Ny dansk musik

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 04 - side 84-87

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Ny dansk Musik ved Niels Viggo Bentzon

Svend Erik Tarp: Koncert i C for Piano og Orkester Op. 39 (Udg. for 2 Klaverer paa

Ejigstrømt, &- Sødrings Musikførlag).

wijan~ffding: Det er ganske vist64,Fatatasi for Orkester Op. 37

Ved Det unge Tonekunsenerselskabs Koncert, der fandt Sted Mandag den 6. Marts i Odd Fellow Pakeets. store Sal, uropførtes bl. a. to daaske Orkesterkompositioner, der hver paa sin Maade maa betegnes som karakteristiske for deres Skabere. De repræsenterer begge den »optimistiske« Side af vore Dages Musik, idet deres Aandsindhold er af overvejende lyr Karakter.

Det musikalske Stof er i disse Værker udformet med en Naturlighed, der viser, at deri ny Stil paa mange Maader nærmer sig det Punkt, hvor man kan begynde at udlægge Love for, hvad der maa gøres eller ikke. 1 hvert Fald har man ved Overhøringen af disse Værker en ganske bestemt Fornemmelse af »saadan og ikke anderledes«, hvilket er saa meget desto mere interessant derved, at de to Værkers etiske Forudsætning er stærkt divergerende. De har, om man saa maa sige, hver sin Maade at smile paa, men mødes dog, som antydet, paa. den fælles musikalsk-optii-nistiske Grundtone.

Tarp sætter her i Klaverkoncerten sine Ideer klare og bevidst op, mest typisk i Førstesatsen, Molto vivace, med dens friske og »aabne Melodik (Eks 1) :

Musikens Karakter og hele Forløb har i denne Førstesats (og forøvrigt ogsaa i Finalen) en vis Lighed med en Komponist som Darius Milbaud, specielt i sidstnævntes saakaldte Miniature-Symfonier. Baade Melodik og Harmonik peger hen imod den berømte »groupe de six«, hvis førende Navne er Folk som Honegger (senere sprunget fra), Milhaud, Poulenc m. fl. Der er dog ogsaa noget af Tarp selv deri, specielt naar det gælder den altid klare og godt afbalancerede Instrumentation. - Orkesteret er ikke stort. 2 Fløjter, 2 Oboer, 2 Klarinetter, 2 Horn, Timpani, Slagværk og Strygekvintet. Udeladelsen af det tunge Messing skyldes sikkert Frygt for at kvæle den overvejende spinkle Klaverbehandling, der netop udløser noget af Musikens inderste Væsen. Tarp's, Anvendelse af Klaveret er i det Hele taget et Kapitel for sig. Man skal maaske helt tilbage til Mozart for at finde en Klaversats, der paa saa lange Strækninger udelukkende betjener sig af Alberti-Bas (Eks. 2) :

Klaverbehandlingen er følgelig aldrig paagaaende (som i mange af Senromantikens larmende Klaverkoncerter), men føles tit blot som udledt af Orkestervævet, hvilket giver det smukkeste Sammenspil mellem Solist og Orkester.

Af virkeligt tematisk Stof findes foruden Hovedtemaet og Klaverternaet (Eks. 2) endnu et Tema, det egentlige Sideterna, der, grundet P a stærk Afhæn-ai2hed af Carl Nielsen, virker svagere (Eks. 3)

Baade Klang og Holdning er her andenhaands, et Moment, der ogsaa kan findes i Tarp's senest opførte Værk »Te Deum« for Kor og Orkester, hvor et Citat fra Strawinsky's Salmesymfoni ikke undlader at virke lidt forstemmende.

Som Modsætning til disse Svagheder bør fremhæves den smukke og kompositorisk vellykkede Maade, hvorpaa Tarp leder over i Førstesatsens Reprise (Eks. 4):

Klaverkoncertens langsomme Sats føles knapt saa helstøbt som Førstesatsen. Ejendommeligevirker den udpræget passivistiske Tone i Forhold til Ydersatsernes bevidste og udadvendte Karakter. Koncertens Helhed bringes hermed i Fare. Ydermere foranlediger Stykkets usædvanlige Korthed een til at tro, at Tarp ikke har været helt frisk i Inspirationen, da lian gik i Lag med Udarbejdelsen af den langsomme Sats. - Det er altid paa sin Plads, at en Komposition i flere Satser har et stilistisk Erihedspræg. De »naturlige« psykologiske Afvigelser mellem Satserne maa helst ikke være saa gennemgribende, at Stileris Enhedspræg opløser sig. Selve Klaverstilen afviger her ogsaa paa afgørende Maade fra de øvrige Satser, idet den fra. at være bevidst-tematisk er blevet ubevidst-klanglig, en Omlægning af for stor Vægt for et Arbejde, der ikke varer udover 17

18 Minutter.

I Koncercens Finale, Allegro con brio, er vi igen ovre paa den lette, koncerterende Musiks Grund. Optakten er ikke saa rar med dens lidt pseudodramatiske Stemning (Eks. 5):

Overgangen fra Orkester- til Klaversats er næsten ogsaa - rent eestetisk - f or brat, thi i det næste Eksempel er vi havnet i den kendte, tarp'ske letbenede Stil (Eks. 6) :

Som Kontrast til Indledningens Mørke optræder noget senere et lyrisk-bevæget Tema, hvis Struktur ligger tæt opad det bedste i Tarp's Musik overhovedet. Det varer dog ikke længe, før denne Stemning brydes for at give Plads for et nyt letløbende Tema.

