Nye grammofonplader

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 04 - side 87-88

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Nye Grammofonplader ved Erling Winkel

J. 1»..E. Ifartinann: Musik til Oehlenschlågers ,,Guldhornene"". Op. 11. - 4de Pladeside:

JP. R. zange-Midler: Giftlios Romance af 1101øer Drachjua-uns ,Renaissance"".

Pol. ilm 08055.50

Hartmanns Melodrama-Musik er et overordentlig interessant Arbejde; det »nordiske« er ikke saa dominerende; lejlighedsvis mærkes Indflydelsen. fra den brillante Stil (Kuhlau, Spohr) med dens Blanding af Følsomhed og Elegance. Her kommer det specielt frem i Stykket inden »Skyen suser, Natten bruser«, de to Partier, hvor de to Horn bliver fundet og paa Rimfaxe-Skinfaxe-Stedet. Det væsentlige er dog det korte Motiv, der repræsenterer Længslen mod Fortiden. Oehlerischl~gers Digt er i øvrigt ypperligt egnet som Grundlag f or melodramatisk Musik i sin klare Form og Rigdom paa Parallelsteder, hvilket ogsaa genspejler sig i Hartmanns Musik. Ved en Opførel

se er det nødvendigt, at Recitatoren har Øre for Musiken og deler Hartmanns Opfattelse af Digtet. Der kan maaske herske forskellige - mere eller mindre personligt: prøegede - Meninger om Stilen i Adan2 Poulrens Fortolkning. Det er dog givet, at han som faa andre ej er den rette Pathos og glødende Begejstring for vor Guldalderdigtning. Man maa indrømme, at Musik og Deklamation er passet sammen paa en helt naturlig Maade. Enkelte Steder kunde maaske være anderledes. De to Steder »Rimfaxe den sorte, pruster, og dukker og i Havet sig begraver« læser Adam Poulsen med en vis Bredde, mens Musiken er mere bevæget og pulserende. Stedet »som tilbedende bæver for Guddommens Straaler i Sole, i Violer, i det Mindste, i det Største« virker maaske lidt nervøst. Til Gengæld er Stedet, hvor den unge Pige finder det første Horn, aldeles. mesterligt foredraget. Sikkert er det i hvert Fald, at Adam Poulsens Organ egner sig aldeles storartet til Mikrofon; ikke eet Sted er der nogetutydeligt; Sprogets Klang og Talestemmens Melodi er det en Fornøjelse at lytte til. I OPtagelsen har man foretrukket at lade Radioorkesleret og: Erik Tuxen holde sig noget i Baggrunden, rent styrkemæssigt. Man skulde tro, at dette Balanceforhold kunde gøres bedre uden at det behøvede. at gaa udover Texten~ Tydelighed. Tuxens Opfattelse er i øvrigt ganske smagfuld, uden at Udførelsen virker bleendende eller særlig inspireret.. Vel er Hartmarins Orkester ikke taknemligt i klanglig Henseende; men Præcision og Foredraghæver sig ikke ud over Hverdagen. Alligevel er denne Indspilning i højeste Grad hørværdig, og. Giulios Romance er en højst kærkommen Tilgift. Optagelsen er foranlediget af Knud Hegermann Lindencrone, som hermed har vist et paaskønnelsesværdigt Initiativ til Fremme af Indspilning, af dansk Musik.

Mozart: ouverture til ""Pigaros Irrylimp, -

1~~orspil til p,Zes petits riens"". Tøno X 25022

Ouverturen til »Figaros Bryllup« er spillet: blændende virtuost i et næsten for hurtigt Tempo; Forspillet til Les petits riens er foredraget med en Finhed i Betoningerne, som ikke høres hver Dag. Udførelsen er alt i alt E-gisto Tango og Det kgl. Kapel værdig, mere behøver man vist ikke at sige. Optagelsen er rigtig god, selv om Klangen kunde være mere gennemsigtig.

.Heethoven: Sonate 01». 47 for Violin og Klover Tono X 25011-14

Emil Telmanyi og Viclor Schiøler honorererfuldtud de høje tekniske Krav, som Kreutzer-Sonaten stiller. Begge behersker deres Instrument, og i kunstnerisk Henseende fortjener Indspilni-ngen kun Lovord. Rent klanglig og balancemæssig er Optagelsen passabel, omend Gengivelsen ikke er garanteret fri for Overfladestøj.

