Fra det hornemanske hus

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 04 - side 69-75

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

FRA DET HORNEMAN'SKE HUS

Ved Sigurd Berg

Musikhistorikeren Sigurd Berg har fremdraget et hidtil ukendt Dokument vedrørende J. O. E. Hornemans Familieforhold. Det drejer sig om nogle Erindringer nedskrevet af den yngste Datter, Charlotte, og de gengives her for de Partiers Vedkommende, der berører hendes Forhold til Barndomshjemmet.


Komponisten J. O. E., kaldet Emil Horneman havde foruden Sønnen, Komponisten C. F. E. Horneman, to Døtre. Den yngste af disse, Charlotte (f. 1839), der i 1863 blev gift med Lægen G. E. Lorenz (d. 1867), nedskrev i 1909, altsaa som 70-aarig, en Række Erindringer fra sit Liv. Den Del af disse Erindringer, der omhandler Barndomshjemmet, giver en udmærket Skildring af Mennesket og Kunstneren Emil Horneman, og belyser navnlig Aarsagerne til hans første Ægteskabs Forlis. Da disse Optegnelser ogsaa i det hele giver et levende, fint og morsomt Billede af det Milieu, hvori den unge C. F. E. Horneman voksede op, er de et værdifuldt Bidrag til dansk Musik-Personalhistorie. Forfatteren Gustav Wied har i sin Tid læst Manuskriptet til Charlotte Lorenz's Erindringer, og har forsynet det med følgende Paategning: »Disse Optegnelser er skrevet af et interessant og begavet Menneske, og jeg kunde ønsket, at de havde været mange Gange saa fyldige.«

I det følgende meddeles den Del af Erindringerne, der omfatter Tiden fra 1842-1860. Dette er langt den største Del af det optegnede, som ialt kun fylder 13-14 tæt beskrevne Foliosider.

Ved Nørrevold (1) er jeg født Nytaarsdag, den Dag, som Tygo Brahe siger er den ulykkeligste Dag at vaere født paa, og der følte jeg tidlig Poesiens Magt over Sindet, naar Petri Kirkeklokker ringede i den dirrende Sommerluft og Voldskrænten stod fuld af Blomster; jeg var vel dengang 3 Aar og forresten saa vild og uartig, at Ingen kunde lide mig undtagen min unge muntre Fader, som viste mig Børnene, der gik fra Skole - i de Gnister, som løber rundt i Asken af brændt Papir og mange andre morsomme Ting. Jeg var et bevægeligt Gemyt, enten lo eller græd jeg, og saaledes havde det præget mig, at 35 Aar efter, da en norsk Maler malede mig, sagde han, at det eiendommelige ved mit Ansigt var, at det var paa Grændsen mellern Graad og Latter; - maaske Graaden som Barn kom af, at jeg ubevidst følte, at der var Sorg i Luften hiemme, men derom senere. Ellers forstod jeg at nyde Livet paa min egen uartige Maade. Naar Aftensbordet var dækket Kl. 7, som det i den Tid brugtes, pleiede jeg at kravle op paa Gyngehesten for bedre at overse Bordets Glæder, og gled da skyndsomt ned for at slikke; samtidig sad Portnerens Søn August, som kom op for at lege med os, og sang med sin monotone Røst: »Lille Nisse slikker Sukker, lille Nisse slikker Smør« o.s.v. Ellers husker jeg kun meget lidt fra min første Barndom ved Nørrevold, navnlig husker jeg kun Moder fra en enkelt Leilighed, men den oplyste mig senere om, hvorfor en saa ædel og god Kvinde skulde miste sin Livslykke. Fader var dengang en meget søgt Musiklærer og ansat ved det kgl. Theater (2); han var meget smuk, - hans Moder var Italienerinde og hans Fader Portraitmaler, Professor ved Academiet (3). Fader blev ofte malet af Kunstnere; to af Portraiterne er paa Frederiksborg Musæet (4).

