Hovedværk om musikens ornamenter

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 04 - side 81-84

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

HOVEDVÆRK OM MUSIKENS ORNAMENTER

Af Fritz Crome Pianisten og Komponisten Fritz Crome anmelder Alexander Stoffregens nylig paa Skandinavisk og Borups Musikforhig udkomne Verk »Klavermusikens Forsiringer«.

Man kan være uenig med forfatteren om ordlyden af hans nye bogs titel. »Forsiringer« har altid forekommet mig at være en kedelig og ildeklingende ben2evnelse, en af vore mange ikke særlig heldige germanismer (verzierungen). Personligt vilde jeg som Roger Henrichsen have foretrukket ordet »ornamentik« med dets latinske afstamning af ornare. Men denne indvending betyder intet i sammenligning med den kendsgerning, at Stoffregens værk fra nu af gør det muligt for danske klaverpædagoger uden møjsommelig graven i vore bibliotekers udenlandske værker over samme emne at kunne orientere sig med hensyn til en række vigtige spørgsmaal.

Der har hidtil kun eksisteret en lille opsats af Roger Henrichsen, et tyndt hæfte paa knap en snes sider, hvor han ganske kort og skematisk gjorde rede for ornamentiken. Men de deri indeholdte oplysninger var ganske utilstrækkelige og gav ingen sikker rettesnor for klaverpædagogerne. Den der som jeg i en aarrække har været censor ved de musikpædagogiske eksaminer kan forsikre, at den smule viden, der paa basis af denne lille bog blev krævet af eksaminanderne, var saa godt som uden al praktisk værdi. Hele spørgsmaalet om forsiringer er da ogsaa. i de senere aar helt udeladt blandt de krav, denne eksamen stiller til vordende klaverpædagoger. Men der kan næppe være nogen tvivl om, at dette saa vigtige spørgsmaal fra nu af vil blive genoptaget paa basis af Stoffregens omfattende studier og undersøgelser i hans nye bog. Denne er skrevet i et klart og letlæseligt sprog og giver i teksten en række instruktive eksempler. der - som titelbladet oplyser - strækker sig ~ra ca. 1700 til nutid.

Inden. jeg kommer ind paa en mere specificeret gennemgang af værkets indhold, maa, det være tilladt at fremkomme med en særlig anke, der paa ingen maade forekommer mig uvæsentlig. Det drejer sig om noget saa prosaisk som bogens for en gennemsnitsklaverlærer overordentlig høje pris. Saavidt jeg kender forholdene herhjemme og vore klaverlæreres pekuniære standard, tror j eg med sikkerhed at kunne sige, at en pris paa en snes kroner for en bog om begrebet forsiringer, der jo dog kun omfatter en brøkdel af det, en veluddannet klaverlærer bør kende og vide, ligger et godt stykke ud over, hvad hans budget kan bære. Ganske vist lettes erhvervelsen ved, at

bogen kan faas hæftevis i abonnement; men trods dette er jeg bange for, at bogeris pris vil afskrække adskillige fra at anskaffe den. Og det er synd, da den burde læses og tilegnes af enhver klaverlærer i Danmark.

Naar man har ærgret sig lidt over de mange trykfejl, som staar anført paa 1øse blade og som man er nødt til at rette ind i teksten, inden man begynder paa læsningen, gaar man over til forfatterens forord. Og her er der saavist ingen grund til ærgrelse, men derimod til uforbeholden beundring for den sikre pædagogiske tankegang, der ligger til grund for hans betragtninger og allermest maaske for den uselviskhed, hvormed han fremsætter sine forslag og anskuelser. Efter at have gennemgaaet en anselig række udenlandske værker om sit emne og paavist disses gensidige uoverensstemmelser paa vigtige punkter og med et lille smil at have peget paa disse forfatteres »vi alene vide«- standpunkter, der saa godt sorn alle er blevet desavoueret af udviklingen gennem tiderne, stiger Stoffregen i sit forord følgende:

»Men naar en skønsmæssig opfattelse ofte må tages med i betragtning og undertiden er af afgørende betydning, hvad er da rimeligere end at afstaa fra kategoriske udlægninger og indskrænke sig til at fremsætte forslag til udførelsen, forslag, der i vid udstrækning begrundes og i adskillige tilfælde suppleres med andrem

Efter forordet følger en indledning, der behandler forsiringerne i almindelighed. Forfatteren skelner her mellem melodiske, rytmiske og klanglige forsiringer, men gør kort efter opmærksom paa, at disse betegnelser er udflydende og at det for eksempel afhænger af tempoet, om en forsiring kan kaldes melodisk eller rytmisk. Dernæst behandler han forsiringens plads i taktrytmen og skelner imellem subtraktion og antecipation*), betragtninger, man læser med udbytte og interesse. Det følgende afsnit om betoningerne er knap saa klart og instruktivt som det foregaaende, muligvis fordi tidligere forfattere som Beyschlag og Dannreuther er uenige paa. ikke uvæ