W. A. Mozart: Symfolti D-Dur. (11affner).

K. ¥'~ 385. - Pol. 31 67986--ss (5 Sider)

En dygtig og omhyggelig Indspilning ved Herbert von Karajan og Orkesteret EIAR fra Turin. Foredraget er præget af Intelligens, ikke mindst i Andanten, og Menuettens Trio. I det store og hele er Udførelsen dog for tung; navnlig i Ydersatserne er Tempofornemmelsen ikke overbevisende, og Klangen i Optagelsen kunde være mere klar og naturlig. Hvorfor mon man ikke i højere Grad lader italienske Dirigenter dirigere italienske Orkestre; hvornaar faar vi mon 1ndspilninger af det prægtige Augusteurn-Orkester i Rom, dirigeret af Folk som Molinari, V. Gui, Franco Ferraro eller den mesterlige Mario Rossi?

-møgenår Pedersøn; .4d te, levavi. - Kyi-ie, i

Paasken. - Aleneste Gud i Minmerig.

-ff - M. V. DS 5-088

Denne Indspilning fortjener i allerhøjeste Grad et Par Ord med paa Vejen. Først og fremmest er der Grund til at gleede sig over »Ad te levavi«. Det er sikkert en af de righoldigste Kompositioner fra vor danske Sen-Renaissanc,~mesters Haand. Den er sikkert formet, og man opdager stadig flere Finheder ved fornyede Gennemspilninger. I nogenlunde den samme ubundne kontrapunktiske Stil er »Kyrie i Paasken« (eller som det egentlig hedder: »Kyrie om Paasken«); endelig rummer denne Plade Mogens Pedersøns Udsættelse af »Aleneste Gud i Himmerig«. Det er en ualmindelig fin og interessant llarmonisering, udpræget 17. Aarhundrede. Det er en god Idé at btinge »Kyrie« og »Aleneste Gud« paa samme Pladeside, da de jo ogsaa i Ti~dens Liturgi blev sunget i Fortsættelse af hinanden, I denne Indspilning kommer alle Drengekorets gode Egenskaber til sin Ret. Balancen mellem Stemmerne er i skønneste Orden; Mogens W51dicke viser atter, hvorledes han formaar at beherske a cappella Kor i klanglig Henseende. Der er kun al mulig Grund til at hilse denne Forøgelse af Balzer-Serien med den største Tilfredshed.

Beethoven., Fiol-Insonate i G-Dur. Op 30,3.

M.M. V. DR 5280-81

Efter at have »overstaaet« Beethovens 2 Favoritsonater: Kreutzer- og Foraarssonaten (der i Forvejen forelaa i fortræffelige Indspilninger) har Erling Bloch og Lund-Christiansen været saa fornuftige at give sig i Kast med en af de mindre fortærskede, men i højeste Grad hørværdige

Sonater. Sammenspillet er som sædvanlig fint, alle Detailler er meget omhyggeligt udformede. Hovedvægten er lagt paa en let og gennemsigtig Gengivelse. Lidt større Finhed i Sansen for Betoningerne, lidt mere Intensitet paa enkelte Teinapræsentationer i Mellemsatsen, og Udførelsen havde været helt mesterlig. I Optagelsen kunde Violinen taale mere Rumklang; i øvrigt er der intet at kritisere.

Joh. Seb. Bach: 2 Koralforspil. ,Ln dulei

jubilo"" - ,Her*li-ch tut mir verlangen"".

Tono K 801T

Frue Kirkes Orgel er ikke velegnet til Bach, og Rummets Resonans er aabenbart lovlig stærk til Grammofonoptagelse, om end det ikke i foreliggende Tilfælde er gaaet ud over Klarheden. Raasted behersker jo fuldtud sit Instrument. Hans Tempofornemmelse er klar nok, selv om maaske en. og anden vil finde Tempoet i »Hertzlich tut mir« for langsomt. Heri er Forholdet mellem Melodistemme og Akkompagnement heller ikke helt rart. Meget bedre og morsommere klinger »In duld jubilo« -til Trods for, at Registreringen sikkert efter manges Mening er alt for broget og afvekslende.

Årgang 19/1944, nr. 04