Nye grammofonplader

Af
| Årgang 19 (1944) nr. 03 - side 64-65

Nye Grammofonplader ved Erling Winkel

Mozart: Dirertimento D-,Dur (K6ch-Terz 251). Plades,ide 6; Regev: Lyriseltes Andtente.

Pol. LJI 6-,849-51

Det er underligt, at der ikke foreligger flere Optagelser af Mozarts Divertimentomusik. Bortset fra »Eine kleine Nachtmusik«, som foreligger i et Utal af Optagelser, er kun et Faatal hidtil indspillet. Den foreliggende Indspilning ved Hans v. Benda og Berfins Kammei-orkester er foretaget med stor Finhed og Akkuratesse; Klang og Orkesterbesætning er helt ideel og Balancen i Optagelsen fin. Desværre mangler der det rette Lune og Humør samt den Delikatesse i Betoninger og Foredrag, som kan give netop denne Art Musik en helt uimodstaaelig Charme; f. Eks. spilles de pudsige Akkompagnementsfigurer i den anden Menuet alt for nøgternt og dydsiret. Hvad Holdning og Udformning angaar er nok Finalen det, der er lykkedes bedst. Den lille Marche franchese, der egentlig hører med, er udeladt.

Malldn; Koneert for Klaver og Ørkester.

D-Ditr. - Eleetrola DR :~'657-58

Denne Indspilning ved Edwin Fischer og Wiener-Philharmonikerne er sandelig Musik fra først til sidst. Een eneste Indvending: Fischers Indsats paa det første Solosted er for nervøs, og enkelte af hans Nuanceringer er lige ved at være overexponerede. Det forhindrer dog ikke, at denne Gengivelse af Haydns Koncert er en stor Oplevelse. Alt, hvad der hos andre bliver til - i heldigsre Tilfælde glansfulde Passager, bliver hos Fischer til levende Toner; det hele faar Form og Karakter. Især Mellemsatsen. og Præsentationen af Finalens Hovedtema er aldeles blændende spillet. Wiener-Philharmonikerne musicerer som rene smaa. Engle; man mærker, hvorledes dette Orkester bliver inspireret, naar Ledelsen er i Hænderne paa en virkelig betydende Kunstner. Optagelse og Balance er Indspilningen værdig.

Si N--Mes: Pohjøfas Datter. Op. 49;

Pladesid,- 4: l'alse triste. Pol. G.V 5717,2-73

Helmulk Thler/elder, der dirigerer Det nedersacksiske Orkester i Hannover, har aabenbart megen Sans for Finhederne i Sibellus' Tonesprog; selv om Kontrasterne i Dynamiken er trukket lidt for kraftigt op og Holdningen undertiden er ved at blive drastisk, maa Indspilningen siges at være i høj Grad fyldestgørende. Den organiske Sammenhæng er jo det store og brændende Problem hos Sibelius; selv om dette Orkesterstykke maaske kan formes endnu mere sikkert, giver denne Indspilning dog en klar Redegørelse for den tredelte formale Opbygning. Det rent orkestermæssige er behandlet med stor Dygtighed og Klangsans.