Han var en genial Mand, fuld af Idéer og Planer, og dertil hiertensgod, men han havde kostbare Passioner; i Salen stod to Montrer fulde af sieldne Conchyllier etc., og at alt dette gik ud over Husholdningspengene maa jeg antage, skiøndt jeg aldrig kan huske nogen Scene hiemmefra; men Moder udtalte sommetider med Bebreidelse Ordet Opulence, som jeg dengang ikke forstod. Ved den ovennævnte Leilighed bar Fader sig meget naivt ad, thi det var jo netop Moders Sorg, at han gav saa mange Penge ud til unyttige Ting; og saa en Dag, da Moder laa paa Sofaen og var bedrøvet, kom Fader ind med Hænderne fulde af dyre Gaver til hende, - en graa Moiré Parasol med indlagt Skaft, som var lavet til Prindsesse Caroline, men som ved Hofsorg (5) var blevet solgt Fader umaadelig billigt! forsikkrede han, et Elfenbens Syetui, hvoraf jeg har en Æske tilbage, og en stor Klase Vindruer; men jeg saa Moder vende sig bort uden at sige Tak, og Fader slukøret liste sig bort. De Kunstnere er jo et egent Folkefærd, som maa tages paa en egen Maade, men paa Grund af Moders Pligtfølelse kunde hun ikke tage Fader med hans kærlige Hierte, som han var, og sætte en tyk Streg over Synderne, som netop de Mænd trænger til. Under disse Forhold maatte det udvikle sig derhen, at Moder og Fader gled fra hinanden. Det skete ganske lempeligt, da Fader næsten aldrig var hiemme; han var paa den Tid optaget af at oprette det første Nodeforlag her i Landet sammen med Musikeren de Meza (6), en Broder til Generalen; det kom til at ligge ved Holmens Canal, og en Broder til de Meza, som var Læge, boede sammen med ham. Jeg kommer til at tænke paa noget frygteligt, som hændte. En Morgen, da Fader som sædvanlig kom derhen, kom Opvartningspigen ham forstyrret imøde med, at Lægen vist var ved at dø. Fader gik ind og fandt ham rallende, men ved Bevidsthed, og da han spurgte ham: »Hvad skal vi gøre ved Dem«, svarede han: »Kaffe«. Dette mente Fader maatte være sagt i Vildelse og sendte Bud efter en Læge, men det var for sent; de Meza skulde netop have havt Kaffe som den eneste Modgift mod Opium, han havde taget for meget af, og han døde (7). Paa den Tid døde ogsaa min gamle Farfader paa Charlottenborg høit oppe i Firserne (8) ; jeg har kun et gnavent Indtryk af ham, men han havde været en original og vittig Mand - og en stor Schakspiller, saa Fremmede, som kom til Byen, opsøgte ham, og derved fik han sin eneste Datter gift med en rig Englænder, Gostenhofer, en Broder til Baronesse Hambro, som har skænket Danmark store Legater (9). Desværre sad den gamle Maler i 40 Aar stille og malede; hans ene Ben blev i Rom brækket og forkludret af Lægerne, saa han aldrig mere fik Brug af det; dette, og Tabet af hans deilige Hustru som 28 Aar, har vel bidraget til at Alderdommen blev trykkende (10).

Jeg husker, at jeg staaende i min Bedstefaders Dør saa Thorvaldsens Kiste blive baaret ned fra Ledigheden ovenpaa, hvor han boede; det var en ganske simpel lysegraa malet Kiste, meget stor, og der var mærkelig nok ikke en Blomst paa, skøndt der var et lille Følge med; den skulde vel sættes ind i en anden Kiste; jeg seer den saa tydelig for mine Øine (11).