Hvorfor forfatteren gennemfører skriivmaaden »aiiticipalion.« er mig gaade~uldi. En fejl bliver dog rigligere ved gentagelse!

sentlige punkter; mig personlig forekommer den sidstes opfattelsesmaade at være den rimeligste. Paa et punkt kan jeg ikke være enig med Stoffregen, nemlig naar han slaar fast, at det korte forslag i nyere musik gennemgaaende spilles antedperet. Min erfaring fra utallige koncerter gennem et langt liv er, at de fleste betydelige pianister ogsaa i moderne musik spiller forslaget subtraherer, saadan. altsaa, at forslaget falder paa taktdelen, sammen med de øvrige stemmer. - Lidt senere berører forfatteren den uhyggelige praksis fra tidligere tider, hvor komponisten ikke skrev forsingerne ind i sin tekst, men overlod til den udøvendes. smag - eller mangel paa samme!

at føje dem til efter forgodtbefindende Dette ligger heldigvis endnu længere tilbage end den tid, hvor en komponist som Chopin, for at faa sin e-moll, koncert til at glide ned hos et æret publikum, mente det nødvendigt at lade en populær sangerinde slaa sine triller i koloraturarier mellem koncertens satser! Paa. disse punkter kan vi uden ae overdrive sige, at den musikalske kultur er gaaet nogle grader fremad imod fuldkommenheden siden da.

Efter forord og indledning følger bogens første del, hvor hvert kapitel behandler en bestemt forsiring, først lan-at op-, kort forslag taget under eci. Behandlingsmaade~ er stringent og letfattelig og man glæder sig specielt over særtilfældene tilsidst, hvor navnlig Schumannske eksempler er gode at faa forstand af.

Efter et kort kapitel om dobbeltforslag følger et afsnit om dobbeltslaget, der i praksis er udsat for mange fejlspilninger og mistydninger. Under forklaringerne kommer forfatteren meget indgaaende ind paa. dobbeltslagets rytmisering, hvor man gennemgaaende kaa være enig med ham; hans difinitioa af dobbeltslaget, staaende efter en tredelelig node, kan synes lidt omstændelig, men er nærmere beset rigtigere (fordi den er mere omfattende) end de forklaringer man kender for eksempel fra Roger Henrichsen. Tilslut viser forfatteren en røckke forskellige former for dobbeltsla.gstegnet, som det har været brugt i tidligere tider og gør rede for fortegnenes betydning samt for disses udeladelse i gammel musik.

Det meget vigdge afsnit om triller - der ogsaa omfatter begrebet praltriller - er bredt og omstændeligt, men kunde maaske vanskelig være holdt knappere, fordi forfatteren gaar ind paa en detaljeret forklaring af samtlige notationsformer for trillen gennem tiderne. Man er ham særlig taknemmelig for skemaet over de utallige, næsten ens udseende trilletegn, hvor en diminutiv forandring i den begyndende krusedulle kræver en fuldkommen ny udførelsesmaade. Kun den,

der har gjore sig dette særlige afsnit af klaverlitteraturen - Couperin, Rameau, Scarlatei og Ph. Em. Bach - til speciale, vil kunne slippe helskindet fra udtyndingen af alle disse hieroglyfer uden hjælp fra Stoffregens værk.

Begrebet kædetrille forekommer mig noget vagt baade i forklaring og eksempler. Forfatteren burde have givet os et eksempel paa en kædetrille med inere end blot to led og have paavist, at en diatonisk kædetrille ikke maa have spring, men at trillen - om nødigt ved indføjelse af en triol - maa fortsætte ubrudt diationsk hele vejen.

I de følgende kapitler behandles mordent, sløj, fer, tirata og arpeggio, for det sidstes vedkommende lovlig omstændeligt. Afsnittet om mordenten bragte mig personlig en nyhed, nemlig kendskabet til den saakaldte dobbeltmordent, som hidtil var undgaaet min opmærksomhed. Jeg vil tro, at adskillige sammen med mig med glæde tager denne oplysning til indtægt.

