjenstfulde Livsgerning.

Det skal til Slut blot anføres, at der ogsaa i de yngre Generationer af Slægten Stockmarr findes Musikere, og at den saaledes ikke ved Johanne Stockmarrs Død er ophørt at være en Musikslægt. Men det vil være hende, der til sene Tider kommer til at staa som den mest fremtrædende Bærer af det gamle Navn, over hvilket hun ved sin sublime Kunst kastede saa megen Glans.

Den 29. Februar afholdtes der under Dronningens Protektion en Mindekoncert i Odd Fellow-Palæet. Det indkomne Beløb skal danne Grundstammen i et Fond, som skal bære Johanne Stockmarrs Navn. Initiativet til Koncertens Afholdelse blev taget af Berlingske Tidende og Wilhelm Hansens Musikforlag i Forening med Dansk Komponist- Forening, Dansk Tonekunstner Forening og Det unge Tonekunstnerselskab. Medvirkende var Unge Tonekunstneres Orkester under Ledelse af Georg Høeberg og Thomas Jensen, Hofviolinistinde Gunna Breuning-Storm og Pianistinderne Melitta Birkelund, Karen Marke, Lis Brücker og Greta Erikson.