Faders Indtægter blev nu større, og vi flyttede hen til en stor Gaard (12), hvor Leiligheden var delt, de 4 Værelser paa den ene Side, og de 3 Værelser paa den anden Side af Trappen. De sidste tog Fader til sit Brug. Jeg blev nu saa optaget af at lege i Gaarden og Haven, som stødte til, og levede som sædvanlig mit eget relativ lykkelige Liv med Leg; Skænd fik jeg nok af, men de prellede af mig, selv naar »Grandmama« (13) spurgte Pigen, som fulgte os til hende: »Er det gale Spektakkel, med?« gik jeg ligeglad ind til hende; hun var forresten en ond og partisk Moder og Bedstemoder. En Dag, da jeg mindede hende om, at det var en af hendes Døttres Fødselsdag, som hun ikke kunde lide, svarede hun tørt: »Naa, er det det, ja det var noget godt Skidt, jeg dengang fødte til Verden!«

Min Moder var intet Hverdagsmenneske, hun var af den bekendte Zinn'ske Slægt (13) og sværmede for al Kunst. Goethe og Schiller citerede hun lige til sin Død som 87 (14). Hun var iøvrigt Grundtvigianer og i den Tid regnedes Grundtvigianismen næsten som en Sect; alle var Brødre og Søstre, og der kom ofte flere af Menigheden hos os. Jeg hadede disse Fagkristne. Med en Ubeskedenhed, som netop Børn har Øie for, talte de om alle de Herligheder, de havde ivente i det andet Liv for deres Troes Skyld. Glæd I jer kun, tænkte jeg, for i dette Liv faar I ingen Herligheder, om jeg maa raade. Det var mest fattige og løse Existenser, som kom hos os, og især var der en gammel Uhrmager Smidt, som jeg ikke kunde glemme, at han engang, da jeg ikke vilde være stille, medens han talte gudeligt, tog mig som lille Pige bag i Kiolen, som man tager en Hundehvalp, og holdt mig udenfor Vinduet fra 2den Sal! - Naar Moder ikke kunde komme ind paa aandelige Materier, førtes der ingen Smaatale eller smaalig Kritik, det takker jeg hende for.

Juleaften pleiede vi Børn at komme over til Fader paa den anden Side af Gangen i hans egne Værelser. Han havde da købt smukke Ting, som vi spillede Lotteri om. Den sidste juleaften var der tillige en tyk Dreng, som hed Christian. Han var lidt ældre end vi og saa fuld Løier og Spøg, at vi var ganske henrykte; den Dreng kom senere til at spille en større Rolle. - Kort Tid efter flyttede Moder med os Børn hen til Kultorvet (15), hvor min Grandmama boede paa 1ste Sal og vi kom til at bo paa anden, og dermed begyndte et nyt Afsnit af vort Liv.

De to Hjem

Jeg var nu blevet omtrent 10 Aar og det ubevidste barnlige havde formet sig mere til Bevidsthed. I den Tid var det almindeligt, at »bedre Folks Børn« ikke gik i Skole, men havde privat Undervisning hiemme, og vi havde forskellige Lærere, som kom hos os. Jeg havde kun Lyst og Anlæg for to Fag, Regning og dansk Grammatik, og dertil behøvedes ingen videre Lectielæsning, som kiedede mig. Vi kom ofte til Børneballer, hvor jeg paa Grund af min Vitalitet førte nye Ture an etc. til de Voxnes store Moro; jeg husker, at Maleren Chaminko (16) ikke havde Øinene fra mig. Ogsaa Grandmama giorde Bal for os, og dér spillede min Broder hende det Puds at giemme alle Lysesaxene, saa vi maatte dandse med lange Taner paa Lysene; det var inden Stearinlysenes Tid.

Den alvorlige Del af Festen skulde der nu begyndes paa, idet Drengen, som vi kaldte min Broder, skulde uddannes til Musiker; han sad hele Dagen ved Klaveret og comanderede os Søstre til at bringe sig Smørrebrød, som han spiste til Øvelserne, saa Claverstemmeren sagde til Fader, at han aldrig havde stemt et Claver saa fuldt af Madvarer. Min Søster (17) fik Lærere i Tegning og Musik, og jeg havde et saa udpræget musikalsk Talent, at min Fader forbarmede sig over mig og begyndte at spille med mig; men det blev kun til Løier; spillede jeg feil i »Mendelssohn« sagde han blot: »Nu vender Mendelssohn sig i sin Grav« og saa fremdeles, - og spillede jeg en Tone ved siden af, sagde han: »Det var Ret, bliv bare ved, saa spiller du i en anden Tonart«; rigtig lære mig og vise mig tilrette gad Fader ikke; - saa fik jeg 1 Mark, og gik, ikke klogere, end jeg kom.