Kapitlet om tremolo er lovlig langtrukkent og det forekommer mig tvivlsomt, om de to eksempler af Schubert og Beethoven overhovedet kan indordnes, under begrebet tremolo. Ihvertfald. synes de mig begge overflødige, da der ikke kan være ringeste tvivl om deres udførelse. Det følgende kapitel om bebung turde sikkert være uden væsentlig interesse, al den stund forfatteren selv i begyndelsen gør opmærksom paa, at denne virkning udelukkende er knyttet til klavikordet. Den bebungs-erstatning, som forfatteren foreslaar og giver anvisning paa i nyere musik ved en særlig raffineret pedalteknik, vil muligvis være til megen glæde for den udøvende; men om dens virkning naar ud over podiet og giver tilhørerne nogen speciel klangfornemmelse turde vist være tvivlsomt. Endelig kommer vi til efterslaget, som Stoffregen bekender at definere anderledes end de fleste andre forf~ttere. Han skriver: »Efter manges opfattelse forstaas ved efterslag alle forsiringer, der noteres med smaanoder og spilles forud. Denne opfattelse er ikke fulgt her.« jeg skal ikke nægte, at jeg deler de »manges opfatrelse«, som jeg finder mindre kompliceret end Stoffregens. Men paa den anden side giver jeg denne fuldstændig ret, naar han etsteds i sin indledning skriver, at det til syvende og sidst kommer an paa, hvordan forsiringerne spillex og ikke paa deres benævnelse, saa jeg finder ingen aaledning til at berøre dette emne nærmere.

Sidste kapitel behandler de kombinerede forslag og giver en. række instruktive anvisninger og eksempler fra gammel og moderne musik. Ph. Em. Bach, j. S. Bach og Chopin. Udmærket er eksemplet fra Chopins nocturne i g- moll, hvor forfatteren foreslaar at øge taktens. fire fjerdedele i-ned den brøkdel af en fjerdedel, som forsiringen tager; herved bevares melodiens rolige fjerdedels- bevægelse.

Værkets anden del, Komponisterne kaldet, indeholder en stor samling fortræffeligt valgte eksempler paa forsiringer og deres anvendelse. Couperin og Rameau, som det i de fleste udga-ver er meget vanskelige at finde sig tilrette med i rytmisk henseende, kommenteres af forfatteren paa klar og fortræffelig vis, og hans forslag kan man uden reservation tiltræde. Blandt eksemplerne fra Domenico Scarlatti forekomme~ bl. a. den berømte sonate nr. 20 i E-dur (Eks . 1) ; her vil

jeg i modsætning til Stoffregen (a) foretrække Peters-udgavens maade at spille de første takter paa. (b) dog uden efterslag, da man herved opnaar en større rytmisk prægnans. Derimod finder jeg hans forslag til trillernes udførelse senere i samme stykkes forløb udmærkede. Behandlingen af samtlige eksempler fra H~ndels. værker er i enhver henseende tilfredsstillende og instruktiv. Dec samme kan med ganske faa, undtagelser siges om den meget grundige gennemgang af Bachs klaverværker. Kun kan jeg ikke være enig -med Scoffregen i at foretrække Peters-udgavens løsning af problemet i inventionen for to stemmer i f- moll (Eks. 2). Den udførelse, som fremgaar af betegnelserne i udgaven af Czerny, Griepenkerl, Roit Zsch (Eks. 2), forekommer mig adskil

,lige mere rytmisk klar. - Maa det være tilladt som et lille indskud her at gøre opmærksom paa et fint pædagogisk træk hos forfatteren, der giver anvisning paa, hvordan vanskelige forsiringer kan udføres nemmere, men dog stilrent af mindre virtuose trænede hænder, samt paa hans bemærkning om, at en forsirings udførelse afhænger af det paagældende stykkes tempo.

Efter Bach følger Haydn, hvor man stort set kan være enig med forfatteren i hans syn paa tingene. Dog er jeg tilbøjelig til i eksempel 53 (her Eks. 3 a), at slutte mig til Peters udgavens

opfattelse (b), der,giver en roligere rytme og ~om spiller slutningsakten nøjagtigt efter Haydns manuskript uden at tilføje en - i hvert fald problematisk - bue i sidste takt.

Ogsaa i det følgende Mozart-afsnit giver Stoffregea en række gode ideer til udførelsen; eksempel 26 (her Eks. 4 a) forekommer mig dog

ikke hele gennemtænkt. Forfatteren »mildner« den skarpe triol ved at gøre den endnu skarpere

vil sige hurtigere! Den »almindelige spillemaade«, som Stoffregen ogsaa. anfører, forekommer mig ubetinget bedst (b). Kun savner jeg her en omtale af c-moll fantasien (ikke fantasi-sonaten!) . Dens mange vanskelige forsiringer havde sikkert haft godt af Stof f regens pædagogiske pegepind!

j F,ndnu fyldigere og mere udtømmende er kapitlet om Beethoven, der giver den spillende en række ypperlige anvisninger. I G-dur sonaten op. 14, nr. 2 (eks. 24), mener jeg, at Cottas og Breitkopf & H~rtels spillemaade er den bedste, fordi den ikke forerykker rytmen nævneværdigt. I eks. 34 - sonate g-moll op. 49, nr. i - er jeg tilbøjelig til at foretrække Beyschlags udførelse, der ikke influerer paa. ottendedelene, idet han anteciperer forslagene. Afsnittene om Kuhlau og Weber giver ingen anledning til kommenta~er, alt er her klart og selvfølgeligt.