Stort set er denne Finale den mangf oldigste Sats i Koncerten m. H. t. tematisk Fylde. Dog er ikke alle Temaerne af lige stor Vægtfylde, og det synes mig som om der bestaar et Misforhold mellem Indledningens (Eks. 5) ikke helt overbevisende Alvor og al den Skæmt og Spøg, der sener6 sker. Særligt i Slutningen, hvor Eks. 5 reminiscerer, virker det noget forstemmende og ikke helt overbevisende.

Som Helhed maa, dog denne Klaverkoncert betragtes som et vellykket Tarp-Værk. Førstesatsen staar brillant formet og afrvinger Respekt ved Indfaldets Prægnans. At Værket som Helhed beskriver en faldende Kurve maa beklages, men heri deler det Skæbne med adskillige andre Ting i Musiklitteraturen.

Tonekunstnerselskabets Koncert afsluttedes med Finn Høffdings Orkesterfantasi »Det er ganske vist« (efter H. C. Andersen). Eventyret turde være enhver bekendt. Den lille Fjer er her symboliseret ved et Fagotmotiv, der paa kostelig Vis anskueliggør Værkets barokt-hyggelige Stemning (Eks. 7) :

Tanken om at Jade en stor Orkesterkomposition bygges op over een eneste lille musikalsk Celle har Høffding før været inde paa i Værket »Evolution«. Det mentale Grundlag afviger dog ganske f ra Stemningen i »Det er ganske vist«. »Evolution« har et mørkt-patetisk, tungt arbejdende Stof, der ikke altid smyger sig helt let under Komponistens Hænder. Det musikalske Forløb kan her af og til føles lidt sammenstykket, selvom Episoden besidder stor lyrisk Skønhed. I

»Det er ganske vist« er det evolutionerende Princip løst paa en forbløffende Maade. Det er som om Høffding har været veltilpas fra først til sidst. Den Maade hvorpaa Fagotmotivet »udplantes« paa strygervis vidner om kompositorisk Mesterskab (Eks. 7 og 8)

og lidt senere i Fugato (Eks. 9)

Omformningen fra det barokke til det lyrisksangbare er overbevisende i sin Inspiration,

Første Del af Orkesterfantasien præsenterer 3, omtrent ligestillede, tematiske Indfald som bærende Kræfter. Det citerede Fagotmotiv samt et humoristisk og et mere ekspressivt Tema (Eks. 10 og 11) :

Senere optræder et fanfareagtigt Trompetmotiv, der er udledt af det første Tema og som paa fortræffelig Vis symboliserer den galende Hane (Eks. 12) :

Stort andet tematisk Materiale findes ikke i dette Stykke, men Høffding opriaar alligevel stor musikalsk Mangfoldighed ved at afsløre sig som Mester i det symfonisk følte Variationsprincip. Det tematiske Arbejde er her simpelthen forbilledligt. jeg maa. bede Læseren se nærmere paa Eks. 7, 8 og 9 for rigtigt at forstaa, hvad jeg mener med symfonisk Variationsprincip (Ordet symfonisk er her brugt for at anskueliggøre, at det drejer sig om et Variationsprincip, der strækker sig gennem et længere Tidsforløb).

jeg skal til Belysning af ovenstaaende endnu ineddele et Eksempel paa Variation af det oprindeli e Fagotmotiv (Eks. 13) :

Netop ved stadig Variation og Bearbejdelse af det engang opstillede Temamateriale opnaar Komponisten stor Enhed i det musikalske og han formaar derigennem at give Udtryk for en virkelig symfonisk Tanke.

Det musikalske Forløb i »Det er ganske vist«

er ud ' formet paa den Maade, at den -lille Fjer

efterhaanden skruer sig op til et sandt Raseri,

hvor Trompetfanfaren (Eks. 12) er det bærende

Moment. Understøttet af Strygernes rasende

Triolbevøegelse nærmer man sig efterhaanden

K,limax. Det forekommer mig dog, som om Styk-

kets Højdepunkt dvæler lidt for længe i fff.

Hele Orkes-terfantaslen spiller jo ikke længere

end en halv Snes Minutter, saa Højdepunktet

bør alligevel ikke strække sig over al for lang

Tid. - En'Genoptagelse af Begyndelsesstemnin-

gen med det lille Fagotmotiv leder naturligt over

i Kodaen, der i en kort Efterkulmination afslut-

ter Stykket i en kort og skarp B-Dur Akkord.

Høffdings. Instrumentation er som Helhed god. Maaske kunde der vøere sparet lidt paa det svære Skyts, der navnlig i det lange Højdepunkt virker lidt overdimensioneret. Alt i alt er dog Stof og Klang vel afbalanceret, hvilket er tilfredsstillende i en Tid, hvor der er Tendens til at lægge en for eensidig Vægt paa Instrumentationen.

Årgang 19/1944, nr. 04