Fader havde dengang meget for; han købte store ubebyggede Arealer nærved Byen, anlagde Veje etc.(18), og med den praktiske Sands, som Kunstnere ofte har, blev Fader i kort Tid en meget rig Mand. Vi mærkede dog ikke directe noget dertil, alt gik sin vante Gang paa Kultorvet; engang imellem sendte Fader smukke Dragter hiem til min Søster og mig, men de var ikke velkomne hos Moder. Moder var i det hele i den sidste Tid meget opbragt; en Cousine kom ofte for at overtale hende til noget, forstod jeg, og jeg troer ogsaa, at der blev giordt Forsøg fra Moder til en Forsoning med Fader, men den Uoverensstemmelse i Gemyttet, som havde fremkaldt Vanskelighederne ved et Samliv, var traadt endnu mere frem i Tidens Løb, og desuden var Faders Hierte allerede bundet. Da jeg var 12 Aar, sendte min Fader en Dag Bud til os, at han ønskede at tale med os Børn til en bestemt Tid, - og paa en meget kærlig Maade meddelte han os, at han havde holdt Bryllup med en rig Enke, som havde havt Del i hans Byggespekulationer (19), at hun var det bedste Menneske af Verden, og at han nu havde et Hiem, hvor vi vilde have Glæde af at komme. Jeg husker, at vi alle tre strax blev bedrøvede, men som Børn er, glædede vi os tillige til at komme ud til Fader førstkommende Søndag og see de Herligheder, han havde beskrevet os. Det var i Københavns nærineste Omegn (20) at Fader havde bygget en større Villa, fuld af sieldne Kunstsager. Forbindelsen med Byen var dengang saa ringe, at vi gik derud og kom giennern en lille Allé, over en, med Stenbro belagt, Gaard, til Huset, som mere lignede et større Landhus end en Villa. Vi ringede paa, og Fader kom selv ud og lukkede os op; han fulgte os ind i Havestuen, og der stod den skønneste Kvinde, jeg nogensinde har seet, høi, lidt svær, med et lille Hoved, som Antikkerne, lignede hun en græsk Gudinde. Hendes Hud var hvid, fast og glat som Marmor, ikke en Aare eller Rødme kunde sees giennem Huden, hun var en Marmorkvinde, men ikke med den fornemme Uforskammethed, de i Oldtiden præsenterede sig; hun var mild og venlig, skøndt Øinene var lyse og kolde; - og der stod ogsaa den tykke Dreng fra juleaften, som Søcadet og som hendes Søn!

Fader viste os nu ned i Haven, som var umaadelig stor, med mange Statuer og sieldne Blomster og Planter, saa Eleverne fra Landbohøiskolen blev sendt hen for at see dem, pragtfulde Roser forskrevet fra England og en Dam med Guld- og Sølvfisk, og hvad der morede os mest, en tam Ræv, som gik og luskede om. Cadetten kom saa ned og spøgte med os, og jeg husker, at jeg var meget glad ved at være hos min egen Fader, og dér fik jeg mit andet Hiem. Næsten hver Søndag kom vi derud, og jeg troer egentlig, at Moder paa en Maade var glad ved at være af med os; saa gik hun i Kirke hos Grundtvig, talte med Menigheden og levede sit eget Liv, som hun holdt af det.

Det var min Faders Villie, at min Søster og jeg, naar vi blev confirmerede, skulde sættes i en Pension paa Landet, for at vi ikke skulde lide under de vanskelige Familieforhold, som dengang blev set paa med ganske andre Øine end nutildags, og Moder fik Lov til at vælge mellem Præsterne, som hun var meget glad for, - og efter et Menighedsraad kom min Søster efter sin Confirmation til Biskop Fogh, som dengang var Præst i Nestelsø. (21) Hun blev senere gift med Overlæge Gradman (17) og døde som ung. Jeg skulde til Pastor Rønne i Høve (22), men dertil var der endnu et Par Aar.