Schubert følger nu med en indgaaende behandling af forslagene i a-moll sonaten op. 42, altsammen udmærket. Med hensyn til variationerne i B-dur op. 142 tilstaar jeg, at jeg foretrækker at spille stedet (Eks. 5 a), ikke som Stoffregen (b)

foreslaar, men tværtimod paa den maade, som han anfører og giver et advarende »ikke« i følge (c). jeg opfatter med andre ord forslaget som hørende til den øverste tone i oktaven. jeg ved, at dette er inkonsekvent, da melodien gaar i oktaver; men jeg finder at stedet klinger luftigere og finere paa denne maade. Mendelssolin faar et kort kapitel, hvorimod Schumann omtales med mange og fortræffelige eksempler. Meget instruktiv er hans omtale af Schumanns pedalbrug, bl. a. anvisningen til den »stumine« pedal i »Carnevals« Paganini-afdeling. Lidt overflødig forekommer den omhyggelige forklaring til »Warum«, hvor Schumanns egne anvisninger er saa omhyggelige, at fejl skulde synes udelukkende. Ellers er kapitlet saare læseværdigt.

Sidste hæfte indledes med Chopin, der faar en særdeles omhyggelig gennemgang, der kun paa faa steder opfordrer til modsigelse. Eksempel 42 viser nocturnen i G-dur (Eks. 6 ab), hvor jeg

foretrækker at spille de mange dobbeltforslag med ganske simpel subtraktion (c), en spillemaæde, som. det forholdsvis rolige tempo gør velklingende og naturlig. I det følgende eksempel fra samme nucturne vil jeg foretrække Peters udtydning fremfor den af forfatteren foreslaaede. Eksempel 44 forekommer mig overflødigt, da den af forfatteren sammen med Beyschlag viste spillemaade er den sædvanlige ved en kædetrille. I eksemp~1 48 foreslaar Stoffregen antecipation af dobbeltforslaget. jeg mener dog, at man i et saa hurtigt tempo, som !denne vals fordrer, vanskeligt vil kunne skelne mellem antedpation og subtraktion. Maa det være tilladt lier at henvise til forfatterens bemærkning ved eksempel 64, der paaviser det naturlige i at en mellemst~emme ogsaa anteciperes. Udmærket er ogsaa den idé at bryde nedad, som foreslaaes i eksempel 78. Netop hvor en understemme dækkes af en højereliggende er dette mange gange i høj grad paakrævet. Forfatteren nævner i denne forbindelse Schumann, jeg selv er ogsaa nogle gange stødt paa lignende tilfælde. Hvad trillen i As-dur polonæsen angaar, maa jeg tilstaa, at jeg finder Beyschlags spillemaade bedst, ikke mindst fordi man saagodt som altid hører den anvendt af udmærkede pianister i koncerter. Stoffregen har til Chopin ialt 109 eksempler, der alle vel er værd at gøre sig bekendt med.

Efter Liszt følger et kapitel om Brahms. Det første eksempel er hentet fra h-moll capricen, hvor jeg - i lighed med min bemærkning om Schuberts B-dur variationer - vil foretrække den af Stof f regen forkætrede spillemaade. -Ogsaa i eks.

15 maa jeg bekende en uoverensstemmelse med Stoffregen (Eks. 7 b), idet jeg her er enig med Beyschlag (a). Nu følger Grieg og César Franck; denne sidstes Prelude af den bekendte suite er

udmærket klarlagt, saa man let opnaar det ønskede store crescendo ved temaets gentagelser.

De sidste kapitler behandler Debussy, Ravel, Cyril Scott, Carl Nielsen og Seravinsky; saa er vi naaet up to date! Overalt her maa man bøje sig for Stoffregens sikre smag og musikalske følsomhed.

Det har været mig en stor fornøjelse grundigt at studere dette betydelige værk. Og jeg gentager tilslut mit ønske om, at det maa komme saamange musiklærere og musikstuderende tilgode som paa nogen maade muligt; ingen vil læse det uden positivt udbytte. Men - her er jeg igen med mit præterea censeo -: jeg er alvorligt bange for, at de tyve kroner vil afskrække altfor mange fra at erhverve sig bogen. Var der ikke - jeg vender mig her med et beskedent forslag til forfatter og forlægger - den mulighed, at man kunde erhverve værkets to første hæfter uden forpligtelse til ogsaa at købe de tre følgende? Disse første hæfter kan studeres for sig med absolut udbytee. Og skulde mange derefter føle sig fristet ,tf de tre sidste hæfter - saameget desbedre!

Årgang 19/1944, nr. 04