Livet og Omgangen i de to Hiem var forskielligt, forsaavidt som de unge Kunstnere søgte til Kultorvet og de ældre til Fader, men Kunstnere var det fælles Mærke. I ydre Henseende var der jo stor Forskiel paa de tarvelige Torsdagaftner hiemme og de flotte Søndagsmiddage hos Fader, men hvad bryder Unge sig derom? og der var morsomst paa Kultorvet. Der kom de unge lovende Musikere og Malere, hvoraf flere er blevet store Mænd, og der var en egen romersk Colorit over de Aftner; der blev tegnet Portraiter, sunget og spillet og disputeret, som min Broder var en Mester i. - Hos Fader saa jeg Christian Winther, hvis Sange Fader componerede til; han var en stor Curmager, og, skøndt han var en ældre Mand (23), rank og ungdommelig; hans Øine var meget svage, saa han for at see mig satte sit Ansigt lige op til mit. Jeg kunde ikke lide ham, fordi han som Lærer hos Müffelmans i Lyngby pryglede sin Elev saa grusomt, at han saa ud som et Landkort over hele Legemet, - og saa lod han ovenikøbet Broderen, som den flittige, gaa ud i Skoven og samle de tyndeste Vidier til Executionen! (24)

Naa - Tiden gik, og jeg blev confirmeret af den udmærkede Pastor Fenger paa Christianshavn. (25) Til Middag var jeg hos Fader; alt var pragtfuldt; fra Loftet hang der en stor Skaal, bugnende af Vindruer, ned over Bordet. Jeg fik en lang og svær Guldkiæde, som gik 3 Gange rundt om Halsen - til stor Forargelse for Grandmama, som endnu regnede mig for en Tøs, og fra Cadetten fik jeg en smuk Guldbroshe. Jeg saa ham næsten aldrig i de Aar, da han bestandig var paa Togt med Skibene, men kom han hiem fra en længere Reise til Østen, havde han altid smukke Ting med til min Søster og mig. Kort efter min Confirmation kom jeg altsaa ud til en rar og gammeldags Præstegaard med mange Unge. Moder fulgte mig derud, men jeg var ikke saa lidt benauet, da hun reiste tilbage. Jeg havde jo paa en Maade levet et rigt Liv hiemme, jeg havde hørt og set megen Kunst og Kultur, og Følelseslivet havde ogsaa sat sit Mærke i mig. Nu var jeg kommet til Mennesker, som tænkte og følte saa enkelt, hvor alt ligesom laa i Svøb endnu, hvor Ingen blev røde og ivrige naar der taltes om Beethoven, som hiemme paa Kultotvet. Ja! de vidste end ikke, at en saadan Mand havde levet. Jeg levede derfor inderst inde mit eget Liv, men kom hurtigt til at elske Landlivets Glæder og sværmede for at gaa lange Ture alene. Nu skulde jo Livet rigtig begynde med Kamp og Farer, nu gialdt det at ruste sig, og Ord som »frem mod Stormen, her er mit Bryst« fløi for alle Vinde paa Landeveien, men der var ingen Kamp og ingen Farer, alt gik saa spagfærdigt til, - og jeg fik Lov til at komme hiem 4 Gange om Aaret; og dermed begynder

Min Ungdom!

(Her følger en Beretning om Christian, Søkadetten, hvis Venskab overfor Forfatterinden efterhaanden udvikler sig til et alvorligt Sværmeri, som ender med et veritabelt Frieri. Hun svarer ja, uden selv at være rigtig klar over, hvad hun gør - og uden nogen Følelse af Lykke. Han aflægger hende senere - nærmest imod hendes Ønsker - et kort Besøg paa Præstegaarden i Høve og rejser derefter ud paa et langt Togt).

- Nu gik der atter et Aar, og Faders Eiendomme var blevet engageret paa en meget farlig Maade af et stort Geni, som vilde udnytte de store Arealer til noget hasardagtigt, og da den geniale Mand, som holdt Traadene i sin Haand, pludselig døde, stod Krachet for Døren. (26) Endnu mærkedes intet i det Ydre, men Ulykken havde giordt sin Gang i Hierterne, og da jeg sidste Gang kom ind til Fader, var meget forandret. Sønnen (Kadetten Christian) og Fader var Fiender. Fader var for meget Kunstner og for lidt Forretningsmand, dette kunde bebreides ham; men alle de Forhold, som stødte til, havde jo ogsaa Skylden. Det var derfor en Befrielse for mig, da Fader en Dag sagde mig, at han havde faaet Brev fra min Broder i Leipzig, som studerede Musik dernede (27), at min Moder var blevet syg, og at han bad mig snarest komme ned og pleie hende, da han ikke havde Tid dertil. Min Moder havde nemlig bosat sig i Leipzig i Studieaarene. Jeg var strax færdig, og ligesom jeg med et tungt Hierte var ved at forlade Fader, fordi det ahnede mig, hvad der forestod ham, bad hans Stedsøn mig om et Øiebliks Samtale. Han sagde blot de Ord: »Jeg er kommet i det pinlige Forhold at hade Faderen og elske Datteren; nu maa Skæbnen raade for Resten.« Jeg svarede ikke et Ord, dertil var jeg altfor oprørt i Sindet. Da jeg kørte bort, vendte jeg mig om for at see det skønne Hiem for sidste Gang, og Vemod fyldte mit unge Hierte.

(Om Opholdet i Leipzig fortælles der desværre intet udover, at Forfatterinden pr. Brev brød sin Forbindelse med Christian, som derefter uden Held forsøgte at forsone sig med hendes Fader).

- Derefter flyttede han (Christian) atter fra Hiemmet; hans skiønne Moder døde kort efter af Brystsyge, hun længe havde lidt af (28), og Fader flyttede bort fra al sin Skønhed, som kom i andre Hænder og nu er dækket af et stort, grimt, moderne Hus. Da jeg havde været i Leipzig et Aar, tog jeg tilbage til Præstegaarden, og der lærte jeg den Mand at kiende, som jeg i mine Tanker og Følelser havde længtes efter og som jeg blev gift med; - og hermed ender min første Ungdom.

Noter:

1) Nørrevold 45 C, det nuværende Nr. 46. Huset ligger der endnu, omtrent overfor Ørstedsparkens Indgang ved Teknisk Skole.

2) Som Klaverlærer (fra 1837).

3) Christian Horneman, Miniature- og Pastelmaler (1765-1844), gift med Christiane Juliane Frederikke Gianelli (1782-1816), Datter af Gipser ved Kunstakademiet Domenico Maria G. og Johanna Eisen.

4) Malet af Jørgen Roed (1836) og Johs. Jensen (1850).

5) Formodentlig ved Chr. d. 8.s Død i 1848.

6) Det drejede sig om en kombineret Musik og Kunsthandel (Holmens Kanal 259, nu Nr. 12), grundlagt 1844, men ikke den første her i Landet. Aaret efter flyttedes den til Dyvekes Gaard paa Amagertorv Nr. 6. Carl Wilhelm de Meza (1819-1911) udtraadte af Musikhandelen 2 Aar senere og blev 1847 Organist i Aalborg. I hans Sted blev Emil Erslev knyttet til Firmaet.

7) Anton Fr. Theodor de Meza, stud. med., døde d. 13. Marts 1845, 28 Aar gammel.

8) Chr. Horneman var 79 Aar gammel, da han døde.

9) Caroline Marie Gostenhofer (1810-1852), gift i 1833 med Bankier Carl Joachim Hambro, der i 1839 etablerede sig i London. Som Belønning for sin Bistand og Interesse for Gennemførelsen af forskellige finansielle Transaktioner med Danmark, blev han i 1851 optaget i den danske Friherrestand med Titel af Baron. Sin Interesse for sin Fødeby København lagde han navnlig for Dagen ved de betydelige Gaver, han skænkede til forskellige Formaal.

10) Det var først i 1837, Chr. Horneman helt mistede sin Førlighed ved en Lammelse i begge Fødderne. Hans Hustru var ikke 28, men 33 Aar, da hun døde i 1816.

11) Thorvaldsen døde d. 24. Marts 1844, 17 Dage efter Chr. Horneman.

12) Løngangsstræde 176, nu Vandkunsten Nr. 13. Familien havde dog forinden, hvad Forfatterinden ikke nævner, boet i kortere Perioder først paa Amagertorv i samme Ejendom som Musikhandelen og derefter i Rosengaarden Nr. 129, nuværende Nr. 6.

13) Bedstemoderen, Charlotte Louise Scheuermann (1781-1860), gift med Grosserer G. F. V. Scheuermann (1770-1811), var Datter af den bekendte kgl. Agent Joh. Ludv. Zinn, som i 1773 giftede sig med en Datter af Kobberstikkeren, Prof. J. M. Preisler. Det Zinn'ske Hjem var igennem mange Aar et Samlingssted for Tidens ypperste Musikere og Kunstnere.

14) Hun var 82 Aar gammel, da hun døde i 1891.

15) Rosengaardea 128 D, nu Nr. 8.

16) Maleren Joh. Herm. Carmiencke (1810-1867).

17) Josephine Charlotte (1837-1883), senere gift med Overlæge i Helsingør H. P. H. Gradman (1815-1867).

18) Hornemann anlagde bl. a. Lykkesholms Allé paa Frederiksberg.

19) Charlotte Horneman var ikke, som hun selv mener, 12, men omtrent 15 Aar gammel, da Faderen d. 3. Dec. 1853 blev gift med Cathrine Amalie Borella, f. Jensen (1820-1870). Hun var Datter af Garver Joh. G. Jensen, Nakskov, og blev i 1837 gift med Købmand i Sakskøbing H.- A. Borella, fra hvem hun var skilt.

20) Ved St. Thomas paa Frederiksberg.

21) Dr. phil. Brun Juul Fog, Sognepræst i Nestelsø og Mogenstrup Sogne i Præstø Amt fra 1847. Han kom 10 Aar senere til København (Holmens Kirke), og blev 1881 udnævnt til Biskop over Aarhus Stift.

22) Chr. Fr. Rønne, fra 1834 Sognepræst i Høve og Flakkebjerg Sogne, Sorø Amt.

23) Chr. Winther var dengang henved 60 Aar gammel.

24) Chr. Winther var i Aarene 1825-27 Huslærer, og boede hos Grosserer Müffelmann, der - om Sommeren opholdt sig paa Ejendommen »Fuglesang« ved Prinsessstien i Lyngby. Winther var stærkt forelsket i Husets 15-aarige Datter Alvilda, som imidlertid mødte hans Beundring med Ligegyldighed. Det er muligvis Winthers Irritabilitet herover, som er gaaet ud over Broderen.

25) Peter Andreas Fenger, Sognepræst ved Frelsers Kirke fra 1855.

26) Georg Carstensen, Tivolis Grundlægger, havde efter sit Brud med Tivolis Bestyrelse planlagt Oprettelsen af et konkurrerende Forlystelsesetablissement »Alhambra« paa Frederiksberg. Han fik Horneman interesseret deri, men da Carstensen døde i 1857, stod H. alene med den økonomiske Byrde, og for at undgaa Sammenbrud, maatte han i 1859 sælge sin Andel i Musikhandelen til Emil Erslev. Aaret efter blev han Bestyrer i den af Sønnen C. F. E. Horneman grundlagte Musikhandel paa Købmagergade.

27) C. F. E. Horneman var i Leipzig 1857-60.

28) Hun døde først 27. Marts 1870, 49 Aar gammel, 2 Maaneder før Emil Horneman.

Årgang 19/1944, nr. 04